‘Bare’ min fantasi?

Tror du ikke bare det er din fantasi, siger han.
Altså. Det ved jeg ikke. Mjo?
Hvad mener han med ’bare’?

Min baghave ligger ud til en næsten sort pløjemark. Marken støder op mod en landevej og på den anden side af landevejen ligger to huse ned af en grusvej, godt skjult bag høje træer. Jeg har ikke haft grund til at køre af den vej. Endnu.
Her på det sidste har der været såkaldt livlig trafik ned af den grusvej på de mærkeligste tidspunkter i døgnet. Og nej, jeg har ikke noget liv, så jeg har rigelig tid til at fundere over hvad pokker de har gang i ovre på den anden side.
Jeg tror ikke det er noget særligt officielt, da der ikke foregår synlig skiltning oppe på landevejen. Det kunne være at de har startet en lille listig take-away derovre, men så skulle den have ret large åbningstider – og igen, så ville de nok have sat det skilt op.
Så hvad får bil efter bil til at dreje ned af en umarkeret grusvej på en mørkelagt landevej? Jeg har da et par bud og ingen af dem involverer noget der kræver særligt lange uddannelser.
Måske ér det bare min fantasi.
Jeg kunne også bare tænke at der nok er flyttet nye ind med en meget stor omgangskreds. Eller ikke tænke overhovedet, men hvad i himlens navn skulle jeg så give mig til?

Jeg er fløjtende ligeglad med hvad de rent faktisk har gang i.
Jeg leger – bare. Jeg træner min fantasi. Min indlevelsesevne. Hvilket liv leves ovre på den anden side? Et helt andet end mit her hvor alt er så nybygget og nypudset og nydeligt og og ufarvet.

Som barn stak jeg af i hovedet. Langt væk fra ligusterhække og hundene ind bag i bilen og skole mandag og tirsdag og hver dag og tøj så ens at det ligesågodt kunne have været uniformer og vaske bil om søndagen.
Nu er jeg flyttet ind i en-af-65 kasser som sikkert er arkitektens våde drøm om hvidhed og rene linjer, men som får mig til gispende at tænke i piratflag og forbudt murmaleri med en skælmsk om end farlig drage, der vinker dig til sig, når du kører forbi.
Og jeg kravler stadig ind i hovedet for at slippe fra (nu) bøgehække og arbejde mandag og tirsdag og hver eneste skide dag madpakker, samme vej rundt om skolen og droppe unger af, ned mod vandet, gennem de riges kvarter, fordi vejen her er så dejlig bred til så meget færre trafikanter, arbejde, og så hjem igen.
Og om igen.
Hvis jeg ikke tænkte på andet end det der kunne føres bevis for, ville jeg give op på stedet.
Fantasien er min kilde til glæde. Min livredder.

Så ’bare’ min fantasi min bare.

 

Inside my head

 

(Visited 12 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.