Bøger eller musik. Hvis du nu skulle vælge?

I sidste uge havde jeg besøg af min første testlæser af min første roman (der er mange første gange i år allerede). Hun havde meldt sig frivilligt til at læse og give feedback. Så er der jo ikke rigtig nogen undskyldninger mere, så jeg lod hende have min bog.
Jeg vidste godt, der nok ville være et par steder, der kunne forbedres, men var kun nervøs for, at hun ville komme tilbage og sige, at det var ’rigtig fint’ og ville være helt perfekt, hvis jeg lige skrev 40 sider mere.

Fordi.. jeg kan ikke bare holde mig til konventionerne og skrive en roman på normallængden 250-399 sider, kan jeg vel?

Nej. Min bog er knap 100 sider. Det var, hvad der var. Det er, som det er.

Min yderst venlige testlæser har haft bogen i flere dage før det går op for mig, at der jo er en risiko for, at hun slet ikke kan lide den.

Altså. Ahem.

Men andre menneskers oplevelser er der jo ikke noget at gøre ved, så jeg dulmer det indledende chok ned til en nervøsitet af overkommelig størrelse. Sådan let kildrende men ikke mere.

Tirsdag kommer hun så. Og jeg holder vejret, og det gør hun også – i omkring fem sekunder og så får jeg en kæmpe krammer og besked om, at alt er godt.

Jeg har jo fået respons før, men det her var usammenligneligt. Jeg var lamslået over at opleve, at jeg havde berørt et andet menneske med mine ord uden at være til stede.

Hun gennemgik teksten ved at læse udvalgte steder op. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har stirret sådan på nogen. Det var vidunderligt og åbnende og alting lettede lige der. Uanset hvad der sker herfra, vil jeg altid have den oplevelse. Af et menneske der læser op af min tekst og bliver berørt – igen. IGEN!! Og mig der er lige så berørt samtidig med, at jeg ikke kan holde op med at smile. Jeg ØNSKER ikke at holde op med at smile. Jeg bliver lige der i følelsen og lapper simpelthen rosen i mig. Rosen for det arbejde jeg har udført alene.

I morgen er det så testlæser nummer to. Han meldte sig også frivilligt. So be it. Jeg har en ide om, at han vil gå i kødet på teksten, og jeg er fuld af forventning. Jeg er efterhånden blevet blind på mit eget efter at have gennemskrevet og detaljelæst og omskrevet en god af del af de ufatteligt mange gange, jeg havde brugt ordet ’noget’ (Words ordoptælling kan virkelig bekræfte dine mistanker meget hurtigt) 😀

Datteren på 10 følger levende med, og spørger hvad jeg helst ville undvære: Bøger eller musik?

Den var nemmere end jeg lige troede. Hvis valget står mellem bøger og musik, vælger jeg musikken til. Altid. Måske fordi jeg kan lave fortællinger med ord selv, men musik…

Lige nu lytter jeg til Peter Gabriels fortolkning af Elbows nummer Mirrorball.

Det oprindelige nummer er så dejligt. Så blødt og fint og teksten er.. well: ”we kissed like we invented it” <3

Men så hører jeg Peter Gabriels version, og pludselig står jeg og hulker så hele kroppen ryster. Min vejrtrækning bliver påvirket, varmen stiger mig til hovedet, jeg kan ikke holde mig i ro og synes pludselig himlen er vidunderlig over mig, præcis som den er. Lige nu. Lige her.

Ingen bog har nogen sinde gjort det for mig.

Med bøger er jeg medskaber i mit hoved, mens numre som dette overtager mig. Som om lydene er en fortælling, der driver ind i mig og beordrer mig til at forstå, hvordan denne historie skal opleves.

Jeg har ikke føjet Peter G til min 2018 playliste, for jeg kan ikke gå rundt og bryde i krampegråd over musik, der spiller på både min krop og følelser.

Så i bilen hører vi Elbow.

Til dem der kun orker at høre det ene nummer:

Begge udgaver er skønne. Men hvis du (også) er til det storladne, så vælg Peter Gabriels version.

Til jer der er nysgerrige og har god tid: Tag dem i rækkefølge. Elbows oprindelige udgave først.

Og nu hvor jeg åbner op omkring at være så musikpåvirkelig, at jeg kan bryde i krampegråd, så bliver jeg nysgerrig på, hvem der også får de oplevelser af musik?

Hvis du gør, gider du så smide en titel eller et link og dele oplevelsen med mig?

 

Når vi smider krykken, vakler vi så ikke altid lidt?

Så gik der sørme en måned uden nyt på bloggen. De indlæg jeg har skrevet på var utilfredsstillende. Ordrige på en forkert måde. Mens jeg sidder her stædigt i gang igen, føler jeg mig stadig let svimlende.

Atter har jeg lyst til at skrive udenom. Måske fordi jeg først selv er ved at få sat fingeren på, hvad det er, der sker i mig.

Bæven er hvad der sker. Sårbarhedsudbrud. Spænding og forventning.

Glæde. Lys, inderlig glæde med bobler af håb.

Jeg har sidste arbejdsdag på biblioteket på torsdag. Det ryster mig, at jeg snart skal aflevere nøglen. Jeg har ikke fortrudt. Det er den rigtige beslutning. Men det betyder ikke, at jeg ikke også er rimeligt betuttet.

Folks reaktioner på at jeg har sagt mit job op uden alternativ på hånden, svinger fra beundring, over morskab og undren til vantro og langvarig hovedrysten. Det er derfor, man bliver nødt til at tage de store beslutninger alene. Der er lige så mange holdninger til dit liv, som der er mennesker. Hvis du skal tage dem alle sammen til efterretning, ender du – absolut ingen vegne.

Faktisk har jeg et par gange fået fornemmelsen af, at jeg er gået hen og blevet én, man bør holde en fornuftig sikkerhedsafstand til. Den følelse har jeg ikke haft meget længe.

Måske fordi jeg har været camoufleret i lang tid. Jeg har levet under det sattes trygge og rolige, men måske også bedøvende flag. Når man lever der, er man ikke så farlig for andre mennesker. De behøver ikke tænke så meget.

En gang sagde man ’Lev stærkt, dø ung’. Jeg er på linje med Peter Sommer, når han forvrænger citatet til et mere nutidigt ’Løb stærkt – dø’. Det er også fint at løbe, at give den max gas, hvis du løber mod det, der beriger dig. Men når du opdager, at du har glemt hvorfor..

Stop op?

Dette forår har været vidunderligt. Det har været så udansk. Så tilpas solrigt at vi nu godt kan få os selv til at gå indenfor, MENS solen skinner. Vi har for en gangs skyld fået, så solhatten passer. Græsset ligeså. Ikke en eneste dræbersnegl har jeg set i haven.

Morgenerne på terrassen.. Lærkesangsunderstøttede. Her ønsker jeg ofte at rejse mig og sætte mig ud i et drøn af en vogn. En lang, lang landevej uden fartbegrænsning og et sygt lækkert anlæg. Jeg ønsker givende møder langs min vej. Møder, der giver mig noget at tygge på.

’Men kan man leve af det’?

Jeg ønsker at stå ved foden af trappen og lytte til roligt sovende børneåndedrag og mærke en altomfavnende kærlighed, der lige pt ikke kræver andet af mig end min tilstedeværelse.

’Men kan man leve af det’?

Jeg ønsker at bruge min tid på at gøre en forskel.

’Men kan man leve af det’?

Årh fuck nu off!

Ved du, hvad jeg IKKE kan leve af?

Manglende mening. Gentagelser. Overfladiskhed.

Jeg kan slet ikke leve på ’sådan er det nu engang’. Det slår mig simpelthen i stykker og desuden

– hvem siger det?

I dag sagde jeg farvel til to af mine yndlingslånere. Jeg har set dem uge ud og uge ind i lang, lang tid. Begge har nærmest altid smilet til mig, som jeg smiler til dem. På trods af at alle dage ikke kan være lige lette for dem heller. På trods af regn og bøvl og smerte og trummerum. Så smilede de til mig.

Og så måtte jeg ud bagved og tude.

Mens jeg har puttet mig under hele den der trygge pakke med godt fast job og gode kollegaer og ’du ved, hvad du har, du ved ikke, hvad du får’, har min sårbarhed på en eller anden måde være dulmet. Nu dukker den op for fuld kraft. Men det samme gør et brændende ønske om at mærke livet, ikke bare tulle i hælene på det, men spæne af sted.

Mod nyt land.

Og til alle andre der har valgt at pakke prærievognen og rejse ud for at se, hvad der er på den anden side af der, hvor kortet ender..

Jeg kommer nu.

 

Meninger og hvordan man undgår dem

Hvis du nu går rundt og er meget oppe i hovedet og gerne vil ud af det, så har jeg hørt, at man skal øve sig i at lade være med at have en mening om alting. Så kan man ligesom slappe lidt af med de indre diskussioner. Det lyder fedt. Jeg har i lang tid øvet mig i at undgå alt, der har med Inger Støjbjerg at gøre fx for at undgå at mit indre meningstyranni skulle gå amok og få mit retfærdighedsmåleapperat til at brænde sammen. Igen.

Det samme gælder Trump, ham den anden selvovervurderende ovre i Rusland, politikere, der kalder sig liberale samtidig med, de bliver ved med at stramme statens regler om borgernes bevægelsesfrihed, den nonchalante holdning til global opvarmning..

okay politik generelt og sådan.

Nu er jeg helt nede i at øve mig i ikke at have en mening om de nære ting, der påvirker mig direkte. Trafik er et fremragende eksempel. Det er et langt, sejt træk, det er det. Men det går fremad.

Altså har jeg ikke nogen mening om

  • Bilister der ikke kan finde ud af at komme op i fart, men tusser ud på motorvejen med 85 km i timen.
  • Bilister der drejer ud foran dig fra en sidevej og tvinger dig til at bremse ned, selvom der ikke er en eneste anden bil så langt øjet rækker, og hvis man var sådan én, der mente noget, kunne man jo mene, at det måske havde været en fremragende idé lige at vente med at køre ud, men okay.
  • Bilister der kører slingerkørsel, fordi de kigger på deres mobiltelefon.
  • Den generelle opførsel i rundkørsler. Blink for helvede. BLINK!!!
  • Bilister i store Audier, der ikke kan finde ud af komme op på de 130, de godt må i det mindste. (Hvis du ikke kan lidt at køre bil, så bytter vi fandeme, så får du Picantoen. Du er spild af bil. Sgu da.)
  • Buschauffører der drejer ud fra stoppestedet og vælger at blinke ud EFTER de er begyndt at køre.
  • Fodgængere der ikke bliver stående i midten, men lige skal nå over det sidste stykke af vejen selvom der blev rødt for længst og som på ingen måde kan sætte farten op, så de højresvingende bilister kan nå at komme af sted.

Jeg har naturligvis aldrig gjort noget af det ovennævnte selv. Og ellers ville jeg jo selvfølgelig bare øve mig i ikke at have en mening om det heller.

Hvis der er noget, jeg har glemt ikke at have en mening om, så skriver du bare en besked nedenfor. Jeg har jo ikke tænkt mig at snyde udenom ved at glemme noget, jeg skal huske ikke at have en mening om.

Heldigvis er jeg alene hjemme med Sally lige nu, så det eneste jeg ikke skal have en mening om er, om jeg mon skal holde øje med, hvor hurtigt jeg kan blive sur, og at jeg ellers har en holdning om at holde brok til et minimum.

Men der kan man bare se. Der er stadig langt til tibetansk munkero.

Og måske har jeg faktisk en mening om, at tibetansk munkero måske er lidt til den kedelige side.

Egentlig.

Practise What You Preach

I forrige indlæg skrev jeg om slagteren, der beslutter at blive rocker, og om hvor sjovt jeg synes, det er. Altså alt det rockere står for med at lukrere på andre menneskers ulykke, er jo ikke sjovt. Men desperate beslutninger er sjove på sådan en psykologisk interessant måde.

Jow de er.

Det synes jeg stadig nu, hvor jeg har taget min egen rockerbeslutning..

Jeg har sagt mit job op.

Jeg kommer dig bare lige i forkøbet med et par svar:

– Nej, jeg har ikke noget på bedding.

Svaret på spørgsmålet ’jamen hvad skal du så?’, er et klokkeklart og klippefast – det ved jeg ikke.

’Var det ikke mest smart at finde ud af, hvad du så skulle, inden du sagde dit nuværende job op?’

– Det ville sikkert være rigtigt smart. Det er en velafprøvet metode, der har virket for andre. Det virkede ikke for mig.

’Burde du ikke være blevet, til du havde fundet et andet arbejde? Det er altid lettere at få et nyt job, når man er i et?’

– Ingenting stort er nogensinde kommet ud af burde. Og måske skal jeg arbejde for én, der sætter pris på mod og visheden om, at denne medarbejder bliver, fordi hun er helt fjollet med sit arbejde, ikke fordi hun er bange for ’det store ukendte’.

Hvem ved?

Ved du?

I alle forhold hvor vi har investeret noget af os selv, vil der altid være grunde til at blive og grunde til at stå af. Så længe der er langt flest af de første – well hey!

Men ellers – hvis det er ved at være fifty/fifty sådan på daglig basis – er det så godt nok? Er sikkerhed alene nok til at få dig op og ud af sengen og af sted dag efter dag?

Det er det sikkert. Sikkerhed er en stærk motivationsfaktor. Men er du glad?

Jeg kom i tanke om et citat, der nu er ophøjet til mit motto:

 

 

 

Hver anden dag føler jeg mig herre sej og koloenormt beslutningsdygtig.

Resten af tiden kan jeg lige så godt prøve at finde slagterrockerens adresse og forsøge at indlede en korrespondance om dumme beslutninger.

Bortset fra, at jeg inderst inde ved med sikkerhed, at dette ikke er en dum beslutning. Den er heller ikke hovedkulds, men har været længe undervejs.

Når jeg tvivler, er det frygten for det ukendte, der taler, og frygt.. det har vi allerede besluttet ikke må styre vores liv.

Ikke?

Eller hvad?

I aftes blev beskeden om mit snarlige farvel til mit arbejde for første gang mødt af et helhjertet og umiddelbart ’Tillykke’.

Og jeg synes, det var på sin plads.

Tillykke til mig.

Jeg er ikke et træ.

Det er du heller ikke.

 

 

Slagterens midtvejskrise

På biblioteket får jeg en ny bog i hånden om en midtlivskrise af dimensioner. Det er den virkelige historie om denne her granvoksne slagter, der bliver voldsomt træt af sit almindelige liv og melder sig ind i en rockerklub.

For real.

Kan han ikke bare få sig en tatovering, motorcykel, cabriolet, cykeltights eller begynde at løbe maraton(s) som alle os andre, spørger du? Nej. Nej, det kan han faktisk ikke. Han skal være rocker, ja han skal.

Hvilket jo giver helt vildt god mening.

Jeg står bare og griner.

Vi snakker ikke motorcykelhyggeklub. Vi taler melde sig ind i hele moletjavsen med vold, social kontrol og kriminalitet som en helt naturlig del af tilværelsen.

En voksen mand.. Jamen hvad fanden tænkte han på?

Nå, men slagterrockeren finder ud af, at det nok ikke lige var det alligevel, og gæt hvad rockere siger, når man prøver at slå op?

Ja jeg ved ikke præcis, hvad de siger, men det lyder nok hen af ’det bliver der ikke lige noget af, gå du nu hjem og sov den ud, og så fortsætter vi i morgen, som vi plejer’.

Jeg griner videre.

Jeg behøver ikke læse den bog. Jeg gad godt snakke med ham dog, selvom han nok ikke synes, det er lige så sjovt, som jeg gør.

Måske kunne vi have en snak om beslutninger. Om desperate beslutninger. Udveksle tanker om det almindelige liv og mere tilforladelige metoder til at ruske lidt op i det hele.

Gå til yoga fx… Jeg kunne så fortælle ham lidt om kraften i at stille sig i en tilsyneladende fysisk umulig stilling, prøve at hold balancen og opdage hvordan man egentlig føles. Helt indeni, når der ikke er plads til andre tanker i ens hoved end ’hold da op det ben ryster’ og ’det kan hun da ikke mene en krop skal kunne’.

Lige som slagteren er jeg heller ikke helt cool med det. Det almindelige liv. Jeg har fx altid syntes, der helt generelt mangler underlægningsmusik? Jeg tror Fame, Flashdance og Footloose ødelagde min sans for virkelighed. Og før det eftermiddagsfilm på DR med Bing Crosby, Hepburn og Frank Sinatra.

Jeg bliver jo ved med at gå og vente på, at folk skal bryde ud i dans og sang.

Hvorfor GØR vi ikke det?

 

Mens jeg griner af slagterens noget voldsomme løsning på livets trummerum, er der noget, der river sig løs inde i mig, og skubber mig hen mod min helt egen drastiske beslutning..

Jeg har en gæst. En dejlig gæst. Og hun har en gave med (bonuspoint og hjerteikoner all over the place). ’Jeg ved ikke, om det er dig’, siger hun og rækker mig en sammenrullet plakat, ’men jeg tænkte, du skulle have den’.

Jeg fjerner båndet og ruller David Bowie ud. Med skinnende habit, make-up nok og fritz i pang. Jeg stirrer fra ham til hende. Jeg elsker den. Det er bare et billede af en mand, men jeg står og forstår, at man godt kan tage nogle beslutninger, der kan virke til den qwaaazy side, uden der kommer rockere efter dig.

Jeg husker pludselig, at man ikke hænger på den FOR ALTID.

 

 

Bowie tog en beslutning om at klæde sig ud og ligne noget, der ikke lignede så meget andet.

Og efter noget tid holdt han op med at se sådan ud igen.

Den gave var som en af de drømme, vi kan have. En af dem der stiller tingene op i et enkelt billede, hvis betydning står helt skarpt.

Og så tager jeg en drastisk beslutning selv.

 

Fortsættelse følger..

(og så lige gevaldigt humørløft med Dave Matthews Band ↓↓)

Sitrende, gnistrende øjebliksbillede

Ai men hvordan forløber din januar so far?

Min opfører sig lidt som vikingeskibet i en forlystelsespark. Op, ned, op, ned. Jeg har valgt en tur i vikingeskibet i den tro, at det ville være en passende forlystelse for mig. Og et eller andet skal man jo prøve, nu man er her. Men det må være et optisk bedrag. Udefra ser det så roligt og sikkert ud.

Så sætter du dig åndssvagt nok op i båden og opdager præcis hvor gammel og utrænet du er, og at det er dit balancecenter sådan set også. Alting svimler og der sidder du og prøver at fokusere på et bestemt punkt og ikke være for meget nede i maven.

I går aftes krydser et fly himlen som så ofte før. Men dette fly. Glødende i skæret fra en synkende sol. Smuk mod hjertet som en blomsterbuket, der bare står der og aer øjet med sin støvede rosa, en skinnende hvid fugleflok mod mørkt truende himmel, en ny slags øl der smager præcis, som man kunne ønske, den næste øl skulle smage.

Jeg drømmer de vildeste drømme. Vågner rundtosset og elsket sønder og sammen af en eller anden drømmemand – bogstaveligt talt. Jeg er så glad, når jeg vågner, at det er lige før, jeg begynder at tænke, om han måske skulle kunne findes i kød og blod et eller andet sted derude i virkeligheden.

Det tætteste jeg kommer so far er imidlertid yngre fyr fra et land mange kilometer væk, der til gengæld giver den gas på et socialt medie med indledningen:

Oh my god. Finally I found you.

En okay indledning..  det må jeg sige.

Morgentur med hund er kold og skøn. Bugten bruser mørkt og insisterende mod mig. Sitrende glad på stranden. Hænderne tørrer ud i frosten, og jeg har ranket ryggen mod det år, vi forlod. Min gamle veninde der ringer og lige får smidt et net henover mit flyvske hoved og hiver mig ind. Og så holder hun mig fast med kontante spørgsmål, til jeg lige kan nå jorden igen.

I går hørte jeg John Mayer og tudede, når han synger ’It breaks my heart’ anden gang og musikken bliver molsk.

 

I dag er sprængt åben af skarp vintersol og vandet (her før solen havde fået hejst sig op)

og opdagelsen af en sang, der lyder præcis som en bilsang skal lyde for mig..

Selvfølgelig forestiller jeg mig lige, at jeg sidder i noget andet end en sølvgrå Picanto. Jeg kører sørme heller ikke stille og roligt gennem Risskov på vej til arbejde, nej, jeg sidder i et sort lyn med ordentlig syg vroomeffekt, kaffeholder og umanerligt gode højtalere og er i dén grad på vej ud, væk, videre.

Men vi kom fra, hvordan din januar behandler dig?

 

Et nyt år lige om lidt

Så står 2018 og buldrer på døren. Jeg har haft en del nytår i ophøjet ligegyldighed. Flere med munter insisteren på at alt er godt. De sidste mange med erkendelsen af, at årene et langt stykke hen af vejen bliver, hvad vi gør dem til.

I år kæmper jeg. Kæmper videre kunne man fristes til at sige. Jeg kæmper med at få styr på 2017. Jeg vil så gerne kunne putte ting i nydelige kasser med label og så op på hylden til de andre. Man er vel bibliotekar. Men det er som om det år, der er slut lige om lidt, stritter imod at blive pakket sammen. Det er som at forsøge at få en blæksprutte i en kasse. Eller sin hund ind i brusekabinen efter en lang mudret skovtur. Der er ting, der bliver ved med at floppe ud og vil ses på.

2017 var.. meget. Bare rigtig rigtig meget for mig. Jeg har tænkt og følt, arbejdet, fået ideer og udført dem og kæmpet som en gal. Hovedsageligt med mig selv. Nogle ting bliver godt at efterlade i dette år. Noget startede jeg op og det skal vandes og plejes fremover, så det kan vokse. Andre ting ved jeg ikke engang, om jeg fik ordentligt hold på.

Men ved vi nogensinde det før tiden har lagt sig imellem?

Kære 2017

Du SKAL gå nu. Du kan holde fast med kløerne i nogle timer endnu, men så slipper du.

Folks hjerter, 2017. Man leger ikke bare sådan med dem og smasher dem ud over sidelinjen. Var du helt sikker på, at der ikke var andre måder jeg kunne lære det, jeg skulle lære?

Og har jeg lært det?

Hvis jeg skal komme dig lidt i møde 2017 så nej, det var ikke kun din skyld. Det var virkelig 2016, der startede.

Jeg satser på, at jeg har lært noget af dig. Lige nok til at undgå de værste faldgruber fremover.

Jeg kan ikke give dig skylden for ting 2017, hvis jeg ikke også lader dig få del i æren. Jeg synes selv, jeg er ret fair på det område. Så tak for

Fantastisk musik. Okay musik. Dansenumre og tudesange. Nostalgiske tangenter og stikkende vers.

De mennesker, der har givet mig af deres tid i år. Så mange nye sjæle. Så mange nye historier.

De 34 bøger jeg har lavet lektørudtalelse på. Al den viden jeg har suget til mig om hjernen, maven, huden, selvhjælp og filosofi fra klassisk videnskabelige bøger til en hel del ret alternative tilgange til verden. At tjene penge på at lære og udvide sin horisont er faktisk en pænt god deal.

Jeg sukker lidt tøvende, mens jeg skriver videre her 2017. For første gang i mit liv valgte jeg helt bevidst at arbejde mig gennem smerte. Jeg var nødt til det. Mellem mit hjerte og mit hoved kan alting lynhurtigt blive enormt følelsesfuldt og ikke særligt konstruktivt. Du lærte mig at knokle for at nå et mål. Og jeg har nået et stort i år og arbejder ufortrødent på et andet.

Romanen. Da jeg ikke kan rejse mig ved det træ jeg faldt, eftersom det er gået.., beslutter jeg at rejse mig ved et andet. Jeg tager min drøm ud af tankeverdenen og gøre den virkelig. Udgangspunktet er mit eget liv og jeg giver min hovedperson et punkteret hjerte at starte ud med. Ikke særligt venligt måske, men det er da noget jeg kender.

Så beslutter jeg at skrive hende her lykkelig. Fordi det har jeg magten til.

På helt forunderlig vis vokser jeg med hende. Hun starter ud med at få lov at kæmpe mine kampe, tage livtag med min tvivl og så overhaler historien livet indenom. Jeg skriver hende et liv med mennesker, der skubber. Mennesker, der ikke bare taler om vejret og siger nå men hej så, når de opdager, at det ikke bare er liflig rislende bæk og brusende bølger mod stranden det hele, for søen har dybde og kender til en mørk, skræmmende kulde. Der findes understrømme der hiver og slider. . Jeg skriver provokationer ind i hendes verden, som tvinger hende ud af alt det blå.

Så skriver jeg hende en hund.

Da jeg læser hvad det gør ved hende at få ansvaret for en omgang med pels, beslutter jeg at høre efter et af de mottoer, jeg selv har strikket sammen, og som jeg bruger, når hjernen virkelig er gået i selvsving.

Spørgsmålet er ikke hvorfor. Spørgsmålet er hvorfor ikke.

Og så lader jeg romanen flyde ud i den virkelige verden og skaffer en hund til mig selv.

Når jeg er så tøvende omkring at sige farvel til dig 2017, er det fordi, jeg  ikke ved, om jeg lærte det, jeg skulle. Om jeg helt forstod, hvad der var at forstå.

Men med et andet motto:

The only way out is through

Nu vil jeg køre til den anden ende af byen og fejre nytår med et menneske, der rakte hånden ud i år og anmodede om mit venskab. Bare sådan. Jeg kender ikke de andre, der kommer, men jeg må have Sally med, og jeg glæder mig.

Farvel 2017.

Jeg kommer ikke til at savne dig.

C

Julestatus

2. juledag og jeg kaster mig over skrivningen for at udnytte et øjebliks ro. Søn og kammerat er sendt ud for at lufte Sally. At de også bliver luftet, er bonus. De har hylet og hvinet og skreget op i timer ovenpå til et nyt spil. Jeg prøvede det i går aftes. Gang Beasts hedder det. Nogle vidunderligt tåbeligt udseende figurer går rundt og tæsker løs på hinanden. Det handler om at få løftet modstanderen og smidt ham ud fra taget af bygningen eller ned i en kværn. Psyko voldeligt, absolut ingen historie. Kommer du til at gå ind i en væg eller nogle jernstolper, boller din figur hvad end der er i vejen. Hulemandshumor. Har sjældent grint så meget. Og så på en helligdag.

Gang Beasts PS4

Jeg har fundet en ny yndlingssang. Det gør jeg jævnligt.
Jeg får også lyst til at høre den nu, mens jeg skriver, men det nedsætter effektiviteten betragteligt. Jeg vil bare pakke mig selv ind i den sang og blive der.
Spotify er ved at hive mig i let country/blues’et retning med musikforslagene. Et sted jeg ikke troede, jeg ville frekventere så meget. Men det er dygtigt spottet. Det er sikkert min høje alder, der sætter ind. Før vi ved af det, går jeg vel også til julekoncerter i landets musikhuse og får ordnet fotoalbums og vasket vinduerne. Jeg kan kun finde en live udgave på Youtube. Jeg mangler lidt den fine guitar fra studieversionen. Men lyt til den mens du læser resten – og find den så på Spotify, eller hvor du får dine musikfix.

Livet har ændret sig.
Slut med langsom opvågning. Slut med centrering og ro til at samle sig. Slut med lige at ligge og tygge på nattens drømme. Slut med at snooze med forholdsvis god samvittighed.
Morgener er nu høje snuselyde. Tung, hurtig ånden ved sengekanten. Bankende hale mod trægulv. Teatralsk sukkende kasten sig ned i afmagt, når man ikke står op hurtigt nok.
Så jeg står op.

Actionbillede af Sally med sin julegave. En tung gummisag med et lille hul, hvor der kommer godbidder ud af. Forudsat, at man kaster godt rundt med den. Det gør hun så.

Jeg ikke er verdens mest organiserede menneske. Er vant til at skulle tilbage efter et eller andet.
En tissetrængende og mega morgentændt hund i hælene understreger, at meget af min motion kommer af at gå tilbage i stuen for tredje gang. Lyden af trippende kløer mod gulvet. Frem og tilbage, frem og tilbage. Efter hundesnoren. Hatten. Tørklædet. Det er som at få et skide provokerende spejl holdt op for sig.
Jeg er allerede kommet dertil, hvor jeg beordrer hund til at sætte sig og vente, til jeg har fået iført mig vinteroutfit og fyldt op på lommens lager af sorte lorteposer.
Det er fedest at være distræt uden at være ved at falde over hund. I hvert fald om morgenen.

Alle disse gåture jeg ellers ikke ville have haft. Nattestilhed i vintermørke. Et tyndt lag af nyfalden sne i lyset fra gadens lygter.

Naboens sorte labrador der totalt har glemt, at han er en bangebuks og kommer styrtende gennem mørket mod tydeligvis helt uimodståeligt bloddryppende Sally. Selvom jeg sagtens kan huske, hvor sur den hund kan lyde, skal vi fandeme ikke have nogen hundehvalpe, og jeg kaster mig over fremmed hunds halsbånd. Han ænser mig ikke. Han lugter blod.
Naboen siger, de er kærester jo. Jeg bliver barnligt sur. Min hund er sgu ikke kærester med en eller anden tilfældig hanhund, bare fordi han synes, hun dufter fantastisk. Så tror jeg nok, vi har andre på bedding, hvis det er sår’n.

Jeg troede, vi skulle have en mellemstørrelse hund. Små hunde tænder ikke rigtigt noget i mig. Jeg skal have noget, der kan klare, at jeg kaster mig over det. Mellemstørrelse var den praktiske løsning.

Men ét billede af Sally… nu har vi stor hund.

En stor hund udfordrer sit menneske. Især når det menneske er af typen, der egentlig bare gerne vil komme overens. Det går jo ikke med det der halsen og dansen mod fremmede mennesker og minihunde. De bliver så forsigtige i deres kropssprog. Lige meget hvor glad man er.
Så det er nødvendigt at bruge tonefald, jeg egentlig synes er alt for skarpt. Tonefald jeg slet ikke har lyst til. Men sådan er det. Skideglad hund kan tilsyneladende slet ikke HØRE milde ordrer. Men hun er lærenem. Vi behøver kun et par gange med bjæffende stemme, og så kan jeg give ordrer med helt almindelig stemme et godt stykke tid igen.
Fx da hund lige har et par dage med oprør mod at skulle ligge i kurven, mens hendes mennesker spiser.
’Det er da det, man kalder et krybende gulvtæppe’, siger min mor, grinende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er et par mennesker i mit liv, der egentlig ville have haft godt af samme behandling. Have haft godt af skarpe nej’er, hvor jeg var mild og eftergivende i stedet.

Om lidt skal datteren og jeg lave pizzadej til aftensmaden efter hendes ønske. Verden udenfor er grå og ruskende.

Her er der varme. Ro, blødhed, drengestemmer.

Tid.

 

En brugt hund flytter ind

Jeg starter dagen i dybeste alvor med trykken for brystet. Jeg venter på en livsændring. Én af dem man selv har bestilt.

Det er ikke et anfald af kolde fødder. Det er bare den der følelse, der dukker op, lige før alting bliver lavet om. For mig og for mine børn.

Og for en seks år gammel Labrador Retriever som vi er ved at adoptere.

Sally.

Med hænderne fulde af poser med hundesager siger hendes gamle menneskemor, at hun har grædt det meste nu. Men det bliver hårdt alligevel. Jeg giver kaffe, og vi tager en lang snak om forældreroller, skilsmisser, kærester og hunde. Der er ikke tid til lege fremmede, når hun skal sige farvel til sin hund, og det er mig, hun er ved at overlade ansvaret.

Døren lukkes efter hende, og der står jeg og er helt sikker på Sally og en god del i tvivl om mig selv og mine evner som hundeejer. Hun piber lidt. Jeg gør, hvad jeg kan for at trøste med hænder og stemme. Så tager jeg hende med ud over markerne, det plejer at hjælpe på mig selv.

Mudder under fødderne fjerner fokus fra mudder indeni.

Jeg har næsten lige modtaget en ren, glat og lyspelset hund. Det tager ti minutter alene med mig, så har hun mørkebrune poter. Den lange pels under maven er plasket til i mudder.

Men der er ingen af os der piber mere.

En hare sponser ud fra en græstue en meter foran Sallys snude og styrtløber væk over marken. Og den her fantastiske hund jeg har for enden af snoren, er interesseret, det er hun, men det er ikke svært at holde hende på plads.

Samme reaktion med hare nummer to.

Ved hare nummer tre tror jeg faktisk, hun overvejer, om jeg mon har taget hende med herud, FORDI hun skal fange en hare?

Hjemme igen. Jeg skal altså ikke have langhåret hund i møblerne, men hun skal heller ikke være alene nede på gulvet. Så jeg sætter mig ned til hende og lærer hende at kende. Lidt kortere, tykke hår under ørene. Blød hud over snuden, mellem øjnene. Det kilder åbenbart helt afsindigt, hvis man rører bagpoterne. Blødheden ned langs siden. De lange, lange hår på halen. Det er som at forelske sig igen. Jeg suger alting ind med hænderne.

Her til aften bliver hun lidt trist.

Så jeg børster og aer og aer mere, og så græder jeg lidt og lover, at jeg passer på, og alt bliver godt, og i morgen køber vi noget legetøj, vi kan trække tov i.

Jeg prøvede at tage et billede. Men hun er ikke rigtig med på det der ståen model lige i dag.

Så jeg snød lidt, og sådan her har jeg tilbragt en god del af dagen. Enten med ben eller arme eller begge dele omkring en hund.

 

Om termotøj, spurvefugle og solnedgange

Mens jeg voksede op, arbejdede min far et sted, hvor de solgte værktøj og fornuftigt outfit til mænd, der arbejdede i alle slags vejr. Altså de fleste mænd kan arbejde i alle slags vejr. Det var ligesom underforstået, at den omtalte gruppe af mænds arbejdede foregik udenfor en del af tiden. Men altså. Grundet min fars arbejde fik hele familien ofte særdeles kønsneutrale og voldsomt praktiske julegaver. Mine bestod af flere omgange af termosokker og ditto undertøj. Altid i mørk blå. Jeg har siden skiftet termosokkerne ud med uldsokker, men jeg har stadig et sæt mørkeblåt termoundertøj, som jeg ifører mig på dage, hvor jeg hverken har tænkt mig at gå ud eller se nogen. Det er højt værdsatte beklædningsstykker.

Jeg har taget fri indtil i eftermiddag, og til morgen vågnede jeg langsomt. Lå stille og nød intenst at jeg ikke skulle op vel vidende at fra på lørdag, er der én i min stue, der skal luftes fra morgenstunden. Så det skal jeg jo så også. Jeg er ved at peppe mig selv op til at skulle stå op klokken seks, iføre mig det elskede termosæt og få en morgenlufter. Hver dag.

Vi mennesker vil forsøge at fylde for meget frihed ud med noget, vi har ansvar for, hvis vi kan, ikke?

I går aftes ser jeg en TedX video med en 29-årig, der har lungesygdommen cystisk fibrose. Han er ti år gammel, da han læser i en brochure, at han max vil blive 30 år. Han får sin udløbsdato serveret, og det påvirker naturligvis, hvordan han lever sit liv.
Han er ved at afslutte sin fortælling ved at spørge, hvordan du ville leve, hvis du vidste, du havde 20 år tilbage at leve i. Eller ti? Eller fem?

En dump lyd fra terrassedøren.

En lille spurvefugl har ladet sig narre og er fløjet fuld kraft ind i det, den troede var solnedgangen men som kun var en spejling i glasset.

Med 29-årig lungesygs ord i baghovedet om at have fem år tilbage sidder jeg og iagttager en lille gispende spurvefugl uden for mit vindue. Vingerne er foldet ud, som om den prøver at holde balancen siddende på jorden. Den er så fin og skrøbelig og udsat, som den sidder der og svimler og venter på, at verden skal stå stille igen. Jeg tænker på, hvad min far har fortalt mig om meget sårbare fuglenakker, og hvordan man hjælper et fugleliv til at ende hurtigere. Men for nu afventer jeg.

Jeg ser på spurven, og jeg ser mig selv.

Tanken om at have fem år tilbage..

Spurven kommer på vingerne og flyver videre. Den er velsignet. Den har ingen hukommelse. Mennesket har. Vi husker de gange, vi spredte vingerne og fløj bardus ind i noget, der ikke gav efter.

Hver gang vi spreder vingerne, er det på en måde mod bedre vidende.

Jeg tænker livet handler om at blive ved med at fokuserer på idéen, på billedet af at flyve ind i den mest vidunderlige solnedgang vel vidende, at nogle af dem ender med en hjernerystelse.

Og alligevel.

Fem år tilbage.

Så vi spreder atter vingerne og letter.

 

Mirakel- & glædessamler

Så jeg er indehaver af et noget flyvsk sind. Det rækker ud og samler indtryk og stemninger op til højre og venstre og kan være rent ud udmattende at være sammen med. For mig altså. Måske også for dig ;).

Til sådan et sind hører også en masse idéer, som flejner rundt i hovedet som fluer i en glasklokke. Jeg prøver så vidt muligt at sortere og organisere og vælge ud, så de ikke blokerer for reel handling. Denne her idé arbejder jeg med nu. Denne her holder ikke. Denne her virker god: skrive ned til senere, så du ikke glemmer den i sværmen af nyere indfald.

Forleden tænkte jeg, at jeg ville lede efter mirakler og glæde hver dag. Være bevidst. Hver dag. Ud i verden eller ind i min egen, med pandelampe og arkæologisk afdækningssæt ved hånden.

Det er en god øvelse.

Kom med

Dag 1

Lørdagsvagt på biblioteket. Orkester holder øveweekend i salen. Jeg skal over med nogle kopper, der hører til salens køkken. Tre mænd holder pause på trappen. Jeg siger hej, men indgår ellers ikke i samtale. Noterer mig at to står med kaffe. Den tredje sender kopperne i min hånd et blik og siger, åh, der håbede man ellers lige. Jeg stiller kopperne på plads. Går tilbage til biblioteket. Hælder kaffe op i det største krus jeg kan finde og trasker tilbage til mændene.

”Var det dig, der var fuld af håb?”, siger jeg til nummer tre og rækker krus med offentlig, men varm, kaffe til ham.
Han bliver så glad.
Det gør mig glad.

 

Dag 2

Duften af nylavet kaffe på mit stuebord rammer mig som ren lykke.

 

Dag 3

Spotify foreslår ny sang med Morrissey. Det ved jeg da egentlig ikke, om jeg er klar til, men ok, jeg lytter. Og så er jeg bare mega glad.

’and I recommend you stop watching the news / because the news contrives to frighten you / there’s nothing wrong with being good to yourself’

Ørehængeralarm for dem, der (også) kan lide pop

 

Dag 4

Eftermiddag i Hjortshøj. Går op af trappen og beder min søn slukke for PS4’eren og komme nedenunder. Jeg skal lige snakke med dem. Siger at han heller ikke kommer tilbage lige med det samme. Begge børn storøjede sætter sig uden bøvl ved bordet. Bagefter siger sønnen, at han troede det handlede om en af to ting. Enten at jeg havde fået en kæreste (og det tager vi åbenbart alle sammen helt vildt alvorligt, men nej) eller at vi ALDRIG skulle have en hund, hvilket begge unger ellers har arbejdet på et stykke tid.

Men jeg har været ude og lede efter noget til os, som jeg ved bringer glæde. Sådan helt åndssvagt megen glæde.. og forpligtelse, men i mine øjne hører det sammen anyway, forpligtelse, glæde, kærlighed.

Vi tog til Rønde for at prøveklappe Sally. Hun er seks og skal have en ny familie, og det ser grangiveligt ud til, at hun kommer til at trækkes med os. I næste uge henter jeg hende hjem. Vi skal hænge ud alene et par dage, og så kommer børnene over. Jeg har aftalt med Sallys nuværende menneske, at hvis det går godt, så beholder vi hende, men vi skal alle sammen være sikre. Det hele foregår så ordentligt og i roligt tempo med øje for, at når en hund skal have en ny familie, så skal det helst være den rigtige.

Jeg trækker et tarotkort, inden vi skal af sted. Fordi jeg er så herre nervøs og alt bobler i mig. Det føles som om jeg skal op til en eksamen, der bare vil fortsætte fra nu. Ace of Cups falder ud. Cups (eller bægrer) står for det følelsesmæssige. Esser står for en ny begyndelse, der har mulighed for at blive noget helt fantastisk.

Sådan er det.

Sally har langt hår, og der vil skulle støvsuges altid. Men så støvsuger vi. Hun lugter kun en lille smule af hund. Jeg ved det, for jeg stak snuden i maven på hende. Da vi satte os ud i bilen igen, havde jeg det, som om hun var med os. Igen her til formiddag – en følelse af, at hun allerede er her. Det er meget mærkeligt og enormt rart.

Ting kan stadig gå i vasken. Men lige nu er vi tre, der ikke kunne falde i søvn i går aftes og stadig er elektriske her til morgen.

Indtil videre har min mirakel- og glædesindsamling egentlig bekræftet, hvad jeg godt ved.

Vi skaber selv glæden.

Og ligesom med glæden er miraklerne overalt. I en kop kaffe. Et keyboard. I en blød pels.

Men vi er nødt til at åbne øjnene og hjertet.
 

Whenever you’re ready…

Et år i livets skole

Det siges, at de oplevelser, der virkelig tager pusten fra os, også er dem vi ender med at lære mest af.

Der er stadig knap seks uger tilbage af 2017 (men hvem tæller..). Seks uger til at se på de beslutninger du har taget og eventuelt revurdere. Når du så er i gang, kan du overveje, om du bruger din energi optimalt. Om du husker at have det sjovt, og hvad der eventuelt kunne gøre tingene lidt sjovere, lettere, lysere. Men det er også en tid til at undersøge, om der er noget, der kan og skal sættes i gang nu, så det nye år starter så godt ud som overhovedet muligt.

(Hvis du reagerer på den sidste sætning med dyb træthed og tænker, at du bare gerne vil have fri i 2018, ahem ja, så er det nok der, du skal fokusere al din kreative tankevirksomhed).

2017 har været et arbejdsår her. Bogstaveligt og mentalt.

Vigtige forhold sluttede. Og der var en fællesnævner ved begge: Jeg hamrede på de menneskers porte for at få dem til at møde mig der, hvor jeg gerne vil mødes. Jeg prøvede at rette ind, gøre mig selv mere spiselig, skære ned på smagsvarianterne. Så prøvede jeg at bede om det, jeg har behov for. Så prøvede jeg at give mere selv. Prøvede at være taknemmelig for det vi trods alt havde.

Lige meget hjalp det.

Jeg blev mere og mere urolig, vred, utålmodig, ulykkelig og ensom af at prøve at rette mig selv ind efter, hvad jeg kunne få, i stedet for hvad jeg egentlig gerne ville have.

Og ja. Jeg vil have meget, det ved jeg godt. Til gengæld giver jeg også, hvad jeg har.

En måde for mig at komme igennem hårde tider er at se på dem som læring. Lige midt i et fladmast hjerte vil du godt nok skide på tanken om, hvad du vil lære af denne oplevelse, men efter et stykke tid kan man begynde at stykke tingene sammen. Og vi lærer altid et eller andet. Med mindre, selvfølgelig, vi virkelig, virkelig ikke har lyst..

2017 har talt højere og højere om at jeg skulle tage min forfatterdrøm alvorligt. Jeg fandt en skrivemakker. Vi mødtes hver anden uge for at forpligte os selv på skrivningen. Lavede kaffe. Og skrev. Jeg skrev mere og mere, og i årets løb er det blevet til omtrent en halv roman. Jeg skriver på den så ofte det er mig muligt. Min skrivemakker er til gengæld et sted, hvor resten af livet hele tiden kommer på tværs af hans skriveplaner. Aflysninger og udskydelser bliver hyppigere. Jeg kender det sted til hudløshed. Jeg har været der hele mit liv.

I 2017 får jeg også en lille bitte skrivekreds. En partner.  Vi mødes en gang om måneden og giver kritik på hinandens tekster. Det er så heldigt, at vi er vilde med det, den anden skriver. Hun er en skarp, dygtig læser og vores kritik er ærlig, kærlig og gør os ganske enkelt bedre. Dette forhold er præget af, at vi er samme sted i forhold til vores tekster. Vi vil dem, og vi vil dem NU. Der er noget helt specielt ved at være sammen med en anden, der vil det samme som dig. Vores fælles forpligtigelse på ordene og på hinanden bringer mig ro og stabilitet. Hvilket jeg også har lært, at jeg sætter umådelig stor pris på. Og har behov for.

Da ugens aflysning fra skrivemakker tikker ind – fordi hans liv igen tager fart på andre områder – reagerer noget i mig med at tænke, at det nok heller ikke er så vigtigt.

Og så kan jeg pludselig se meget tydeligt, at alle disse aflysninger virkelig ikke er godt for mig.

For fakta er jo, at det ér livsvigtigt. At skrive. At fortsætte. At leve drømmen. Og jeg har brug for at være i nærheden af mennesker, der er samme sted.

Så jeg skriver tillykke med den livsforandrende begivenhed og foreslår, at han vender tilbage, hvis han på et tidspunkt finder ud af, at det er vigtigt for ham at sætte tid af til at skrive, og at han gerne vil skrive med mig.

Jeg er vokset i år. Jeg har mistet. Jeg er vågnet morgen efter morgen med en følelse af at mangle en del af mig selv. Det er ikke så længe siden jeg opdagede, at den underlige fornemmelse i kroppen skyldtes, at jeg atter føler mig hel.

Hvor meget du end vil et andet menneske, så vil de ikke altid det samme. Eller måske bare ikke lige nu. Eller med samme intensitet.

Det er jo ikke nogens skyld..

Og det er det, jeg har lært i år.

At vi ikke skal forsøge at tvinge nogen til at møde os på broen. De er enten klar, eller også er de ikke. Og så kan du hoppe og springe og prøve at lokke dem derhen ved smørelse eller ved at lave om på dig selv. Men når dagen er slut, og du ligger og stirrer ud i mørket, er der ingen vej udenom, at vi helst vil stå på den bro med nogen, der prioriterer at stå der med os med samme inderlighed, som vi prioriterer dem.

Hvis du finder dig selv alene på den bro lidt for ofte, så behøver du ikke tænke over i hundrede år, om det er dig eller dem. Fakta er, at det ikke får dig til at hoppe af glæde at stå på den åndssvage bro og vente på nogen som helst.

I virkeligheden er det skærende enkelt og gælder os alle i alle forhold:

If you really want something

Show up

Repeat

 

Om frygt

 

Jeg har indledt en samtale på Instagram med en af de ’motivational speakers’, jeg følger. I en post skrev hun at ’fear inspires fear / courage inspires courage’. Måske læste jeg det som fanden og den bibel, han har fået neglene i, men jeg reagerede ved at erklære mig uenig.

Ja. Hvis vi hører igen og igen at mennesker med en anden hudfarve / seksuel orientering / religion  / fra Langeland er nogen værre nogen bakket op med mere eller mindre autentiske og underbyggede historier, så begynder vi på et tidspunkt at tro, at der nok er noget om snakken.

Vores nyheder er så viseligt indrettet, at de viser os katastrofer af alskens arter, så vi til sidst tror, at verden er af lave.

Selv når den faktisk ikke er. Selv når din verden lige nu og her faktisk ikke er.

Og så kan vi så gå og kæmpe med vores hjerner om, at det godt kan være en bus er kørt galt i Nepal (tænkt eksempel, du behøver ikke bekymre dig om det), men du elsker mindst ét andet menneske eller din kat. Du kan finde ud af at lave verdens ondeste isdessert, og så findes der Netflix, bøger, den vidunderlige lyd af vind i trækroner og nogen gange, når vi er rigtig heldige, én der har lige så meget lyst til os, som vi har lyst til dem.

Vores hjerner er simpelthen indrettet sådan, at hvis vi lytter til hadtale, så begynder vi at hade.

Hvis vi lytter til frygt, så begynder vi at frygte.

Hvis vi lytter til glæden, så begynder vi at gro.

Men jeg er en indædt modstander af, at vi ikke må tale om vores frygt. Ting vokser, når vi forsøger at holde dem nede. Det skal frem i lyset, så vi kan SE det. Se hvad frygten i virkeligheden drejer sig om. Men frygten skal så ikke have lov til at stå uimodsagt og bare få lov at vokse sig større og mørkere og suge alt til sig som et sort hul i universet. Vi konfronterer frygten for at besejre den. Og når det ikke er os muligt at besejre den, så anerkende den og bestemme os for, hvor stor en plads den må tage i vores liv.

Noget af det mest inspirerende i verden er at se mennesker, der gør deres ting PÅ TRODS AF frygt.

Nogle mennesker er tilsyneladende født med en tyrkertro på, at det hele kommer til at gå. Gå godt endda. Og jeg synes at have bemærket, at det også ofte går ganske godt for den slags mennesker.

Andre skal træne den evne. Men det kan man til gengæld også.

Man kan træne at tro det bedste om andre.

Træne at tro på at denne dag bliver en god dag.

Træne at lade være med at tale dårligt om andre – i hvert fald så vidt muligt

Træne at lade være med at brokke sig (alt for meget), fordi – igen – hvis du brokker dig hele tiden er det selvforstærkende.. din hjerne tror simpelthen alt er noget gedigent møg, eftersom du bliver ved med at fokusere på det.

Træne at se hvad der er i en fremmed, der kan berige dig. Der er altid noget. Selv når den er helt gal kan de berige dig. Om ikke andet så med en dyb taknemmelighed for, at du ikke er det frygteligt mørke sted, som de står op til og lever dag efter dag.

Der findes frygten på verdens vegne. På samfundets vegne. På landets og dine børns.

Der findes også frygten på egne vegne, og jeg er pænt sikker på, at jo mere frygt du har af denne slags, des hurtige kommer du til at frygte i det store hele også.

En ven sagde engang, at hun brugte frygten som pejlemærke. Hvis der var noget hun var bange for, så skulle hun derhen og kigge på det.

Hvad drejer det sig om? Hvad ligger der til grund for denne frygt?

I mit lille liv er jeg bange for at ringe i dag omkring en hund. Jeg er bange for, at det er en fejl at forpligte mig yderligere. Jeg er bange for økonomien. Jeg er bange for at føle mig fanget. Bange for at det ikke er den rigtige hund og bange for, at vi ikke er rigtige for den. Bange for at lave sådan en stor ændring i vores lille families liv.

Men jeg er endnu mere bange for at misse en kærlig glædespreder i vores liv på grund af frygt for forandring.

Og når jeg kigger på det store billede, så har jeg råd til en hund. Jeg har råd til dyrlæge også, når det bliver nødvendigt. Der er poster i budgettet, der kan omrokeres.

Jeg elsker at gå tur, men tager mig ikke altid tid til det. Med en hund er der ikke længere noget at rafle om.

Og ja, så skal jeg hjem efter arbejde hver dag. Men det gør jeg jo alligevel. Jeg elsker at være hjemme.

Og faktisk fik jeg et tilbud om hundepasning fra et par glade, lysende øjne, i det sekund jeg nævnte, at der måske var en helt bestemt hund..

Og ja, vi finder måske ud af, at det sted vi bor er lidt småt med en familieforøgelse, men så må jeg jo finde noget andet vi kan bo i.

Jeg er stadig bange. Som enlig forælder har vi faktisk rigeligt med ansvar at bære rundt på. Men med meget af det ansvar vi bærer, følger også kærlighed, mening, glæde. Og hvem ved sine fulde fem vil sige nej til mere af det?

Jeg tror ikke på et liv uden frygt. Nogen af os er mere bange end andre. Nogen af os anerkender ikke engang at det er frygt, der styrer os.

Men når vi kan se den.. ligesom i et mareridt.. vend dig mod forfølgeren og spørg hvad fanden vil du?

Mareridt er jo intensiv læring. Du kan vælge at løbe for livet nat efter nat. Rædselsslagen. Men så længe du løber vinder forfølgeren, hvad end det er.

Og helt grundlæggende:

Skal du dø fordi et kæmpemonster agter at æde dig, og der er virkelig intet du kan gøre ved det, hvad er så meningen med at så udskyde middagen?

 

November… hvorfor skal det altid være sådan med os to?

Forleden har jeg en aftale med min tandplejer. Jeg kan virkelig ikke lide, når hun pudser fire specifikke tænder. Det føles som om hun sliber direkte på nerverne. Men hver gang smiler jeg alligevel pænt til hende, lægger troligt hænderne på min mave, husker mig selv på at trække vejret og tænker,

jeg kan klare det her..

Men denne gang har jeg ikke lyst.

’Jeg har ikke lyst til at være tapper i dag’, siger jeg til hende, ’har du ikke et eller andet, du kan give mig, så jeg ikke mærker noget’?

Så jeg får tryllecreme på gummerne. Lige som børnene.

Det er en lille bitte ting i det store verdensbillede. At nægte at være tapper hos tandplejeren. Men der er et eller andet, der rykker på plads i mig, da jeg

1) erkender at jeg synes, det er voldsomt ubehageligt at få slebet tænder

2) den eneste grund jeg har til at bide ubehaget i mig er en gammel ufokuseret fornemmelse af, at de voksne synes, det er bedst, hvis jeg er tapper

3) fuck tapper

Jeg kan love dig for, at jeg aldrig mere er tapper hos tandplejeren. Hvis hun har stoffer, så skal jeg have de stoffer. Og måske er jeg også ved at være færdig med at være tapper i alle mulige andre sammenhænge.

Jeg er træt for pokker.

Sidste uge var en underlig uge. Den helt store følelsesmæssige rutsjebane med loop og skarpe sving og det hele. Det tog mig lige lidt tid at opdage, at det nok bare er november, der har fået ram på mig.

Igen.

Da jeg sandsynligvis ikke er den eneste, der bliver påvirket på denne årstid, er hermed et udvalg af, hvad der indtil videre har løftet mit hektisk svingende novemberhumør.

På Instagram har jeg fundet nordmanden @espenpalervaag, der kan få mig til at prustegrine (ugetjek på den). Husk at læse teksten med.

 

Her til aften er datteren min kommet hjem efter to uger i Thailand med sin far. Ikke et øjeblik for tidligt, I might add.

Hjertet der begynder at pumpe hurtigere, mens jeg først går så halvløber langs togstammen og stirrer ind i fremmede ansigter bag ruderne i eftersøgningen af det ene elskede.

Og så er hun der. Lysende og rundkindet og berejst med ’MOR’ ud over det hele og snart et døgn uden søvn i bagagen. Det er så vildt med den kærlighed. Når det eneste jeg kan er at suge hendes ansigt ind med øjnene og så hele hendes krop i min favn.

Nu sover hun. Hun nåede lige at blive irriteret over, at vi ikke skulle have en snak om den post-it der hænger på døren om en aftale med universet og at se efter tegn 😀

Men der skal også være historier til i morgen. Desuden viste den historie sig højst at være god nok til et udkast til en historie, jeg vil acceptere. Eller et indledende kapitel.

Men der skal som sagt også være historier til i morgen.

Det næstbedste ved andre folks rejser (det bedste er, når de kommer hjem til mig igen) er gaverne. Jeg var hviiinende glad over denne her. Ægte overnuttet plasticskrammel. Elsker den

 

 

Ellers har selv vandet har haft svært ved at vende stemningen. Men jeg har alligevel givet det en chance

 

Til sidst to af de numre jeg skamhørte i sidste uge. Klasse videoer til begge to 🙂

 

 

Tips mod novemberblues modtages hjertens gerne i kommentarfelt, per mail, sms, FB, ‘live’ (også kaldet IRL), snap, Insta whatever.

Og ellers bare pøj pøj med efteråret derude.

 

Gem

Gem

Hvad vil du have?

Kære du

Du har måske været her mange gange. Måske er det første gang. Og du har det sikkert fint med, at jeg hælder ud, og så lytter du. Og normalt er det også okay med mig. Jeg kan godt lide at sætte ord sammen. Jeg kan godt lide, at nogen lytter.

Men jeg kan også godt lide respons. Jeg kan godt lide at mærke andre. Ellers kan jeg lige så godt tale til mig selv. Hvilket jeg gør under alle omstændigheder (…) nå, men det rykker i mig af utålmodighed for tiden.

Og nu er jeg også utålmodig med dig.

Hvad vil du have?

Jeg vil fx have en uge. En uge kun til musik. Til det mindeomspundne og til det nye. Til toner der bedst høres i tavshed, og sange du synger til, længe før du kan teksten. Men jeg vil ikke have den uge lige nu. Lige nu skriver jeg. Musikken må vente. Jeg vil have en mark, der kun er min. Med knirkende sne til egne fodspor. Og måske vil jeg have én der går med mig én dag og lokker mig tilbage med mad og en varm, fast favn en anden. Jeg vil skrive min bog færdig, udgive den og sætte et kæmpe stort kryds på mit livs ønskeliste. Jeg vil læse meget mere op, selvom jeg har det fysisk dårligt to timer op til, og ikke kan spise, fryser og har det varmt, og nu rumler maven, højt, så jeg ender med at spise en kage og drikke kaffe til, så blodsukker og energi skøjter rundt i kroppen på mig. Og jeg vil høre min ven Marie-Louise læse op igen og igen, for hendes ord er blottede nerver, der sætter mine i svingninger.

Jeg vil have borgerløn og kærlighed til alle. Og jeg vil have, at vi alle sammen lever efter, at hvis vi ikke har noget godt at sige, så holder vi mund (med mindre vi snakker forhold, hvor noget nødvendigvis skal siges, fordi tavsheden ellers nok vil nå sin endelige udgave).

Jeg vil (for det meste) have en hund. Have råd til en hund. Min egen have igen, et sted med udsigt ved et skrivebord, jeg ikke behøver at rydde, for det er mit. En sort Ford Mustang årgang 2017. Jeg vil have magien, og jeg skal nok finde den.

Og jeg ønsker at vide, hvad du vil have.

Hvad vil du have?

En ny seng? Fred? Og i så fald, er det så den store fred, eller bare en lille bitte, for dig selv, en enkelt aften om ugen bare. En tur ud i rummet? At nogen ville komme ud af busken. At du turde det samme? Lave verdens bedste brød, få en ven, lære at sy, dykke, lade være med at sparke rundt med dig selv? I hvert fald bare lidt mindre eventuelt?

Der er et kommentarfelt nedenfor, som jeg ønsker, du bruger i dag. Del et af dine ønsker.

Fordi du dermed vil opfylde et af mine.

Hvis mit spørgsmål får dig til at indse, at du ønsker noget, du ikke engang har turdet sige for dig selv, så er det fordi det er på tide, at du ser på det ønske.

Men den slags ønsker behøver du ikke dele med mig og de andre her. Med mindre du bliver overvældet af et øjebliks heftige mod.

Bare tag et stille et fra listen så.

Mere chokolade fx.

Hvad vil du have?

Den stille lykke

Min højre gummistøvle siger en pivelyd for hvert skridt. Det ødelægger lidt gåturens forsøg ud i zen. Men de holder vand ude, løser deres primære opgave, så jeg kan ikke skrotte dem. Jeg må knirke mig frem, til de er slidt i stykker.

Jeg har godbidder og sorte poser i jakkelommen. Mine hænder lugter af hund, og det gør mit ansigt sandsynligvis også. Ungerne og jeg har været hundesittere i efterårsferien. Er du sviller, den omgang lånepels gør os glade.

Dagens vasketøj gyngede – næsten – tørt i efterårsluft. Stuen har været fuld af latter og duften af chokoladekage.

Jeg er kørt forbi min destination mere end én gang for at glo på en bil. Hvis de får mig på overvågningskameraet, håber jeg de forstår, at jeg ikke lusker rundt med ondt i sinde. Jeg kan bare godt lide, hvad jeg ser.

 

Og der går ikke en dag uden Instagram rammer mig på den ene eller anden måde.

Her digteren Nayyirah Waheed:

Og jeg elsker at udveksle snaps med veninde iført morgenhår, åbenlyst dårlige dage og dobbelthage. Det får mig til at føle, at vi genvinder den nærhed, der ellers er så svær at opretholde med hver vores liv i hver vores by.

Hele ugen har jeg skrevet flere timer hver dag. På noget der grangiveligt ligner en roman. Jeg har altid ønsket at skrive nok til, at det kunne pakkes ind i et omslag og ligne en bog. Jeg har aldrig troet, det skulle blive dette her. Men så gør jeg det også på min måde jo. Korte afsnit. Ikke noget med alenlange beskrivelser.

For første gang nogen sinde skriver jeg bare for mig. Jow, der skal trykkes en bog. Jow selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig, at nogen læser den. Jow, jeg vil helt vildt gerne have at nogen læser den OG bliver berørt. Jow da. Men for nu har jeg lagt eventuelle modtagere og kritikere på hylden.

Der er sket noget forunderligt. Jeg er kommet frem til, at de fiktive kritiske røster jeg har præsteret at opfinde i mit hoved igennem årene, har sagt så harske ting om mine ikke-eksisterende bøger, at virkelighedens kritikere sådan set bare kan komme an nu. Hvad end de vil have at sige med kløerne – jeg har sagt værre til mig selv.

Så der kan man bare se.

Jeg ved ikke, om du går rundt med en ulevet drøm klemt varm og fedtet mellem knugende og beskyttende fingre.

Men jeg kan anbefale at prøve at løsne grebet lidt og se til den. Ligner den stadig sig selv?

Mon ikke noget du har holdt så længe kan tåle at blive levet?

 

Gem