Det du giver opmærksomhed vokser

Jeg er træt og har lyst til at gå op og lægge mig ved siden af min datter og bare glide ud på drømmene, hvor jeg ikke hele tiden tager stilling, bare er.

Men der er noget jeg må have ud inden.

Forleden lavede jeg en taknemmeligheds-post på Instagram. Og det gjorde jeg også i går. En ide om at jeg kunne fokusere på at vise billeder af alt det der er at være taknemmelig over, gik fra tanke til beslutning på meget kort tid. Nu kysser jeg jo normalt ikke samme dag som jeg spidser munden, så det er stort for mig, at jeg reagerede på tanken med det samme.

Jeg er helt forberedt på, at det vil være let nok i starten, men at der vil komme dage, hvor jeg skal gøre mig rigtig meget umage for at finde noget, jeg kan poste. Finde noget jeg er taknemmelig for.

Der vil komme dumme dage. Måske sidder hjertet fast i et gammelt hak lige fra morgenstunden, og hovedet summer opgivende og rasende over at være der igen.

Den slags dage ender du med at tage et billede af et blad, fordi det er grønt.

I det mindste er der det.

Og det er også i orden. Der sker nemlig noget helt forunderligt, når du fokuserer på, hvad der findes at være taknemmelig for.

Du står og ser på det her blad. Og så ser du rigtig godt efter. Og det er ikke længere bare et stykke med plante mellem dine fingre. Det er grønne farver. Det er en fornemmelse af liv. Af træer og livgivende ilt, forår om hjørnet og duften af det hele.

Så det ene øjeblik er du tung i det næste taknemmelig for en speciel grøn nuance, eller for hvordan lyset reflekterer i et blad. I dette blad. Blødt mod fingerspidserne.

I dag kommer en låner ind på biblioteket. Han har læst min seneste klumme om glæden ved breve, og han har et med til mig. I brevet ligger en novelle han har skrevet tidligere. Han har sågar skrevet noget ned jeg har skrevet på Facebook om trefarvet morgenhav, og det læser han simpelthen op lige der på biblioteket.

Jeg kan mærke, at jeg har det helt store grin på og prøver forgæves at skrue ned for blusset. Ansigtet er så uvant med store grin i lang tid af gangen. Det strammer jo lidt..

Bag ham står en ældre kvinde tålmodigt og lytter med og siger til mig, at det er en gave, at jeg kan skrive. På en eller anden måde får jeg sagt, at jeg bare prøver at se det gode i alting, og hendes ansigt stråler mod mig da hun med fast stemme beder mig holde fast i det.

Og det bliver dagens taknemmelighedspost – nu her i lang form på bloggen.

Jeg er taknemmelig over de mennesker, der i dag dukkede op ud af det blå og bare var helt vildt søde ved mig. Det betyder noget. Det bestyrker mig i min tro på, at man skal være højtråbende og favnende og måske en smule udansk frembrusende med sin venlighed.

Jeg bider også mærke i at jeg kun behøvede at være fokuseret på taknemmelighed i to dage, før jeg dælandytme fik noget at være taknemmelig for.

Så tak altså.

Tak.

Og sangen her har ingen relevans, bortset fra at jeg kan lide den og er helt vildt taknemmelig for at musikken findes 🙂

 

(Visited 25 times, 1 visits today)

4 tanker om “Det du giver opmærksomhed vokser”

  1. Tak for dine tekster. Tak også for denne tekst. Du sprogfornyer med dine idiomer og glæder med dit positive livssyn. Jeg hørte engang Møllehave i et fordrag bruge glosen “eksistensfråser”. Den glose kan jeg godt li’. Du fokuserer på betydelige og indholdsrige ord om f.eks at være “taknemmelig”. Var det Albert Schweitzer der sagde, at vores eget lys nogle gange bliver oplivet af en gnist fra et andet menneske – vi har alle grund til at være taknemmelige på dem, der har tændt flammen i os. (husket efter hukommelsen). God morgen. Det er onsdag og solen skinner for mig. Kh Mogens

    1. Tak Mogens 🙂 For dine ord og fordi du læser med. Citatet berører mig meget. Du (og Albert) har ret. Vi bør også være taknemmelige for de mennesker der giver et skud ilt til vores flamme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.