At kende sit hjerte

Forleden skrev jeg, at der i det meste af mit liv er der gået ret lang tid mellem jeg mistede nogen eller noget, der betød en masse for mig. At man kunne sige jeg var lidt utrænet i tab.
 
Fra sommeren 2013 blev min tabsopsparing så udbetalt. Jeg mistede min onkel til efterlivet. Jeg mistede min familieenhed, da vi brød kernefamilien op. Blev forladt af en højt elsket veninde og nåede lige at komme tæt nok på en fremmed til at opdage, han slet ikke var fremmed alligevel.
Og så var det væk.
Det var lidt som at tage en master i sorg. Men når man tager en master i sorg, så opdager man også en masse om kærlighed.
 
Jeg ved ikke om ikke det er meget normalt at tvivle på sin evne til at elske – og sin elskelighed – når et langt forhold slutter? Når man giver op. Kaster det berømte håndklæde. Jeg tvivlede i hvert fald.
I lang tid skrev jeg på fire tekster om hvad jeg lærte om kærlighed ved at miste. Jeg kæmpede en voldsom kamp med den ene. Jeg syntes, jeg havde fundet et fint billede på dette tab. At det at komme sig her, var som at skulle gennem en lang gang af sammenhængende værelser. I hvert rum er der en ny slags smerte, der skal håndteres, før du kan komme videre til det næste. Men en dag åbner du endnu en dør og bag den er et uindrettet rum – klar til en ny begyndelse.
 
Jeg genlæste og slettede. Genlæste og tilføjede, men det var ikke rigtigt.
Fordi jeg prøvede at gemme mig bag ordene. Prøvede at skrive det ud, uden at skrive hvad der skete. Her til aften, under en vidunderligt orange måne, prøver jeg at stå fast.
 
Jeg mødte et menneske, der vadede lige ind i mit hjerte. Jeg ville ikke have det. Timingen var elendig, jeg havde forpligtelser der handlede om andre end mig selv, og jeg var, som Chris Martin synger det, ’scared, tired and underprepared’. Og mand, var det bare ærgerligt, om jeg ville eller ej.
 
Den sorg du slet ikke vil anerkende. Der hvor du bliver slæbt skrigende og sparkende mod erkendelsen. Den hvor du kæmper mod det hele. Følelserne, tabet, sorgen. Du vil ikke have noget at gøre med noget af det. Den her slags sorg gør nas.
På min tur gennem smertens værelser lærte jeg at vi virkelig ikke selv bestemmer hvem vi falder for – eller hvornår. Punktum. At slå sig selv oven i hovedet ved at tro at det er et valg man har, er heeeelt hen i vejret.
Men det gjorde jeg.
 
Ét rum var fyldt med lede. Herinde kaldte jeg mig selv en frygtelig masse grimme ting, fordi jeg havde afleveret mit hjerte uden at tjekke om der var nogen der var i stand til at tage imod. Jeg måtte jo være dum. Til det er der kun at sige, at sådan fungerer det ikke. Hvis du venter på bekræftelser, på at kysten er klar, på at alt er sikkert, så kommer du ikke i nærheden. Du bliver nødt til selv at være pivåben for at kunne give – og modtage.
 
Ikke?
 
Der var et tilsyneladende endeløst værelse fyldt med kvinder, der måske ville få det jeg ikke kunne få. De havde mange ansigter, bredder og aldre. Min jalousi var generøs.
Så var der det rum hvor du skal lære at acceptere at det du føler er du alene om, men at følelserne hverken opløses eller bliver mindre kraftfulde af den grund. Og at det er okay.
Jeg blev nødt til at blive herinde i ret lang tid.
Og så står jeg i et nøgent rum. Åbent, tavst, afventende.
 
Jeg er tungere nu. Ligger mere stabilt i søen efter turen gennem tabsland. Jeg ved, hvad jeg er i stand til. Jeg ved hvad jeg behøver og hvad der virkelig ikke bidrager til den generelle livsglæde.
Jeg har accepteret mit hjertes væsen.
 
That’s kinda big.
 

(Visited 11 times, 1 visits today)

6 tanker om “At kende sit hjerte”

  1. Tak for dine beskrivende ord om tab, Christina, du skriver fandme godt og er mega modig og generøs med din delen ud af dig?

    1. Af hjertet tak Gitte 🙂 Angående om jeg er mega modig, så tror jeg bare, jeg vil citere Mark Twain:
      ‘Courage is resistance to fear, mastery of fear, not absence of fear’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.