Overspringshandling (-en, -er, -erne)

En handling af mindre betydning, som udføres i stedet for det, man egentlig havde sat sig for. Overspringshandlinger udføres for at udskyde ting, der er mere eller mindre ubehagelige for overspringshandleren. Det kan være bestille tid hos tandlæge eller autoophugger. Tage Snakkén (se Snakkén).

Imidlertid er den garvede udøver af overspringshandlinger også i fare for at udskyde planer og opgaver, hun gerne vil, og som potentielt kunne øge den generelle livsglæde (se Livsglæde).

Det er kendetegnende for overspringshandlinger, at de yderst sjældent består af noget særligt givende.

I så fald ville der være tale om en prioritering (se Prioritering).

Ofte finder overspringshandleren sig i færd med at rydde op eller oversvømme ethvert anslag til selvstændig og kreativ tankevirksomhed/udfoldelse foran diverse skærme.

Den enkelte overspringshandling kan i sig selv være ganske harmløs og fungere som en pause i et for tæt pakket program. Overdreven brug er imidlertid direkte skadende, idet udøverens drømme ætses væk ved gentagen tilsidesættelse af ønsker, behov og generel arbejden sig hen imod et mål.

 

Hytte (-n, -r, -erne)

Beboelse på et mindre antal kvadratmeter til ophold af kortere (for grupper) eller længere varighed.
‘Hytte’ forbindes oprindeligt med øde omgivelser, men bruges også i moderne sammenhæng for miniatureboliger på stribe på fx campingpladser.
Hytten er et alt-i-et rum, hvilket kan være en udfordring for den introverte (se Introvert) personlighedstype.
For at være kvalificeret til hyttebetegnelsen skal beboelsesarealet være af en sådan størrelse, at hvis én brækker sig, vil nærmeste tilstedeværende blive stænket til. Bliver du ikke stænket til, befinder du dig i noget andet. Eventuelt et hus.
Hytten er et anerkendt redskab til test og iagttagelse af gruppedynamik og relationers sandsynlige holdbarhed (se også Ferier, generelt)

 

Sometimes being lonely is easier than being scared

Ordene i overskriften kommer fra skulptøren Beth Cavener. Jeg faldt over hendes skulpturer på nettet og har en tid holdt dem tæt ind til kroppen. Hendes kunst er voldsom, smuk og besættende, og jeg ville give en del for at få lov at se dem i virkeligheden.

Og røre. Jeg vil virkelig gerne røre, mærke struktur, mærke med fingerspidser, ikke kun med øjnene.

‘Forgiveness’, skulptur af Beth Cavener. Photo shown with permission from the artist.

 

‘Tangled Up In You’, skulptur af Beth Cavener. Photo shown with permission from the artist.

 

I forbindelse med at jeg besluttede at dele skulpturerne på bloggen, så jeg en kort video om kunstneren. Filmen er lavet af hollandske Bas Berkhout, som også laver vidunderlige ting, bare i et andet medie.

På fem minutter får han fortalt en skæv, rørende, anderledes historie. Et lille uddrag af et menneske. Fem minutters skønhed og råhed og helt ind under huden.

Tag dem med. De fem minutter.

Se mere af Beth Cavener på hendes hjemmeside

 

Themesong

Nu er ungerne proppet i minibilen, og vi er kørt ud i landet for at se, hvad sommeren har til os. Vi kører mod Viborg, alene fordi jeg kan huske brosten og ved, de har en domkirke og søer. Good enough for me. Hvad der så skal ske herefter bliver op til tilfældet.

Synes du generelt, der er for langt mellem opdateringerne her på bloggen, det synes jeg nogen gange selv nemlig, så skriver jeg kortere på Instagram som @ordfeen 🙂 Så kan du jo kigge over.

Mens du laver, hvad du nu laver, og hører det soundtrack, der passer dig bedst, fyldes Picantoen mindst én gang om dagen med lyden af Mighty Mighty Boss Tones. De laver altid en fest i anlægget. Nogle gange en lidt hård en af slagsen, men dette nummer er mit.

Fordi horn ikke, rytmen.. og teksten:

Why were we put here?
What for? we’re unsure
We sure weren’t put here to hate
Be racist, be sexist
Be bigots, be sure;
We won’t stand for your hate

God sommer derude. Må du opdage ny gåsehudsfremkaldende musik under solen.

Mighty Mighty Boss Tones – Let’s face it <3

Well it’s so hard to face
That in this day and age
Somebody’s race can trigger somebody’s rage

And somebody’s preference
Can drive some total stranger
To make somebody somehow feel the wrath of their anger

Why were we put here?
What for? We’re unsure
We sure weren’t put here to hate
Be racist, be sexist
Be bigots, be sure;
We won’t stand for your hate

Now why so cut and dry
A simple concept missed
Give tolerance a try
This confusion still exists ignorant mongers
No area’s gray
Couldn’t be any wronger in this age and day

Why were we put here?
What for? we’re unsure
We sure weren’t put here to hate
Be racist, be sexist
Be bigots, be sure;
We won’t stand for your hate
Get that straight

Now how far have we come?
How come there still are some
Who won’t let some
March to the beat of a different drum
To face it, it’s so hard
You must be on your guard
It’s not okay
And you’re not free to be a different way

Why were we put here?
What for? we’re unsure
We sure weren’t put here to hate
Be racist, be sexist
Be bigots, be sure;
We won’t stand for your hate

Let’s try to erase it, it’s time that we face it
If we don’t, then who will? Shame on us
Let’s try to erase it, it’s time that we face it
Let’s face it, the time is upon us
Let’s try to erase it, it’s time that we face it
If we don’t, then who will? Shame on us
Let’s try to erase it, it’s time that we face it
Let’s face it, the time is upon us

Sommerferie = kollaps

Ugerne op til sommerferien.. Selv de mest enkle opgaver ligner sumpområder med mangelfuld skiltning. Hvis der er den mindste selvregulering involveret i løsningen af en opgave, orker jeg simpelthen ikke gå derud. Desuden ser det også ud til, at der ligger en ufremkommelig bjergkæde lige bag sumpen –

Utroligt, at det kommer bag på mig hvert eneste år. Denne træthed. Ugidelighed. Det er helt uventet, at vi har brug for at restituere.

Jeg er okay klog på en del områder, men når det kommer til overblik, kan det være bedst for alle, hvis nogen gider tage over. Jeg har fx glemt, at eftersom jeg har to jobs nu, skal jeg også have fri fra to jobs. Så da jeg fredag går på ferie fra hovedjobbet, kan jeg passende gå hjem og læse en lektørbog med deadline mandag. Og på næste mandag er der én mere.

Klik på bogen for at læse mere hos Gyldendal

Det hjalp overhovedet ikke på sagerne, at bogen er enormt interessant, for så begynder hjernen igen. Og det er meningen, jeg skal holde fri nu. Ikke finde på ting.

(← ← ← spændende bog om sammenhængen mellem hjerne (tanker) og krop (følelser), og at vi i bund og grund har evnerne til selvhelbredelse)

…Ikke fløjte ud af nogen tangenter, og overveje hvor spændende det kunne være at prøve at helbrede en eller anden egenskavank. Som sagt. Ikke ud af nogen tangenter. Overhovedet.

Mit hoved er atter rimeligt udfordret på det der nu. Nu’et synes på én gang alt for strammende, uopløftende og vanebundet og samtidig så sprængfuldt af muligheder. Fakta er, at jeg bare ikke har mere energi lige nu.

Og når nu’et er blevet sådan. En konstant indre summen. En indre trang til at sidde helt stille i parallelløb med et andet krav om bevægelse videre, fremad, væk.

Så er det tilbage til start. Ned og sidde. Knyt sylten. Tjek øjenlågenes lukkefunktion. Træk vejret. Ind. Pust ud. Ind, dybt ind, ind, ind og sukkende uuuud.

Og så tænker du ganske enkelt:

“Alt er præcis som det skal være”

Og nøjagtig som der står i føromtalte bog, så bliver du før eller siden helt rolig og overbevist om, at det virkelig er sandt. Du behøver ikke løbe efter noget lige nu. Fortiden kan du under ingen omstændigheder ændre. Fremtiden er der også i morgen. Ved at insistere på noget med tanken, får vi en følelsesmæssig reaktion, der aktiverer alt muligt spændende  i kroppen: gener, hormoner, nerveforbindelser – og dermed er kroppen i gang med at virkeliggøre, hvad der startede som en bevidst gentaget tanke i hjernen.

It’s a kind of magic.

At alt er præcis som det skal være. Du kan slappe af nu.

Bare slap af og træk vejret.

(Når du så er færdig, så hør Justin Timberlake, eller hva der får dine klokker til at ringe)

Hvis du nu bare følger med..

Sidste sommer. Solen skinner og den tørre duft af gennemvarmet sand, lyng og nåletræer er baggrunden, mens jeg lige tjekker Facebook. Jeg husker det, fordi der stod, at to fremmede mennesker havde accepteret mine venneanmodninger. Jeg mente bestemt ikke, jeg havde anmodet nogen fremmede om venskab.

Det var to meget forskellige mennesker, så vidt jeg lige kunne bedømme.. Syntes det var pinligt. Vil egentlig helst selv bestemme hvilke fremmede jeg søger kontakt til. Jeg havde lyst til at slette dem lige med det samme og lade som om det aldrig var sket. Men så tænkte jeg på, at de her to havde accepteret min anmodning, og så syntes det lidt sjuftagtigt at slette dem som venner.

I know. Taking everything waaaaay to seriously..

Men altså. Den ene af de her to har siden hen virkelig tilføjet saft og kraft til min facebook. Han booker musik og skriver fjollede / følsomme / vildt pinagtig selvudleverende slapstick-rimende-poesi-agtige opdateringer. Og jeg er helt fjollet med det. Så det var jo godt, at jeg blev.

**

For en måned siden begynder jeg at spørge mig for, om der er steder i Aarhus, hvor man kan høre live musik over en frokost.

Jeg har lige et enkelt, men ret væsentligt ønske til: jeg ønsker at spise dejlig mad til live musik i skønne omgivelser. For jeg har været på Eydes Kælder i Horsens og er blevet forvænt.

Jeg må spørge de forkerte, for folk bliver helt blanke i blikket.

Come on folkens.. landets næststørste by??

Njaa…

Men så skriver min surprise facebook ven at der vil være blues på Bådcaféen i Marselisborg havn 2. juli.

Bådcafé??

Og i dag tager jeg så kollega Mette under armen og kører på havnen for at høre blues med Alan Haynes i de dejligste omgivelser, i super venlig stemning. Næste gang tager jeg billeder af interiøret, men jeg opbrugte al strøm på at optage video.

Sorte Louis vandt mig over uden synderligt besvær:

I et pænt stykke tid har jeg også været på udkig efter rum med sjæl til andre formål: Steder hvor man kan holde events af forskellig slags. Steder der bidrager til oplevelsen. Nu har jeg fundet et.

En af dagens gæster var iført en meget smuk kjole, som mindede mig om en idé jeg ikke fik fra jorden engang.

Den kjole, det sted – det var en direkte opfordring til at prøve én gang til. Hvis jeg beslutter at prøve igen, så lader jeg høre. Det gør jeg nok.

Vi hørte dejlig musik i dag. Optagelserne er desværre en lovlig windy oplevelse – på man-skulle-nok-have-været-der-niveau.

Til gengæld har jeg atter slæbt ukendt musik hjem fra biblioteket og Robert Forster her kom med i Picantoen på tur i dag. Jeg skal lige vænne mig til den måde han bruger stemmen på, men det her nummer er altså for dejligt (det er nok 10. gang jeg siger dejligt i dette indlæg – men det ér det – dejligt).

Nummeret har en lyd som sad bandet rent faktisk og spillede sammen under optagelserne – og som om, at man herefter har gjort det helt vilde at lade resultatet stå nogenlunde rent uden at finpudse al sjæl ud af det. Men lyt selv:

Udfordring accepteret: (kort) sur smøre

Min kollega udfordrede mig i dag til at skrive det sure. Jeg var sur. Går ud fra hun tænkte at vores fælles lørdagsvagt måske ville blive federe for hende, hvis jeg kom af med det, der ærgrede mig. Jeg skriver sjældent surt. Jeg prøver virkelig at få et grin igennem med de fleste. Eller i det mindste at gøre mit for at holde os alle sammen nogenlunde i ro. Men fra tid til anden skal man vel sagtens ud med det, så udfordring hermed accepteret.

Så til dig i Risskov i dag, i den store fede Mercedes, du holdt og blinkede for at komme ind på parkeringspladsen ved Fakta, men ville have mig ud først og dermed byggede en kø sig op bag dig = en potentielt farlig situation, fordi vi andre havde svært ved at gennemskue, hvad du havde gang i:

SÅ STOR ER DIN BIL HELLER IKKE. FLYT RØVEN FRA VEJEN, SÅ VI ANDRE KAN KOMME VIDERE. VI HAR REGLER MAND, DU BEDES STIKKE PIBEN IND OG FØLGE DEM I STEDET FOR AT LAVE DINE EGNE.

Og ellers… så skal jeg sgu nok smække den Mercedes ind på parkeringspladsen, så kan du køre min Picanto. Den kan komme ind alle steder.

(aaaah det hjalp allerede)

Nu tænker jeg på den mail jeg fik i dag fra en låner, som jeg havde forsøgt at hjælpe. Selvom jeg havde skrevet til hende, at jeg ikke kunne opfylde hendes sommerferieønske alligevel, skrev hun den sødeste tak for hjælpen.

Eller hende bag kassen i Fakta, der troede jeg var en anden, der var veninde med Katrine og så blev hun flov, og jeg spurgte om Katrine, som jeg så ikke er veninde med, er sød, og ja, Katrine er sød, og det er hende du ligner også, siger Fakta-pigen, ligesom dig, du ser sød ud.

Og John der altid kommer ind på biblioteket og er så ægte, at jeg tydeligt kan mærke, når jeg ikke er. Og så retter jeg op..

Jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg er sur…

[…]

Chili’en er sat over og bobler nu ind til noget der forhåbentligt bliver stærkt. Jeg er børnefri i denne og næste uge. Går på arbejde og kommer hjem og er alene. Og det er okay. Der er noget jeg skal have styr på. Har prøvet at slippe uden om et stykke tid ved at lade som om alene er farligt og har sørget for ikke at have ro til at mærke efter.. well..

Lige som ovennævnte forsøg ud i at skrive det sure ud først udvider sig og så trækker sig sammen til noget andet, synes livet helt overordnet at opføre sig sådan.

Udvidelse – Sammentrækning – Udvidelse – Sammentrækning

Jeg har haft en udvidelsesperiode, hvor jeg har gjort ting, jeg ikke er vant til og det fortsætter, bare i lukket forum på hjemmefronten.

Forleden begyndte jeg at hive bøger ned fra min reol. Jeg sorterede dem efter, om bogen gør mig glad eller har en form for betydning. Endte med at aflevere næsten halvdelen i vores lokale genbrugs. Alle der har levet en god del af deres liv gennem ord ved, hvad det betyder. Det er faktisk ikke noget man gør for sjov.

Det var ikke smertefuldt, så var jeg stoppet. Det er bare nødvendigt.

Der er en tid til at bygge op og en tid til at rydde op.

Og i dag, alene, bliver jeg klar over, at jeg har prøvet at kontrollere ting igen. Prøvet at bestemme hvad jeg må føle. Prøvet at forstå hvad der foregår i andre mennesker, i stedet for at mærke efter hvornår nok er nok – i mig.

Og så har jeg genfundet Grand Avenues The Outside, som sådan set sum’s it up nicely 🙂

Når vi laver magi

Det er den vildeste onsdag i mands minde. Her til aften har jeg afholdt Damesalon nummer to. Jeg kendte mine gæster på forhånd i varierende grad. Fra et årelangt forhold til kun at have snakket et par timer. De kendte ikke hinanden.

Fem kvinder kom med mad og fortællinger. De var hver især blevet bedt om at møde op og bruge ti minutter på at dele noget med os andre. Noget der fylder i deres liv.

Det gjorde vi så. Delte. Musik og erindringer. Kampe og livssår, kærlighed og væren. Tilgivelse (tilgivelse, måske?). Korte uddrag af liv, der har efterladt mig totalt forpustet og benovet over, hvad livet kan give os, hvis vi byder op til dans.

Den oplevelse vi delte her til aften var, som den ene deltager siger, magisk. Og det var den, fordi vi alle seks gav noget af os selv. Og vi lyttede. Levede med. Lo og sad i lamslået tavshed. Og beundring.

Jeg satte remedierne frem, men det er ikke mig, der laver magien alene.

Jeg tror, vi alle kan lave den lille magi alene.

Stor magi kræver to eller flere.

Og når vi lægger gode intentioner og kræfter i… så kan vi lave stor, forrygende, rystende, voldsom og bragende magi.

Også på en onsdag.

Jeg aner aldrig, hvad mine idéer kan føre med sig. Det viste aftenens Damesalon med al tydelighed.

Nu er jeg helt færdig. Dybt taknemmelig for mine gæster. Fordi de sagde ja. Fordi de er så skide fantastiske og modige.

Og taknemmelig for den store idegenerator som fodrer mig med løsninger, når jeg synes livet er lidt fladt.

Lige nu er livet et bakket landskab med eng og åer og fuglekvidder og advarende rovfugleskrig.

Præcis som jeg kan lide det.

Tak.

Tonen er slået an

På gulvet i mit køkken står en hvid, bugnende bibliotekspose med bøger, der på den ene eller anden måde berører ensomhed. Egentlig troede jeg, de skulle bruges til et foredrag om emnet, og posens indhold er research.

Men som det gik, da jeg troede, jeg skulle holde foredrag om dating, når jeg havde samlet en ordentlig omgang erfaring, fes grundlaget ud under mig.

Eller måske ikke.

Ensomhed er et grundlæggende vilkår for os alle, og den kommer i mange variationer og til tider ganske uventet – og uvelkomment – når vi er midt iblandt andre.

Det presserende har forladt mig. Men posens indhold står jo der, og jeg har ikke lyst til at aflevere bøgerne ubetragtede.

Det grundlæggende og vedholdende ved ensomheden kan jeg alligevel aldrig rende fra, så jeg vil egentlig gerne være forberedt, næste gang jeg mærker ensomheden kradse mod min dør.

Den trælse ensomhed vel og mærke. For at være ensom er også en forudsætning for et utal af skriverier og ideer, der ofte kommer ud af en mangel – et tomt rum, der kalder på indhold.

Så jeg studerer nu ensomhed gennem andres tekster, malerier og musik.

Det er en smuk, solrig lørdag med varm vind om benene. Jeg tager bogen øverst i posen, kaffe, notesbog og solbriller og sætter mig ud på terrassen.

“Den blå ild. Ensomhedens længsel og skønhedens smerte” – Essays og malerier af Jørn Henrik Olsen

Jeg læser indledningen og bladrer frem til første maleri af blåt og må lægge bogen fra mig. Det jeg læser, rammer så rent i mig, at jeg må holde pause, inden jeg kan fortsætte. Dette er ikke en bog jeg kan slippe om ved at scanne overskrifter og udvalgte afsnit.

Og måske er det også bare for meget, sådan helt uventet at finde sig selv bjergtaget på terrassen en lørdag, hvor jeg lige om lidt kører afsted med et par 9-årige tøser for at se på amerikanerbiler i Brædstrup.

Fra forordet:

Sproget giver let efter for slitage. Selv i det fortættede, stille skriveskjul dukker denne erfaring op. Sproget indordner sig ikke helt. Ord der er tiltænkt at skulle inddæmme og udfolde dybe eksistentielle følelser virker svage og uduelige. Næsten undvigende som emnet selv. 
[...]

Tilværelsen bliver aldrig skyggeløs. Dybde og vækst er ikke mulig uden smerte og tab, og kunst ikke uden en stærk længsel. Overgiv dig gerne til langsom læsning og refleksion. En forudsætning for justeringer er, at vi stopper op og får rede på, hvor vi befinder os.

Og således rammer bogen øverst fra posen, præcis hvor jeg er. Jeg kan næsten ikke rumme fornemmelsen af og forventningen til de knap 200 sider, der venter mig.

Tænk hvis teksterne bliver ved med at ramme strenge i mig på denne måde. Så ender jeg jo som et summende, sitrende, anslået instrument.

Søndagsglæde

Regnen pisker mod ovenlysvinduet på første sal. Jeg lægger nakken tilbage som om jeg kan høre det bedre sådan. Opdager spindelvæv i loftet. Det får lige lov at hænge der lidt endnu, det er ikke øverst på prioriteringslisten. Faktisk er det end ikke på listen.

Jeg skriver blogindlæg, mens jeg samler tankerne om den bog, jeg lige har læst. Om lidt skal jeg skrive lektørudtalelsen. Jep, jeg arbejder en søndag aften tæt på og hen over sengetid. Sådan bliver det ikke i næste uge. Fra næste uge bliver læsset fordelt jævnt.

Sønnen er kommet over en dag tidligere end normalt. Vi har haft en snak ham, hans far og jeg om lommepenge, hvem der skal betale hvad, og hvordan vi synes, det er fedt, at han gerne vil have en opsparing, men at nogle af de ting, vi har lyst til i livet koster penge. Også ens egne 🙂 Vi har talt om ikke at have råd til alle de ting, som andre forældre måske har råd til, og om at hvis han gerne vil op på grilleren og hænge og købe mad, så er det egentlig ret stort, at det må han gerne, og hvis han regner på det, kan han få fire bakker pomfritter for sine lommepenge..

Vi har sat lommepengene op. Fire bakker pomfritter og det er så UDEN at sætte penge i banken, det holder jo ikke for én på tolv. Ikke at han gider dem, pomfritterne. Det viste sig at være en principiel diskussion..

Søn kan ikke lide regn, gæffer han oppe fra værelset. Han burde sove. Jeg skal arbejde. Og lyden af regn når man er under dynen i et regntæt miljø, er da noget af det bedste? Han kan IKKE lide regn. Hvad nu hvis det begynder at dryppe på hans seng? Som sagt: han burde sove, jeg skal arbejde, og jeg er en brøkdel af et sekund fra at negligere, at der er et eller andet, der forhindrer ham i at sove, men egentlig skal jeg jo ikke sidde der og bestemme hvad.

Jeg inviterer ham ned. Kan du huske da du var lille? I kolonihaven? Vi stillede os ud i regnen? Han kan ikke huske det. Jeg skal gå ud først, smider tøjet, to store spring ud i regnen og hviner til lyden af hans latter. Han kommer jo ikke ud. Ikke denne gang. Men på et eller andet tidspunkt gør han, og så vil han kunne smutte ned under dynen bagefter og høre regnen mod ruderne på en helt anden måde end han gør nu. Det ved jeg bare.

Jeg behøver ikke at kaste mig ud fra klippe med elastik for at føle mig i live. Gyset ved regn mod huden er rigeligt. Du skulle tage at stille dig ud i regnen, lukke øjnene og bare mærke. Mærke regnen og hvordan alt andet fordufter fra kværnehjernen, mens du står der og bare er. Lille menneske under uendelig himmel.

Det har været en besynderlig uge. En ugen-derpå-uge. Jeg har fået blomster. Sådan med kurér og det hele. Og en flaske og kort med tak. Det er ikke lige noget jeg sådan er forvænt med. Faktisk startede jeg ud med at stirre på de cellofanklædte blomster og tænke, at jeg ikke kunne huske, hvornår det var sket sidst. Indtil det gik op for mig, at det jo er lige meget. Sidst er irrelevant. Det er nu der gælder. Så græd jeg lige en lille smule over at være modtager af så dejlig og uventet en gestus.

Jeg har også fået tomatplanter. Tre stk. Hjemmedyrkede. En af mine damesalongæster fortalte om sin (ret) store interesse for tomatplanter, der hvert år resulterer i for mange frø og for mange planter til familiens forbrug. Jeg havde fået lov at komme forbi efter nogen, men så står hun pludselig der på arbejdet med planter, hvis blades duft er noget af det allerbedste jeg ved. Hold nu maul jeg var glad. Hoved-og-fingre-helt-ind-i-planten-og-ryste-duften-op-glad.

Og jeg har fået skaffet mig en badeværelseskompatibel bluetooth højtaler, så nu kan mine naboer rigtig få glæde af mine playlister.

Så mangler jeg bare ordentlig lyd i Picantoen, men jeg kan mærke, at jeg forbinder ordentlig lyd med en helt anden bil, så den lader vi lige stå lidt længere til jeg er blevet mør.

Lige om lidt er det mandag.

Er du også klar?

The right time – is always now

Det er svært at starte dette indlæg om i lørdags. I lørdags hvor jeg for første gang læste egen tekst op foran et publikum (familieomgivelser undtaget..). Det blev til en til lejligheden skrevet takketale.

Inden jeg tog af sted, havde jeg tænkt på om denne blog, mig på en scene, ja det hele, også bare er for meget mig. Mig, mig, mig. Mig ud over det hele. Den tanke får jeg fra tid til anden. Sjovt nok altid lige når jeg har det sjovest.

Men jeg springer på hovedet i og opsummerer:

Lørdag havde vi Pop-Up festival i Hjortshøj. Det er en afslappet samling happenings som byens folk arrangerer og selv står for. En blanding af musik, workshops, leg og fortællinger. Jeg deltog i Pop-Up Originale som foregik i en jurt, håndlavet af en af Hjortshøjs indbyggere.

Man bliver helt rolig indeni, når man træder ind i det runde telt. 60 publikummer var klar og lyttede og deltog med sang, grin og klappede til de ti (+en ekstra), der stillede sig frem og spillede musik, sang, læste op af egne tekster eller fortalte om at være kunstmaler.

I lørdags blev jeg mindet om, hvor dejlig en landsby jeg bor i. Blev mindet om hvor mange der findes derude, som er fulde af venlighed, omtanke, kreativ energi og om, hvor godt jeg har det i sådan et selskab.

Hvis jeg skulle have været det mindste i tvivl, blev det også skåret ud i et ekstremt hårdt og vedvarende materiale: jeg befinder mig virkelig godt foran et publikum. Jeg kan godt lide at få folk til at føle noget, til at grine, og hvor jeg før har været bekymret for dem, der ikke trak på smilebåndet, fokuserer jeg nu på dem, der gør. Jeg siger gerne ting, der faktisk er grænseoverskridende for mig selv at sige højt, hvis jeg tror, det kan få det til at gibbe i nogen. Jeg kiggede rundt blandt publikum. Fremmede venlige ansigter. Folk jeg holder af strategisk placeret i teltet med opmuntrende opvendte tommelfingre. Smilende øjne.

Første mand skulle spille egne kompositioner på harmonika. Han lagde ud med en indånding og så sagde han, hvor meget det betød for ham, med mennesker der stiller op og giver af sig selv. Giver hvor de kan.

Jeg sad storøret og følte han talte direkte til den sorte tvivler i mig.

Det var ikke mange ord, der skulle til. Et lille skub og han fik mig til at ændre fokus. JA jeg kan godt lide at fortælle. JA jeg kan godt lide at stå på en scene og underholde. Men det der fik mig til at stå frem i går – og blive der – er jo også glæden ved at få nogen til at grine. At mine ord måske kan røre ved noget i en anden. I dig?

Det går over stok og sten i mit liv i øjeblikket. Jeg fik lov at interviewe en yndlingsforfatter. Jeg har arrangeret og afholdt min første damesalon, og i går debuterede jeg så foran et publikum. Og jeg tror, at al dette intense LIV, al den glæde, alt dette med at række ud efter det, der virkelig rører mig, og som jeg glædes ved – jeg tror sørme, det fik en del af mig til at blive bange.

Og det var derfor, jeg pludselig ikke måtte sige så meget.

Ironisk nok handler talen blandt andet om, at man skal lade være med at skrue ned for charmen men tvært imod give den gas.

Sådan er der jo så meget, der er nemt nok at forstå med hjernen, men lidt sværere at få implementeret i kroppen.

Søde Gitte skulle tage et par billeder, men optog også lidt video. Det var godt. Det er herligt at se hvor gigantisk en forskel der er på 1) hvor meget jeg tror, jeg bander (meget), og hvordan jeg i virkeligheden ikke bare bander, men virkelig sætter tryk på (hvilket altså ikke er nødvendigt, mental note til næste gang) – og 2) hvordan jeg tror, jeg er sådan en rolig én udadtil. Mens virkeligheden er, at jeg er lige så elektrisk udenpå som indeni. AHAHAHAHAHAHA.

…Bortset fra det. Talen er bedre i sammenhæng, synes jeg, og endnu bedre live. Men nu kan I selv se om det var noget at være nervøs over.

Hele talen kan læses i indlæg nedenfor ↓

Takketale

Tale holdt til Pop-up festival i Hjortshøj 3. juni 2017

Jeg har valgt at skrive en tekst til lejligheden. En takketale. Et taknemmeligheds skriv. Da Johs spørger, om jeg vil læse noget af mit op i dag, bliver jeg så glad og nervøs, at jeg først svarer et par dage efter, at det vil jeg gerne, men det kan godt være jeg dukker op besoffen for lige at tage den værste nervøsitet.

Det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Jeg er ikke fuld. Jeg har bare duftet lidt til et par skarpe inden jeg kom.

Nej jeg har da ej..

Der findes mennesker, der får opfyldt deres ønsker, og så er de bare glade.

Og så findes der os andre, jeg ved faktisk ikke helt, hvor mange vi er, der beder om universet om noget, får det, og så vælger vi så at gå i fuldbyrdet panik.

Hvad skal jeg læse op. Jeg har ikke noget at læse op. Skal jeg læse noget gammelt, noget sjovt, noget sært ingen forstår, men som får mig til at fremstå helt forfatteragtig nu ingen forstår, hvad jeg siger?

Men alle der ved noget om kreativitet siger, at man skal skrive / male / synge det man ved noget om. Det der fylder.

Jeg ved noget om taknemmelighed.

Og her vil jeg straks afbryde mig selv og lige prøve at få jer, publikum, i den rette stemning.

[hiv sprut og glas frem]

Jeg ved da godt, at jeg ikke kan købe mig til venner, det sagde min mor i hvert fald. Jeg må vel have afprøvet mulighederne eftersom vi skulle have den snak, og det er heller ikke meningen her. Men jeg synes en takketale kræver, at man har noget at skåle i. Så hvis I lige vil lade flasken gå på omgang, så taler jeg videre imens.

Taknemmelighed.

For fem år siden ville en takketale fra min side være overstået rimeligt hurtig. Jeg var utrænet, grøn, uskarp på alle de ting, der er at takke for i sådan et helt almindeligt menneskeliv.

Mit tyveårige jeg ville nok ikke have sagt så meget til det her, bare tænkt sit og ladt mig om at være mærkelig, mens hun gik ud og blev fuld.

Og jeg er taknemmelig for at være 45. Sådan virkelig. Sådan heeelt ind i knoglerne. Taknemmelig for at alt for helvede er blevet så meget bedre efter de fyrre.

Tak for de grå hår, som endelig ENDELIG giver mit fine nordiske hår lidt kant, og læg mærke til, at det er ’fint’ nordisk hår, vi siger. Vi siger IKKE noget tyndt nordisk lyst pjaskværk. Nej, fint nordisk hår, nu med stive grå strå i.

Hvor heldigt er det ikke, at jo flere buler og streger og ar jeg render rundt med (ting som en 20-årig ikke engang aner kan bule), jo mere tilfreds er jeg overordnet med hele situationen.

Da jeg var 17 og slank med verdens mindste topmave, var den elendige topmave det eneste jeg kunne se. Nu tænker jeg, ja, hvad fanden, med topmave følger større bryster – og tak for det.

Tak for hænder og tænder

Tak for farver. Tak for forårsgrøn, vindbølger i umoden mark, for grønne øjne. Tak for de mennesker, der dukker op i farver på en helt almindelig hverdag og lyser op.

Tak for ekstra chancer.

Da vi lavede litteraturscenen på Hjortshøj Festival, havde jeg besluttet at læse noget af mit eget op næste år. Men næste år blev ikke til noget. Festivalen lukkede. Optræden aflyst. Så tak til for mennesker der ikke vil acceptere en lukning og opfinder noget nyt. Tak til Johs for at tænke mig ind og til universet for en chance til.

Og tak til mig selv for at være blevet gammel og vis nok nu til at vide, at hvis du misser chancen første gang, så skal du dælanduleme sige tak og amen og ja for fanden, hvis den kommer igen.

Når jeg er dødtræt, og jeg ikke engang forstår hvorfor – men hey – jeg er bare træt, om lidt ryger jeg og så på hovedet i nyvasket, forårstørret sengetøj og DET er jeg taknemmelig for. Glæden ved at vaske tøj på en solskinsdag. Alene tanken om duften, den nærmest fysiske glæde ved at lægge sig i udetørret frisk luft duftende sengetøj, at rulle rundt i solskin og fuck jeg elsker præcis denne plet på denne breddegrad i foråret og endelig ENDELIG brænder kinderne på terrassen, og vi ved de ikke burde, kinderne, brænde, vi skal gå ind nu, men solen er tilbage, efter mørket og kulden og solen.. vi går fandme ikke ind, nul, nixen, og jeg er taknemmelig for den følelse hvert eneste år.

Jeg er taknemmelig for alle de ja’er jeg får. Dem der ligger i et smil. I et blik der holdes lidt længere. For kram og for de gange du tager telefonen, når jeg ringer. Taknemmelig for likes og kommentarer på diverse sociale medier, for hjemmelavede gaver, buketter..

Jeg er taknemmelig for at blive bedt om at lade være med at udskyde mere, for at nægte at love noget, og for at stole så meget på spørgerens kærlighed, at jeg nu holder, hvad jeg ikke har lovet.

Og derfor er jeg nu hver aften taknemmelig over at terrassedøren ikke længere lyder som en rotterede fuld af klynkesultne unger. Fordi jeg har puttet olie på hængslerne. Jeg er taknemmelig for, at jeg er blevet gammel nok til at fikse knirkende terrassedøre, forholdsvist hurtigt.

Forholdsvis er også noget at være taknemmelig for.

Det kunne jo være værre – og forholdsvismæssigt set kan man faktisk være på vej hen mod et bedre sted.

Jeg læste et digt på en opslagstavle for 22 år siden i Aalborg. Det handler om at vi fødes som os selv. Så bliver vi formet, klappet, skubbet, pudset, ledt og rettet til, så vi kan gå ud i samfundet helt firkantede og super tilpassede.

Resten af livet bruger vi så på at finde tilbage til os selv.

Mens jeg skriver på det her dukker udtrykket ’at skrue ned for charmen’ frem fra et gammelt kammer i hjernen. Det har bare ligget der og ventet på en lejlighed til at dukke op. Er du vimmer, man kan brug mange kræfter på at justere den charme. Mens man er halvvoksen. Mens man er ung. Jeg er så taknemmelig for ikke at være ung længere..

skruer man ned for charmen for ikke at være for ufeminin. Ikke grine for højt. Ikke insistere på taletid, heller ikke selvom man helt klart er den klogeste i rummet. Ikke hæve stemmen.

Så skruer man op for at blive set.

Så skruer man ned igen, fordi det var de forkerte, der fik øje på én, og så op igen for ingen opmærksomhed er altså også for trist.

Og imens går tiden. Opdragelsen har fået dig klappet godt firkantet, så du kan stables og passes ind.

Og hvis det mindste stikker ud, sørger vi sørme selv for at skære det til.

Vi justerer charmen.

De af os, der er gode til at opfange, hvad andre er fyldt af, risikerer at skrue rigtig meget ned, fordi vi hele tiden mærker, hvordan andre reagerer på os.

Jeg justerede charmen i en grad, så jeg endte hjemløs i mit eget liv.

Men så er jeg pludselig over fyrre. Enlig mor til to. Stiller skoene hver dag i socialt boligbyggeri. Tjener penge ved at være offentligt ansat. Alt sammen ikke ligefrem noget der får nogen til at tænke

Uh.. sexet..

Nej, men til gengæld er jeg dødhamrende taknemmelig for at have fået skrællet en masse socialisering af mig, for at have fået gravet og slæbt mig ind til kernen og at have opdaget, at man aldrig skal skrue ned for charmen.

Aldrig.

Dem der ikke kan tåle mosten, er ikke dine mennesker. Lad dem ligge og rode med deres løftede øjenbryn og deres trang til at dæmpe alt omkring sig.

Imens går du et andet sted hen og giver den gas.

Jeg er taknemmelig for børnene. Dem kan man altid takke for. Tænk hvor kedeligt livet ville være uden dem at bekymre sig om.

Der er dage, hvor taknemmelighed ikke ligger lige for.

Dumme dage. Måske sidder hjertet fast i et gammelt hak lige fra morgenstunden, og hovedet summer opgivende og rasende over at være her igen.

Den slags dage ender du med at være taknemmelig for et blad, fordi det er grønt.

I det mindste er der det.

Og det er også i orden. Der sker nemlig noget helt forunderligt, når du fokuserer på, hvad der findes at være taknemmelig for.

Du står og ser på det her blad. Og så ser du rigtig godt efter. Og det er ikke længere bare et stykke med plante mellem dine fingre. Det er grønne farver. Det er en fornemmelse af liv. Af træer og livgivende ilt, forår om hjørnet og duften af det hele.

Så det ene øjeblik er du tung i det næste taknemmelig for en speciel grøn nuance, eller for hvordan lyset reflekterer i et blad. I dette blad. Blødt mod fingerspidserne.

Tak for mine 10 minutter.

Tak til jer der lytter med i dag, det er ligesom at få et like, bare ude i virkeligheden.

Skål.

For livet.

Når du indhentes af gamle løfter

På lørdag skal jeg læse op til Pop-up festival i Hjortshøj. Det skal jeg, fordi jeg er blevet spurgt og fordi dengang vi havde den ’store’ organiserede festival i byen, og jeg var en del af planlæggergruppen bag litteraturscenen, lovede jeg mig selv, at næste år ville jeg læse op af mit eget.

Næste år kom aldrig. Festivalen lukkede.

Åh!

Pyyyyyyyh… pokkers?… Pyyyyyyh!!

Nu er festivalen erstattet af noget andet, noget mere uorganiseret, hvor dem der har lyst planlægger loppemarked, løb, børneunderholdning, musik og oplæsninger rundt omkring i landsbyen.

Og jeg bliver så spurgt, om jeg vil komme og læse op i år. Og jeg kan jo for pokker ikke sige nej. Jeg har et flere år gammelt løfte til mig selv liggende. Ulmende. Og jeg vil jo også gerne. Jeg har gemt mig længe nok.

Men samtidig har jeg lyst til at grave et meget, meget dybt hul. Så dybt, at jeg umuligt, kan nå at være kravlet op igen på lørdag..

Det er så min bedste undskyldning indtil nu..

Så har jeg tænkt på eventuelt at bedøve mig selv på en eller anden måde, så jeg glemmer, hvor nervøs det gør mig at skulle stå frem med mit eget, når jeg nu er vant til at promovere andres. Men jeg bor her i byen, og mine børn kommer nok, så jeg bliver nødt til at køre den hjem på viljestyrke.

Det jeg imidlertid KAN gøre er at bedøve publikum. Så i dag har jeg været ude og investere i et lille publikum-kick-starter-kit:

Når jeg så har fået alle fire til at grine, hvad skal jeg så fortælle?

Kan jeg fortælle om at være dybt taknemmelig for alt det sorgarbejde, jeg måtte igennem for snart fire år siden, da jeg mistede mere på meget koncentreret tid, end jeg før havde mistet samlet i årtier? Kan jeg forklare hvordan den erfaring fylder mig med taknemmelighed nu, fordi nu kender jeg tab. Jeg kender sorg.

Kender dens kringlede måde at bevæge sig på. Hvordan den bliver væk i dagevis, og at du vænner dig til at være glad. Hey! Jeg er glad. Jeg er mega glad. Og så pludselig midt i glæden mærker du en sugen. En tanke, en følelse klasker lige ind i al det lyserøde og grå kravler frem. Jeg genkender sorg. Den kan stadig overraske mig med sine små surprise visitter, men nu ved jeg, at den går igen. Vil jeg fortælle at det gør hele forskellen?

Vil jeg fortælle om glæden ved at glo ud over vindbølger i en umoden mark. Eller om at starte de fleste morgener med at køre til vandet og mærke fødderne mod sand, mod siv og tang og skaller. Glæde sig til dén dag, hvor vinden fører en hel klar hørbar sætning ind til mig fra roerne derude. Om duftene. Om måger og kraner og om trangen til at køre modsat arbejdet for at komme over på den anden side og kigge tilbage mod der hvor jeg står lige nu.

Om hvor frygtelig et skrig ræven har i min baghave om natten, hvor fasanerne skræpper op under solen, som havde man egen halvvilde hønsegård. Om spurvehøgens skrigen. Når det er tid til at lave nye spurvehøge. Når junior kalder på mad. Om duernes ugraciøse klasken rundt i træerne, om egernet, mus og harer. Lyden af lærker, stjerner på klare nætter, månen fuld, månen orange, månen klædt løst i skyer.

Måske vil jeg fortælle lidt om solsorten. Solsorten hvis stemme hiver minder frem fra alle de steder jeg har hængt jakken og mine sko har haft en plads. Hvordan det hele flyder sammen i lyden af smukke toner fra en undselig sortklædt fugl i mellemstørrelse.

Hvordan jeg elsker at blive ældre? Hvordan perspektivet ændres. Alting bliver federe. Koklokke og trianglen fx – musik i folkeskolen. Du kunne vælge mellem triangel, claves eller koklokke. Du gad fanden gale mig ikke spille noget af det. Det var åndssvagt. Verdens kedeligste rytmeboks var det du kunne blive. Som voksen er man meget mere – ai, vil du gerne have mig til at spille claves? Jamen det vil da jeg gerne? Med mindre selvfølgelig du nu ved, at claves bliver det aldrig, nej, du er født til noget andet, du er født til.. ja, du har ikke rigtig fundet ud af, hvad du helt specifikt er født til endnu, men claves er det dælme ikke.

**

Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige på lørdag. Jeg skal nok være klar. Det bliver jeg sådan set altid.

For ikke det skal være løgn, skal vi være i et af de fineste telte, jeg nogensinde har set. Billedet er tyvstjålet fra arrangøren, men nu krediterer jeg ham, og håber på det bedste.

Ønsk mig godt mod på lørdag. Et hjerteligt publikum med løse kraver og let adgang til hjertet. Selv ønsker jeg bare, at jeg nu er gammel nok.

Foto: Johs Thorst

Sikkert ikke i dag

På sådan en fri fredag kunne man hente kosteskaftet. Gaffatape det til kroppen så det flugter rygraden.
Man kunne tage et par dybe indåndinger, dem der skulle til, men ikke for mange så man ender svimmel og forpustet.
Man kunne tage sin tvivl og frygt og pakke dem pænt og sende kufferten til det sted, hvor peberet gror.
Men så skulle man i så fald hurtigt beslutte, bare beslutte sig, for et sted, og ikke begynde at google, hvor det sted så er, hvordan peberplanten egentlig ser ud. Man skulle også passe godt på ikke at lade sig distrahere yderligere af, hvordan en peberplantebonde mon ser ud, om man kan leve af den slags, og om det er en flerårig afgrøde, hvordan peber høstes, og hvordan beslutter man sig nogensinde for at blive peberdyrker og findes den slags i kvindelige udgaver?
Heldigvis kan man jo stå op og google, så et kosteskaft kan ikke forhindre at man glemmer, hvorfor man har knirkende tape om kroppen i første omgang.
Man kunne vide bedre, kende sine omveje og lade kosteskaftet sidde hele dagen i fald det begyndte at virke.
Man kunne beholde det på i seng og satse på at vågne som en anden med militærret ryg.
Man ender sikkert på terrassen med ord om rygrad i stedet for at udvikle en.

Søndagsoprydning

Finder en ældre seddel, hvor jeg har skrevet “Nogens mor har fået en kæreste”…

Og det var godt nok en vild oplevelse at blive kæreste med en efter at have fået børn med en anden. Jeg ved ikke med dig, men enlig mor var sørme ikke noget, jeg gik og forestillede mig i NOGEN dagdrømme om fremtiden.

Og jeg har drømt en del.

Da jeg så har vænnet mig til at være i en uventet fremtid, så havde jeg på ingen måde gennemskuet, at denne kæreste så ikke var en keeper.

Hvilket vil sige, at nogens mor nok på et tidspunkt får en kæreste.. mere…

Jeg ved godt, at det er meget normalt. Men normalt er vel i virkeligheden altid en tilvænningssag?

Så jeg sidder der i fantastisk søndagsvejr på terrassen og stornyder at det endelig er tid til bare ben. Nyder soltørrende vasketøj. Nyder alt det grønne og frodige, at have tid til en bog og kommer til at tænke på det, der stod på den seddel og på mulige fremtider og på at have noget at spejle sig i.

Overvejer at omskrive Snehvide, hvis mor jo helt klart ikke er død, hun er bare flyttet. Når prinsen bøjer sig for at kysse med damen i glaskisten, farer en slank hånd frem og lukker sig om hans strubehoved på særdeles ugæstfri facon. – Man spørger fandeme om lov først, hvæser hun, som slet ikke er død, men ved at optage et installationskunstagtigt indlæg til sin YouTube kanal. Nu jeg er ved det.. Snevide bor sammen med syv mænd i en ikke nærmere defineret tidsperiode.  Mon ikke hun er gået hen og har fået godt gammeldags vænnet sig til (mindst) én af dem og ikke er en dyt interesseret i nogen prins?

Måske lidt for meget reality-tv over den version til at jeg selv kan holde den ud? Jeg arbejder videre med hende…

Nu vil jeg tilbage til ‘Odinsbarn’ og læse mig fra en dejlig søndag helt ind i mandag.

Og til dig – en dejligt sunget sang 🙂

Når det bedste er det hårdeste

Det der med at passe på med hvad man beder om. Ikke? Når vores litteraturkonsulent spørger, hvilke udenlandske forfattere vi kunne overveje at invitere til byen i forbindelse med Authors in Aarhus, siger jeg Helga Flatland. Det siger jeg da også bare næste gang, hun spørger, og næste igen. Fordi det er Flatlands bøger, jeg er interesseret i.

I morgen skal Helga Flatland deltage i litteraturfestivalen Vild med Ord på Aarhus hovedbibliotek, Dokk1 – men i dag er hun til samtale hos mig på Risskov Bibliotek.

Jeg har været ude af flippen i ugevis. Har haft meget svært ved at huske, at jeg er god til den slags.

Til morgen må jeg ringe efter hjælp hos veninde.

– Hjælp mig. Jeg er nervøs. Starstruck. Jeg skal meditere, jeg kan slet ikke være i det her. Hvad skal jeg meditere på, noget, der kan få mig ned på jorden.

Og så siger hun, at jeg skal fokusere på mine fødder. Forestille mig, at jeg er et træ, og der vokser rødder ud fra fødderne, dybt ned i jorden.

Det gør jeg så, alt jeg kan, på min egen snue-meditative facon. Fokus – indånding. Fokus – lys. Fokus – fødder – rødder.

Jeg er et træ.

Jeg. Kan. Ikke. Vælte.

Helga Flatland sidder i vores køkken på biblioteket, og et øjeblik får jeg det sådan som man får det, når man har fået gæster, og man ser tingene lidt udefra. Åbne chokoladeæsker på bordet, brugte kopper og glas ved vasken, krummer og syltetøjsrester. Salt og peber bøsser nok til en noget større bix.

Jeg rydder lidt op. Hun putter sig med sin telefon. Vi har fået afklaret, at vi sagtens kan forstå hinanden, hvilket egentlig var min største frygt.

Står lidt og kigger på hende. Lige nu er vi hvemsomhelst for hinanden.

– Helga! Introvert eller ekstrovert?, spørger jeg.

Hendes beskrivelse matcher så præcis hvordan jeg vil beskrive mig selv, at jeg må nikke genkendende, og lige der går vi fra meget høflige til at være klar til en ordentlig samtale.

De andre siger det går godt. Det tænker jeg også det gjorde. Det føltes godt. Hun er nem at have med at gøre i denne situation. Klar til at svare. Interesseret i hvad andre må have af søgende viden, og selvfølgelig er hun det. Ingen kan skrive den slags bøger uden at være enormt interesseret i, hvad der sker i andre mennesker. Det er derfor jeg så godt kan lide dem.

Jeg har anmeldt bind et af trilogien om de tre norske gutter der omkommer ved samme vejsidebombe i Afghanistan på Bogrummet. Det er ikke bøger om krig. Det er bøger om sorg. Bearbejdelse af sorg. Kærlighed, skam og tavshed. Anmeldelsen kan læses her.

Jeg er dødtræt og tager lige to minutter for mig selv på toilettet. Gulvet ser et øjeblik ud som når man kigger enøjet gennem de der legerør, hvor der er forskellige mønstre for enden. Jeg elsker mit job, når det er sådan her, men  nu er jeg udmattet og tænker at et par stærke udbredte arme og et ditto sind da kunne come in handy.

Jeg rejser mig. I morgen er jeg stadig træt.

På søndag er jeg klar igen og har sandsynligvis glemt alt om hvor hårdt det også er, det jeg elsker.

På vej hjem. Picantoen kan ikke noget fancy med bluetooth and shit. Er faktisk i tvivl om antennen overhovedet forstår, hvad dens job er. Men der er cd afspiller, og jeg genhører Shawn Colvin og synger lige så højt som sidst.

Håber alt vel derude.

Alt vel her.