Tro. Taknemmelighed. Ydmyghed.

 

Engang i 80’erne var det blevet min tur til at få vendt spidserne med krøllejern, få en brugt, hvid kjole på og nye hvide cykelsko. Det var dengang i så gamle dage, at alle naboerne på vejen havde tjek på hinandens børn og sendte telegrammer med lykønskninger og en 50’er. Det gør de måske endnu i visse kredse. Der var (meget) stor familiefest med folk i køkkenet og et tomandsorkester (tromme og keyboard), som bestemt ikke spillede den musik, jeg kunne lide. Jeg havde skrevet en takketekst til melodien fra ’Lille sommerfugl’ (suk), og brugte det meste af tiden efter at alt det officielle og maden var overstået på en trappe med en kærlighedsroman. Jeg kom kun ind til festen, når jeg skulle hente en ny sodavand eller pligtdanse med min far og diverse onkler [Læs eventuelt tidligere tekst om at danse med onkler].

Det var på ingen måde en given sag, at jeg ville lade mig konfirmere. Min far var udtrykt ateist. For ham var Gud på højde med italienere og amerikanere i troværdighed. Hvilket, skal jeg hilse og sige, ikke er til Guds fordel. Min mor var kristen traditionalist. Du véd, hvad det betyder, hvis du gider tænke dig om.

Jeg havde store diskussioner med mig selv og Gud (måske/måske ikke). Jeg troede helt klar på, at der fandtes noget større end mennesket, men den kristne Gud? Som lod sin enormt flinke søn pine? Som satte os ud i søen og skred? Og hvordan i himlens navn kunne det hele pludselig være Evas skyld?

Jeg var ikke fan. Troende, men ikke fan.

Jeg er i slutningen af 30’erne, før jeg opdager, at jeg har fundet på min egen tro. Den er stykket sammen af forskellige (natur-)religioner og mit eget hjertes bud. Mit store problem var jo teksterne omkring troen mere end troen selv. Religionen. Tekster der sagde, at menneskene er nogen værre nogen. At vi er syndere og skal frelses. At nogen vil komme i himlen, andre ikke. At kvinder skal tie stille og holde op med at dele æbler ud til sultne mænd. Det var desuden altid mændene, der fik lov til alt det sjove: de delte vande, så brændende buske og fik lov at trække sig for at meditere i ro og fred på et bjerg.

Jeg har besluttet, at mennesket er en del af noget meget større. Jeg tror, vi er sjæle eller væsener, der lader sig inkarnere i menneskekroppe på jorden for at gøre sig erfaringer gennem menneskelige udfordringer. Men jeg tror ikke, vi bare får lov at sejle i egne søer. Jeg er helt overbevist om, at vi har guider, der enormt gerne vil hjælpe os, hvis vi kan finde ud af at høre efter. Jeg tror også på, at vi kan manifestere. Det vil groft sagt sige, at vi kan forestille os noget så intenst, at det bliver til i virkeligheden. Jeg tror ikke, vi skal gøre os fortjent til universets gaver ved at være afholdende/mådeholdende/tale i tunger/være tavse/have slør, turban, kors på/gå i bestemte bygninger og tilbede en gud på en bestemt måde. Jeg tror vores job på jorden er, at forvalte vores gaver på bedst mulig måde. Ikke bare for os selv. Men for almenvellet. Med de udfordringer og muligheder vi har hver især.

Tanken om at vi kan manifestere alt muligt ind i vores tilværelse, clasher helt sygt meget med min opvækst. Måske også med din. Har jeg overhovedet fortjent flere penge / gaver / venner / overraskelser / kærlighed? Hvem er jeg at bede om noget? Har jeg forvaltet de gaver, jeg hidtil har fået, godt nok til at kunne tillade mig at bede om mere?

Min opvækst i en kristen kulturkreds spænder i dén grad ben for dét, jeg egentlig har valgt at tro. Det er som om jeg kan fornægte den kristne kirkes lære alt det, jeg vil, men derfor sidder den stadig og styrer inde bag det hele.

Indtil i går. I går dukkede ordet ’Ydmyghed’ op i mig. For første gang nogen sinde smagte jeg på det ord uden et gram oprørskhed. Det var en åbenbaring.

Jeg har ikke kunnet få mig selv til at bede universet om alt muligt, om overflod. Jeg har kun bedt om lidt af gangen, kun sådan til husbehov, sådan at der var nok til alle..

PÅ TRODS AF at jeg siger, jeg tror, at universet har rigeligt til alle.

Så hvorfor kunne jeg ikke give den gas og bede om alt, hvad jeg overhovedet kunne forestille mig af dejligheder?

Fordi jeg nægtede at være ydmyg. Det stammer helt tilbage fra min 13-årige sjæls kamp mod den skrevne samling fortællinger om Gud og hans søn. Jeg insisterede på at ville FORSTÅ. Det skulle give MENING. Så længe man har den holdning til sin tro, så tror man ikke fuldt og helt. Hvis man tror, at der findes noget større end én selv, en højere mening, så må man også erkende, at man ikke kan vide alt. At det ikke er meningen, at man som menneske skal vide alt. Så går al læringen jo tabt. Vi lærer, mens vi går tågevejen. Det er derfor, vi er her. For at lære.

Jeg tror. Jeg er taknemmelig for alt jeg har, og det jeg modtager.

Nu skal jeg lære ydmyghed.

Jeg har det, som om jeg har lagt den sidste brik i et puslespil, jeg har arbejdet på, siden jeg var tretten. Et puslespil, hvor jeg ikke kendte motivet på forhånd. Nu skal jeg lige sidde og tage mit arbejde ind. Og så skal jeg i gang med at øve mig.

Jeg er helt vildt spændt på at se, hvad der sker, når man bliver stærk i alle tre discipliner.

Tro. Taknemmelighed. Ydmyghed.

 

Nyt fra følefronten

Længere indlæg om Tarotkort og livskundskab. Det starter med magi, slår over i mørke og ender på en perron hvor der er kaffe nok, læ i sol og gode mennesker.

Jeg følger denne her Tarotkort læser på Instagram (@aquarianinsight). Hun trækker nye kort til dagen og taler så om livet ud fra dem.

Jay, som tarotlæseren hedder, stiller dybe, relevante spørgsmål til, hvordan vi lever vores liv. I dag siger hun fx, at hvis vi ikke tør tage springet, så SKUBBER tilværelsen os hen til et sted, hvor der ikke længere er nogen vej tilbage.

Jeg ved ikke med dig, men åh ja, det er også min erfaring.

Hvis du er et godt sted nu, siger hun, så prøv at tænke tilbage på, hvad der fik dig til at rykke dig, så du kom herhen. Hvis du har rykket et ordentligt stykke, er der en god chance for, at det startede med noget, der var gået max i ged.

Jeg kan godt huske, hvad der fik mig til at rykke. Jeg fik at vide, at min kærlighed var erstattelig. Det var så skamfuldt, at jeg er bange for at dø en lille smule ved at skrive det her. Men det er jo sådan, at skam har de bedste vækstbetingelser, hvis man holder den helt tæt ind til sig.

So there..

(.. lever stadig!!.. hey fint, så fortsætter jeg)

Når jeg ser på livet på denne måde, handler det ikke om, at vi bare skal tage det lort, der kommer med sammenklemte ballemuskler, bortvendt kind og tænder knebet hård sammen om smertens lyde.

Når livet giver mig en ordentlig en på sinkadusen, er det første jeg tænker jo ikke lige:

’Ih tak univers for den erfaring jeg med tiden vil inkorporere i lageret på grund af denne nyrebaskende, verdensomstyrtende og meningsopløsende oplevelse.

Men når du helt grundlæggende tror på, at vi er på denne jord for at lære noget, så er de oplevelser, der gør nas ret vigtige. I det lange løb. (Det kan være et meget, meget langt løb, før du er klar til erkende det, men altså..)

Dette var virkelig en meget lang indledning til det, jeg vil sige.

Engang røg jeg af sporet. Jeg tog ekstra arbejde, så jeg ikke havde tid til at tænke så meget. Samtidig begyndte jeg at skrive en bog. Jeg har altid vidst, det var det, jeg skulle, og jeg var blevet klar.

På en snirklet mystisk måde kommer jeg i kontakt med Gitte, som er en virkelig dygtig tegner. Vi kan godt lide hinandens ting og laver en meget hurtigt men egentlig ret dybfølt aftale om, at når/hvis jeg skriver noget, der skal illustreres, vil hun mægtig gerne ind over.

Min roman er skrevet færdig.  Jeg vil have en bestemt side i bogen illustreret, og det gider Gitte godt. Gitte blev den første fremmede, der læste min bog, og i dag ringede vi sammen for lige at well, lære hinanden lidt at kende og forventningsafstemme.

Og jeg er så glad og taknemmelig for det her. For at have mødt én, jeg både har helt indlysende ting tilfælles med: meget på hjerte fx, men også er forskellig fra. Vi kan forskellige ting, men er på niveau der hvor vi respektivt befinder os. Det var en magisk telefonsamtale i dag. Ting hun sagde, fælles oplevelser og livssyn gav mig seriekuldegysninger. Jeg er faktisk ret udkørt. På den gode, totalt opfyldte måde.

Måske ville jeg have mødt Gitte på et andet tidspunkt under alle omstændigheder. Men lige i dag ved jeg godt, at jeg begyndte at skrive den bog, fordi det kunne jeg lige så godt. Jeg var nødt til at få et eller andet presset ud at det her liv. Og jeg var jo i den sindstilstand, fordi universet blokerede en dør, jeg ellers var totalt fokuseret på at skulle ind ad.

Ah, hvad skylder vi i virkeligheden ikke de blokerede døre i vores liv?

Jeg slutter dagens (eller skulle vi sige månedens) ord af med Kristin Hersh og hendes guitar i Houdini Blues:

Oh no don’t you put me in that box / You know what you can do with those locks / Bet your life I’ll come crawling out again / You’ll have to deal with me then / You’ll hear me in the wind

Sankt Hans tale 2018

Talen blev afholdt ved Sankt Hans i Hjortshøj 2018. Det herrens år hvor vi ikke måtte lege med bål 🙂

Hej. Jeg hedder Christina. Jeg har fået æren og ordet i dag. Oppe ved Brugsen står et sandwichskilt med aftenens program. Jeg troede et øjeblik, at jeg var sat til at tale tre kvarter. Der fik jeg lige et øjeblik med stjerner for øjnene.

Da Bjarne spørger, om jeg har lyst til at holde årets tale, har jeg lyst og siger ja. Jeg siger ikke noget om, at jeg faktisk slet ikke kan lide bål, og han spørger jo heller ikke ind til det så..

Imidlertid ser universet ud til at være på min side, så I år hvor jeg skal holde båltalen, må vi ikke tænde bål.

De fleste af os kan godt lide at vide lidt om, hvem vi lytter til. Det kan være en ting, der uddør med os, der er pænt over 30, det der med lige at ville have styr på kilden, det skal jeg ikke kunne sige.

Nogle af jer kender mig fra biblioteket, enten her i Hjortshøj i gamle dage eller fra Risskov Bibliotek. Nogen kender mig fra børnehaven, andelssamfundet, de hvide huse eller skolen. Jeg var en del af holdet bag litteraturscenen, da vi havde den vidunderlige Hjortshøj Festival, og så har jeg været med til to gange Pop-up efterfølgende, hvor jeg læste op af mit eget. En del af jer har jeg efterhånden udvekslet præcis sammen sætning med, nemlig den mest brugte hundeejersætning ever, når vi kommer ud i samfundet: ’Vil den snakke?’.

Vi spørger aldrig ’vil du’?? Men man kan nu godt se det.

Egentlig.

Jeg er mor til to og ved at lægge sidste hånd på min første roman.

Jeg er blevet kaldt en intellektuel motorbølle, følebolle og heks.

Og apropos hekse.

Jeg havde planlagt at holde en tale om det med at brænde en kvindefigur af. Om det middelalderlige i det.

Men da jeg så laver research på denne mærkværdige skik, viser det sig, at det med at brænde heksen på bålet til Sankt Hans starter omkring 1900-1920 (kilderne er uenige). Ergo er det ikke noget, vi har slæbt med fra middelalderen, hvor vi jo rent faktisk brændte kvinder – og enkelte mænd – på bålet.

Det er bare noget vi har fundet på lidt senere. Sikkert i en brandert hvis jeg kender mine landsmænd ret.

Tænk at brænde symbolet for magi på bålet og dermed netop – udføre en magisk handling?

Det er simpelthen så useriøst.

Heksefiguren på bålet skulle symbolisere det onde. Nu brænder vi ’det onde’ af. Jeg synes stadig, det er et tegn på ualmindelig dårlig smag at brænde en kvindeskikkelse af på bålet som familiehygge qua vores fortid hvor vi brændte kvinder af i virkeligheden.

Men som det meste i det her land er der ingen stringens.

Navnet Sankt Hans henviser fx til Johannes Døberen fra den kristne religion, mens dukkeafbrændingen jo så er fra starten af det 20. århundrede.

Traditionen med at tænde bål omkring midsommer har vi udøvet i århundreder. Før heksedukken handlede det om frugtbarhed, helse og kærlighed for land, dyr og mennesker.

Sankt Hans var et symbol på midsommer. På skiftet mod mørket. Vi fejrede årets længste dag med et brag og stirrede derved det kommende mørke lige i øjnene.

Verden var allermest magisk lige i dag.

Tænk hvis verden er ekstra magisk i dag. Tænk hvis det er lige præcis i dag, du skal ønske dig det, du ønsker dig mest. Ønske så hårdt du kan. Tænk hvis du kan lægge kimen til, at kærligheden snart springer på dig, hvis det er det, du ønsker. Eller du får opfyldt ønsket om en solo-weekend med absolut tysnad i hjemmet. Bare en enkelt.

Som bekendt er det ikke det samme, vi går rundt og ønsker os.

Jeg bedriver selv magi. Det der med at brænde det af man gerne vil sætte en stopper for, bruger jeg til nytår. De ting jeg ikke har lyst til at slæbe med ind i det nye år, skriver jeg på et stykke papir.

Udsættelser, har der fx stået på en af de sedler.

I år inviterede jeg dem jeg holdt nytår med til også at skrive deres ord ned og brænde dem af.

’Må man godt skrive navnet på en person’, bliver der spurgt og Nej, hvor svært kan det være? Nej, vi brænder ikke mennesker af på bålet, nej vi brænder ikke kvindefigurer af på bålet og nej, sgu da, vi brænder heller ikke folks navne af.

Hvis du har lyst til at prøve, og der er en eller flere, der gør dig ondt, så skriv deres nederen egenskaber eller det de fylder dig med på sedlen. Nedrighed, smerte, træls humor – og så brænd de ord.

Nu har jeg jo allerede lavet mig en tradition med at brænde af til nytår, og normalt holder jeg også en pæn sikkerhedsafstand til bål.

Min research inspirerede mig til mit eget frugtbarhedsritual. Hvorfor ikke udnytte at denne aften potentielt summer af supermagiske kræfter? Jeg tænkte på fremtid og lys, og på hvordan man skubber tingene i den rigtige retning.

Så nu har jeg opfundet mig et nyt ritual, og fra i aften vil jeg hver Sankt Hans skrive ord for det jeg ønsker på en seddel eller flere og så begrave dem med mine bedste og reneste intentioner og eventuelt et fingerkys og et par krydsede fingre.

Det er min form for bøn.

En heksebøn.

Hvor vi sår vores inderligste ønsker til Sankt Hans.

Meninger og hvordan man undgår dem

Hvis du nu går rundt og er meget oppe i hovedet og gerne vil ud af det, så har jeg hørt, at man skal øve sig i at lade være med at have en mening om alting. Så kan man ligesom slappe lidt af med de indre diskussioner. Det lyder fedt. Jeg har i lang tid øvet mig i at undgå alt, der har med Inger Støjbjerg at gøre fx for at undgå at mit indre meningstyranni skulle gå amok og få mit retfærdighedsmåleapperat til at brænde sammen. Igen.

Det samme gælder Trump, ham den anden selvovervurderende ovre i Rusland, politikere, der kalder sig liberale samtidig med, de bliver ved med at stramme statens regler om borgernes bevægelsesfrihed, den nonchalante holdning til global opvarmning..

okay politik generelt og sådan.

Nu er jeg helt nede i at øve mig i ikke at have en mening om de nære ting, der påvirker mig direkte. Trafik er et fremragende eksempel. Det er et langt, sejt træk, det er det. Men det går fremad.

Altså har jeg ikke nogen mening om

  • Bilister der ikke kan finde ud af at komme op i fart, men tusser ud på motorvejen med 85 km i timen.
  • Bilister der drejer ud foran dig fra en sidevej og tvinger dig til at bremse ned, selvom der ikke er en eneste anden bil så langt øjet rækker, og hvis man var sådan én, der mente noget, kunne man jo mene, at det måske havde været en fremragende idé lige at vente med at køre ud, men okay.
  • Bilister der kører slingerkørsel, fordi de kigger på deres mobiltelefon.
  • Den generelle opførsel i rundkørsler. Blink for helvede. BLINK!!!
  • Bilister i store Audier, der ikke kan finde ud af komme op på de 130, de godt må i det mindste. (Hvis du ikke kan lidt at køre bil, så bytter vi fandeme, så får du Picantoen. Du er spild af bil. Sgu da.)
  • Buschauffører der drejer ud fra stoppestedet og vælger at blinke ud EFTER de er begyndt at køre.
  • Fodgængere der ikke bliver stående i midten, men lige skal nå over det sidste stykke af vejen selvom der blev rødt for længst og som på ingen måde kan sætte farten op, så de højresvingende bilister kan nå at komme af sted.

Jeg har naturligvis aldrig gjort noget af det ovennævnte selv. Og ellers ville jeg jo selvfølgelig bare øve mig i ikke at have en mening om det heller.

Hvis der er noget, jeg har glemt ikke at have en mening om, så skriver du bare en besked nedenfor. Jeg har jo ikke tænkt mig at snyde udenom ved at glemme noget, jeg skal huske ikke at have en mening om.

Heldigvis er jeg alene hjemme med Sally lige nu, så det eneste jeg ikke skal have en mening om er, om jeg mon skal holde øje med, hvor hurtigt jeg kan blive sur, og at jeg ellers har en holdning om at holde brok til et minimum.

Men der kan man bare se. Der er stadig langt til tibetansk munkero.

Og måske har jeg faktisk en mening om, at tibetansk munkero måske er lidt til den kedelige side.

Egentlig.

Et nyt år lige om lidt

Så står 2018 og buldrer på døren. Jeg har haft en del nytår i ophøjet ligegyldighed. Flere med munter insisteren på at alt er godt. De sidste mange med erkendelsen af, at årene et langt stykke hen af vejen bliver, hvad vi gør dem til.

I år kæmper jeg. Kæmper videre kunne man fristes til at sige. Jeg kæmper med at få styr på 2017. Jeg vil så gerne kunne putte ting i nydelige kasser med label og så op på hylden til de andre. Man er vel bibliotekar. Men det er som om det år, der er slut lige om lidt, stritter imod at blive pakket sammen. Det er som at forsøge at få en blæksprutte i en kasse. Eller sin hund ind i brusekabinen efter en lang mudret skovtur. Der er ting, der bliver ved med at floppe ud og vil ses på.

2017 var.. meget. Bare rigtig rigtig meget for mig. Jeg har tænkt og følt, arbejdet, fået ideer og udført dem og kæmpet som en gal. Hovedsageligt med mig selv. Nogle ting bliver godt at efterlade i dette år. Noget startede jeg op og det skal vandes og plejes fremover, så det kan vokse. Andre ting ved jeg ikke engang, om jeg fik ordentligt hold på.

Men ved vi nogensinde det før tiden har lagt sig imellem?

Kære 2017

Du SKAL gå nu. Du kan holde fast med kløerne i nogle timer endnu, men så slipper du.

Folks hjerter, 2017. Man leger ikke bare sådan med dem og smasher dem ud over sidelinjen. Var du helt sikker på, at der ikke var andre måder jeg kunne lære det, jeg skulle lære?

Og har jeg lært det?

Hvis jeg skal komme dig lidt i møde 2017 så nej, det var ikke kun din skyld. Det var virkelig 2016, der startede.

Jeg satser på, at jeg har lært noget af dig. Lige nok til at undgå de værste faldgruber fremover.

Jeg kan ikke give dig skylden for ting 2017, hvis jeg ikke også lader dig få del i æren. Jeg synes selv, jeg er ret fair på det område. Så tak for

Fantastisk musik. Okay musik. Dansenumre og tudesange. Nostalgiske tangenter og stikkende vers.

De mennesker, der har givet mig af deres tid i år. Så mange nye sjæle. Så mange nye historier.

De 34 bøger jeg har lavet lektørudtalelse på. Al den viden jeg har suget til mig om hjernen, maven, huden, selvhjælp og filosofi fra klassisk videnskabelige bøger til en hel del ret alternative tilgange til verden. At tjene penge på at lære og udvide sin horisont er faktisk en pænt god deal.

Jeg sukker lidt tøvende, mens jeg skriver videre her 2017. For første gang i mit liv valgte jeg helt bevidst at arbejde mig gennem smerte. Jeg var nødt til det. Mellem mit hjerte og mit hoved kan alting lynhurtigt blive enormt følelsesfuldt og ikke særligt konstruktivt. Du lærte mig at knokle for at nå et mål. Og jeg har nået et stort i år og arbejder ufortrødent på et andet.

Romanen. Da jeg ikke kan rejse mig ved det træ jeg faldt, eftersom det er gået.., beslutter jeg at rejse mig ved et andet. Jeg tager min drøm ud af tankeverdenen og gøre den virkelig. Udgangspunktet er mit eget liv og jeg giver min hovedperson et punkteret hjerte at starte ud med. Ikke særligt venligt måske, men det er da noget jeg kender.

Så beslutter jeg at skrive hende her lykkelig. Fordi det har jeg magten til.

På helt forunderlig vis vokser jeg med hende. Hun starter ud med at få lov at kæmpe mine kampe, tage livtag med min tvivl og så overhaler historien livet indenom. Jeg skriver hende et liv med mennesker, der skubber. Mennesker, der ikke bare taler om vejret og siger nå men hej så, når de opdager, at det ikke bare er liflig rislende bæk og brusende bølger mod stranden det hele, for søen har dybde og kender til en mørk, skræmmende kulde. Der findes understrømme der hiver og slider. . Jeg skriver provokationer ind i hendes verden, som tvinger hende ud af alt det blå.

Så skriver jeg hende en hund.

Da jeg læser hvad det gør ved hende at få ansvaret for en omgang med pels, beslutter jeg at høre efter et af de mottoer, jeg selv har strikket sammen, og som jeg bruger, når hjernen virkelig er gået i selvsving.

Spørgsmålet er ikke hvorfor. Spørgsmålet er hvorfor ikke.

Og så lader jeg romanen flyde ud i den virkelige verden og skaffer en hund til mig selv.

Når jeg er så tøvende omkring at sige farvel til dig 2017, er det fordi, jeg  ikke ved, om jeg lærte det, jeg skulle. Om jeg helt forstod, hvad der var at forstå.

Men med et andet motto:

The only way out is through

Nu vil jeg køre til den anden ende af byen og fejre nytår med et menneske, der rakte hånden ud i år og anmodede om mit venskab. Bare sådan. Jeg kender ikke de andre, der kommer, men jeg må have Sally med, og jeg glæder mig.

Farvel 2017.

Jeg kommer ikke til at savne dig.

C

Om termotøj, spurvefugle og solnedgange

Mens jeg voksede op, arbejdede min far et sted, hvor de solgte værktøj og fornuftigt outfit til mænd, der arbejdede i alle slags vejr. Altså de fleste mænd kan arbejde i alle slags vejr. Det var ligesom underforstået, at den omtalte gruppe af mænds arbejdede foregik udenfor en del af tiden. Men altså. Grundet min fars arbejde fik hele familien ofte særdeles kønsneutrale og voldsomt praktiske julegaver. Mine bestod af flere omgange af termosokker og ditto undertøj. Altid i mørk blå. Jeg har siden skiftet termosokkerne ud med uldsokker, men jeg har stadig et sæt mørkeblåt termoundertøj, som jeg ifører mig på dage, hvor jeg hverken har tænkt mig at gå ud eller se nogen. Det er højt værdsatte beklædningsstykker.

Jeg har taget fri indtil i eftermiddag, og til morgen vågnede jeg langsomt. Lå stille og nød intenst at jeg ikke skulle op vel vidende at fra på lørdag, er der én i min stue, der skal luftes fra morgenstunden. Så det skal jeg jo så også. Jeg er ved at peppe mig selv op til at skulle stå op klokken seks, iføre mig det elskede termosæt og få en morgenlufter. Hver dag.

Vi mennesker vil forsøge at fylde for meget frihed ud med noget, vi har ansvar for, hvis vi kan, ikke?

I går aftes ser jeg en TedX video med en 29-årig, der har lungesygdommen cystisk fibrose. Han er ti år gammel, da han læser i en brochure, at han max vil blive 30 år. Han får sin udløbsdato serveret, og det påvirker naturligvis, hvordan han lever sit liv.
Han er ved at afslutte sin fortælling ved at spørge, hvordan du ville leve, hvis du vidste, du havde 20 år tilbage at leve i. Eller ti? Eller fem?

En dump lyd fra terrassedøren.

En lille spurvefugl har ladet sig narre og er fløjet fuld kraft ind i det, den troede var solnedgangen men som kun var en spejling i glasset.

Med 29-årig lungesygs ord i baghovedet om at have fem år tilbage sidder jeg og iagttager en lille gispende spurvefugl uden for mit vindue. Vingerne er foldet ud, som om den prøver at holde balancen siddende på jorden. Den er så fin og skrøbelig og udsat, som den sidder der og svimler og venter på, at verden skal stå stille igen. Jeg tænker på, hvad min far har fortalt mig om meget sårbare fuglenakker, og hvordan man hjælper et fugleliv til at ende hurtigere. Men for nu afventer jeg.

Jeg ser på spurven, og jeg ser mig selv.

Tanken om at have fem år tilbage..

Spurven kommer på vingerne og flyver videre. Den er velsignet. Den har ingen hukommelse. Mennesket har. Vi husker de gange, vi spredte vingerne og fløj bardus ind i noget, der ikke gav efter.

Hver gang vi spreder vingerne, er det på en måde mod bedre vidende.

Jeg tænker livet handler om at blive ved med at fokuserer på idéen, på billedet af at flyve ind i den mest vidunderlige solnedgang vel vidende, at nogle af dem ender med en hjernerystelse.

Og alligevel.

Fem år tilbage.

Så vi spreder atter vingerne og letter.

 

Mirakel- & glædessamler

Så jeg er indehaver af et noget flyvsk sind. Det rækker ud og samler indtryk og stemninger op til højre og venstre og kan være rent ud udmattende at være sammen med. For mig altså. Måske også for dig ;).

Til sådan et sind hører også en masse idéer, som flejner rundt i hovedet som fluer i en glasklokke. Jeg prøver så vidt muligt at sortere og organisere og vælge ud, så de ikke blokerer for reel handling. Denne her idé arbejder jeg med nu. Denne her holder ikke. Denne her virker god: skrive ned til senere, så du ikke glemmer den i sværmen af nyere indfald.

Forleden tænkte jeg, at jeg ville lede efter mirakler og glæde hver dag. Være bevidst. Hver dag. Ud i verden eller ind i min egen, med pandelampe og arkæologisk afdækningssæt ved hånden.

Det er en god øvelse.

Kom med

Dag 1

Lørdagsvagt på biblioteket. Orkester holder øveweekend i salen. Jeg skal over med nogle kopper, der hører til salens køkken. Tre mænd holder pause på trappen. Jeg siger hej, men indgår ellers ikke i samtale. Noterer mig at to står med kaffe. Den tredje sender kopperne i min hånd et blik og siger, åh, der håbede man ellers lige. Jeg stiller kopperne på plads. Går tilbage til biblioteket. Hælder kaffe op i det største krus jeg kan finde og trasker tilbage til mændene.

”Var det dig, der var fuld af håb?”, siger jeg til nummer tre og rækker krus med offentlig, men varm, kaffe til ham.
Han bliver så glad.
Det gør mig glad.

 

Dag 2

Duften af nylavet kaffe på mit stuebord rammer mig som ren lykke.

 

Dag 3

Spotify foreslår ny sang med Morrissey. Det ved jeg da egentlig ikke, om jeg er klar til, men ok, jeg lytter. Og så er jeg bare mega glad.

’and I recommend you stop watching the news / because the news contrives to frighten you / there’s nothing wrong with being good to yourself’

Ørehængeralarm for dem, der (også) kan lide pop

 

Dag 4

Eftermiddag i Hjortshøj. Går op af trappen og beder min søn slukke for PS4’eren og komme nedenunder. Jeg skal lige snakke med dem. Siger at han heller ikke kommer tilbage lige med det samme. Begge børn storøjede sætter sig uden bøvl ved bordet. Bagefter siger sønnen, at han troede det handlede om en af to ting. Enten at jeg havde fået en kæreste (og det tager vi åbenbart alle sammen helt vildt alvorligt, men nej) eller at vi ALDRIG skulle have en hund, hvilket begge unger ellers har arbejdet på et stykke tid.

Men jeg har været ude og lede efter noget til os, som jeg ved bringer glæde. Sådan helt åndssvagt megen glæde.. og forpligtelse, men i mine øjne hører det sammen anyway, forpligtelse, glæde, kærlighed.

Vi tog til Rønde for at prøveklappe Sally. Hun er seks og skal have en ny familie, og det ser grangiveligt ud til, at hun kommer til at trækkes med os. I næste uge henter jeg hende hjem. Vi skal hænge ud alene et par dage, og så kommer børnene over. Jeg har aftalt med Sallys nuværende menneske, at hvis det går godt, så beholder vi hende, men vi skal alle sammen være sikre. Det hele foregår så ordentligt og i roligt tempo med øje for, at når en hund skal have en ny familie, så skal det helst være den rigtige.

Jeg trækker et tarotkort, inden vi skal af sted. Fordi jeg er så herre nervøs og alt bobler i mig. Det føles som om jeg skal op til en eksamen, der bare vil fortsætte fra nu. Ace of Cups falder ud. Cups (eller bægrer) står for det følelsesmæssige. Esser står for en ny begyndelse, der har mulighed for at blive noget helt fantastisk.

Sådan er det.

Sally har langt hår, og der vil skulle støvsuges altid. Men så støvsuger vi. Hun lugter kun en lille smule af hund. Jeg ved det, for jeg stak snuden i maven på hende. Da vi satte os ud i bilen igen, havde jeg det, som om hun var med os. Igen her til formiddag – en følelse af, at hun allerede er her. Det er meget mærkeligt og enormt rart.

Ting kan stadig gå i vasken. Men lige nu er vi tre, der ikke kunne falde i søvn i går aftes og stadig er elektriske her til morgen.

Indtil videre har min mirakel- og glædesindsamling egentlig bekræftet, hvad jeg godt ved.

Vi skaber selv glæden.

Og ligesom med glæden er miraklerne overalt. I en kop kaffe. Et keyboard. I en blød pels.

Men vi er nødt til at åbne øjnene og hjertet.
 

Whenever you’re ready…

Et år i livets skole

Det siges, at de oplevelser, der virkelig tager pusten fra os, også er dem vi ender med at lære mest af.

Der er stadig knap seks uger tilbage af 2017 (men hvem tæller..). Seks uger til at se på de beslutninger du har taget og eventuelt revurdere. Når du så er i gang, kan du overveje, om du bruger din energi optimalt. Om du husker at have det sjovt, og hvad der eventuelt kunne gøre tingene lidt sjovere, lettere, lysere. Men det er også en tid til at undersøge, om der er noget, der kan og skal sættes i gang nu, så det nye år starter så godt ud som overhovedet muligt.

(Hvis du reagerer på den sidste sætning med dyb træthed og tænker, at du bare gerne vil have fri i 2018, ahem ja, så er det nok der, du skal fokusere al din kreative tankevirksomhed).

2017 har været et arbejdsår her. Bogstaveligt og mentalt.

Vigtige forhold sluttede. Og der var en fællesnævner ved begge: Jeg hamrede på de menneskers porte for at få dem til at møde mig der, hvor jeg gerne vil mødes. Jeg prøvede at rette ind, gøre mig selv mere spiselig, skære ned på smagsvarianterne. Så prøvede jeg at bede om det, jeg har behov for. Så prøvede jeg at give mere selv. Prøvede at være taknemmelig for det vi trods alt havde.

Lige meget hjalp det.

Jeg blev mere og mere urolig, vred, utålmodig, ulykkelig og ensom af at prøve at rette mig selv ind efter, hvad jeg kunne få, i stedet for hvad jeg egentlig gerne ville have.

Og ja. Jeg vil have meget, det ved jeg godt. Til gengæld giver jeg også, hvad jeg har.

En måde for mig at komme igennem hårde tider er at se på dem som læring. Lige midt i et fladmast hjerte vil du godt nok skide på tanken om, hvad du vil lære af denne oplevelse, men efter et stykke tid kan man begynde at stykke tingene sammen. Og vi lærer altid et eller andet. Med mindre, selvfølgelig, vi virkelig, virkelig ikke har lyst..

2017 har talt højere og højere om at jeg skulle tage min forfatterdrøm alvorligt. Jeg fandt en skrivemakker. Vi mødtes hver anden uge for at forpligte os selv på skrivningen. Lavede kaffe. Og skrev. Jeg skrev mere og mere, og i årets løb er det blevet til omtrent en halv roman. Jeg skriver på den så ofte det er mig muligt. Min skrivemakker er til gengæld et sted, hvor resten af livet hele tiden kommer på tværs af hans skriveplaner. Aflysninger og udskydelser bliver hyppigere. Jeg kender det sted til hudløshed. Jeg har været der hele mit liv.

I 2017 får jeg også en lille bitte skrivekreds. En partner.  Vi mødes en gang om måneden og giver kritik på hinandens tekster. Det er så heldigt, at vi er vilde med det, den anden skriver. Hun er en skarp, dygtig læser og vores kritik er ærlig, kærlig og gør os ganske enkelt bedre. Dette forhold er præget af, at vi er samme sted i forhold til vores tekster. Vi vil dem, og vi vil dem NU. Der er noget helt specielt ved at være sammen med en anden, der vil det samme som dig. Vores fælles forpligtigelse på ordene og på hinanden bringer mig ro og stabilitet. Hvilket jeg også har lært, at jeg sætter umådelig stor pris på. Og har behov for.

Da ugens aflysning fra skrivemakker tikker ind – fordi hans liv igen tager fart på andre områder – reagerer noget i mig med at tænke, at det nok heller ikke er så vigtigt.

Og så kan jeg pludselig se meget tydeligt, at alle disse aflysninger virkelig ikke er godt for mig.

For fakta er jo, at det ér livsvigtigt. At skrive. At fortsætte. At leve drømmen. Og jeg har brug for at være i nærheden af mennesker, der er samme sted.

Så jeg skriver tillykke med den livsforandrende begivenhed og foreslår, at han vender tilbage, hvis han på et tidspunkt finder ud af, at det er vigtigt for ham at sætte tid af til at skrive, og at han gerne vil skrive med mig.

Jeg er vokset i år. Jeg har mistet. Jeg er vågnet morgen efter morgen med en følelse af at mangle en del af mig selv. Det er ikke så længe siden jeg opdagede, at den underlige fornemmelse i kroppen skyldtes, at jeg atter føler mig hel.

Hvor meget du end vil et andet menneske, så vil de ikke altid det samme. Eller måske bare ikke lige nu. Eller med samme intensitet.

Det er jo ikke nogens skyld..

Og det er det, jeg har lært i år.

At vi ikke skal forsøge at tvinge nogen til at møde os på broen. De er enten klar, eller også er de ikke. Og så kan du hoppe og springe og prøve at lokke dem derhen ved smørelse eller ved at lave om på dig selv. Men når dagen er slut, og du ligger og stirrer ud i mørket, er der ingen vej udenom, at vi helst vil stå på den bro med nogen, der prioriterer at stå der med os med samme inderlighed, som vi prioriterer dem.

Hvis du finder dig selv alene på den bro lidt for ofte, så behøver du ikke tænke over i hundrede år, om det er dig eller dem. Fakta er, at det ikke får dig til at hoppe af glæde at stå på den åndssvage bro og vente på nogen som helst.

I virkeligheden er det skærende enkelt og gælder os alle i alle forhold:

If you really want something

Show up

Repeat

 

Om frygt

 

Jeg har indledt en samtale på Instagram med en af de ’motivational speakers’, jeg følger. I en post skrev hun at ’fear inspires fear / courage inspires courage’. Måske læste jeg det som fanden og den bibel, han har fået neglene i, men jeg reagerede ved at erklære mig uenig.

Ja. Hvis vi hører igen og igen at mennesker med en anden hudfarve / seksuel orientering / religion  / fra Langeland er nogen værre nogen bakket op med mere eller mindre autentiske og underbyggede historier, så begynder vi på et tidspunkt at tro, at der nok er noget om snakken.

Vores nyheder er så viseligt indrettet, at de viser os katastrofer af alskens arter, så vi til sidst tror, at verden er af lave.

Selv når den faktisk ikke er. Selv når din verden lige nu og her faktisk ikke er.

Og så kan vi så gå og kæmpe med vores hjerner om, at det godt kan være en bus er kørt galt i Nepal (tænkt eksempel, du behøver ikke bekymre dig om det), men du elsker mindst ét andet menneske eller din kat. Du kan finde ud af at lave verdens ondeste isdessert, og så findes der Netflix, bøger, den vidunderlige lyd af vind i trækroner og nogen gange, når vi er rigtig heldige, én der har lige så meget lyst til os, som vi har lyst til dem.

Vores hjerner er simpelthen indrettet sådan, at hvis vi lytter til hadtale, så begynder vi at hade.

Hvis vi lytter til frygt, så begynder vi at frygte.

Hvis vi lytter til glæden, så begynder vi at gro.

Men jeg er en indædt modstander af, at vi ikke må tale om vores frygt. Ting vokser, når vi forsøger at holde dem nede. Det skal frem i lyset, så vi kan SE det. Se hvad frygten i virkeligheden drejer sig om. Men frygten skal så ikke have lov til at stå uimodsagt og bare få lov at vokse sig større og mørkere og suge alt til sig som et sort hul i universet. Vi konfronterer frygten for at besejre den. Og når det ikke er os muligt at besejre den, så anerkende den og bestemme os for, hvor stor en plads den må tage i vores liv.

Noget af det mest inspirerende i verden er at se mennesker, der gør deres ting PÅ TRODS AF frygt.

Nogle mennesker er tilsyneladende født med en tyrkertro på, at det hele kommer til at gå. Gå godt endda. Og jeg synes at have bemærket, at det også ofte går ganske godt for den slags mennesker.

Andre skal træne den evne. Men det kan man til gengæld også.

Man kan træne at tro det bedste om andre.

Træne at tro på at denne dag bliver en god dag.

Træne at lade være med at tale dårligt om andre – i hvert fald så vidt muligt

Træne at lade være med at brokke sig (alt for meget), fordi – igen – hvis du brokker dig hele tiden er det selvforstærkende.. din hjerne tror simpelthen alt er noget gedigent møg, eftersom du bliver ved med at fokusere på det.

Træne at se hvad der er i en fremmed, der kan berige dig. Der er altid noget. Selv når den er helt gal kan de berige dig. Om ikke andet så med en dyb taknemmelighed for, at du ikke er det frygteligt mørke sted, som de står op til og lever dag efter dag.

Der findes frygten på verdens vegne. På samfundets vegne. På landets og dine børns.

Der findes også frygten på egne vegne, og jeg er pænt sikker på, at jo mere frygt du har af denne slags, des hurtige kommer du til at frygte i det store hele også.

En ven sagde engang, at hun brugte frygten som pejlemærke. Hvis der var noget hun var bange for, så skulle hun derhen og kigge på det.

Hvad drejer det sig om? Hvad ligger der til grund for denne frygt?

I mit lille liv er jeg bange for at ringe i dag omkring en hund. Jeg er bange for, at det er en fejl at forpligte mig yderligere. Jeg er bange for økonomien. Jeg er bange for at føle mig fanget. Bange for at det ikke er den rigtige hund og bange for, at vi ikke er rigtige for den. Bange for at lave sådan en stor ændring i vores lille families liv.

Men jeg er endnu mere bange for at misse en kærlig glædespreder i vores liv på grund af frygt for forandring.

Og når jeg kigger på det store billede, så har jeg råd til en hund. Jeg har råd til dyrlæge også, når det bliver nødvendigt. Der er poster i budgettet, der kan omrokeres.

Jeg elsker at gå tur, men tager mig ikke altid tid til det. Med en hund er der ikke længere noget at rafle om.

Og ja, så skal jeg hjem efter arbejde hver dag. Men det gør jeg jo alligevel. Jeg elsker at være hjemme.

Og faktisk fik jeg et tilbud om hundepasning fra et par glade, lysende øjne, i det sekund jeg nævnte, at der måske var en helt bestemt hund..

Og ja, vi finder måske ud af, at det sted vi bor er lidt småt med en familieforøgelse, men så må jeg jo finde noget andet vi kan bo i.

Jeg er stadig bange. Som enlig forælder har vi faktisk rigeligt med ansvar at bære rundt på. Men med meget af det ansvar vi bærer, følger også kærlighed, mening, glæde. Og hvem ved sine fulde fem vil sige nej til mere af det?

Jeg tror ikke på et liv uden frygt. Nogen af os er mere bange end andre. Nogen af os anerkender ikke engang at det er frygt, der styrer os.

Men når vi kan se den.. ligesom i et mareridt.. vend dig mod forfølgeren og spørg hvad fanden vil du?

Mareridt er jo intensiv læring. Du kan vælge at løbe for livet nat efter nat. Rædselsslagen. Men så længe du løber vinder forfølgeren, hvad end det er.

Og helt grundlæggende:

Skal du dø fordi et kæmpemonster agter at æde dig, og der er virkelig intet du kan gøre ved det, hvad er så meningen med at så udskyde middagen?

 

Den stille lykke

Min højre gummistøvle siger en pivelyd for hvert skridt. Det ødelægger lidt gåturens forsøg ud i zen. Men de holder vand ude, løser deres primære opgave, så jeg kan ikke skrotte dem. Jeg må knirke mig frem, til de er slidt i stykker.

Jeg har godbidder og sorte poser i jakkelommen. Mine hænder lugter af hund, og det gør mit ansigt sandsynligvis også. Ungerne og jeg har været hundesittere i efterårsferien. Er du sviller, den omgang lånepels gør os glade.

Dagens vasketøj gyngede – næsten – tørt i efterårsluft. Stuen har været fuld af latter og duften af chokoladekage.

Jeg er kørt forbi min destination mere end én gang for at glo på en bil. Hvis de får mig på overvågningskameraet, håber jeg de forstår, at jeg ikke lusker rundt med ondt i sinde. Jeg kan bare godt lide, hvad jeg ser.

 

Og der går ikke en dag uden Instagram rammer mig på den ene eller anden måde.

Her digteren Nayyirah Waheed:

Og jeg elsker at udveksle snaps med veninde iført morgenhår, åbenlyst dårlige dage og dobbelthage. Det får mig til at føle, at vi genvinder den nærhed, der ellers er så svær at opretholde med hver vores liv i hver vores by.

Hele ugen har jeg skrevet flere timer hver dag. På noget der grangiveligt ligner en roman. Jeg har altid ønsket at skrive nok til, at det kunne pakkes ind i et omslag og ligne en bog. Jeg har aldrig troet, det skulle blive dette her. Men så gør jeg det også på min måde jo. Korte afsnit. Ikke noget med alenlange beskrivelser.

For første gang nogen sinde skriver jeg bare for mig. Jow, der skal trykkes en bog. Jow selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig, at nogen læser den. Jow, jeg vil helt vildt gerne have at nogen læser den OG bliver berørt. Jow da. Men for nu har jeg lagt eventuelle modtagere og kritikere på hylden.

Der er sket noget forunderligt. Jeg er kommet frem til, at de fiktive kritiske røster jeg har præsteret at opfinde i mit hoved igennem årene, har sagt så harske ting om mine ikke-eksisterende bøger, at virkelighedens kritikere sådan set bare kan komme an nu. Hvad end de vil have at sige med kløerne – jeg har sagt værre til mig selv.

Så der kan man bare se.

Jeg ved ikke, om du går rundt med en ulevet drøm klemt varm og fedtet mellem knugende og beskyttende fingre.

Men jeg kan anbefale at prøve at løsne grebet lidt og se til den. Ligner den stadig sig selv?

Mon ikke noget du har holdt så længe kan tåle at blive levet?

 

Gem

Et løfte, en ed

Du har kigget ned for længe. Der er døre, der venter på, du kommer forbi, men

Du har ikke været god til at lukke døre. Når du først bankede på, mente du, at du var forpligtet til at følge invitationen om at komme ind. Og så skulle du blive og drikke værtens kaffe til den bitre ende. Skylle undertrykte skygger ned i kvalmestore slurke.

Tag endelig en kop gift og perfiditeter mere.

Åh.. jeg.. tak..

Der er smerte bag døre. Bliv hvor du kan gøre en forskel, gå videre hvis du mærker, at den overvælder dig og blæser dit eget mørke til en trussel, der skal tages seriøst.

Der er smukke døre, fint ornamenterede, detaljepudsede, kærlighedsfarvede med absolut intet bag. Der er grove bræddedøre holdt sammen af et skævt bræt på tværs, hvor du kan se det meste af rummet bag gennem sprækkerne. Nogle af dem behøver du tydeligvis ikke åbne. Fra andre rum damper varmen lokkende, pulserende.

Du kommer til en dør der ligner én, du er gået ind af før. Lignende dybrøde træsort. Genkendeligt mosaikvindue, den tunge dørhammer ligger hjemmevant i din hånd. Og måske genkender du også rummet bag. Men du er ikke længere den samme. Du er både tungere og lettere. Du er ikke iført det samme smil ej heller er dine forventninger, hvad de engang var.

Det er ikke længere dit job at afvæbne nogen. Mens du er i deres hus, lad dem slås, som de vil.

Jo flere døre du er gået ind af, des bedre bliver du til at sige nej tak til kaffe og hvis nødet forklare, at du ikke finder mudder det mindste tiltalende. At du ikke har bekæmpet din egenproduktion for at lade dig svine til i andres.

Der er døre for enden af stejle bakker. Du har taget en del af den slags. Noget med at det nok ville være besværet værd og at det vi har kæmpet for smager så sødt på tungen.

Du begynder at forstå, at selvom du har modet til kamp, gør kamp dig modløs.

Du har åbnet døre. Du er blevet meget bedre til at starte ud med at åbne på klem. Meget bedre til at acceptere at bag denne dør, er der måske en umulighed. De lokker ikke længere. Umuligheder er ikke en udfordring, men et tegn til bare at hive døren i igen og finde en anden at udforske.

Du åbner døre og finder rum så gode at være i. Stemningen er tryg, hjerter åbne, du kan være, som du er. Med alt dit rod og pakkenelliker af gamle ar, stemninger og kuldsejlede drømme, uheldige bemærkninger og ting du fik gjort, fordi du bare ikke vidste bedre.

Du vil blive ved med at lede efter den slags rum.

 

 

Gem

Kærlighedserklæring til lige her

Søndag den 1. oktober lakker mod enden. Jeg kommer aldrig til at flytte under varmere himmel. Jeg elsker alt dette her forvirrende og dog så velkendte skiften i farver, i vindstyrke, i temperatur.

I dag fandt jeg mig et stykke med træer og bæk, brune pløjede marker og unge tyre. Lydene. Knirkende, rullende æbler under fødderne. Vand i fuld fart over forhindringer. Rovfugleskrig. Den voldsomme lyd af duer der panikslagent vælter sig ud fra trætoppene. Og den knasende, bragende lyd da en hjort beslutter, at nu opdager jeg nok dens skjulested og pisker ud under busken to meter fra mig og væk langs træerne.

Jeg har stået med nakken tilbage og set musvågen glide over markerne efter mad. Kravlet ind under træer og balanceret på kanten af bækken for at optage lyden til senere, til hjertet. Helt stille på hug under grenene der bukker ind over vandet, ser jeg spurvene komme tættere og tættere på. Min uldfrakke må gå i et med alt det brune og grønne. Eller også bemærker småfugle bare ikke store stille ting.

Ligesom tyrekalvene. Jeg tror de hører mig knække gennem skoven, selvom de ikke kan se mig, for de begynder at larme helt vildt. Sjove, mørke, let knækkende brøl. Måske er deres stemmer gået i overgang. Jeg passerer dem én gang. To gange. Så trisser jeg nærmere for at se, om de vil gå med til lidt håndspålæggelse. En af dem har krøller i panden. Og en fæl tunge. Men ok. Jeg oplever med håndflade og fingerspidser. Den oplever vel sagtens med tungen.

Det er svampetid. Bærtid. Gliden hen over vådt græs og mudder tid. Stykket med skov er ikke så stort, og jeg er først lige begyndt at gå, så jeg fortsætter op langs markerne.

På min væg hænger et af min fars malerier. Det er en skøn sensommergul bakke med et par træer på toppen. En kvinde forelskede sig engang i det billede og fortalte min far, at hun ikke kunne se en bakke uden at hun skulle op på den. Hun måtte se, hvad der lå bag. Jeg forstår, hvad hun mener, men sådan har jeg det ikke. Nogle bakker skal jeg op på, men i dag er jeg tilfreds med bakken i sig selv. Der ligger den. Også i morgen, også til vinter. Til sommer er det nok ikke så godt jeg går her, men jeg har i hvert fald et halvt år at skifte kurs i og traske op på lige den bakke. Når jeg får lyst. I dag er der godt at være i dalene. I de lave områder med vand og læ. Mens jeg går her er det tydeligt, at selvom jeg ikke betragter et enkelt sted som hjemme, så hører jeg hjemme blandt bakker. Jeg går totalt i lykkerus gennem bakket landskab.

Jeg er taknemmelig helt ud i fingerspidserne. For oktober på denne måde. For at få lov at traske rundt i ro og bare være til. For min ven der anbefalede mig præcis dette sted på kloden. For dem der holder stien, så man kan komme frem og dem, der har givet den gas med at lave hyggelige broer på kryds og tværs af bækken.

Jeg kommer aldrig til at flytte under varmere himmel.

Jeg elsker min breddegrad for meget. Nattevarslet om at oktober er her. Ikke nok til at samle kraven tættere om halsen, bare en gysende antydning af kulden undervejs. Som en duft opfanget med hele dit væsen. Suget ind af kroppen lige nu til alle de forgangne oktobre, lagret i din sjæl.

 

Bønner

Jeg kaldes ovenpå af stille gråd. Datter græder over drøm.

– Jeg har haft den før, mor. Jeg skal finde én. Der er noget, jeg skal spørge om. Men jeg ved ikke, hvordan personen ser ud, og jeg er bange for ikke at nå det. Der er sorte prikker over det hele, de har form som et menneske. Mor jeg er bange for at spørge de forkerte, for jeg har kun tre chancer.

Jeg fortæller hende, at selvom hun har fået det indtryk, at hun kun har tre chancer, så passer det ikke. I virkeligheden er det sådan, at når man har brugt sine tre chancer, så får man tre nye. Man kan slet ikke løbe tør for chancer. Ligesom i Hay Day. Når man har brugt sine diamanter, så får man altid nye.

Jeg fortæller hende, at når jeg er forvirret, når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, så prøver jeg at tænke, at alting nok skal ordne sig. Jeg ved bare ikke lige hvordan lige nu.

Jeg fortæller hende, at hun vil kunne kende den person, hun leder efter, når hun ser ham eller hende. At det måske ligner de andre sorte pletter, men lige denne her plet lyser. Hun vil vide det. Hun skal bare gå roligt videre, se på alle prikkerne indtil den er der. At det godt kan være, at det ikke er i den næste drøm, eller den næste igen, men måske i drøm nummer tre finder hun den, hun skal spørge.

Bag hendes varme ryg er jeg begyndt at tude.
Jeg håber sådan, hun forstår mit sprog, som jeg forstår hendes drømme.

Udfordring accepteret: (kort) sur smøre

Min kollega udfordrede mig i dag til at skrive det sure. Jeg var sur. Går ud fra hun tænkte at vores fælles lørdagsvagt måske ville blive federe for hende, hvis jeg kom af med det, der ærgrede mig. Jeg skriver sjældent surt. Jeg prøver virkelig at få et grin igennem med de fleste. Eller i det mindste at gøre mit for at holde os alle sammen nogenlunde i ro. Men fra tid til anden skal man vel sagtens ud med det, så udfordring hermed accepteret.

Så til dig i Risskov i dag, i den store fede Mercedes, du holdt og blinkede for at komme ind på parkeringspladsen ved Fakta, men ville have mig ud først og dermed byggede en kø sig op bag dig = en potentielt farlig situation, fordi vi andre havde svært ved at gennemskue, hvad du havde gang i:

SÅ STOR ER DIN BIL HELLER IKKE. FLYT RØVEN FRA VEJEN, SÅ VI ANDRE KAN KOMME VIDERE. VI HAR REGLER MAND, DU BEDES STIKKE PIBEN IND OG FØLGE DEM I STEDET FOR AT LAVE DINE EGNE.

Og ellers… så skal jeg sgu nok smække den Mercedes ind på parkeringspladsen, så kan du køre min Picanto. Den kan komme ind alle steder.

(aaaah det hjalp allerede)

Nu tænker jeg på den mail jeg fik i dag fra en låner, som jeg havde forsøgt at hjælpe. Selvom jeg havde skrevet til hende, at jeg ikke kunne opfylde hendes sommerferieønske alligevel, skrev hun den sødeste tak for hjælpen.

Eller hende bag kassen i Fakta, der troede jeg var en anden, der var veninde med Katrine og så blev hun flov, og jeg spurgte om Katrine, som jeg så ikke er veninde med, er sød, og ja, Katrine er sød, og det er hende du ligner også, siger Fakta-pigen, ligesom dig, du ser sød ud.

Og John der altid kommer ind på biblioteket og er så ægte, at jeg tydeligt kan mærke, når jeg ikke er. Og så retter jeg op..

Jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg er sur…

[…]

Chili’en er sat over og bobler nu ind til noget der forhåbentligt bliver stærkt. Jeg er børnefri i denne og næste uge. Går på arbejde og kommer hjem og er alene. Og det er okay. Der er noget jeg skal have styr på. Har prøvet at slippe uden om et stykke tid ved at lade som om alene er farligt og har sørget for ikke at have ro til at mærke efter.. well..

Lige som ovennævnte forsøg ud i at skrive det sure ud først udvider sig og så trækker sig sammen til noget andet, synes livet helt overordnet at opføre sig sådan.

Udvidelse – Sammentrækning – Udvidelse – Sammentrækning

Jeg har haft en udvidelsesperiode, hvor jeg har gjort ting, jeg ikke er vant til og det fortsætter, bare i lukket forum på hjemmefronten.

Forleden begyndte jeg at hive bøger ned fra min reol. Jeg sorterede dem efter, om bogen gør mig glad eller har en form for betydning. Endte med at aflevere næsten halvdelen i vores lokale genbrugs. Alle der har levet en god del af deres liv gennem ord ved, hvad det betyder. Det er faktisk ikke noget man gør for sjov.

Det var ikke smertefuldt, så var jeg stoppet. Det er bare nødvendigt.

Der er en tid til at bygge op og en tid til at rydde op.

Og i dag, alene, bliver jeg klar over, at jeg har prøvet at kontrollere ting igen. Prøvet at bestemme hvad jeg må føle. Prøvet at forstå hvad der foregår i andre mennesker, i stedet for at mærke efter hvornår nok er nok – i mig.

Og så har jeg genfundet Grand Avenues The Outside, som sådan set sum’s it up nicely 🙂

Tonen er slået an

På gulvet i mit køkken står en hvid, bugnende bibliotekspose med bøger, der på den ene eller anden måde berører ensomhed. Egentlig troede jeg, de skulle bruges til et foredrag om emnet, og posens indhold er research.

Men som det gik, da jeg troede, jeg skulle holde foredrag om dating, når jeg havde samlet en ordentlig omgang erfaring, fes grundlaget ud under mig.

Eller måske ikke.

Ensomhed er et grundlæggende vilkår for os alle, og den kommer i mange variationer og til tider ganske uventet – og uvelkomment – når vi er midt iblandt andre.

Det presserende har forladt mig. Men posens indhold står jo der, og jeg har ikke lyst til at aflevere bøgerne ubetragtede.

Det grundlæggende og vedholdende ved ensomheden kan jeg alligevel aldrig rende fra, så jeg vil egentlig gerne være forberedt, næste gang jeg mærker ensomheden kradse mod min dør.

Den trælse ensomhed vel og mærke. For at være ensom er også en forudsætning for et utal af skriverier og ideer, der ofte kommer ud af en mangel – et tomt rum, der kalder på indhold.

Så jeg studerer nu ensomhed gennem andres tekster, malerier og musik.

Det er en smuk, solrig lørdag med varm vind om benene. Jeg tager bogen øverst i posen, kaffe, notesbog og solbriller og sætter mig ud på terrassen.

“Den blå ild. Ensomhedens længsel og skønhedens smerte” – Essays og malerier af Jørn Henrik Olsen

Jeg læser indledningen og bladrer frem til første maleri af blåt og må lægge bogen fra mig. Det jeg læser, rammer så rent i mig, at jeg må holde pause, inden jeg kan fortsætte. Dette er ikke en bog jeg kan slippe om ved at scanne overskrifter og udvalgte afsnit.

Og måske er det også bare for meget, sådan helt uventet at finde sig selv bjergtaget på terrassen en lørdag, hvor jeg lige om lidt kører afsted med et par 9-årige tøser for at se på amerikanerbiler i Brædstrup.

Fra forordet:

Sproget giver let efter for slitage. Selv i det fortættede, stille skriveskjul dukker denne erfaring op. Sproget indordner sig ikke helt. Ord der er tiltænkt at skulle inddæmme og udfolde dybe eksistentielle følelser virker svage og uduelige. Næsten undvigende som emnet selv. 
[...]

Tilværelsen bliver aldrig skyggeløs. Dybde og vækst er ikke mulig uden smerte og tab, og kunst ikke uden en stærk længsel. Overgiv dig gerne til langsom læsning og refleksion. En forudsætning for justeringer er, at vi stopper op og får rede på, hvor vi befinder os.

Og således rammer bogen øverst fra posen, præcis hvor jeg er. Jeg kan næsten ikke rumme fornemmelsen af og forventningen til de knap 200 sider, der venter mig.

Tænk hvis teksterne bliver ved med at ramme strenge i mig på denne måde. Så ender jeg jo som et summende, sitrende, anslået instrument.

Takketale

Tale holdt til Pop-up festival i Hjortshøj 3. juni 2017

Jeg har valgt at skrive en tekst til lejligheden. En takketale. Et taknemmeligheds skriv. Da Johs spørger, om jeg vil læse noget af mit op i dag, bliver jeg så glad og nervøs, at jeg først svarer et par dage efter, at det vil jeg gerne, men det kan godt være jeg dukker op besoffen for lige at tage den værste nervøsitet.

Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg er ikke fuld. Jeg har bare duftet lidt til et par skarpe inden jeg kom.

Nej jeg har da ej..

Der findes mennesker, der får opfyldt deres ønsker, og så er de bare glade.

Og så findes der os andre, jeg ved faktisk ikke helt, hvor mange vi er, der beder om universet om noget, får det, og så vælger vi så at gå i fuldbyrdet panik.

Hvad skal jeg læse op. Jeg har ikke noget at læse op. Skal jeg læse noget gammelt, noget sjovt, noget sært ingen forstår, men som får mig til at fremstå helt forfatteragtig nu ingen forstår, hvad jeg siger?

Men alle der ved noget om kreativitet siger, at man skal skrive / male / synge det man ved noget om. Det der fylder.

Jeg ved noget om taknemmelighed.

Og her vil jeg straks afbryde mig selv og lige prøve at få jer, publikum, i den rette stemning.

[hiv sprut og glas frem]

Jeg ved da godt, at jeg ikke kan købe mig til venner, det sagde min mor i hvert fald. Jeg må vel have afprøvet mulighederne eftersom vi skulle have den snak, og det er heller ikke meningen her. Men jeg synes en takketale kræver, at man har noget at skåle i. Så hvis I lige vil lade flasken gå på omgang, så taler jeg videre imens.

Taknemmelighed.

For fem år siden ville en takketale fra min side være overstået rimeligt hurtig. Jeg var utrænet, grøn, uskarp på alle de ting, der er at takke for i sådan et helt almindeligt menneskeliv.

Mit tyveårige jeg ville nok ikke have sagt så meget til det her, bare tænkt sit og ladt mig om at være mærkelig, mens hun gik ud og blev fuld.

Og jeg er taknemmelig for at være 45. Sådan virkelig. Sådan heeelt ind i knoglerne. Taknemmelig for at alt for helvede er blevet så meget bedre efter de fyrre.

Tak for de grå hår, som endelig ENDELIG giver mit fine nordiske hår lidt kant, og læg mærke til, at det er ’fint’ nordisk hår, vi siger. Vi siger IKKE noget tyndt nordisk lyst pjaskværk. Nej, fint nordisk hår, nu med stive grå strå i.

Hvor heldigt er det ikke, at jo flere buler og streger og ar jeg render rundt med (ting som en 20-årig ikke engang aner kan bule), jo mere tilfreds er jeg overordnet med hele situationen.

Da jeg var 17 og slank med verdens mindste topmave, var den elendige topmave det eneste jeg kunne se. Nu tænker jeg, ja, hvad fanden, med topmave følger større bryster – og tak for det.

Tak for hænder og tænder

Tak for farver. Tak for forårsgrøn, vindbølger i umoden mark, for grønne øjne. Tak for de mennesker, der dukker op i farver på en helt almindelig hverdag og lyser op.

Tak for ekstra chancer.

Da vi lavede litteraturscenen på Hjortshøj Festival, havde jeg besluttet at læse noget af mit eget op næste år. Men næste år blev ikke til noget. Festivalen lukkede. Optræden aflyst. Så tak til for mennesker der ikke vil acceptere en lukning og opfinder noget nyt. Tak til Johs for at tænke mig ind og til universet for en chance til.

Og tak til mig selv for at være blevet gammel og vis nok nu til at vide, at hvis du misser chancen første gang, så skal du dælanduleme sige tak og amen og ja for fanden, hvis den kommer igen.

Når jeg er dødtræt, og jeg ikke engang forstår hvorfor – men hey – jeg er bare træt, om lidt ryger jeg og så på hovedet i nyvasket, forårstørret sengetøj og DET er jeg taknemmelig for. Glæden ved at vaske tøj på en solskinsdag. Alene tanken om duften, den nærmest fysiske glæde ved at lægge sig i udetørret frisk luft duftende sengetøj, at rulle rundt i solskin og fuck jeg elsker præcis denne plet på denne breddegrad i foråret og endelig ENDELIG brænder kinderne på terrassen, og vi ved de ikke burde, kinderne, brænde, vi skal gå ind nu, men solen er tilbage, efter mørket og kulden og solen.. vi går fandme ikke ind, nul, nixen, og jeg er taknemmelig for den følelse hvert eneste år.

Jeg er taknemmelig for alle de ja’er jeg får. Dem der ligger i et smil. I et blik der holdes lidt længere. For kram og for de gange du tager telefonen, når jeg ringer. Taknemmelig for likes og kommentarer på diverse sociale medier, for hjemmelavede gaver, buketter..

Jeg er taknemmelig for at blive bedt om at lade være med at udskyde mere, for at nægte at love noget, og for at stole så meget på spørgerens kærlighed, at jeg nu holder, hvad jeg ikke har lovet.

Og derfor er jeg nu hver aften taknemmelig over at terrassedøren ikke længere lyder som en rotterede fuld af klynkesultne unger. Fordi jeg har puttet olie på hængslerne. Jeg er taknemmelig for, at jeg er blevet gammel nok til at fikse knirkende terrassedøre, forholdsvist hurtigt.

Forholdsvis er også noget at være taknemmelig for.

Det kunne jo være værre – og forholdsvismæssigt set kan man faktisk være på vej hen mod et bedre sted.

Jeg læste et digt på en opslagstavle for 22 år siden i Aalborg. Det handler om at vi fødes som os selv. Så bliver vi formet, klappet, skubbet, pudset, ledt og rettet til, så vi kan gå ud i samfundet helt firkantede og super tilpassede.

Resten af livet bruger vi så på at finde tilbage til os selv.

Mens jeg skriver på det her dukker udtrykket ’at skrue ned for charmen’ frem fra et gammelt kammer i hjernen. Det har bare ligget der og ventet på en lejlighed til at dukke op. Er du vimmer, man kan brug mange kræfter på at justere den charme. Mens man er halvvoksen. Mens man er ung. Jeg er så taknemmelig for ikke at være ung længere..

skruer man ned for charmen for ikke at være for ufeminin. Ikke grine for højt. Ikke insistere på taletid, heller ikke selvom man helt klart er den klogeste i rummet. Ikke hæve stemmen.

Så skruer man op for at blive set.

Så skruer man ned igen, fordi det var de forkerte, der fik øje på én, og så op igen for ingen opmærksomhed er altså også for trist.

Og imens går tiden. Opdragelsen har fået dig klappet godt firkantet, så du kan stables og passes ind.

Og hvis det mindste stikker ud, sørger vi sørme selv for at skære det til.

Vi justerer charmen.

De af os, der er gode til at opfange, hvad andre er fyldt af, risikerer at skrue rigtig meget ned, fordi vi hele tiden mærker, hvordan andre reagerer på os.

Jeg justerede charmen i en grad, så jeg endte hjemløs i mit eget liv.

Men så er jeg pludselig over fyrre. Enlig mor til to. Stiller skoene hver dag i socialt boligbyggeri. Tjener penge ved at være offentligt ansat. Alt sammen ikke ligefrem noget der får nogen til at tænke

Uh.. sexet..

Nej, men til gengæld er jeg dødhamrende taknemmelig for at have fået skrællet en masse socialisering af mig, for at have fået gravet og slæbt mig ind til kernen og at have opdaget, at man aldrig skal skrue ned for charmen.

Aldrig.

Dem der ikke kan tåle mosten, er ikke dine mennesker. Lad dem ligge og rode med deres løftede øjenbryn og deres trang til at dæmpe alt omkring sig.

Imens går du et andet sted hen og giver den gas.

Jeg er taknemmelig for børnene. Dem kan man altid takke for. Tænk hvor kedeligt livet ville være uden dem at bekymre sig om.

Der er dage, hvor taknemmelighed ikke ligger lige for.

Dumme dage. Måske sidder hjertet fast i et gammelt hak lige fra morgenstunden, og hovedet summer opgivende og rasende over at være her igen.

Den slags dage ender du med at være taknemmelig for et blad, fordi det er grønt.

I det mindste er der det.

Og det er også i orden. Der sker nemlig noget helt forunderligt, når du fokuserer på, hvad der findes at være taknemmelig for.

Du står og ser på det her blad. Og så ser du rigtig godt efter. Og det er ikke længere bare et stykke med plante mellem dine fingre. Det er grønne farver. Det er en fornemmelse af liv. Af træer og livgivende ilt, forår om hjørnet og duften af det hele.

Så det ene øjeblik er du tung i det næste taknemmelig for en speciel grøn nuance, eller for hvordan lyset reflekterer i et blad. I dette blad. Blødt mod fingerspidserne.

Tak for mine 10 minutter.

Tak til jer der lytter med i dag, det er ligesom at få et like, bare ude i virkeligheden.

Skål.

For livet.