Den stille lykke

Min højre gummistøvle siger en pivelyd for hvert skridt. Det ødelægger lidt gåturens forsøg ud i zen. Men de holder vand ude, løser deres primære opgave, så jeg kan ikke skrotte dem. Jeg må knirke mig frem, til de er slidt i stykker.

Jeg har godbidder og sorte poser i jakkelommen. Mine hænder lugter af hund, og det gør mit ansigt sandsynligvis også. Ungerne og jeg har været hundesittere i efterårsferien. Er du sviller, den omgang lånepels gør os glade.

Dagens vasketøj gyngede – næsten – tørt i efterårsluft. Stuen har været fuld af latter og duften af chokoladekage.

Jeg er kørt forbi min destination mere end én gang for at glo på en bil. Hvis de får mig på overvågningskameraet, håber jeg de forstår, at jeg ikke lusker rundt med ondt i sinde. Jeg kan bare godt lide, hvad jeg ser.

 

Og der går ikke en dag uden Instagram rammer mig på den ene eller anden måde.

Her digteren Nayyirah Waheed:

Og jeg elsker at udveksle snaps med veninde iført morgenhår, åbenlyst dårlige dage og dobbelthage. Det får mig til at føle, at vi genvinder den nærhed, der ellers er så svær at opretholde med hver vores liv i hver vores by.

Hele ugen har jeg skrevet flere timer hver dag. På noget der grangiveligt ligner en roman. Jeg har altid ønsket at skrive nok til, at det kunne pakkes ind i et omslag og ligne en bog. Jeg har aldrig troet, det skulle blive dette her. Men så gør jeg det også på min måde jo. Korte afsnit. Ikke noget med alenlange beskrivelser.

For første gang nogen sinde skriver jeg bare for mig. Jow, der skal trykkes en bog. Jow selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig, at nogen læser den. Jow, jeg vil helt vildt gerne have at nogen læser den OG bliver berørt. Jow da. Men for nu har jeg lagt eventuelle modtagere og kritikere på hylden.

Der er sket noget forunderligt. Jeg er kommet frem til, at de fiktive kritiske røster jeg har præsteret at opfinde i mit hoved igennem årene, har sagt så harske ting om mine ikke-eksisterende bøger, at virkelighedens kritikere sådan set bare kan komme an nu. Hvad end de vil have at sige med kløerne – jeg har sagt værre til mig selv.

Så der kan man bare se.

Jeg ved ikke, om du går rundt med en ulevet drøm klemt varm og fedtet mellem knugende og beskyttende fingre.

Men jeg kan anbefale at prøve at løsne grebet lidt og se til den. Ligner den stadig sig selv?

Mon ikke noget du har holdt så længe kan tåle at blive levet?

 

Gem

(Visited 14 times, 1 visits today)

2 tanker om “Den stille lykke”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.