Om tillid

Torsdag morgen vågner jeg op til stor undren over mine valg. Jeg er på vej til Ørslev Kloster på forlænget weekend. Jeg har ingen planer med mig denne gang. Det eneste jeg skal er til frisør på vej derop,  smukkefiseres så godt det nu kan lade sig gøre og så i kloster. Det synes jeg faktisk er en herre sjov beslutning.

En praktisk og ikke så humoristisk del af mig vil imidlertid gerne vide hvorfor jeg skal i kloster, når jeg i forvejen tager livtag med aleneheden.

Jeg har ikke noget svar.

Så derfor tager jeg også tarotkort med. Jeg bruger dem ikke på daglig basis, men de dufter af magi, og det kan jeg godt lide. For det meste beder jeg om vejledning, når jeg føler mig rådvild. Og jeg har fået nogle vældig underholdende svar indtil videre.

Lørdag fik jeg direkte besked på at overgive mig til universet. At have tillid.

Nogle gange farer livet derudaf med dig usikkert skøjtende i al for lang line bagefter. Andre gange befinder vi os i et vadested. Det har godt nok taget mig lang tid at forstå, at det kan være en god idé lige at tage en pause der – bare acceptere, at lige nu sker der sørme ikke en skid. Og det passer jo heller ikke. Jeg har bare fokuseret benhårdt på arbejde og penge og oprydning. På at få tingene til at hænge sammen i den fysiske verden i det mindste.

Men ok..  Lige nu ved jeg ganske enkelt ikke, om jeg er på vej i en retning eller om jeg går i ring, så jeg kigger på tarotkortet lørdag, lader skuldrene falde og nikker.

Okay, univers, bring it on.

Jeg lover mig selv at være opmærksom på hvad der sker, når jeg holder op med at prøve at styre alting.

Og så begynder jeg at se.

I slutningen af 2014 har jeg fået en lærestreg, er ikke helt ovenpå og taber et af mine to fineste glas.

I lørdags har den café jeg har planlagt at spise frokost på ferielukket, så jeg bliver guidet hen til et andet sted, hvor et tilsvarende glas står og venter på at jeg kommer og tager det med hjem.

Nu har jeg atter en duo.

I dag på arbejdet viser en kollega mig to ret slemme ridser på min LEASEDE bil.

Betalte jeg ekstra penge for at få selvrisikoen ned? Nej, det gjorde jeg ikke. Både fordi det sådan set var dyrt nok i forvejen, fordi jeg ikke er kørt ind i noget som helst i den tid jeg har haft kørekort, og især fordi jeg nægter at tro det værste.

Der står jeg så på parkeringspladsen på arbejdet og ser på to ridser og må acceptere, at det her kommer til at koste 5000 oveni alle de penge jeg allerede skal betale for bilen. Jeg prøver også at acceptere det, der i mine øjne er meget værre: at et andet menneske laver ridser i en parkeret bil og bare kører derfra.

Det er ikke særligt holistiske tanker, der flyver igennem mit hoved i første omgang. Jeg tænker godt nok karma – men med en topping af ildspruttende drage og generel mayhem.

Det hjælper. Faktisk.

Jeg tager hjem efter sønnen. Vi henter et tv-bord han har købt, spiser junkfood og griner med hinanden.

Så ringer min fars kæreste.

Jeg leaser bil mens jeg venter på at overtage hendes den gamle (meget billigt) i sensommeren, når den nye model hun ønsker sig kommer på markedet.

Jeg behøver kun en måned uden bil, for at forstå, at man som menneske også kan være nødt til at undvære alt for meget. Så jeg beslutter at betale for en hundedyr korttidsleasing, mens jeg venter.

Tilbage i telefonen fortæller hun, at hun har fået et ret godt tilbud på den nuværende model, allerede har skrevet under, får den på mandag og skal de ikke bare køre to biler op i næste uge, hvor de skal til min søns fødselsdag?

Hun har lige sparet mig for en udgift på 12.000 kroner. Selv med ridser og selvrisiko går jeg ud af den her dag med overskud.

Og jeg ved ikke, hvordan det fungerer. Men det hænger sammen med i lørdags, hvor jeg besluttede mig for tillid. Besluttede mig for at alt nok skal ordne sig. Det betyder ikke, at jeg ikke falder, får uventede udgifter og ryster på hånden og må se ting jeg er glad for falde fra mine hænder.

Det betyder bare at det hele kommer til at gå alligevel.

Som landet ligger

Når man sådan er gået hen og er blevet kæresteløs, er der pludselig en masse tid til rådighed, som ellers har været booket. Jeg er god til at være alene, men det har været lidt træls. Jeg kan sådan set godt lide at være sammen med én anden. Det har passet så fint, at jeg har skullet arbejde en del i mit nye bi-job som lektør. Men på et eller andet tidspunkt bliver det hele alligevel lidt for meget arbejde, lidt for lidt sjov.

Så sidder man der og kigger rundt i den børnetomme stue og skal komme i tanke om, hvad der egentlig gør en glad.

Ord. Musik. Film. Mad. Biler.

Så jeg er gået krig med det, der gør mig glad. I dag er jeg for anden gang i skriveklub med Jon. Han mener det alvorligt. Vi kan godt snakke i omkring tre minutter efter jeg er kommet ind af døren, men så glider hans fokus også ned mod papiret foran ham. Det er godt. Jeg har virkelig ikke brug for anden distraktion end den jeg selv kan finde på. Og jeg skal da også skrive på noget ’rigtigt’ altså noget skønlitteratur lige om lidt, jeg skal bare have skrevet det her blogindlæg først

..om datteren som var til fest med sin far og bror på Sjælland sidste år. Det lød som en hyggelig fest, men vel hjemkommet til mors trygge arme deler hun en ærgerlig historie.

En af gæsterne har en Tesla. Min søn og børnenes fætre får en tur, men da de kommer tilbage har bilejeren ikke mere at give af, så Aviaja må undvære.

Ungerne og jeg går op i biler på vores egen måde. Vi går op i udseendet (og lyden, når det er af den slags, der gør fysisk indtryk), ungerne går også op i pris. Når vi er ude at køre, tæller de Teslaer. Og når vi leger hvad-ville-du-gøre-hvis-du-vandt-en-masse-millioner, er den fede bil altid det første, der skal anskaffes.

Jeg prøver godt nok at påpege, at eget hus med en ordentlig have også ville være fint, men okay, bilen kan bringes til veje væsentligt hurtigere, og så kører vi fedt, mens vi kigger hus. Men for at komme tilbage til historien, sidder jeg med en lille datter, hvis læber er presset sammen om uretfærdigheden.

Jeg ved jo ikke, om hun melder tydeligt ud, at hun også virkelig, virkelig gerne vil prøve at køre i en Tesla. Det er ret sandsynligt, at hun er for genert. Men det er også bare helt enormt typisk, at bare fordi man er pige, så skal man virkelig op på tæerne og sige MIG MIG MIG, hvis man er til biler. Hankønsvæsenerne bliver ALTID spurgt først – også selvom de er fløjtende ligeglade.

Og når man ikke har lyst til at skubbe sig frem i nogen som helst kø, hvad så? Skal man så bare snydes for ture i Teslaer?

Det skal blive løgn, skal det, jeg skal fandeme skaffe det barn en Teslatur.

For noget tid siden fik vi nye naboer i rækkehusene. Der holder en mørk Tesla uden for deres dør og i dag gik jeg over til ejeren, fortalte den sørgelige historie om en lille pige, der virkelig godt kan lide biler og spurgte, om han måske ville køre en tur med datteren en dag, eventuelt mod en stor øl.

Han var venlig og dejligt enig i, at det var synd, at hun var blevet snydt for en tur. Næste weekend skal hun rundt om blokken i Tesla.

Jeg glemte at spørge, hvad han hed. Jeg præsenterede knap mig selv, sådan er det når jeg er på mission, alt det der udenom, indledende fedtsnak og smøren, det glemmer jeg totalt. Men måske havde det været meget smart lige at vide, om han overhovedet er til øl i det mindste.

Og for en god ordens skyld skal jeg lige sige, at når jeg beder folk om alle mulige ting, hvis de ser ud til at kunne hjælpe, så gælder det altså også den anden vej. Sidder du nu der og tænker, at du da godt gad en tur rundt om blokken i mit aktuelle køretøj – en Toyota Yaris Hybrid – så siger du bare til, så skal du bare høre hvor meget sådan lille bil kan larme, hvis man tror man skal op i fart lidt hurtigt.

Og nu skal jeg skrive noget andet, men først lige musik med bil og kvindelig fører:

 

Jeg pakker mine ord ind til dig

Vi er knyttet til mennesker, vi aldrig har mødt. Sjæle derude hvis ord og billeder på sociale medier stykkes sammen i vores hoveder til vi føler, vi kender dem. For mig betyder et udvalg af disse mennesker noget. Ofte er det dem der giver af sig selv. Dem der knalder ud lige som mig. Dem som deler, når de mister, når de glædes, når de rystes eller giver sig tid til at svare andre på deres råb.

Forleden røg en facebook status direkte ind et sted jeg kender. Det sted hvor man næsten ikke kan bære vægten af sig selv. Og eftersom afsenderen og jeg ikke er forbundet andre steder end online, svarer jeg dig nu online.

Jeg ved ikke, hvorfor vi ender der, hvor du er nu, og hvor jeg var i foråret. Jeg ved bare, at

Kære du

Jeg har også siddet der. Knækket under bruseren. Jeg tror, du trænger til varme arme, og alt jeg har at tilbyde dig er ord. Men så får du dem. Du kan gemme dem, til du er klar.

Når det tunge og grå har spredt sig til hele kroppen, og det er svært at trække vejret frit. Når det har lagt sig som en hinde over dit udsyn, dit håb og din tro. Når du ikke kan se meningen med noget som helst eller nogen.

Så bliver du nødt til at række ud.

Find frem til de mennesker, der holder af dig og lav aftaler med dem. De behøver ikke være der 24/7, men sørg for at ses med nogen, der kan give dig omsorg. Hver dag. Sæt en uge af til en begyndelse, så det ikke bliver for overvældende, og endnu et krav. Lav aftalerne. Erkend hvordan du har det – også over for dem – og bed om omsorg.

Jeg fulgte det råd i foråret og opdagede flere ting. Jo dårligere jeg har det, jo mere overbevist er jeg om, at jeg skal kunne klare alting selv.

Jeg opdagede også, at folk tager sig af mig fra det sekund, jeg siger, at det har jeg brug for. De gør det endda som om det bare manglede.

Tit drejer det sig jo ikke om, at du nødvendigvis har lyst til eller er klar til at tale om det. Hvad end dét er. Når du først er blevet grå, føler du dig nærmest som en omvandrende smittebærer. Og hvem er tjent med et menneske, der spyr nedtrykt sindstilstand ud over alt og alle i umiddelbar nærhed? Men DE kan klare det. For DE er ikke grå. De ryster grå af sig og fortsætter.

Det kommer du også til igen.

Start en taknemmelighedsdagbog. Jeg mener det. Det kan godt være, det lyder som en enormt tøset hippieting. Men det virker. Hver dag skriver du tre ting, du er taknemmelig for. Det virker, jeg lover det. Ikke lige med det samme men stille og roligt, vil det fjerne fokus fra din følelse af mangel.

Der hvor du er nu, kan det være virkeligt svært at være taknemmelig. Så vidt jeg husker, vrængede jeg de første ting ud, da jeg startede op med taknemmelighedsøvelser. Nu er det en vane. Det ligger også godt til mig, taknemmelighed. Måske du vil opdage det samme.

Bare tag det roligt. Jeg har nogle helt gratis forslag til forsigtig opstart med taknemmelighed:

Ting at være taknemmelig for:

  • du har en bruser at tude under
  • basgange
  • blødheden mod håndfladen over kattehoved

Andre ting at være taknemmelig for, når ingenting fylder alting:

Solsortesang. Dine ben (jow, prøv lige at forestil dig livet uden). Yndlingsbukserne. Duften af kaffe, flimrende sol gennem ruden, månen ved at sprænges eller ved at starte op igen, et smil fra en fremmed, hvor mange nuancer der findes af grøn, musik der får dig til at sitre, bilen der bringer dig frem, skyer, taget over dit hoved, dynen, stearinlys, mad, varme sokker, forår, træer, græs, mos, spirende forårsløg, de gode oplevelser du har haft – find dem frem, trøst dig ved dem, at du er gammel nok nu til at købe alt det slik du vil, gode film, vand: bække, åer, støvregn og slagregn, brusende vand ved vestvendte kyster og rolig skvulpen ved østvendte.

Og ord.

Og at der findes mennesker herude der forstår. Du er ikke alene.

Venligtsindede hilsener

Din virtuelle ven

Verden er magisk (fordi jeg siger det)

J.K. Rowling åbner en dør inden i mig med den første bog om troldmandslærlingen Harry Potter. Alt er større bag den dør. Urimelighederne. Mulighederne. Det vi tror, er hele verden, er bare en lille del af noget større, som måske ikke kan ses med det blotte øje, men det er der alligevel. Det er nu ti år siden, jeg læser sagaen om Harry til ende med følelsen af tab. Jeg føler mig efterladt. I en grå og frygteligt verdslig verden. Og så tuder jeg.

En voksen dame ja men

Det er som at lukke døren til magien, og nu har jeg jo lige fundet den.

Det er svært at lede efter noget, man ikke engang ved eksisterer. Efter noget man ikke kan se. Men jeg har altid søgt alligevel.

Jeg kan godt lide tanken om, at der er nogen eller noget der passer på os. Jeg har brug for at tro på noget større. Noget der lyser og glimter og ikke ligger under for husleje og omstillingsparathed og skiftende politiske interesser og egoflimmer. Noget der bare er godt. Vedvarende. Kærligt.

Og så er det jo at det måske nok begynder at blive lidt langhåret for nogen, men når det virker for mig, virker det måske også for en anden derude:

Jeg beslutter, at jeg har en bjørn. Eller måske beslutter bjørnen det, det er ikke til at sige. Bjørnen er mit kraftdyr. Lidt ligesom nogle mennesker taler om, at vi har skytsengle, så findes der også kraftdyr, der fungerer som en slags beskyttere eller vejledere.

Det er ikke fordi bjørnen går og giver mig råd vel, det er en bjørn, den SIGER ikke meget. Men ved at være til stede som bjørn: luntende, nysgerrig, rolig og tung, til tider legesyg, ofte ret døsig, giver dens selskab mig noget jeg mangler. Ro og jordforbindelse.

Jeg finder bjørnen, eller den finder mig, i en meditation. Lige da jeg bliver alene, er det som den slags er. Der er en tom plads i mig, og jeg er urolig for, hvad jeg mon kan finde på at fylde den plads ud med, hvis jeg ikke passer rigtig meget på, så jeg tvinger mig selv til at meditere. Det går ikke altid lige godt med det. Faktisk får jeg sovet en hel del, når jeg har sat mig for at meditere.

Denne gang virker det. Det føles som at blanke sit hoved. Tanker, væk. Følelser, væk. I den tilstand vælger jeg så at placere mig selv på en strand i en bugt. Temperaturen passer til min påklædning, vandet er roligt, sandet blødt. Et godt stykke foran mig trisser en bjørn rundt og leder efter spændende ting med snuden i sandet.

I det øjeblik jeg ser den, ved jeg, den hører til hos mig.

Den har været i min nærhed lige siden.

Jeg er ligeglad med, om det er noget jeg finder på. Fuldstændig totalt inderligt ligeglad. Det er irrelevant. Jeg har fået den mest trofaste følgesvend, som altid er der, når jeg har brug for det. Hvad den ellers laver aner jeg ikke. Den bliver ikke ligefrem liggende som en trofast hund i spænd under bordet, mens jeg er optaget af at finde min vej i det her jordiske liv. Jeg føler mig helt og aldeles accepteret og tryg. Bjørne går ikke rundt og dømmer nogen, det eneste denne bjørn skal er at passe på mig, og det føles luksuriøst og ganske fantastisk.

I perioder glemmer jeg magien. Jeg glemmer at puste til støvet, som konstant lægger sig som en fedtet hinde over os, når vi bliver for optaget af det praktiske: arbejde, rengøring, transport, madpakker, penge, kroppe. Når jeg kommer i tanke om magien igen udvides verden øjeblikkeligt.

Jeg anerkender at ’skør’ ligger lige for, når man som voksen vælger at have en usynlig ven, som oven i købet er en bjørn.

Men skader det nogen at jeg har fået en bjørn?

Gør det mig godt?

Så jeg har en bjørn.

Den gider ikke engang kigge på mig nu. Den er inderligt ligeglad med blogindlæg og afsløringer.

Den vidste præcis, hvad den gik ind til.

Kunstner: Elin Engelsen → Se flere billeder hos hende på FB

 

Dage med taknemmelighed

Det er gode dage.

Også selvom jeg indtil videre kun har udført én af de tre ting på dagens liste, så krydsede jeg alle tre på gårsdagens:

  • Mediter – tjek
  • Book ophold på Ørslev Kloster – tjek
  • Lease en bil. Fra lørdag er jeg kørende igen (wuhuuuu) – tjek

I går aftes går jeg i seng med de koldeste fødder i mands minde.

Når udbrydere fra kernefamilierne får en kæreste, er det ikke kun et nyt voksent menneske, vi tager stilling til. Der kan også være nye børn. Jeg mødte to styks dejlige unger, som imponerede mig i al deres forskellighed og ved helt basalt at være gode mennesker.

Når man går op og ned af hinanden. Deler morgenmad, bilture og badeværelse, så kan man nærmest ikke undgå at komme tættere på, end man gør med de fleste andre, der krydser ens vej.

Og så kan de voksne ikke finde ud af det – sammen – og så er det pludselig væk.

I går var jeg klar til at skrive det farvel, jeg ikke nåede ansigt til ansigt. Jeg blev nødt til at sikre mig, at hun ved, hvor sej hun er. At jeg synes, hun er dejlig, med alt hun nu er.

1 ½ time senere ligger jeg i min seng med et overspændt hoved. Jeg kan ikke lige finde ud af, hvorfor min hjerne bombarderer mig med tvivl, helt latterlige forsøg på at underminere en besked jeg har sendt fra hjertet til et andet derude. For hvad i himlens navn kan der være galt i det?

Indtil det går op for mig, at alle advarselslamper lyser, fordi jeg har tilladt mig selv at være helt åben og ærlig = sårbar.

Nå det er bare dig, Sårbarhedsangst, gamle svinger.

Så er det okay igen. Jeg kan sove.

I dag.. Arbejdet er godt. Der bliver grinet. Og delt. Så ind til byen med Annette for at genbrugsshoppe. Hun har fundet ud af, at Mathilde Falch giver minikoncert på Kvindemuseet i forbindelse med Kvindernes Kampdag. Så vi går med.

Så står hun der, Falch, smuk bag sin guitar. Griner og fortæller om voldsomme nedture, om misbrug og om at rejse sig og elske ham derhjemme. Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke universet for alle de eksempler det serverer på, at folk der tør vise deres sårbarhed nærmest summer af styrke.

I mine øjne.

Mine øjne ser at alle jeg smiler til i dag i Aarhus smiler tilbage.

Jeg køber en blå bluse med perler og pallietter. Og en storblomstret retrokjole, der ligner en ret festlig sommer. I den ene butik spiller de en 90er liste, hvor jeg kan synge med på samtlige numre. Det gør jeg så. I den anden butik spiller de noget der er nyt for mig. Dejlig lyd som jeg må have med hjem. Video følger.

Der er et rødt 1 tal ud for Messenger ikonet på telefonen. På vej hjem læser jeg svaret på gårsdagens besked. Jeg har modtaget de fineste og mest venlige ord som svar på mine, så der sidder jeg så i bussen og tørrer kinder med begge håndflader.

Med nakken mod sædet og blikket ud i et regngråt tusmørke falder jeg til ro i visheden om, at jeg har gjort, hvad jeg kan nu. Gjort hvad jeg kan, med det jeg har at gøre med.

Bussen nærmer sig stationen. Foran mig på gangen ligger en pink fjer. Jeg glor lidt på den, så bøjer jeg mig og samler den op. Jeg har en pink fjer i min hånd og den gør mig simpelthen så skide glad.

Passageren foran mig vender sig mod mig uden for bussen. ’Den der må da bringe lykke’, nikker hun mod fjeren og smiler med øjne og mund ud under huen i en kun tilsyneladende grå aften.

Og det har den dermed allerede gjort.

Jeg vil slutte for i dag med et råd til hvordan man kan være glad:

Du bliver glad ved at samle de pink fjer og smil op du støder på. Og ved at fortælle dine mennesker, at du holder en plads til dem i dit hjerte.

Men jeg skriver os glade

Vi bor i hver sin by med hver vores sæt delebørn, og sådan vil det være i lang tid fremover, med mindre vi kan få os selv til at gøre fire børn ulykkelige ved at hive dem op med rode – igen.

Så vi er på skema ham og mig, ligesom ungerne er det. Alting skal planlægges.

Jeg håndterer det stadig dårligere.

’Du er et hud og hår menneske’, siger min veninde til mig, og det er jeg.

Jeg kan ikke nøjes med 10 dejlige dage om måneden de næste mange år. Jeg vil hellere have 30 halvsløje. Jeg vil have det hele: fødselsdage, grå og blå dage, solskinsdage, feriedage, morgensure dage og sygedage. Jeg vil have fællesvask og fælles venner, fælles glæde over et gedigent tordenvejr, lægge puslespil sammen fordi vi ikke kan finde på andet lige nu, og fordi vi har masser af tid. Jeg vil kramme og knappes op, når jeg er fuld af glæde over et nyt job. Og jeg vil være der til at hente øl og nikke, når kollegaerne har været nogle fjolser.

Hver. Skide. Dag.

Jeg kan ikke bære tanken om to hjem de næste mange år. Hele tiden være på farten. Hele tiden være ude af sync. Til sidst ved jeg ikke, hvor jeg er, når jeg vågner, eller hvor mange børn der eventuelt er i huset. Finder sjældent ro længe nok til turde sætte mig med mit. Vi er på tid. Hele tiden på tid.

Det flår mig fra hinanden og overskygger glæden ved os.

**

Det passer med, at jeg skal starte på en ny notesbog, lige da vores forhold slutter. Det er da planlægning, der vil noget.

Tak univers.

Godt, kan jeg høre dig sige: ny notesbog – nyt fokus. Hvor smart.

Ja okay, jeg vælger så at starte min nye notesbog med at skrive alle de gode ting jeg kan komme i tanke om ved ham og mig sammen.

Fordi jeg ved, vi glemmer. Fordi jeg ved, der kommer dage, hvor jeg ikke kan huske andet end alt det latterlige. De gange jeg blev ked af det. De gange jeg gjorde ham ked af det.

De dage hvor det er de dumme tanker, der holder én oppe: At man fandeme heller ikke ville have det.

Men det har vi ikke fortjent.

Når vi var gode sammen, var vi sindssygt gode sammen.

**

Og når så alt det er skrevet og det hele måske bliver lidt hen af knuget, så er der altid musikken. Denne her er til dig og mig. Hvis du ikke kan finde noget at holde af i denne video er dit hjerte forstenet, og så skal du se at komme op af stolen og danse fjollet i en fart og med følelse, til du bliver hel blødt grinende af al den silliness.

Vintertab

Hvis du ikke snart skriver på bloggen, mister du alle dine læsere, siger han.

Men jeg kan ikke koncentrere mig, og måske vil jeg også helst se sådan på det, at de mennesker vi siger noget her i livet nok skal finde tilbage til os?

Jeg tror nærmere, vi skulle have snakket om

Hvis du ikke snart tager en timeout for at prøve at forstå, hvad der kun er i dit hoved, og hvad der i virkeligheden foregår, mister du dig selv.

Men sådan er der jo så meget, man skulle have gjort og sagt, som først virker helt indlysende, når båden er sejlet, løbet er kørt, mælken er blevet sur og bonden er faldet om på marken.

Jeg er lige kommet ud af mit første post-kernefamilie forhold.

En blog som denne er jo en helt indlysende dokumentation på indehaverens form for liv. Lange perioder uden blogindlæg kan betyde, at hun bare har haft andet at tænke på, eller måske nærmere, at hun har haft for travlt med at leve til at fundere.

Jeg er løbende begyndt på indlæg de sidste mange måneder, men den ro og eftertanke det kræver af mig at færdiggøre, indse hvor jeg vil hen med ordene og endelig finpudse, har ikke været til stede.

Jeg har seriøst haft andet at tænke på.

I alle de forhold vi indgår i, er der noget at lære. Det gælder de lange nære og touch-and-go forholdene med folk, der aldrig bliver andet end fremmede. Der er altid noget at hente.

Og hold nu helt op det har været en lærerig omgang.

Jeg har lært hvordan det føles at få opfyldt behov, jeg hidtil ikke har fået dækket, hvordan det kan løfte alting. Jeg har lært, at jeg virkelig er villig til at indgå nogle store kompromiser for at glæde dem jeg har en relation til. Jeg har også lært, at når man er sådan, er det ret vigtigt at de mennesker man binder sig til, også er indstillet på kompromis.

Ellers kan det godt gå hen og blive skævt.

Jeg har også lært, at på nogle punkter, kan jeg ikke gå på kompromis uden at blive storulykkelig. Det var ikke sjovt at være midt i, men i længden er det nok meget godt, at jeg har fået identificeret et absolut-ikke-muligt-at-indgå-kompromis-område-med-mindre-du-vil-se-til-mens-din-sjæl-krymper.

Så slipper man måske for at gå derind igen.

Siden vi opgav at få tingene til at virke mellem os, har jeg været i gang med flere indlæg. Nu er jeg glad for, jeg ikke postede dem.

Tab har sine veje. Når vi står midt i efterdønningerne, må vi ind i en masse blindgyder i eftersøgningen på MENINGEN. De fører jo per definition ikke nogen steder hen – blindgyder – men på en eller anden måde skal de betrædes, før vi kan komme ud på en af hovedvejene igen.

Her hvor jeg er, er der forholdsvist roligt. Jeg skal aktivt opsøge frustration, hvis jeg vil den noget.

Det vil jeg ikke rigtig.

Jeg har været så rigeligt frustreret, at jeg tror det kunne mærkes i tilstødende dimensioner.

Det der virker overvældende vigtigt at huske nu er, at tingene kan gå helt galt, når vi overhører vores intuition eller mavefornemmelsen – kald det hvad du vil.

Hvis jeg har en fornemmelse af at noget er galt, så er der sandsynligvis noget galt. Det er ikke sikkert, det præcis er det jeg tror (det kan sagtens være meget værre, ahem), men et eller andet er ude af kurs.

Og her til morgen må jeg så erkende, at jeg har ignoreret en lektie, jeg ellers havde været omkring:

Du kan lige så godt spørge.

Måske endda når du er allermest bange for svaret. skal du spørge.

Svaret kommer under alle omstændigheder. Hvis du spørger, bestemmer du i det mindste selv hvornår.

 

 

Jeg læser Thøger Jensens roman Ludwig, fordi jeg skal have forfatteren på besøg på biblioteket i morgen. Vi skal tale om hans bøger, tanker og meningen med alting, set ud under hans kasket.

Jeg ved ikke, om han ville have sagt ja til at komme, hvis han vidste, at jeg går til biddet i denne slags samtaler. Man kan spørge om yndlings-alting, valget af karriere og betydningen af at rejse. Man kan spørge om forholdet til fugle og både, hvorvidt man vil karakterisere sig selv som indadvendt – eller i det mindste tilbageholdende – og hvordan det virker med sådan et sind i disse selvsælgende tider. Og om hovedpersonerne egentlig selv er med på, hvad der foregår?

Men jeg læser altså Ludwig. Bogen er opkaldt efter en schäfer, som ender med at bide hovedpersonen i hånden, og det fører til et brud med kæresten, Hanne, som er schäferens ejer, og det handler rigtig meget om mænd og kvinder og helt basale forskelle.

Hanne har fx lige været oprørt over, at hun savner sin kæreste, når de ikke er sammen, og hun tror ærligt talt godt han kan undvære hende. “Der er et eller andet skævt i det her”, siger hun. Vores hovedperson kan godt mærke, at nu trækker det op og prøver bare at undgå ballade ved at pakke sig. Desværre bekræfter det Hanne i sine formodninger.

Men Niels Christian er ikke ligeglad.

 

Hanne og jeg tog lige en tur med samme båd. At læse en bog der rammer rent hvor du selv er, er en ret vild oplevelse.

Fra tid til anden taler universet altså med pænt store bogstaver.

Kunsten ikke at kommunikere

Så jeg har fået krabbet mig selv ind i en kommunikationspause. Kun kommunikation, der er nødvendig er tilladt. Jeg har valgt radiotavshed, fordi jeg har meget svært ved at skelne mellem nødvendig og absolut ikke nødvendig kommunikation. Man er vel kvinde.

Er det fx nødvendig kommunikation, at februar godt snart kunne lyse lidt op?

At min cykel cykler himmelsk?

At jeg hørte solsorten, som vist var lidt forkølet, men hvem er ikke det? (Ja, jeg er faktisk ikke pt) (senere tilføjelse: og så måske alligevel..)

At det hele nok skal gå og endda bedre?

At livet opleves som en slags spiral, hvor de samme ting kommer igen og igen og opgaven består selvfølgelig i at blive bedre til at håndtere dem for hver gang.

At jeg svedte en nat igennem, så nu prøver jeg din dyne i stedet?

Alle har meninger, og nogle af dem overrasker mig.

Jeg har fået en ny telefon.

Bloggen har været blokeret. En tom linje nederst i en fil var skyld i miseren.

…hvilket fik mig til at tænke på, at ingenting kan føre en masse med sig.

I tågen mellem træerne ligner bilernes lygter svævende magiske kugler af lys.

I tavsheden har jeg genopdaget mig selv. Og jeg er sådan set ret dejlig.

Men også en selvcentreret, selvoptaget bastard.

Jeg tumler med, hvordan man kan rense ud i det sidste? Ved at koncentrere sig om andre måske?

Er det nødvendig kommunikation at spørge, om du tilfældigvis ved det?

 

Opdagelser under fuldmåne

Jeg er i springhallen med min datter og to af hendes veninder. Jeg reagerer allergisk på den hal. Næsen stopper til, jeg får svien i halsen og øjnene bliver tørre. Ude på toilettet græder en lille dreng panisk. Han har tabt en tand. Hans mor trøster tålmodigt, men han har mistet en del af sig selv og græder højt og bange. Jeg vil hjem, mor. Jeg vil hjem.

Og det forstår jeg mig på. At ville hjem. Men hvad så hvis hjem er en favn, og den kan jeg ikke bare tage hen til lige nu. Heller ikke i går. Heller ikke sent natten før, da jeg føler mig forbandet fuld af mangel og savn?

Når vi bliver kærester, går vi ind i en relation med det, vi kan se. Vi ved godt, at det vi kan se, ikke er hele historien. Det ved vi, fordi vi dælandulme heller ikke går rundt og skilter med vores egen.

Det er herrenemt at have ja-hatten på, når man er forelsket. Men nedenunder ja-hatten er dit hoved. Fyldt med skeletter og nederen reaktionsmønstre du har oparbejdet og finpudset hele dit liv. For slet ikke at tale om de skader der stadig kan være lejret som en stivhed i din krop. Et lille hårdt sted i hjertet.

Apropros gamle skader:

Syv år gammel får jeg min første tur i ambulance med udrykning. Det er ikke noget jeg får så meget ud af, for min mave gør ondt. Den har allerede gjort ondt et stykke tid. Blindtarmsbetændelsen bliver fikset, men der går betændelse i såret, og indlæggelsen ender med at strække sig over små to uger. Vi er i 70erne. Den eneste der får lov at overnatte på en hospitalsstue er patienten. Alle andre skal tage hjem når besøgstiden er slut.

– Jeg tager hjem nu skat, siger min mor. Lars [lillebror] har bestemt at vi skal have frikadeller i dag.

Livet går videre uden mig. De kan godt undvære mig. De har det faktisk ganske fint uden mig. Nu er de bare en familie på tre. Frikadeller. Og alting. Uden mig. Jeg skal have tørt rugbrød med en centimetertyk mur af leverpostej og blævrende sky.

Her lærer jeg at bide tænderne sammen. Jeg lærer ikke at håndtere savn. Mor skal jo gå, det siger dem, der bestemmer. Det går ikke at græde, når hun nu er nødt til det. Det er synd for mor.

Hun er inde i mig, hende på syv. Hun dukker op, når jeg savner og eftersom ham, jeg har kastet min kærlighed på, bor i en anden by med sine egne børn og forpligtelser, har jeg rigeligt tid til at savne.

Jeg savner som en voksen kvinde, der ikke gider være væk fra sin kæreste – og det er jo sådan set godt nok.

Men jeg savner også som hende på syv, der bider tænderne sammen om smerten og føler sig som det mest forladte og ensomme væsen på denne planet. Sådan cirka.

Den voksne del af mig kan jo godt regne ud, at jeg ikke kan være med i ALT, når vi nu engang er langdistancekærester.

Hende på syv flejner stadig over ikke at være med til frikadeller.

Så ved du sådan cirka hvilket niveau vi er på.

Tidligere i mit liv har jeg simpelthen sørget for at afstanden til mine mennesker var minimal, så jeg ikke blev mere udfordret på savn end højst nødvendigt.

Det kan ikke lade sig gøre nu.

Når jeg savner, føles det som om jeg drukner. Og jeg hader mig selv med en indædthed som er ved at brænde mig op, fordi jeg har sat mig selv i denne situation, hvor savn er en given ting.

Her til aften under fuldmånen forstår jeg pludselig, at ud over alle de helt indlysende og yderst praktiske grunde der er til, at jeg ikke kan være sammen med min kæreste hele tiden, så er der også en anden grund. En skæbnegrund om du vil.

Det er blevet tid.

Det er nu jeg har chancen for at lære at savne uden at dø en lille smule hver time. Det er nu jeg skal lære at stå det igennem og komme ud på den anden side. For det jeg mister, hvis jeg ikke kan finde ud af det, kan jeg ikke engang tænke til ende.

Da børnenes far og jeg gik fra hinanden var jeg helt overbevist om, at det jeg skulle lære, var at være alene. Det var jeg så. Og jeg blev ret god til det. Så tjek på den.

Men den virkelige lære for mig er at være alene og hvile i det, når jeg meget, meget, altopslugende soleksplosionsbrændende meget hellere vil være sammen med en bestemt anden.

At se det som en af mit livs lektioner gør det hele lidt nemmere. Jeg kommer aldrig til at kunne lide afstand i tid såvel som kilometer til de mennesker jeg holder af.

Men nu satser jeg på, at lige netop denne her elendige afstand, har det positive i sig, at jeg bliver nødt til at lære at håndtere at savne. Nu. For jeg har ikke noget valg.

Ikke noget valg er nogen gange nødvendigt for at komme derhen hvor du skulle.

 

naar-jeg-kommer-i-et-forhold-vil-jeg-gerne-have-at-vi-skal-vaere-et

 

Motivation kontra perfektion

Jeg har en blog med en brevtjeneste. En fremmed skriver til mig og beder om et brev om motivation. Jeg har ikke skrevet til hende endnu, for jeg tænker stadig. Hvad er motivation? Hvad motiverer mig? Hvad motiverer dig? Burde vi egentlig ikke have totalt tjek på, hvad der motiverer os. Og hvorfor har vi det så ikke?

Da jeg beslutter at denne klumme skal handle om motivation ligger jeg i en hængekøje og lunes af septembersol. Egentlig tænker jeg mere på, at jeg skal til Cypern en uge end på at skrive klumme. Jeg er mildest talt ikke motiveret. Og lige der i hængekøjen går det op for mig, hvor vigtigt det er at have styr på sin motivation. Ellers er det alt for nemt bare at gøre ingenting. Eller som vi plejer. Desuden er jeg mester i overspringshandlinger, så hvis jeg ikke snart ser at blive knivskarp på, hvad der motiverer mig, så bliver jeg i den her hængekøje. For evigt småslumrende.

motivation-kontra-perfektion
Publiceret i Aarhus Onsdag Nord, september 2016

En deadline har imidlertid altid været så herligt motiverende, og sådan en er lige om hjørnet. Eftersom min hjerne er rimeligt tavs, begynder jeg at brainstorme på motivation. Men så sker der noget sært. Jeg er gået på Instagram for at blive inspireret, men i stedet for at søge billeder frem som brugerne har tagget motivation, søger jeg på perfektion. Det var jo ikke det jeg skulle?

Jeg ser billeder af buketter og horisonter. Af sixpacks og Justin Bieber. Et hjørne af stuen som ejeren er specielt stolt af, hovedsageligt holdt i hvidt, og der går ikke lang tid før det går op for mig, at billederne keder mig. Det er for glat, for pænt, for perfekt.

Det er meget sigende, at jeg egentlig sætter mig for at skrive en klumme om motivation og ender i research om perfektion. For ønsket om perfektion kan om noget kvæle motivationen. Motivation har virkelig hårde kår, hvis det vi ønsker at frembringe skal være perfekt lige fra starten. Men hvis nu vi HAR et ønske om perfektion. Kan vi måske blødgøre det lidt, så vi ikke spænder ben for os selv, ved at have et mål der hedder, at vi vil gøre ’det perfekte forsøg’?

Når jeg ser på mit liv, fortryder jeg ikke de gange, noget ikke lykkedes for mig. Det er de gange jeg ikke rigtig forsøgte, der nager. Og en uvilje mod at være begynder har afholdt mig fra en del forsøg.

Men det uperfekte kan jo være helt perfekt. Hvis du ser på de mennesker, du holder af. Er de perfekte helt objektivt set? Sikkert ikke. Vi har alle sammen hæmninger, steder vi er direkte rigide, vi braser frem eller holdes passive af vores respektive temperamenter. Men en andens uperfekthed kan matche dit modtageapperat, og på den måde ender det uperfekte alligevel med at være helt som det skal være. Vi ved det ikke, før vi prøver.

Og måske er det den største motivation. At vi bliver nødt til at undersøge tingene, prøve dem af, lære dem at kende ellers opdager vi aldrig, om det er lige præcis det her, der får os til at synge i badet. Til at se en overskyet dag som en pragtfuld begyndelse. Se på livet som en skattejagt.

Jeg vil starte med at lede efter skatte på Cypern.

 

Snehvide, prinsen og den møgsure dværg

Da jeg skriver om, at vi fodres med de vildeste (sygeste) historier om hvordan kærlighed fungerer via de eventyr vi proppes med som børn (Prinsen på den hvide hest) ved jeg godt, at det ikke bliver nemt for mig at droppe drømmen om den eventyrlige redning. Historierne indebærer godt nok onde hekse/stedmødre (også hekse), men så møder prinsen og prinsessen hinanden og ret hurtigt bliver de gift og så lever de jo ellers lykkeligt.

– Skriv hvad der sker, når Snehvide så møder prinsen i virkeligheden, siger han. Jeg vil så gerne vide, hvad der sker.

Det vil jeg sådan set også gerne.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er nogen, der har advaret mig, så jeg kunne forberede mig på, hvad der var i vente.

For eksempel har prinsen børn fra en tidligere royal forbindelse, og Snehvide kommer sådan set heller ikke til festen uden en del på slæb. Et par dværge for eksempel.

Der er sgu da ingen der i sin vildeste fantasi forestiller sig, at den slags løber af stablen uden nogen former for ballade.

Måske lige bortset fra mig.

For det kan jeg godt sige dig. Dværge der har haft en prinsesse for sig selv i årevis, har ikke nødvendigvis til sinds at opgive eneretten uden kamp.

Så her sidder du så. Med din nye kæreste og en dværg, der slet ikke opfører sig så pænt som du ved dværge kan. Ikke tilnærmelsesvist. Der er himmelvendte øjne. Manglende svar på venligt mente spørgsmål. Oprør og ballade.

snehvide og dværgen

Det er yderst pinagtigt.

Da dværgenes far og jeg gik fra hinanden tænkte jeg, at jeg ikke ville kaste mig ud i et nyt forhold lige med det samme. Jeg blev nødt til at finde ud af hvem jeg er, og det krævede, i min bog, at jeg var alene om det.

Og så gik tiden.

2½ år kørte jeg solo, så egentlig sad jeg oppe på en meget høj hest og tænkte, at når jeg nu fandt den kæreste, jeg mente, jeg var klar til – ja, så havde dværgene jo haft masser af alenetid med mig og burde kunne rumme en kæreste til mor uden problemer. Det manglede bare.

Det er så ikke sådan det fungerer.

Du bliver nødt til at træne dine unger op. Hvis du, som jeg, vænner dem til treenighed og at du rent faktisk kun fokuserer på dem ud over dit arbejde i de børnefyldte uger, ja, så forventer de, at det fortsætter sådan.

For evigt.

Og hvorfor skulle de ikke det?

Jeg ligger som jeg har redt. Men der er ingen grund til, at du skal gentage mine fejltagelser, hvis du når til det her punkt i livet.

Så. Hop ikke på den med, at du ikke skal slæbe alle mulige mænd (m/k) med hjem og præsentere dem for børnene. Gør endelig det. Hvis du egentlig ikke selv er klar til et nyt forhold så lej/lån eventuelt mænd, som med jævne mellemrum kan agere kæreste, bare så du får trænet dine unger i nye mandlige bekendtskaber. (Du ønsker virkelig at træne dine unger her). Få eventuelt nogle gigantisk nederen typer forbi. Når ham du så rent faktisk super gerne vil være kæreste med dukker op, så kan ungernes suk af lettelse høres i de omkringliggende landsbyer.

 

 

Giv noget tid og det sniger sig ind på dig

Klokken 5.25 påbegynder jeg slutningen på Beach Music, Pat Conroys 857 sider lange bog om South Carolina, 60’erne, Vietnam-krigen, om venskab, kærlighed, jødeudryddelsen under 2. verdenskrig, tro i dens mange variationer, Italien, forræderi, flugt, om at blive voksen, om de uendelige variationer over forholdet mellem forældre og børn, om mad og om tab, tab af uskyld, af kærlighed, af hjemstavn.

Det er længe siden jeg har læst så lang en bog. Jeg er en utålmodig sjæl, men projektet med at læse 800+ sider har mindet mig om, at der ligger store gevinster og venter, når man giver sig tid.

Og det gælder også andet end bøger.

I flere dage har jeg tænkt indædt på mad. På at jeg vil lære at lave alle mulige retter, at jeg vil invitere gæster til potentielt tvivlsomme smagsoplevelser, fordi førnævnte utålmodighed nægter mig at teste en opskrift, før jeg deler resultatet med andre. Så dem jeg inviterer, skal nødvendigvis være i besiddelse af en god portion mod og ditto humor, for fra tid til anden vil det gå galt for mig i køkkenet.

Først her til formiddag, hvor jeg bliver færdig med Beach Music, erkender jeg, at det er hovedpersonen Jacks kærlighed til mad, der har sneget sig ind på mig og smittet mig. Han skriver kogebøger og anmelder restauranter og laver mad til alle så snart han kan se sit snit. Han laver mad fordi han elsker god mad, men også som en måde at vise kærlighed og som en måde at trøste.

Hvorfor begynder jeg i det hele taget at læse midt om natten? Det gør jeg fordi min kæreste er stået op for at passe sit arbejde, og jeg kan ikke falde i søvn igen. Jeg ligger og tænker på, hvor mange ting jeg gerne ville være bedre til. Men jeg tænker også på, at jeg er tilfreds med, hvordan jeg er som kæreste – for ham.

I foråret da jeg skriver om dating, tror jeg alvorligt, at jeg måske skal holde foredrag om at date på et tidspunkt, når jeg har fået høstet en masse erfaringer.

Men jeg når kun at være på en enkelt almindelig date, der ikke rammer noget i mig.

Date nummer to sender mig et fast og undersøgende blik over bordet på en pub i Hørning, der får mig til at tænke, at det her er værd at se nærmere på.

Så nu har jeg en kæreste. En kæreste som siger til mig, at det er så dejligt, at jeg får ham til at blive helt rolig indeni på tæppet på græsplænen en solrig eftermiddag efter arbejde. Og mig der altid er så bange for at være kedelig. Fordi jeg indenunder al min blændende charme og vitserier (!) er en iagttager, der bare har brug for masser af rolige eftermiddage med duften af græs i næsen og fornemmelsen af en dansk sommer, der skiftevis bølger varm over kroppen og får huden til at brænde under kjolen og køler den ned igen når skyerne tager over. Jeg har ikke brug for de store armbevægelser. Jeg har brug for at vide, at jeg altid er velkommen under hans arm. At jeg er ønsket.

Jeg er ikke det mindste i tvivl.

Jeg er glad.

Jeg håber, du også er glad. Glad er rar at være i.

 

Når naboens græs bare ér grønnere

Klumme fra Aarhus Onsdag Nord, uge 30

I ni dage har jeg været hundesitter for Liva. I ni dage har jeg også passet bil. Stor, sort smækker bil, der ligesom bare passer til mig. Jeg har modstræbende måttet aflevere begge dele tilbage til ejerne. Men nu ved jeg, hvad jeg virkelig, virkelig ønsker mig

Jeg kan godt lide biler. Store biler, veteranbiler, sportsvogne og sjovt udsmykkede biler. Min virkelighed består i at sætte mig ind i en ældre Skoda, model helt almindelig, og satse på at den holder nogle år endnu. Det plejer at være fint nok. Jeg har en regel om ikke at kigge for langt efter ting, jeg alligevel ikke kan få.

Men så er det jeg skal passe verdens dejligste hund og med hunden følger familiens BMW.

Jeg kører en del på Grenåvej og har bemærket, at en vis type biler ser ud til at komme noget hurtigere fra start i lyskryds end andre. Mens jeg har tøffet bagefter i noget mere adstadigt tempo, har jeg funderet en del over, hvordan det ville være at køre sådan én, og om jeg mon også ville få problemer med at styre tyngden på højre fod, hvis det var mig bag rattet.

I det øjeblik jeg sidder i BMW’en, og utroligt komfortabelt må jeg lige tilføje, føler jeg mig hjemme. Det tager to sekunder at vænne sig til automatgear, lyden er lav og ualmindeligt behagelig, farten er angivet i røde tal mod forruden, så du behøver ikke kigge ned på instrumentbrættet for at se, om foden hviler for tungt på speederen. Eftersom du ikke kan høre hvor hurtigt du kører – som man kan i min Skoda – faktisk kan man nærmest mærke det i min Skoda – er det enormt smart med tælleren i ruden.

Nu er det sådan med en god del ting her i livet, at vi ikke ved hvordan vi vil reagere på noget, før vi står midt i det. Jeg elsker at køre bil. Jeg elsker friheden ved en bil. Jeg klapper jævnligt Skodaen og takker fordi den kører (endnu). Men man kan godt være tilfreds med det man har og så alligevel pludselig opdage, at græsset virkelig ér grønnere ovre på den anden side. Det er fuldstændigt fjollet at en bil har en feature, hvor dørene selv lukker helt, hvis du ikke har fået lukket dem ordentligt, og det er nok heller ikke lige det, der står øverst på listen over uundværlige ting, når man er offentligt ansat, alenemor på deltid. Men jeg kunne godt leve med den her acceleration til daglig. Hildemænd. Alle de her kræfter til min rådighed. Ikke noget med at ligge i overhalingsbanen med gaspedalen helt, absolut helt, i bund mens en stor familieford nærmest kysser bagsmækken af utålmodighed. Nix. I kan bare komme an kan I. Alle sammen.

I ni dage havde jeg hund og BMW. Jeg snøftede, da jeg afleverede Liva, men det var jo fair nok, det var ikke min hund. Til gengæld er jeg stadig sikker på, at ingen kan sætte så stor pris på den bil, som jeg gjorde. Et øjeblik overvejer jeg rent faktisk, om det praktisk kan lade sig gøre at flytte i campingvogn med ungerne, så vi kan få råd til en ordentlig syg bil.

Vi ville jo alligevel ikke være så meget hjemme, hvis vi havde BMW. Vi ville altid være ude på tur.

 

Når læsset vælter

Jeg har været stille her på bloggen et stykke tid. For jeg tog lige en nedtur. Faktisk er jeg stadig midt i den.

Siden børnenes far og jeg gik fra hinanden for tre år siden har jeg brugt en masse tid på at lede efter glæden. Opdyrke den, snuse til den, spørge til den og dele den hvor jeg kunne.

Så er det altså noget af en bet at få en depression.

Men det har jeg fået. Sådan lige en lille en.

’Du er jo ikke glad’, siger veninde en dag for et par måneder siden.

’Sådan er det bare’, svarer jeg køligt, ’livet’.

Jeg kan da godt se, at det måske ikke er optimalt at græde flere gange på en dag, nu hun lige frem påpeger det. Men den slags vænner du dig til.

’Jeg ser det at græde, lidt som at spise chokolade’, siger jeg. ’Noget er okay, men på et eller andet tidspunkt skal man også stoppe igen’.

Men hun mener, at jeg måske bør overveje om det modsatte kan være tilfældet. At jeg tvært i mod ikke har grædt nok og trænger til tid og ro til at få grædt ud?

Så sender hun mig til læge.

Når man kommer til læge og siger, at man måske er lidt mere ked af det, end man burde være, får man lov at svare på nogle spørgsmål.

Føler du skyld og selvbebrejdelser? Har du haft svært ved at falde i søvn, vågner du konsekvent for tidligt? Hvordan har du det med at livet fortsætter? Har du svært ved at passe dit arbejde? Er du bekymret, angst, træt?

Øh ja, jeg har skyld og selvbebrejdelser. Jeg er forælder. Goes with the territory. Haha. Og det med arbejdet skyldes bare at jeg virkelig har brug for sommerferie nu. Og det er nok også derfor jeg er træt.

Min læge har imidlertid en fin kasse der hedder Let-til-moderat-depression og den putter hun mig i.

Hun kigger venligt undersøgende på mine grimasser.

Jeg. Er. Rasende.

Svagpisser. Det er hvad jeg er.

Jeg synes det er fesent. ’Let til moderat depression’. Det lyder som en light udgave. Ikke engang det kan jeg finde ud af at gøre ordentligt.

Hvis jeg sad ved siden af dig. Hvis det var dig der var ved lægen og svarede det, jeg svarede, ville jeg være fuld af ømhed og måske en lille smule forfærdelse og sige til dig, at du har det jo ikke godt, du må have hjælp og passe på dig selv.

Men nu er det mig. Mig som ellers er blevet så meget klogere. Og stærkere. Og så fandme om jeg ikke knækker. Jeg er knækket uden at opdage det.

Min modne reaktion er at vitse med at så skal jeg jo have T-shirten *Let-til-moderat-depression*

Flot.

Men jeg orker det ganske enkelt ikke. Jeg kan ikke have en depression. Jeg er enlig mor med ansvar for to sjæle. Jeg skal smøre madpakker og sørge for den gode stemning og have overskud for tre. Jeg er for himlens skyld også lige begyndt at date, og jeg skal også gøre alle dem, jeg møder på mit arbejde gladere, for det er det jeg gør.

Ja, jeg hjælper folk med læsestof og printer og pas, men det jeg i virkeligheden gør er at hjælpe med jeres humør. Jeg smiler og vitser og spørger ind og viser omsorg. For dig med tjek på tingene og dig hvis læsestof afslører, at din verden er væltet.

Et eller andet sted på vejen glemmer jeg at drage omsorg for mig selv.

Fra tid til anden er der emner, der presser på, men som jeg ikke skriver om af forskellige grunde. Og hver gang der er noget, jeg ikke vil skrive om, bliver døren ind til ordene skubbet en smule i. Hvis jeg nægter at skrive om mørket, så lukker jeg også af for lyset. Det har jeg oplevet den ene gang efter den anden. Men det er svært at skrive om en depression, man ikke vil anerkende. Og der er alle mulige hensyn at tage. For eksempel til dig, der læser med her. Jeg vil så nødig gøre dig trist. Jeg vil allerhelst have, at vi kan være glade og trygge sammen.

Men nu er den ude. Depression anerkendt. Tid til at hele.