At opdage hænderne

Halvt vågen rækker jeg ud og opdager, hvor fin en gestus det er. En hånd der rækker ud. En åben, modtagelig og sårbar bevægelse. Jeg bliver ved med at iagttage hånden. Min hånd, som så ofte er rakt frem mod en lille lyshåret skabning ved min side. Som skriver for mig nu.
Det er ren zen at betragte sin hånd. Se på forskellen mellem at række ud med håndfladen vendt op eller ned. Iagttage den knyttede hånd. Tænke på hvordan hånden nærmer sig noget ukendt, forsigtigt, med sitrende fingerspidser.
Du bruger hånden til at sige goddag og farvel. Til at kærtegne og gribe fat og skubbe væk. Til at mærke struktur og eftergivenhed.
Du viser håndfladerne, når du overgiver dig. Når du ikke magter mere af det, der kommer imod dig. Og for at vise at du ikke er interesseret i kamp.
Du kan bruge hånden til at påføre andre smerte. Nogle gange sker det før du ved, det var dér, du var på vej hen.
En sjælden gang sker det samme med ømhed. Du opdager, at du står og rækker ud efter en anden uden helt at vide om hånden er velkommen.
Hånden som en forlængelse af ønsker, behov, vrede og kærlighed.
Af dine intentioner.
Du siger, du har sat dig på dine hænder, når du har lyst til at gøre noget, du i bund og grund mener er uhensigtsmæssigt.
At række ud. Med sind og hånd, så du har en chance for at gribe noget. Og nogle gange få et rap over fingrene.
Men andre gange.. når hånden mødes af åbenhed og velvilje og en dans under snemåne.
Mine hænder ligger tomme og afslappede og afventer vores næste træk.
Tænk at have hænder at række ud med.
Tænk at sætte dem fri og lade dem vandre.
 
hånden

(Visited 7 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.