At holde op med at slå igen

I de ældste klasser i folkeskolen havde jeg en træner. Vi gik i klasse sammen til og med 10. og de sidste år var han efter mig. Jeg husker ikke ordene, jeg husker bare, at jeg det ene øjeblik sad og gjorde, hvad jeg nu gjorde. Det næste var jeg under angreb.

Han var hurtig, og han var skarp.

Jeg har sikkert været en spade fra tid til anden. Det er ligesom sådan en egenskab teenagers bare har. Men i så fald var jeg en spade, som altid blev totalt overrasket, når hans ord pludselig ramte mig ud af det blå.

De verbale bagholdsangreb blev så utålelige, ikke bare for min sjælefred, men også for mit ego (jeg havde jo ligesom en position at opretholde i klassen) – at jeg begyndte at give igen. Og ligesom ham er jeg hurtig og med tiden blev jeg også skarp. Meget skarp.

Han lærte mig at slå med ord.

Jeg trænede selvforsvar, javel, men ikke desto mindre handlede det til sidst om at gøre så meget skade på ham, at han ikke kunne komme igen lige foreløbig.

Hvorfor give din modstander en chance for at få flere slag ind? Nej. Han startede.

Jeg lærte at afslutte på knockout.

I årtier takkede jeg ham i al stilhed for at have været den bedste træner, man kunne ønske sig. Jeg var ekstremt bevidst om, at min skarpe tunge og min evne til at se andre menneskers ømme punkter gav mig et ansvar. Lige som man ikke slår på folk der er mindre end én selv, skar jeg ikke folk ned, med mindre de var stærke nok til at kunne yde rimelig modstand.

Og jeg har tænkt at det var fint. At det var en fin aftale at have med sig selv.

Det er længe siden jeg har haft sådan en sparringspartner. De fleste voksne går ikke sådan rundt og stikker til dig. Og hvis de gør, kan man bare bede dem klappe i, eller kigge længe på dem med løftede øjenbryn, det virker på de fleste.

Men så fra tid til anden. Hvis jeg føler at nogen ikke respekterer at jeg er åben over for dem og dermed sårbar, så ryger jeg tilbage til det gamle forsvar. Der bliver ikke lagt op til dialog. Jeg fokuserer på misdæderen og så lukker jeg den.

Det er utilfredsstillende.

Jeg har det meget dobbelt. På den ene side er jeg fuldstændig kold i forhold til at hvis du slår på nogen, så må du regne med at få igen. Det synes jeg sådan set bare er fair nok. Er ret gammeltestamentlig på det punkt.

Men indeni mig, bagefter, er det ikke så godt. Jeg føler mig ikke stærkere efter jeg har ’skåret igennem’. Nærmere at jeg har tabt. Tabt mig selv.

Vi vinder ikke noget, når vi skjuler, hvor sårbare vi er. Jeg har vidst det et stykke tid nu, men det er virkelig svært at lade være med at bruge våben. Når man nu er så god til at bruge dem, og man haft dem så længe.

Jeg ønsker ikke længere at trække mig, når jeg ikke forstår, hvad der foregår eller er ved at blive ked af det. Jeg ønsker ikke at trække mig, og hvis det ikke bliver opfanget, at noget er skævt, – at lange ud. Jeg ønsker fremover at sige, jeg forstår ikke, hvorfor du behandler mig sådan. Jeg kan ikke lide det. Hvis du bliver ved, så melder jeg mig ud af den her relation.

Ønsker at anerkende at jeg faktisk er mere end stærk nok til at vise når noget rammer mig. Stærk nok til at sige pænt farvel og lade være med at smække med døren (man kan jo altid sparke til noget, når man kommer i enrum).

Og det er så vildt provokerende for min sårbarhed at lægge det her indlæg ud, men nu gør jeg det alligevel.

For jeg tror, jeg (midlertidigt) har glemt, at vi er aller stærkest, når vi tør undlade at bruge de våben, vi hver især ligger inde med.

 

(Visited 10 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.