Om frygt

 

Jeg har indledt en samtale på Instagram med en af de ’motivational speakers’, jeg følger. I en post skrev hun at ’fear inspires fear / courage inspires courage’. Måske læste jeg det som fanden og den bibel, han har fået neglene i, men jeg reagerede ved at erklære mig uenig.

Ja. Hvis vi hører igen og igen at mennesker med en anden hudfarve / seksuel orientering / religion  / fra Langeland er nogen værre nogen bakket op med mere eller mindre autentiske og underbyggede historier, så begynder vi på et tidspunkt at tro, at der nok er noget om snakken.

Vores nyheder er så viseligt indrettet, at de viser os katastrofer af alskens arter, så vi til sidst tror, at verden er af lave.

Selv når den faktisk ikke er. Selv når din verden lige nu og her faktisk ikke er.

Og så kan vi så gå og kæmpe med vores hjerner om, at det godt kan være en bus er kørt galt i Nepal (tænkt eksempel, du behøver ikke bekymre dig om det), men du elsker mindst ét andet menneske eller din kat. Du kan finde ud af at lave verdens ondeste isdessert, og så findes der Netflix, bøger, den vidunderlige lyd af vind i trækroner og nogen gange, når vi er rigtig heldige, én der har lige så meget lyst til os, som vi har lyst til dem.

Vores hjerner er simpelthen indrettet sådan, at hvis vi lytter til hadtale, så begynder vi at hade.

Hvis vi lytter til frygt, så begynder vi at frygte.

Hvis vi lytter til glæden, så begynder vi at gro.

Men jeg er en indædt modstander af, at vi ikke må tale om vores frygt. Ting vokser, når vi forsøger at holde dem nede. Det skal frem i lyset, så vi kan SE det. Se hvad frygten i virkeligheden drejer sig om. Men frygten skal så ikke have lov til at stå uimodsagt og bare få lov at vokse sig større og mørkere og suge alt til sig som et sort hul i universet. Vi konfronterer frygten for at besejre den. Og når det ikke er os muligt at besejre den, så anerkende den og bestemme os for, hvor stor en plads den må tage i vores liv.

Noget af det mest inspirerende i verden er at se mennesker, der gør deres ting PÅ TRODS AF frygt.

Nogle mennesker er tilsyneladende født med en tyrkertro på, at det hele kommer til at gå. Gå godt endda. Og jeg synes at have bemærket, at det også ofte går ganske godt for den slags mennesker.

Andre skal træne den evne. Men det kan man til gengæld også.

Man kan træne at tro det bedste om andre.

Træne at tro på at denne dag bliver en god dag.

Træne at lade være med at tale dårligt om andre – i hvert fald så vidt muligt

Træne at lade være med at brokke sig (alt for meget), fordi – igen – hvis du brokker dig hele tiden er det selvforstærkende.. din hjerne tror simpelthen alt er noget gedigent møg, eftersom du bliver ved med at fokusere på det.

Træne at se hvad der er i en fremmed, der kan berige dig. Der er altid noget. Selv når den er helt gal kan de berige dig. Om ikke andet så med en dyb taknemmelighed for, at du ikke er det frygteligt mørke sted, som de står op til og lever dag efter dag.

Der findes frygten på verdens vegne. På samfundets vegne. På landets og dine børns.

Der findes også frygten på egne vegne, og jeg er pænt sikker på, at jo mere frygt du har af denne slags, des hurtige kommer du til at frygte i det store hele også.

En ven sagde engang, at hun brugte frygten som pejlemærke. Hvis der var noget hun var bange for, så skulle hun derhen og kigge på det.

Hvad drejer det sig om? Hvad ligger der til grund for denne frygt?

I mit lille liv er jeg bange for at ringe i dag omkring en hund. Jeg er bange for, at det er en fejl at forpligte mig yderligere. Jeg er bange for økonomien. Jeg er bange for at føle mig fanget. Bange for at det ikke er den rigtige hund og bange for, at vi ikke er rigtige for den. Bange for at lave sådan en stor ændring i vores lille families liv.

Men jeg er endnu mere bange for at misse en kærlig glædespreder i vores liv på grund af frygt for forandring.

Og når jeg kigger på det store billede, så har jeg råd til en hund. Jeg har råd til dyrlæge også, når det bliver nødvendigt. Der er poster i budgettet, der kan omrokeres.

Jeg elsker at gå tur, men tager mig ikke altid tid til det. Med en hund er der ikke længere noget at rafle om.

Og ja, så skal jeg hjem efter arbejde hver dag. Men det gør jeg jo alligevel. Jeg elsker at være hjemme.

Og faktisk fik jeg et tilbud om hundepasning fra et par glade, lysende øjne, i det sekund jeg nævnte, at der måske var en helt bestemt hund..

Og ja, vi finder måske ud af, at det sted vi bor er lidt småt med en familieforøgelse, men så må jeg jo finde noget andet vi kan bo i.

Jeg er stadig bange. Som enlig forælder har vi faktisk rigeligt med ansvar at bære rundt på. Men med meget af det ansvar vi bærer, følger også kærlighed, mening, glæde. Og hvem ved sine fulde fem vil sige nej til mere af det?

Jeg tror ikke på et liv uden frygt. Nogen af os er mere bange end andre. Nogen af os anerkender ikke engang at det er frygt, der styrer os.

Men når vi kan se den.. ligesom i et mareridt.. vend dig mod forfølgeren og spørg hvad fanden vil du?

Mareridt er jo intensiv læring. Du kan vælge at løbe for livet nat efter nat. Rædselsslagen. Men så længe du løber vinder forfølgeren, hvad end det er.

Og helt grundlæggende:

Skal du dø fordi et kæmpemonster agter at æde dig, og der er virkelig intet du kan gøre ved det, hvad er så meningen med at så udskyde middagen?

 

November… hvorfor skal det altid være sådan med os to?

Forleden har jeg en aftale med min tandplejer. Jeg kan virkelig ikke lide, når hun pudser fire specifikke tænder. Det føles som om hun sliber direkte på nerverne. Men hver gang smiler jeg alligevel pænt til hende, lægger troligt hænderne på min mave, husker mig selv på at trække vejret og tænker,

jeg kan klare det her..

Men denne gang har jeg ikke lyst.

’Jeg har ikke lyst til at være tapper i dag’, siger jeg til hende, ’har du ikke et eller andet, du kan give mig, så jeg ikke mærker noget’?

Så jeg får tryllecreme på gummerne. Lige som børnene.

Det er en lille bitte ting i det store verdensbillede. At nægte at være tapper hos tandplejeren. Men der er et eller andet, der rykker på plads i mig, da jeg

1) erkender at jeg synes, det er voldsomt ubehageligt at få slebet tænder

2) den eneste grund jeg har til at bide ubehaget i mig er en gammel ufokuseret fornemmelse af, at de voksne synes, det er bedst, hvis jeg er tapper

3) fuck tapper

Jeg kan love dig for, at jeg aldrig mere er tapper hos tandplejeren. Hvis hun har stoffer, så skal jeg have de stoffer. Og måske er jeg også ved at være færdig med at være tapper i alle mulige andre sammenhænge.

Jeg er træt for pokker.

Sidste uge var en underlig uge. Den helt store følelsesmæssige rutsjebane med loop og skarpe sving og det hele. Det tog mig lige lidt tid at opdage, at det nok bare er november, der har fået ram på mig.

Igen.

Da jeg sandsynligvis ikke er den eneste, der bliver påvirket på denne årstid, er hermed et udvalg af, hvad der indtil videre har løftet mit hektisk svingende novemberhumør.

På Instagram har jeg fundet nordmanden @espenpalervaag, der kan få mig til at prustegrine (ugetjek på den). Husk at læse teksten med.

 

Her til aften er datteren min kommet hjem efter to uger i Thailand med sin far. Ikke et øjeblik for tidligt, I might add.

Hjertet der begynder at pumpe hurtigere, mens jeg først går så halvløber langs togstammen og stirrer ind i fremmede ansigter bag ruderne i eftersøgningen af det ene elskede.

Og så er hun der. Lysende og rundkindet og berejst med ’MOR’ ud over det hele og snart et døgn uden søvn i bagagen. Det er så vildt med den kærlighed. Når det eneste jeg kan er at suge hendes ansigt ind med øjnene og så hele hendes krop i min favn.

Nu sover hun. Hun nåede lige at blive irriteret over, at vi ikke skulle have en snak om den post-it der hænger på døren om en aftale med universet og at se efter tegn 😀

Men der skal også være historier til i morgen. Desuden viste den historie sig højst at være god nok til et udkast til en historie, jeg vil acceptere. Eller et indledende kapitel.

Men der skal som sagt også være historier til i morgen.

Det næstbedste ved andre folks rejser (det bedste er, når de kommer hjem til mig igen) er gaverne. Jeg var hviiinende glad over denne her. Ægte overnuttet plasticskrammel. Elsker den

 

 

Ellers har selv vandet har haft svært ved at vende stemningen. Men jeg har alligevel givet det en chance

 

Til sidst to af de numre jeg skamhørte i sidste uge. Klasse videoer til begge to 🙂

 

 

Tips mod novemberblues modtages hjertens gerne i kommentarfelt, per mail, sms, FB, ‘live’ (også kaldet IRL), snap, Insta whatever.

Og ellers bare pøj pøj med efteråret derude.

 

Gem

Gem

Hvad vil du have?

Kære du

Du har måske været her mange gange. Måske er det første gang. Og du har det sikkert fint med, at jeg hælder ud, og så lytter du. Og normalt er det også okay med mig. Jeg kan godt lide at sætte ord sammen. Jeg kan godt lide, at nogen lytter.

Men jeg kan også godt lide respons. Jeg kan godt lide at mærke andre. Ellers kan jeg lige så godt tale til mig selv. Hvilket jeg gør under alle omstændigheder (…) nå, men det rykker i mig af utålmodighed for tiden.

Og nu er jeg også utålmodig med dig.

Hvad vil du have?

Jeg vil fx have en uge. En uge kun til musik. Til det mindeomspundne og til det nye. Til toner der bedst høres i tavshed, og sange du synger til, længe før du kan teksten. Men jeg vil ikke have den uge lige nu. Lige nu skriver jeg. Musikken må vente. Jeg vil have en mark, der kun er min. Med knirkende sne til egne fodspor. Og måske vil jeg have én der går med mig én dag og lokker mig tilbage med mad og en varm, fast favn en anden. Jeg vil skrive min bog færdig, udgive den og sætte et kæmpe stort kryds på mit livs ønskeliste. Jeg vil læse meget mere op, selvom jeg har det fysisk dårligt to timer op til, og ikke kan spise, fryser og har det varmt, og nu rumler maven, højt, så jeg ender med at spise en kage og drikke kaffe til, så blodsukker og energi skøjter rundt i kroppen på mig. Og jeg vil høre min ven Marie-Louise læse op igen og igen, for hendes ord er blottede nerver, der sætter mine i svingninger.

Jeg vil have borgerløn og kærlighed til alle. Og jeg vil have, at vi alle sammen lever efter, at hvis vi ikke har noget godt at sige, så holder vi mund (med mindre vi snakker forhold, hvor noget nødvendigvis skal siges, fordi tavsheden ellers nok vil nå sin endelige udgave).

Jeg vil (for det meste) have en hund. Have råd til en hund. Min egen have igen, et sted med udsigt ved et skrivebord, jeg ikke behøver at rydde, for det er mit. En sort Ford Mustang årgang 2017. Jeg vil have magien, og jeg skal nok finde den.

Og jeg ønsker at vide, hvad du vil have.

Hvad vil du have?

En ny seng? Fred? Og i så fald, er det så den store fred, eller bare en lille bitte, for dig selv, en enkelt aften om ugen bare. En tur ud i rummet? At nogen ville komme ud af busken. At du turde det samme? Lave verdens bedste brød, få en ven, lære at sy, dykke, lade være med at sparke rundt med dig selv? I hvert fald bare lidt mindre eventuelt?

Der er et kommentarfelt nedenfor, som jeg ønsker, du bruger i dag. Del et af dine ønsker.

Fordi du dermed vil opfylde et af mine.

Hvis mit spørgsmål får dig til at indse, at du ønsker noget, du ikke engang har turdet sige for dig selv, så er det fordi det er på tide, at du ser på det ønske.

Men den slags ønsker behøver du ikke dele med mig og de andre her. Med mindre du bliver overvældet af et øjebliks heftige mod.

Bare tag et stille et fra listen så.

Mere chokolade fx.

Hvad vil du have?

Den stille lykke

Min højre gummistøvler siger en pivelyd for hvert skridt. Det ødelægger lidt gåturens forsøg ud i zen. Men de holder vand ude, løser deres primære opgave, så jeg kan ikke skrotte dem. Jeg må knirke mig frem, til de er slidt i stykker.

Jeg har godbidder og sorte poser i jakkelommen. Mine hænder lugter af hund, og det gør mit ansigt sandsynligvis også. Ungerne og jeg har været hundesittere i efterårsferien. Er du sviller, den omgang lånepels gør os glade.

Dagens vasketøj gyngede – næsten – tørt i efterårsluft. Stuen har været fuld af latter og duften af chokoladekage.

Jeg er kørt forbi min destination mere end én gang for at glo på en bil. Hvis de får mig på overvågningskameraet, håber jeg de forstår, at jeg ikke lusker rundt med ondt i sinde. Jeg kan bare godt lide, hvad jeg ser.

 

Og der går ikke en dag uden Instagram rammer mig på den ene eller anden måde.

Her digteren Nayyirah Waheed:

Og jeg elsker at udveksle snaps med veninde iført morgenhår, åbenlyst dårlige dage og dobbelthage. Det får mig til at føle, at vi genvinder den nærhed, der ellers er så svær at opretholde med hver vores liv i hver vores by.

Hele ugen har jeg skrevet flere timer hver dag. På noget der grangiveligt ligner en roman. Jeg har altid ønsket at skrive nok til, at det kunne pakkes ind i et omslag og ligne en bog. Jeg har aldrig troet, det skulle blive dette her. Men så gør jeg det også på min måde jo. Korte afsnit. Ikke noget med alenlange beskrivelser.

For første gang nogen sinde skriver jeg bare for mig. Jow, der skal trykkes en bog. Jow selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig, at nogen læser den. Jow, jeg vil helt vildt gerne have at nogen læser den OG bliver berørt. Jow da. Men for nu har jeg lagt eventuelle modtagere og kritikere på hylden.

Der er sket noget forunderligt. Jeg er kommet frem til, at de fiktive kritiske røster jeg har præsteret at opfinde i mit hoved igennem årene, har sagt så harske ting om mine ikke-eksisterende bøger, at virkelighedens kritikere sådan set bare kan komme an nu. Hvad end de vil have at sige med kløerne – jeg har sagt værre til mig selv.

Så der kan man bare se.

Jeg ved ikke, om du går rundt med en ulevet drøm klemt varm og fedtet mellem knugende og beskyttende fingre.

Men jeg kan anbefale at prøve at løsne grebet lidt og se til den. Ligner den stadig sig selv?

Mon ikke noget du har holdt så længe kan tåle at blive levet?

 

Gem

Et løfte, en ed

Du har kigget ned for længe. Der er døre, der venter på, du kommer forbi, men

Du har ikke været god til at lukke døre. Når du først bankede på, mente du, at du var forpligtet til at følge invitationen om at komme ind. Og så skulle du blive og drikke værtens kaffe til den bitre ende. Skylle undertrykte skygger ned i kvalmestore slurke.

Tag endelig en kop gift og perfiditeter mere.

Åh.. jeg.. tak..

Der er smerte bag døre. Bliv hvor du kan gøre en forskel, gå videre hvis du mærker, at den overvælder dig og blæser dit eget mørke til en trussel, der skal tages seriøst.

Der er smukke døre, fint ornamenterede, detaljepudsede, kærlighedsfarvede med absolut intet bag. Der er grove bræddedøre holdt sammen af et skævt bræt på tværs, hvor du kan se det meste af rummet bag gennem sprækkerne. Nogle af dem behøver du tydeligvis ikke åbne. Fra andre rum damper varmen lokkende, pulserende.

Du kommer til en dør der ligner én, du er gået ind af før. Lignende dybrøde træsort. Genkendeligt mosaikvindue, den tunge dørhammer ligger hjemmevant i din hånd. Og måske genkender du også rummet bag. Men du er ikke længere den samme. Du er både tungere og lettere. Du er ikke iført det samme smil ej heller er dine forventninger, hvad de engang var.

Det er ikke længere dit job at afvæbne nogen. Mens du er i deres hus, lad dem slås, som de vil.

Jo flere døre du er gået ind af, des bedre bliver du til at sige nej tak til kaffe og hvis nødet forklare, at du ikke finder mudder det mindste tiltalende. At du ikke har bekæmpet din egenproduktion for at lade dig svine til i andres.

Der er døre for enden af stejle bakker. Du har taget en del af den slags. Noget med at det nok ville være besværet værd og at det vi har kæmpet for smager så sødt på tungen.

Du begynder at forstå, at selvom du har modet til kamp, gør kamp dig modløs.

Du har åbnet døre. Du er blevet meget bedre til at starte ud med at åbne på klem. Meget bedre til at acceptere at bag denne dør, er der måske en umulighed. De lokker ikke længere. Umuligheder er ikke en udfordring, men et tegn til bare at hive døren i igen og finde en anden at udforske.

Du åbner døre og finder rum så gode at være i. Stemningen er tryg, hjerter åbne, du kan være, som du er. Med alt dit rod og pakkenelliker af gamle ar, stemninger og kuldsejlede drømme, uheldige bemærkninger og ting du fik gjort, fordi du bare ikke vidste bedre.

Du vil blive ved med at lede efter den slags rum.

 

 

Gem

Kærlighedserklæring til lige her

Søndag den 1. oktober lakker mod enden. Jeg kommer aldrig til at flytte under varmere himmel. Jeg elsker alt dette her forvirrende og dog så velkendte skiften i farver, i vindstyrke, i temperatur.

I dag fandt jeg mig et stykke med træer og bæk, brune pløjede marker og unge tyre. Lydene. Knirkende, rullende æbler under fødderne. Vand i fuld fart over forhindringer. Rovfugleskrig. Den voldsomme lyd af duer der panikslagent vælter sig ud fra trætoppene. Og den knasende, bragende lyd da en hjort beslutter, at nu opdager jeg nok dens skjulested og pisker ud under busken to meter fra mig og væk langs træerne.

Jeg har stået med nakken tilbage og set musvågen glide over markerne efter mad. Kravlet ind under træer og balanceret på kanten af bækken for at optage lyden til senere, til hjertet. Helt stille på hug under grenene der bukker ind over vandet, ser jeg spurvene komme tættere og tættere på. Min uldfrakke må gå i et med alt det brune og grønne. Eller også bemærker småfugle bare ikke store stille ting.

Ligesom tyrekalvene. Jeg tror de hører mig knække gennem skoven, selvom de ikke kan se mig, for de begynder at larme helt vildt. Sjove, mørke, let knækkende brøl. Måske er deres stemmer gået i overgang. Jeg passerer dem én gang. To gange. Så trisser jeg nærmere for at se, om de vil gå med til lidt håndspålæggelse. En af dem har krøller i panden. Og en fæl tunge. Men ok. Jeg oplever med håndflade og fingerspidser. Den oplever vel sagtens med tungen.

Det er svampetid. Bærtid. Gliden hen over vådt græs og mudder tid. Stykket med skov er ikke så stort, og jeg er først lige begyndt at gå, så jeg fortsætter op langs markerne.

På min væg hænger et af min fars malerier. Det er en skøn sensommergul bakke med et par træer på toppen. En kvinde forelskede sig engang i det billede og fortalte min far, at hun ikke kunne se en bakke uden at hun skulle op på den. Hun måtte se, hvad der lå bag. Jeg forstår, hvad hun mener, men sådan har jeg det ikke. Nogle bakker skal jeg op på, men i dag er jeg tilfreds med bakken i sig selv. Der ligger den. Også i morgen, også til vinter. Til sommer er det nok ikke så godt jeg går her, men jeg har i hvert fald et halvt år at skifte kurs i og traske op på lige den bakke. Når jeg får lyst. I dag er der godt at være i dalene. I de lave områder med vand og læ. Mens jeg går her er det tydeligt, at selvom jeg ikke betragter et enkelt sted som hjemme, så hører jeg hjemme blandt bakker. Jeg går totalt i lykkerus gennem bakket landskab.

Jeg er taknemmelig helt ud i fingerspidserne. For oktober på denne måde. For at få lov at traske rundt i ro og bare være til. For min ven der anbefalede mig præcis dette sted på kloden. For dem der holder stien, så man kan komme frem og dem, der har givet den gas med at lave hyggelige broer på kryds og tværs af bækken.

Jeg kommer aldrig til at flytte under varmere himmel.

Jeg elsker min breddegrad for meget. Nattevarslet om at oktober er her. Ikke nok til at samle kraven tættere om halsen, bare en gysende antydning af kulden undervejs. Som en duft opfanget med hele dit væsen. Suget ind af kroppen lige nu til alle de forgangne oktobre, lagret i din sjæl.

 

Tålmodighed (sb. –en)

Evnen til at tåle ventetid / prøvelser i et roligt sindelag.

Tålmodighed er et elastisk begreb. Samme person kan beherske tålmodighed, når det gælder om at opøve en kompetence, f.eks. at forstå komplekse begreber eller lære at spille nogenlunde hæderligt guitar, men ikke eje et gram tålmodighed med ventetid i en bilkø. Det er også helt normalt, at man kan være tålmodig med andre menneskers udvikling, uden at have den mindste forståelse for sin egen.

Det modsatte ses også (se Nederen type B)

Tålmodighed er i vid udstrækning tillært. Babyer ligger ikke roligt og venter på søvn/mad/varme. Babyer græder og vil tilfredsstilles pronto. I takt med den fysiske vækst undervises det nye menneske i at vente. På mad. På opmærksomhed. På at få ordet. På kys.

Så går der årtier, hvor tålmodighed er noget, mennesket har lært at prise. Eller kaste over skulderen. Alt efter gemyt og socialiseringssucces.

Tålmodighed er en dyd siges det, men samtidig er for meget tålmodighed dumt. Du sætter dig fx til at vente på, at alt falder på plads inden for kærlighed, venskaber eller karriere på trods af gentagne tegn på, at hverken den udkårne eller chefen synes, du er fjong, top dollar, måske ikke engang bare sådan helt okay. Du venter helt utroligt tålmodigt. Intet bliver bedre. Den slags tålmodighed dur kun for buddhistiske munke. Og det dur kun for buddhistiske munke, fordi deres mål netop ér tålmodigheden (se Urealistiske forventninger).

Resten af menneskeheden kommer ingen vegne uden tålmodighed + handling.

Områder hvor tålmodighed er på sin plads (altid med forbehold, se Forbehold):

  • børn
  • sårede/sårbare sjæle
  • folk/dyr der ikke ved bedre
  • undervejs med ny evne, eller forbedring af en eksisterende
  • områder hvor du ikke har magten til at ændre noget
  • dig selv (se alle ovenstående)

 

Gem

Bønner

Jeg kaldes ovenpå af stille gråd. Datter græder over drøm.

– Jeg har haft den før, mor. Jeg skal finde én. Der er noget, jeg skal spørge om. Men jeg ved ikke, hvordan personen ser ud, og jeg er bange for ikke at nå det. Der er sorte prikker over det hele, de har form som et menneske. Mor jeg er bange for at spørge de forkerte, for jeg har kun tre chancer.

Jeg fortæller hende, at selvom hun har fået det indtryk, at hun kun har tre chancer, så passer det ikke. I virkeligheden er det sådan, at når man har brugt sine tre chancer, så får man tre nye. Man kan slet ikke løbe tør for chancer. Ligesom i Hay Day. Når man har brugt sine diamanter, så får man altid nye.

Jeg fortæller hende, at når jeg er forvirret, når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, så prøver jeg at tænke, at alting nok skal ordne sig. Jeg ved bare ikke lige hvordan lige nu.

Jeg fortæller hende, at hun vil kunne kende den person, hun leder efter, når hun ser ham eller hende. At det måske ligner de andre sorte pletter, men lige denne her plet lyser. Hun vil vide det. Hun skal bare gå roligt videre, se på alle prikkerne indtil den er der. At det godt kan være, at det ikke er i den næste drøm, eller den næste igen, men måske i drøm nummer tre finder hun den, hun skal spørge.

Bag hendes varme ryg er jeg begyndt at tude.
Jeg håber sådan, hun forstår mit sprog, som jeg forstår hendes drømme.

Ugen der spunsede af sted med mig flagrende efter sig

Mandag

Mein gott, følelsen af ikke at kunne følge med. Sådan er det altid ugen efter 7-dages arbejdsuge.

12-årig søn kommer over. Han er ikke glad.

Satans også. Satan og helvedes også.

Jeg drømmer at min søn, hans far og jeg skal nå en færge. Vi kan ikke finde ud af, hvor vi skal parkere bilen, og jeg begynder at stresse lidt. Jeg ved, at der går en anden færge en time efter, men jeg vil bare gerne nå denne her. Vi er så tæt på at nå det.

3½ minut for sent..

Ja, der kommer en færge til.

Men det bør vel aldrig forhindre os i at gøre en indsats for at nå den første??

 

Tirsdag

Hvis Arbeit macht frei, hvorfor føler jeg mig så svinebundet?

Hjem. Sidde og stirre ud i luften. Datteren kommer hjem fra skole. Glad. Det er hun næsten altid. Min lille lyse nummer to.

Til forældremøde i søns klasse. Først præsentation af endnu et offentligt it-system, der skal holde landets børn i pæne kolonner. Min Uddannelse hedder det.

Jeg kan nærmest ikke være i min krop. Jeg er med på, at systemet måske kan give lærerne nemmere overblik, når de altså først lige har plottet alle millioner milliarder oplysninger om eleverne ind. Men jeg har lyst til at rejse mig op. Stille mig med ryggen til inspektøren mod de andre forældre og spørge om de synes det her er okay?

De går i 6. klasse. Folkeskolen. Det er meningen de skal lære det basale, også menneskelig dannelse, lære at gebærde sig. Når de kommer i gymnasiet eller skal i lære SÅ kan vi tale uddannelse.

Men alle de andre sidder så stille, mens jeg reagerer spjættende af ubehag på flere regler og flere Excel-ark.

Især dem der er beregnet til mennesker.

Især dem der er beregnet til de små begyndermennesker.

Hjemme igen ved ungerne. 9-årig datter på maven i sengen med en bog om YouTuberen Rasmus Brohave. Jeg lægger mig ved siden af hende og læser højt. Han har mig næsten med det samme. Han fortæller om et photoshoot, hvor han beder fotografen lade være med at photoshoppe hans modersmærker i ansigtet væk. De er jo en del af ham? Han forstår det simpelthen ikke.

Siger godnat.

Taler lidt med søn.

Siger godnat.

Datter kan ikke sove. Savner sin far. Jeg trøster og vejleder, men jeg vil ikke have hende i min seng som i sidste uge.

Jeg er så træt.

Datter kan stadig ikke sove.

Træt. Træt. Træt.

 

Onsdag

Arbejde. Hjem. Køre drenge til bordtennis i Risskov. Falder i søvn over telefonen i en stol i foyeren. Prøver med en Twix. Går over på den anden side af gaden og køber fisk. Drengene kommer fnisende ud. Hjem. Lave mad. Til forældremøde i 3. klasse.

Jeg sniger mig væk, da alle skal ind i gymnastiksalen og have udleveret sedler med spørgsmål. Det er kun fordi jeg ikke synes datter skal gå i seng alene igen, men jeg må sige, at jeg ikke begræder at misse kluddermutter med de andre forældre.

Jeg vil faktisk gerne selv bestemme, hvem jeg skal så tæt på.

Putte datter.

Snakke med søn og så går han i seng.

Datter kan ikke sove.

Træt. For himlens skyld, der er ting jeg skal, ting jeg gerne vil.

Så træt.

Datter sover stadig ikke.

 

Torsdag

Møder ind på arbejde og opdager, at jeg har vagten i Egå i stedet for Risskov. Bliver irriteret. Jeg skal direkte til Vejle til koncert efter arbejde, og nu skal jeg lige have en tur med fra Egå. Men så tanker jeg også op. Dagens trøst: Bananer, lakridspiber og kakaomælk.

Vagten er slut kl. 18. Af sted til Risskov og hente musikmedlytter. Heldigvis gider hun godt køre bilen til Vejle. Selv med uprøvede nye hæle på.

Det regner næsten ikke mere. Det er godt. Små biler ligger altså ikke trygt og tungt på regnglatte veje.

Bygningen i Vejle har et lille enormt hyggeligt spillested, men man skal først lige igennem et butikscenter. Jeg overvejer at lukke øjnene næste gang og lade mig føre over fliser forbi glas og skarpt lys og først åbne, når jeg rammer runde borde og dæmpet belysning.

Vi hører Høxbro og Stik Op. Digt og rap til musik. De har en sangerinde/musiker med. Moniquemai, med en så skøn stemme, at man jo nærmest sidder der og rammes af et girlcrush.

Stik Op rapper om at gå på arbejde og hænge sjælen på knagerækken.

Jeg tænker konstant i tegn.

Hjem til Aarhus og Hjortshøj og min mor, der er barnepige.

Hun er glad.

Snakke med søn. Han er okay. Hvor meget okay er godt nok?

Træt nu.

Glad, men træt.

 

Fredag

Frifredag. Har aftale med en dejlig dame på barsel i de riges kvarter. Jeg har totalt glemt, hvor meget jeg elsker hendes hus. Det er en gammel gård. Gennemrenoveret, alt er bare helt vidunderligt smagfuldt og jeg kunne blive ude på badeværelset med de gyldne og lyserøde detaljer og de skønne vinduer under loftet for evigt, hvis ikke det ville virke så sært. Og det ville også være træls for dem, at være nødt til at bede mig gå sådan hen på aftenen.

Jeg kigger på den trætte, sultne lille menneskepige, der ikke kan koncentrere sig om brystet.

Jeg havde glemt det.

Hvordan store babyer får svært ved at fastholde interessen. De suger mælken til og så slipper de bare. Spildt mælk ud over det hele.

Dagens anden aftale har aflyst. Hun er blevet syg. Det er både ret ærgerligt, for vi skulle mødes for første gang for at give kritik på hinandens tekster. Men det er også ret godt, for jeg har faktisk ikke flere kræfter.

Fik jeg sagt træt?

Aften. Datter falder faktisk okay hurtigt i søvn. Det tager kun to timer. Hun synes selv det er sejt. Så det synes jeg så også.

På vej ud til tandbørsten ramler jeg ind i duften af en ukendt mandeparfume. Der er ikke nogen mand i huset og med mindre min mor har lavet ballade, var der heller ikke nogen i går. Men det er rart. Det er en dejlig afdæmpet duft. Er holdt op med at undre mig over hvor den slags kommer fra for længe siden.

Månen lyser bag skyer formet som en kæmpe søstjerne. Jeg kan se tre af armene, men de er for store til at fange med kameraet.

Okay så. Så må jeg fange dem med ord.

 

Lørdag

Ungerne skal over til fætter/kusine fest hos deres far. Fætrene fra København er kommet. Jeg er også inviteret, men kan ikke klare mere i den her uge. Skal også arbejde. Jeg læser lektørbog om Akasha-arkivet. Et ’arkiv’ der indeholder alt der nogen sinde er sket og vil ske. Alle følelser, handlinger, tider. Det er ikke et statisk arkiv. Man kan ændre ens filer. Både dem der er skrevet i andre liv, i dette og i fremtidige. Det er noget af det mest syrede, jeg længe har læst. Og spændende. Når jeg engang ikke er så træt mere, vil jeg dykke ned i den påstand og prøve at forstå konsekvenserne, hvis det er sandt. Jeg regner med ikke at være så træt mere omkring 2018½.

Når det er hårdt med ekstrajobbet lader jeg op ved at kigge på min økonomi. Minder mig selv om hvorfor jeg arbejder. Jeg har styr på det her. Så går det lidt igen.

Datter falder forholdsvist hurtigt i søvn.

Det gør jeg også.

Jeg ved, jeg drømmer helt vildt for tiden, men kan intet huske. Det er usædvanligt. Måske kan jeg bare ikke kapere mere end det der sker i vågen tilstand. Det er nok præcis sådan det er.

 

Søndag

Vi gør rent ovenpå. Ungerne hænger lidt ud ovre ved deres far og fætrene. Mere lektørbog. Vi spiser pasta med kødsovs. Kører til stranden og slås med tang. Jeg synes, det er sjovt. Jeg kan godt lide tang nu. Det er jo bare en plante. Ikke så fed at få mellem tæerne, når man ikke kan se, hvad den gemmer på. Men faktisk helt okay at få i hovedet.

Der bor ret store biller i haven. Sorte. Rasler i bladene, så jeg i starten troede, det var mus. Jeg ser noget bevæge sig i græsplænen. På hug iagttager jeg med lige dele rædsel og fascination en bille, der tygger i ryggen af en levende dræbersnegl. Jeg så engang en film, hvor en okse var fanget i mudder. Løverne var begyndt at spise den fra ryggen, mens oksen brægede af smerte og angst. Jeg har svært ved at se hvad forskellen er fra okse og løver til snegl og bille. Den eneste forskel er mig.

Jeg henter spaden. Kniber øjnene sammen og hugger sneglen over. Der bliver ikke noget med at spise nogen, mens de er levende. Not on my watch.

 

Ugens soundtrack

Bilen: 100 80’er Hits lånt på bib. Først på ugen Wham – I’m your man. Sidst på ugen Falco – Der Kommissar.. Er begyndt at savne tysk (du kan spørge, men der er ingen svar..)

Hjemme: Spotify. Playlisten 2017. Nedenfor link til den jeg lytter mest til i denne uge. Faktisk har jeg haft den med i ørerne ved stranden også, hvilket jeg ellers aldrig har. Men jeg ikke kan få nok. Der er en stemning i den sang, der rammer rent.

Ryley Walker – The Great and Undecided (2016)

 

.. og så skruer du låget godt til

Forleden så jeg denne bøtte til salg hos Sisters Retro på Facebook. Det gibbede i mig. Man skulle have sådan en bøtte, tænke jeg. Til at putte alt det i der ikke er til at holde ud. Så kunne man brænde indholdet af på månedsbasis.

(Man skal huske at brænde af for ikke at brænde inde)

Jeg går så straks i fuldbyrdet panik ved tanken om, at nogen skal finde på at købe den her herre grimme brune og hvide bøtte til SURT foran næsen på mig.

Som om..

Mens jeg venter på den kommer hjem fra Randers, bliver jeg i tvivl.

Ér det nu også en god ide ligefrem at GEMME det sure i en bøtte? Det går lidt imod alt det med taknemmelighedsøvelser, smile til verden og fokusere på det positive (fordi vi bliver, hvad vi tænker, ikk å’).

[og så gik der mange dage uden flere ord, men med masser af tvivl]

I dag var jeg til kaffe. Jeg var usikker på, om jeg egentlig skulle, for jeg var tung og mørk. Burde jeg belemre hende med mig i den tilstand?

Men hun kender mørket. Og nu ved jeg præcis, hvad SURT bøtten skal bruges til.

Vi har gang i den slags samtale, hvor man godt kan sige ‘jeg er tung og mørk, jeg forstår faktisk ikke hvorfor, måske kan du hjælpe mig’ og mens vi taler, begynder jeg at forstå. Jeg forstår det først helt analytisk:

Jeg er begyndt at gøre ting, jeg ikke har turdet før, måske ikke engang tør nu. Men jeg gør dem alligevel. Det giver en vis sitren i kroppen, og nogle gange et decideret ubehag, fordi jeg er i ukendt land.

Det reagerer reptilhjernen på:

Hun føler UBEHAG?? Så er det FARLIGT! VI SKAL STRAKS HAVE DET DER NYE NOGET TIL AT STOPPE, SÅ VI KAN KOMME TILBAGE TIL STATUS QUO. ALLE MAND TIL FRONTEN. FÅ HENDE TIL AT STOPPE. BRUG ALLE TILGÆNGELIGE MIDLER.

Så når vi forsøger at gå nye steder hen. Steder vi ønsker at udforske, men som vi ikke ved om vi kan håndtere, så bliver vi nervøse og ligefrem ubehageligt til mode alt efter hvor vigtigt det er for os.

En del af vores hjerne er skabt til at beskytte os. Holde os langt væk fra alt der er farligt.

Nu er det bare også sådan, at den del af hjernen ikke rigtig skelner mellem frygten for en pisse sur drage, der så absolut har planer om at æde dig og så det at stille sig op på en scene f.eks. Eller søge et nyt job. Eller gå efter et andet menneske. Nej. Den del af hjernen reagerer på AL slags ubehag med højeste alarmberedskab.
Og den vil have dig til at stoppe.
Så midt i at du gør nye ting. Fordi du gerne vil. Fordi du har lyst til noget andet. Så bliver du pludselig ramt af den sorteste tvivl:

Reptilhjernen in action.

Min samtalepartnerske beskriver det, så resten af mig forstår. Hun siger, det er mørket. Når vi rækker ud efter lyset, så reagerer mørket.

Men når man bare ved det, så kan man stå fast og sige nej. Nej tak Mørke, jeg har hængt ud med dig alt for længe, nu skal jeg en anden vej.

Jeg gik fra hende i dag tung på en anden måde end da jeg kom. Tung af lang dyb samtale der lige skal have tid til at synke ned. Men mørket forsvandt.

Og nu ved jeg også det. At næste gang jeg går ud på søen uden at vide om isen holder, for jeg agter at blive ved med at gå ud på de skide søer, så ved jeg mørket vil komme som en tyk tåge og forsøge at skubbe mig tilbage på sikker grund. Eller reptilhjernen. Kald det hvad der passer dig bedst.
Men som altid er det så meget lettere at bekæmpe noget, når man ved, hvad det er.

Og det er dét SURT bøtten skal bruges til:
Reptilhjernens automatreaktioner.
Det er bare surt du. Jeg ser dig nu.
Ned i bøtten med dig.

*

Det her ved jeg:
En stor, rolig hest kan få mig til at falde fuldstændig til ro i mig selv.
Duften og fornemmelsen af hud mod udetørret sengetøj sletter alt mørke fra mit sind. Med øjeblikkelig virkning.
En del af mig er bange og mørk og vil hellere blive i et lille liv, et velkendt liv, et liv hvor jeg højst dør af manglende udfordringer end at vove.
At jeg ikke længere kan.

*

Kan du?

Klap dig selv på skulderen

I fredags begyndte min krop at gæffe op. Snot i hele hovedet, tung krop. Diffus og modvillig måtte jeg gå hjem fra arbejde.

Så sad jeg der i sofaen fredag og lørdag og lavede ikke så meget. Jeg havde sådan set ikke bare én men to deadlines mandag, og der var intet, jeg kunne gøre ved det. Snot, hoste og temperatursvingninger gjorde det ret svært at tænke og kropumuligt at formulere noget som helst.

Så jeg så et par hurtige tjubang film, den slags der ikke kræver tankevirksomhed, eller indlevelsesevne for den sags skyld, og ellers sov jeg.

Og det går op for mig, at det er første gang i et halvt år, at jeg har haft to dage uden at lave noget som helst – og være okay med det.

Det betyder ikke, at jeg ikke har haft dage, hvor jeg har dovnet den, men jeg har hele tiden været bevidst om, at jeg BURDE lave noget.

Det kunne jeg simpelthen ikke i weekenden. Der var ikke andet at gøre end at hejse det hvide flag og lade kroppen bestemme.

I dag var jeg så på arbejde igen. Lidt mør, men bestemt.

Kl. 15 sidder jeg på terrassen og tænker over, hvad der så egentlig er kommet ud af ikke at slappe af det seneste halve år. Også fordi jeg synes 2017 fløjter af sted som om vi skal nå noget?

Måske er det bare mig.

Men halvårstjek er skide smart. For pludselig forstår du sådan set godt, hvorfor du er gået hen og er blevet lidt træt.

Min liste begyndte med

  • havde en kæreste
  • mistede en kæreste

og så skulle man egentlig tro scenen var sat, men det næste der falder mig ind er, at jeg har skrevet en lektørudtalelse om ugen, hvilket betyder, at jeg ikke har den tid til rådighed, jeg er vant til – men også betyder, at jeg får lært en masse af at læse ny faglitteratur og har en anden slags penge, og jeg brainstormer videre:

  • fik idéen til og afholdt to damesaloner
  • har mediteret forholdsvist regelmæssigt
  • begyndte til yoga (så var der sommerferie) skal huske at genstarte 🙂
  • skriver ordbogsopslag, er begyndt på en roman, skriver rent faktisk videre på en roman!
  • har været til flere dejlige koncerter, med dejlige mennesker – og alene
  • har fundet en at skrive med OG en at diskutere tekster med
  • har haft oplæsningsdebut til Hjortfest (takketale)
  • fået egen bil igen
  • haft to forfattersamtaler, hvoraf den ene gav mig sindssygt dårlige nerver, fordi jeg var starstruck
  • var i kloster

Og alt det er jo VED SIDEN AF almindeligt job og børn og madlavning og alle de timer vi bruger på at sove..

Jeg scanner forbløffet listen over første halvår af 2017.

Så skriver jeg uden den mindste ironiske distance dette med store bogstaver til mig selv i min notesbog:

 

DU HAR GJORT DET FANTASTISK I 1. HALVÅR AF 2017

FREMRAGENDE INDSATS

MED ET SKRAMMET HJERTE

MESTERLIGT

YOU RULE

 

 

Og jeg tænkte, at jeg ville skrive dette indlæg som inspiration til, at du kigger på det halve år, du lige har haft.

Ser på det og dig og din indsats med venlige øjne og en positiv indstilling.

Skriv gerne en kommentar om, hvad der falder dig ind om dit første halvår af 2017. Jeg vil elske at høre det.

Gem

Gem

Kede sig (fast udtryk, kommer af Kede; vb, -r, -de, -t)

At kede sig betyder, at man befinder sig i en (s)tilstand, hvor man 1) ikke kan finde på noget (interessant, lystfyldt, meningsfuldt) at beskæftige sig med parret med en rastløs om end ofte diffus trang til at ændre denne situation, og/eller 2) at være i gang med en handling, der synes ligegyldig eller ørkesløs (se Ørkesløs).

Sætningen ’Det er sundt at kede sig’, er brugt i mere end et par millioner børneberigede familieenheder og det bare sidste weekend (det gælder enhver weekend, lige meget hvornår den ligger).

Flere videnskabelige undersøgelser understøtter denne lommedyrkede forældrepåstand, idet kedsomhed faktisk viser sig at føre til nye idéer. Selvfølgelig kan det modsatte også siges at være tilfældet, idet aktiv udførsel af én idé ligeledes ofte medfører yderligere idéer.

Generelt gider mennesket ikke kede sig. Vi gider heller ikke andres kedsomhed. Tidligere brugte man ofte; ’kloge mennesker keder sig aldrig’ som fast vending og automatisk afværgereaktion, når nogen var (for) åbne omkring deres kedsomhed (se Krævende). Imidlertid er det i dag nærmest at betragte som en politisk ukorrekt vending, idet man hermed kan komme til at antyde, at personen der keder sig, ikke er for klog (se Upædagogisk).

Det er alment accepteret, at de færreste keder sig for evigt. På et desværre ikke nærmere defineret tidspunkt vil de fleste få en idé til en handling, de i det mindste har et minimum af interesse for at udføre, om ikke andet, så for bare at føle et eller andet, der ikke er denne træge fornemmelse af tomgang. Det kan fx føre til overvejelser om, hvorvidt man lige så godt kan prøve noget nyt og indgå i samtale med én af de amerikanske mandlige individer, der på diverse sociale medier forsøger at skabe illusionen om en kommende meningsfuld udveksling med ’Hi, you busy?’

Tanken om hvorvidt man egentlig virker som en magnet for ørken-camouflage-klædte amerikanere iført seriøs kæbe fører imidlertid til en langt bedre idé, og før man ved af det, skriver man ordbogsopslag om kedsomhed og amerikanske kæber og understøtter dermed både videnskabens og forældres pseudo-ditto påstande om kedsomhed.

 

Taknemmelighedsdagbog 08-17

Det er allerede fire måneder siden, jeg sidst skrev taknemmelighedsindlæg på bloggen (→ læs indlæg fra april). At føre taknemmelighedsdagbog her har den klare fordel, at jeg kan understrege taknemmeligheden med billeder og lyd. Og måske kan det tjene som inspiration 🙂

I dag 4. august 2017 er jeg taknemmelig for:

 

At skrive sit hjertes sprog

Jeg er taknemmelig for, at jeg er ved at have fundet mig godt til rette med ’sådan som tingene er’, at jeg skriver dem ud og for folk, der forstår, at dette er en god ting

 

Dybe samtaler & mennesker der vil indgå i dem

I denne uge har jeg haft ferie, næsten, fra hovedjobbet i hvert fald og har mødtes med fire kvinder, eftertænksomme, ikke bange for at udveksle glæder, rod og sorg med mig. Og mens jeg skriver dette gennemstrømmes jeg helt bogstaveligt af en gysende taknemmelighed over at få lov at møde andre på denne måde. Så nøgent og ærligt som vi nu engang er i stand til lige nu og her.

 

Arbejdet

Jeg er taknemmelig for, at selv når jeg er træt og ugidelig og mangler tid fordi idéer og aftaler vælter ind, men jeg skal læse en bog i forbindelse med mit arbejde, så er det helt afsindigt dejligt, at timingen så vil, at lige netop denne bog er lærerig og understøtter noget, jeg går og funderer over anyway

Bogen handler om at vi overordnet tiltrækkes af to ting i et andet menneske. Den bevidste del tiltrækkes af noget den anden er i besiddelse af, en side eller en evne som vi gerne selv vil have eller fremelske, men som er svær for os at udvikle. Dén del er vi alle sammen med på. Men samtidig tiltrækkes det ubevidste af et menneske, der kan trykke på lige netop dén knap, der aktiverer gammel smerte og undertrykte sider af vores personlighed, som vi engang har gemt helt væk for at føle os værdige til kærlighed.

Og det Jytte siger er, at det er her. I konflikterne. At vi har mulighed for at vokse. Vokse, sammen. Finde tilbage til os selv og hele, gennem konflikterne med det elskede og kropumulige menneske, som vi ubevidst har valgt PRÆCIS fordi de aktiverer den gamle frygt og fortrængning.

Bogen udkommer 14. august hos Gyldendal.

 

Gaver

Min kollega og ven der kommer hjem fra ferie med en fødselsdagsgave, der rammer mig lige der, hvor der er blødest, hvor jeg føler mig set:

Og ex-svoger, der sender mig bøger, han synes, jeg skal læse. Altså BÅDE en bog OG en pakke i postkassen, det kan næsten ikke blive bedre for mig:

 

Og som altid evig taknemmelig over musikken

Jeg åbnede iTunes, som jeg ellers kun bruger til meditationer nu og scannede de sange, jeg hørte sidst. Genfandt en skøn, skøn sag, som jeg har sunget meget højt til – og nu gør jeg det så igen, om denne fyr der er så bange for sommerfuglene i maven, at han sover på en pude af pesticider:

For I have been killing those butterflies / Is that what I’m willing to Sacrifice, to sacrifice, to sacrifice / What don’t kill only makes us stronger / I guess I’m stronger now

 

Elsk hvad der er

Dette lands natur, dammit, det her ligner sgu da en hver anden safari 😀

 

August

Og jeg er først lige begyndt. Jeg er taknemmelig for små frøer i haven og i min hånd. For hundehvalpe. For at blive kontaktet af og nu har en lille skriveklub med et dejligt menneske. August er kun lige trådt ind på scenen, men sammen med slutningen af juli har jeg fået så meget luuuv fra universet, at jeg nu er ved at lave en plan for, hvordan jeg så håndterer al den opmærksomhed :D. Der er tegn alle steder.

Fx møder jeg en klovn i køen i brugsen. Vi mødes ellers aldrig.

“Det er sjovt”, siger hun, “jeg har lige tænkt på dig i dag, jeg ved ikke hvorfor”.

“Det er fordi, jeg går og tænker på dig”, svarer jeg og tager en dyb indånding og spørger om noget, jeg allerede opdagede jeg ville spørge hende om for længe siden. Om jeg må interviewe hende om at være klovn.

Det må jeg gerne.

Nu er jeg herre nervøs for rent faktisk at skulle gøre min idé, og for at jeg potentielt forkludrer det.

Men når tegnene begynder at komme som store skilte på pinde til demonstrationer, så bør vi lytte.

And start doing what needs to be done.

 

Gem

Gem

Forpustet takkebrev til universet

Kære Univers Ꙭ

Lad mig starte med at sige, at jeg er så taknemmelig for alt, jeg modtager lige nu. Og lad mig endelig også få sagt i en fart, at jeg er helt klar over, at de ting der kommer nu, er noget jeg selv har ønsket mig. Fra dig.

På et eller andet tidspunkt.

Men søde Univers. Hvorfor skal alting altid komme på én gang? Du ved jo, hvor nemt jeg mister overblikket.

Hvis vi så i det mindste kunne have ventet med at lade mig finde pladen med Circa Waves indtil alting ikke stod og bankede på mine porte og råbte i uorganiseret kor: se MIG, TAG mig, tag mig FØRST, JEG ER VIGTIGST, JEG er din glade fremtid, jeg er din glade NUTID (well played).

Du VED, at jeg ikke kan tænke og høre musik samtidig. Du VED, jeg begynder at rokke, prøver at synge med lææænge før jeg kan teksten. Og dette nummer. Jeg går totalt i svingninger og smider alt omkring 2:50, hvor det hele bare bliver så storladent og dejligt, at jeg både har hvinet og tudet, fordi det skaber et kraftfuldt billede i mig af sorg blandet med ren lykke. Jeg ved ikke engang, hvad dét indbærer ud over dette; at du kaster ting efter mig, der fylder mig med glæde og taknemmelighed og håb og tro på mit mod og mine evner og tegn, og at jeg bare skal blive ved med at følge dem og så kommer det endda med et soundtrack til.

Men okay Univers. Nu har jeg skrevet til lokalt spillested og ønsket, at de lytter til og dernæst booker bandet. Du har selv lært mig, at man bare skal ønske løs.

Jeg prøver at lave en plan for at vise dig, at jeg anerkender dine gaver. At det ER gaver, selvom jeg lige stresser lidt ud.

Og så må planlægningen bare blive afbrudt af lufttrommesoloer og hvad ved jeg.

Kærlige hilsener

Christina

Overspringshandling (-en, -er, -erne)

En handling af mindre betydning, som udføres i stedet for det, man egentlig havde sat sig for. Overspringshandlinger udføres for at udskyde ting, der er mere eller mindre ubehagelige for overspringshandleren. Det kan være bestille tid hos tandlæge eller autoophugger. Tage Snakkén (se Snakkén).

Imidlertid er den garvede udøver af overspringshandlinger også i fare for at udskyde planer og opgaver, hun gerne vil, og som potentielt kunne øge den generelle livsglæde (se Livsglæde).

Det er kendetegnende for overspringshandlinger, at de yderst sjældent består af noget særligt givende.

I så fald ville der være tale om en prioritering (se Prioritering).

Ofte finder overspringshandleren sig i færd med at rydde op eller oversvømme ethvert anslag til selvstændig og kreativ tankevirksomhed/udfoldelse foran diverse skærme.

Den enkelte overspringshandling kan i sig selv være ganske harmløs og fungere som en pause i et for tæt pakket program. Overdreven brug er imidlertid direkte skadende, idet udøverens drømme ætses væk ved gentagen tilsidesættelse af ønsker, behov og generel arbejden sig hen imod et mål.

 

Hytte (-n, -r, -erne)

Beboelse på et mindre antal kvadratmeter til ophold af kortere (for grupper) eller længere varighed.
‘Hytte’ forbindes oprindeligt med øde omgivelser, men bruges også i moderne sammenhæng for miniatureboliger på stribe på fx campingpladser.
Hytten er et alt-i-et rum, hvilket kan være en udfordring for den introverte (se Introvert) personlighedstype.
For at være kvalificeret til hyttebetegnelsen skal beboelsesarealet være af en sådan størrelse, at hvis én brækker sig, vil nærmeste tilstedeværende blive stænket til. Bliver du ikke stænket til, befinder du dig i noget andet. Eventuelt et hus.
Hytten er et anerkendt redskab til test og iagttagelse af gruppedynamik og relationers sandsynlige holdbarhed (se også Ferier, generelt)