Nyt fra følefronten

Længere indlæg om Tarotkort og livskundskab. Det starter med magi, slår over i mørke og ender på en perron hvor der er kaffe nok, læ i sol og gode mennesker.

Jeg følger denne her Tarotkort læser på Instagram (@aquarianinsight). Hun trækker nye kort til dagen og taler så om livet ud fra dem.

Jay, som tarotlæseren hedder, stiller dybe, relevante spørgsmål til, hvordan vi lever vores liv. I dag siger hun fx, at hvis vi ikke tør tage springet, så SKUBBER tilværelsen os hen til et sted, hvor der ikke længere er nogen vej tilbage.

Jeg ved ikke med dig, men åh ja, det er også min erfaring.

Hvis du er et godt sted nu, siger hun, så prøv at tænke tilbage på, hvad der fik dig til at rykke dig, så du kom herhen. Hvis du har rykket et ordentligt stykke, er der en god chance for, at det startede med noget, der var gået max i ged.

Jeg kan godt huske, hvad der fik mig til at rykke. Jeg fik at vide, at min kærlighed var erstattelig. Det var så skamfuldt, at jeg er bange for at dø en lille smule ved at skrive det her. Men det er jo sådan, at skam har de bedste vækstbetingelser, hvis man holder den helt tæt ind til sig.

So there..

(.. lever stadig!!.. hey fint, så fortsætter jeg)

Når jeg ser på livet på denne måde, handler det ikke om, at vi bare skal tage det lort, der kommer med sammenklemte ballemuskler, bortvendt kind og tænder knebet hård sammen om smertens lyde.

Når livet giver mig en ordentlig en på sinkadusen, er det første jeg tænker jo ikke lige:

’Ih tak univers for den erfaring jeg med tiden vil inkorporere i lageret på grund af denne nyrebaskende, verdensomstyrtende og meningsopløsende oplevelse.

Men når du helt grundlæggende tror på, at vi er på denne jord for at lære noget, så er de oplevelser, der gør nas ret vigtige. I det lange løb. (Det kan være et meget, meget langt løb, før du er klar til erkende det, men altså..)

Dette var virkelig en meget lang indledning til det, jeg vil sige.

Engang røg jeg af sporet. Jeg tog ekstra arbejde, så jeg ikke havde tid til at tænke så meget. Samtidig begyndte jeg at skrive en bog. Jeg har altid vidst, det var det, jeg skulle, og jeg var blevet klar.

På en snirklet mystisk måde kommer jeg i kontakt med Gitte, som er en virkelig dygtig tegner. Vi kan godt lide hinandens ting og laver en meget hurtigt men egentlig ret dybfølt aftale om, at når/hvis jeg skriver noget, der skal illustreres, vil hun mægtig gerne ind over.

Min roman er skrevet færdig.  Jeg vil have en bestemt side i bogen illustreret, og det gider Gitte godt. Gitte blev den første fremmede, der læste min bog, og i dag ringede vi sammen for lige at well, lære hinanden lidt at kende og forventningsafstemme.

Og jeg er så glad og taknemmelig for det her. For at have mødt én, jeg både har helt indlysende ting tilfælles med: meget på hjerte fx, men også er forskellig fra. Vi kan forskellige ting, men er på niveau der hvor vi respektivt befinder os. Det var en magisk telefonsamtale i dag. Ting hun sagde, fælles oplevelser og livssyn gav mig seriekuldegysninger. Jeg er faktisk ret udkørt. På den gode, totalt opfyldte måde.

Måske ville jeg have mødt Gitte på et andet tidspunkt under alle omstændigheder. Men lige i dag ved jeg godt, at jeg begyndte at skrive den bog, fordi det kunne jeg lige så godt. Jeg var nødt til at få et eller andet presset ud at det her liv. Og jeg var jo i den sindstilstand, fordi universet blokerede en dør, jeg ellers var totalt fokuseret på at skulle ind ad.

Ah, hvad skylder vi i virkeligheden ikke de blokerede døre i vores liv?

Jeg slutter dagens (eller skulle vi sige månedens) ord af med Kristin Hersh og hendes guitar i Houdini Blues:

Oh no don’t you put me in that box / You know what you can do with those locks / Bet your life I’ll come crawling out again / You’ll have to deal with me then / You’ll hear me in the wind

Sikkert ikke i dag

På sådan en fri fredag kunne man hente kosteskaftet. Gaffatape det til kroppen så det flugter rygraden.
Man kunne tage et par dybe indåndinger, dem der skulle til, men ikke for mange så man ender svimmel og forpustet.
Man kunne tage sin tvivl og frygt og pakke dem pænt og sende kufferten til det sted, hvor peberet gror.
Men så skulle man i så fald hurtigt beslutte, bare beslutte sig, for et sted, og ikke begynde at google, hvor det sted så er, hvordan peberplanten egentlig ser ud. Man skulle også passe godt på ikke at lade sig distrahere yderligere af, hvordan en peberplantebonde mon ser ud, om man kan leve af den slags, og om det er en flerårig afgrøde, hvordan peber høstes, og hvordan beslutter man sig nogensinde for at blive peberdyrker og findes den slags i kvindelige udgaver?
Heldigvis kan man jo stå op og google, så et kosteskaft kan ikke forhindre at man glemmer, hvorfor man har knirkende tape om kroppen i første omgang.
Man kunne vide bedre, kende sine omveje og lade kosteskaftet sidde hele dagen i fald det begyndte at virke.
Man kunne beholde det på i seng og satse på at vågne som en anden med militærret ryg.
Man ender sikkert på terrassen med ord om rygrad i stedet for at udvikle en.

Under paraplyen

Billedet er overordentligt venligt udlånt af 
@marie_fra_paradishuset / Instagram

I morges slog dette billede benene væk under mig. Det der fine lille lykkelige menneske. Om to sekunder rækker hun ud efter skattene under paraplyen.

For ikke at tale om et lækkert træ..

Jeg tænkte på himmelhvælvingen og på, hvad jeg ville glædes over under sådan en paraply.

 

Under paraplyen

over mit åbne ansigt

alle de billeder jeg ikke tog af dig og mig

farvede strimler stof svajende i vinden med gode ord:

håb, glæde, taknemmelighed

og yndlingsordet

kom

og yndlingsordet

ja

ansigter smiler ned til mig, milde, smilende blikke fra de mennesker jeg fik såret hen af vejen på grund af frygt

en glaskugle, mørk med lysende stjerner i

en anden kugle som ved berøring udsender variationer over lyde af vand:

bølger mod sand, rislen over sten i en bæk, lyden af regn

et lille filmlærred, der viser billeder, når det berøres:

en tungt løbende brun bjørn, en kredsende ørn

min lille søn, der for første gang sætter sig op på en tohjulet cykel og cykler, som om det ikke er noget

datteren leende, speedsnakkende, løbende mod mig

på en af pindene sidder en solsort og synger sine sange

når jeg lukker øjnene under paraplyen spiller den en melodi

jeg lukker øjnene

en ny hver gang

og igen

Hvad ville der hænge under din?

Danmarksindsamling. Pitch

I år samler vi ind til svage hjerter. Til utålmodige og alt for blødsødne hjerter.

Vi samler ind til skrammede hjerter, bange hjerter, til forstenede og knugede. Til snublende, tidligere jublende, nu grublende hjerter. Til flåede, forsmåede, forgæves attrående.

I år sætter vi fokus på fladtrådte hjerter, på kyniske og blåt lyriske hjerter. Fortabte, forstummede og stille hjerter, higende og skrigende, bare lidt trætte hjerter.

Vi vil flå sagesløst menneske op på scenen og holde ham fast. Presse mikrofonen mod hans bryst og forlange tavshed fra publikum og det eneste der lyder gennem salen over hundreder af tilbageholdte åndedræt og et par halvkvalte hulk, er et hjertes duk duk.

Festklædt kendisvært vil spørge ’Kan du høre det’. Indtrængende. Lige ind i almindeligt menneskes ansigt med kendisånde og kamera 2.

Duk duk.

’KAN DU HØRE DET?’

Vi vil invitere sprogforskere og hjertelæger ind for at bevise, at det er forkert sprogbrug når vi siger, et hjerte knuses.

Hjertet knuses ikke. Hjertet kan blive skrammet og klemt, få mørke pletter og bløde, javel, men knuses kan kun noget, der er hårdt.

KAN. DU. HØRE. DET?

ja..

Forknytte, fortabte, forpulet ustoppelige hjerte

duk duk

Så ring ind nu, du kan gribe en sjæl.

Giv en hånd, giv to.. eller meld dig frivilligt til vores telefonlinje, hvor indehavere af udsatte hjerter kan ringe ind og få trøst ved lyden af din ømhedsdryppende smertefavnende gentagelse af det eneste, der egentlig hjælper:

‘Nååå, søde lille hjerte. Nååå.’

duk duk

 

Wild Geese by Mary Oliver

You do not have to be good.
You do not have to walk on your knees
For a hundred miles through the desert, repenting.
You only have to let the soft animal of your body
love what it loves.
Tell me about your despair, yours, and I will tell you mine.
Meanwhile the world goes on.
Meanwhile the sun and the clear pebbles of the rain
are moving across the landscapes,
over the prairies and the deep trees,
the mountains and the rivers.
Meanwhile the wild geese, high in the clean blue air,
are heading home again.
Whoever you are, no matter how lonely,
the world offers itself to your imagination,
calls to you like the wild geese, harsh and exciting —
over and over announcing your place
in the family of things.

 

Men jeg drømmer om noget andet

Lyden af afstødte blade der tumler ned gennem grenene er tør. Et af dem går efter mit øje. Hey, hvad blev der af gule og orange nuancer til at sætte udsigten i brand?, spørger jeg, panderynket.
Vi gør kun i grøn, lyder det søvnige svar.
Nå, okay. Mig og mine forventninger.
Men så stå der og grøn ud til der kun er brunt tilbage. Jeg skal nok bevidne det. I er her. Jeg er her. Endnu.
Men når jeg går i seng, sover jeg med brun, rød, orange og gul og en morgen vil de også være der, når jeg vågner.

 

Onklerne

De lugter af øl, og jeg ved ikke hvad de vil, men jeg er godt opdraget, bøjelig og danser med dem alle til keyboardets hysteriske trummerum
Én kan jeg godt lide. Han prøver at drukne sig selv indefra og drikker med determineret intensitet. Han danser glad og røgen fra de tusinde cigaretter står som en nærmest fysisk aura om hans tynde krop
Én kigger ned på mig med et strengt blik og danser stift som om han udøver en pligt, men overfor hvem i hvert fald ikke for mig, men så er vi to dansende i pligtsumpen
Én taler som et vandfald, selvom han ikke råber, brøler alt ved ham. Alt er stort; skægget, maven, bevægelserne, afstanden mellem højre og venstre ben i polka rundt, armenes styrke. Jeg flyver
Én elsker jeg
Én stirrer over min skulder og holder mig forkert. Ingen har fortalt mig at man kan sige stop. At man kan gå. At man kan forlade klamme stoddere på et dansegulv. At klamme stoddere findes til familiefester
Én taler og taler og taler og jeg mærker hans smerte gennem alle de rasende svadaer mod landet og politikerne og postvæsenet og arbejdsgiverne, men min mor er en dejlig kvinde, og det er hans også, og jeg ved ikke endnu, at jeg mange år senere stadig vil lytte til ham eller at hans smerte ved alt det uforløste vil vokse i takt med mig
Jeg leder stadig efter en dansepartner der lytter. Til rytmen i min krop og forandringer i mit blik. Som kan svinge mig mod himlen og danse mig til ro. Som ved hvor hånden skal ligge
Det er ikke altid samme sted

 

Eventyr

Heksens pande var ikke længere glat. Hun havde gennemtrawlet alle sine bøger, men der var ingen fortilfælde at læne sig op af.
Har du nogen sinde hørt en historie om en trold og en heks?, spurgte hun. Det havde trolden ikke. – Men hvis der ikke findes nogen historier, er det så ikke fordi det ikke kan lade sig gøre? Trolden kiggede ned i gulvet og sagde ingenting. Han blev ved at sige ingenting i frygtelig lang tid og heksen skrumpede ind til en lille trist dame. Hendes farver falmede, kun et par enkelte gnister spruttede fra hendes fingerspidser. Så blev hendes hænder tavse.
– Så er der vel kun en ting at gøre, sagde trolden endelig. – Så må vi skrive den selv.

 

Om hvordan Røved og Hvalløs blev navngivet

Mens vi kører af den gamle Randersvej mod hjem slår det mig – som hver gang – hvad pokker de havde gang i, da de navngav en østjysk by Hvalløs. Det er da et brandgodt eksempel på et halvtomt glas, om noget. Vi passerer et mindre hus med en kæmpe gårdsplads med fintrevet hvidt ral og masser af plads til biler, der ikke er der, og jeg tænker på hvordan nogen sørger for at der altid er plads, skulle der nu komme én forbi, mens andre ser lidt anderledes på tingene..
 

Måske kommer der en mand fra Nord. Han er træt af kulden, træt af mørket, træt af vand så langt øjet rækker. Han er draget mod syd for at starte forfra. Alt skulle være meget bedre der.
Og her er da heller ikke tredive på hinanden følgende vintermåner, som breder sig over det, der burde være dag. Her skiftes månen og solen til at male lys på himlen. Træer har grønne blade. Kvinderne er ikke så godt pakket ind og fisk kan nås fra bredden. Men der er ingen der har fortalt ham, at de store dyr ikke kommer så langt mod syd og trist i sinde med en rungende mangel efter storheden i alt han kommer fra, døber han den nye bygd Hvalløs.
 

Da en handlende beretter, at længere mod syd springer kaninerne i nettene af sig selv, ostene modnes på den halve tid og kun hver tredje barn vokser op som skravl, tager uroen ved ham. Atter lastes vognen og selvom jorden er nemmere at have med at gøre og der virkelig er vildt nok til alle, er alting så nydeligt og nemt, at musklerne visner og spændstigheden siver af ham. Han stirrer længe på stenen han har sat ved sin hytte i udkanten af den lille bebyggelse. Ingen siger noget da den tavse fremmede navngiver stedet Røved. De tænker vel det betyder noget lifligt, noget storslået på hans sprog.
Det gør det ikke.

 

Hede

Han fejer gennem byen som en varm vind fra fjerne egne. Skørter flyver og dybe suk følger i hans kølvand. Knæ presses sammen men lår blæser op. Udskæringer bliver bredere, runde skuldre dukker frem og byens forvirrede mænd basker bløde nysgerrige hænder fra sig.
Det er en god tid for viftemagere, blondesyersker og mænd der ikke er bange.

Jensen i nummer 77 er den første. Efter dage med morgenmad på sengen, opknappede øl placeret i hans hånd, hår snoet om fingre og blikke der hviler tungt på hans stadig mere rette krop foran tv’et, kaster han trossen en tordenrumlende nat og går ombord i sin ulmende kvinde. Mågerne letter skrigende, mens Jensen sejler ud på hidtil ukendt hav.

Og Jensen gider ikke længere hænge ud. Han skal hjem og udveksle blikke. Afkorter fælles klagesang og ødelægger stemningen, opbygget og nusset om gennem årtiers kaffepauser. – Så giv hende dog bare hvad hun vil have, siger han.
Forræderen, udbryderen, chancerytteren.

Men så ryger Ørum i nr. 5 også i og med ham hele vænget og så den nordlige bydel i efterdønningerne, hvor gaderne nu ligger øde hen.

I den indre by har naboværnets rykken sammen virket langt bedre mod kvindesuk end nogensinde mod indbrudstyve.

En uge efter den indledende hede går døren op hos den første. Hun er bare tæer og bløde krøller og fri smækker hun den røde kuffert bag på bagagebæreren, hiver op i skørterne og sætter fra.

Bag hende står døren åben ind til modstandssange og den aller aller sidste lokkekage, hun nogensinde har bagt. Hen over den solflimrende asfalt smyger den varme vind sig om ankler og arme, og fuglestemmer og glæden står skarpere for hver pedalrundtur, mens hun kører ud for at finde sig et ja.
 

Stenen i din sko

Den lille irriterende sten i din løbesko som du ikke kan finde? På trods af at du er stoppet op igen og igen for at ryste skoen, stadig mere rasende?
Det er mig
Hver gang du tager et skridt er jeg med
Jeg er det udsmattede riskorn på hælen af din sok
Pixelfejlen i din skærm
Jeg er den ømme ridse i din næse, tordenfluen i dit øje, krummerne i din seng
Når du vågner for tidligt og ikke kan falde i søvn er det mig der rusker dig rundt
Jeg er møllet der flagrer op fra dit mel
og hullet i din cykelsaddel, der på en enkelt nat suger en hel sæson regn til sig for at aflevere det hele igen på et splitsekund til din røv
 

Heksen i spejlet siger jeg burde være bedre
men det samme kunne man sige om dig
 

Vinter..

Tag nu dit rim og din stikken og rejs videre. Du er på en evig jordomrejse, hvorfor tøve her? Kan du ikke mærke at vi har sagt farvel? Hør fuglene. De synger andre sange nu. Sange du ikke kender. Sange der ikke passer til dit væsen, sange om ting du ikke har nogen fornemmelse for.
Se på menneskene. De har skiftet jakker og længes efter forløsning. De sætter sig som små varmedunke med hagerne mod solen for kollektivt at prøve at tvinge dig ved at tø dig op.
Du synes måske godt om min pink nederdel, men jeg tog den på for en anden. Min næste gæst har meldt sin ankomst med morgenlys og fuglekvidder, og jeg vågner til løftet om en verden i lysegrønne nuancer. Jeg hungrer efter at få gennemvarmet min stivnede krop.
Jeg kommer ikke til at savne dig, men jeg lover at huske. Jeg vil tænke på dig og vores rolige stunder, når jeg atter skal dele vandet og udsigterne med andre. Så vil jeg lukke øjnene mod solen og forestille mig, at der kun er os to. At du bider i mine kinder og fingerspidser, mens jeg står fast mod din pågåenhed.
Men lige nu har jeg dækket op til bare ben og skuldre. Nøgne tæer i græsset, dyreunger og lun vind i håret.
 

Altid sove på en god idé

Under en meget lang og sen snak med kæk ven om livets og især kærlighedens genvordigheder får jeg den fremragende idé at prøve at genvinde tabt mand ved at sende ham de erotiske noveller han er hovedperson i.
Med alt for lidt søvn i øjne, der uden tvivl glinser af desperationens glade vanvid, trasker jeg gennem natten mod postkassen og dumper al min længsel gennem sprækken.
Morgenen er fyldt med grus og en gryende følelse af katastrofe. Nattens gerning står nonchalant lænet op af døren og undgår mit stadigt mere stirrende blik.
Så spurter jeg.
’Jeg kan ikke udlevere et brev til dig, selvom du siger, det er dig, der har lagt det i postkassen’. Postmanden lader ikke engang, som om han beklager. ’Sådan er reglerne. Du kunne jo være hvem som helst’. Han er ved at lukke den brune sæk om nattens desperation, som nu er nydeligt pakket væk og erstattet med en helt ny skrigende en af slagsen.
’Prøv lige og hør’, puster jeg. ’Jeg skrev noget ud i nat og øh, ja, det er ikke så godt at sende det i dag, selvom det virkede sådan i nat’. ’Nej’. Den dumme lille mand gider ikke engang kigge på mig. Han løfter sækken ind i bilen og har allerede hånden på bagsmækken. Jeg vurderer hans størrelse men beslutter, at jeg nok er for utrænet til at få slået ham helt ud, inden han får gjort modstand. ’Okay, vent, du bliver nødt til at høre på mig. Jeg har sendt nogle øh historier til én som jeg ikke burde sende den slags til’, hostehvisker jeg. ’Jeg skulle have sovet på det, det er slet ikke mig at sende den slags’. ’Hvad står der i dem?’, fniser regelrytteren. Nu alt for interesseret.
I sidste ende laver vi en bytter. Han bryder reglerne. Jeg giver ham mine ord.
Jeg har erhvervet hårfarve og meget mørke øjenbryn. Anlagt læbestift og købt bruncreme der bør kunne dække min skam et par år. Fået farvede kontaktlinser. Jeg flytter til adresse ukendt med mit nye navn. Jeg skriver stadig, men nu kun under pseudonym – mandligt – og aldrig noget min mor ikke må læse. Jeg har kun forsigtige venner.
Jeg bliver aldrig sent oppe igen.
Det skal nok gå.
 

Huskeliste

Husk at vande blomsterne. Udenfor. Indenfor. Orkideen hver syvende dag. Reagere på breve fra offentlige myndigheder og firmaer der potentielt kan tage varme, vand, tv, tilskud fra dig. Husk at få dine børn i skole og børnehave. Hver dag. Helst rene, påklædte, med madpakke og i godt humør. Husk at det også gælder dig selv. Husk fødselsdage og hilsener og husk at være høflig overfor fremmede, venlig over for bekendte og hjertelig overfor dem der står dig nær. Husk at du glemmer. Husk at få dine kys. Husk at give tilbage. Husk at lege. Husk at nogle lege tager du meget alvorligt. Husk at smide ud. Husk at gemme. Husk at give og at ikke alle gør det samme. Husk at det er okay. Og du er okay. Husk at sprækker og frafaldne knapper ikke syr sig selv. Husk at rydde op. Husk musikken, kunsten, bøgerne. Husk at hjernen skal have ro for at kunne huske. Husk det vigtige og glem det uvæsentlige. Husk hvad der er hvad. Husk at alt godt kommer til den der venter, men husk også at Gud hjælper den, der hjælper sig selv. Husk at sige hvad du vil have. Og prøv at huske hvad det så helt præcist er.
 

Delresultat fra skriveophold på Ørslev Kloster

Fortrydelse

Fortrydelse er en vedholdende satan
kommer til frokost
går med i bad
ligger og blomstrer ved din side
når du vågner

på ingen måde inviteret
står hun der
og piber
ønsker sig ting anderledes

et godt greb om realiteterne
og jeg knalder hende ud af mit hus
men hun er en snigende gift
en tågeheks
hver gang du tror
du har gjort kål på hende
manifesterer hun sig i et navn
i duft
i søde ord som hun har tyvstjålet
i dine hemmeligste mindekamre
hvor hun også finder trumfen
i et billede af de smukkeste hænder
du aldrig mere må røre ved