Søndagsoprydning

Finder en ældre seddel, hvor jeg har skrevet “Nogens mor har fået en kæreste”…

Og det var godt nok en vild oplevelse at blive kæreste med en efter at have fået børn med en anden. Jeg ved ikke med dig, men enlig mor var sørme ikke noget, jeg gik og forestillede mig i NOGEN dagdrømme om fremtiden.

Og jeg har drømt en del.

Da jeg så har vænnet mig til at være i en uventet fremtid, så havde jeg på ingen måde gennemskuet, at denne kæreste så ikke var en keeper.

Hvilket vil sige, at nogens mor nok på et tidspunkt får en kæreste.. mere…

Jeg ved godt, at det er meget normalt. Men normalt er vel i virkeligheden altid en tilvænningssag?

Så jeg sidder der i fantastisk søndagsvejr på terrassen og stornyder at det endelig er tid til bare ben. Nyder soltørrende vasketøj. Nyder alt det grønne og frodige, at have tid til en bog og kommer til at tænke på det, der stod på den seddel og på mulige fremtider og på at have noget at spejle sig i.

Overvejer at omskrive Snehvide, hvis mor jo helt klart ikke er død, hun er bare flyttet. Når prinsen bøjer sig for at kysse med damen i glaskisten, farer en slank hånd frem og lukker sig om hans strubehoved på særdeles ugæstfri facon. – Man spørger fandeme om lov først, hvæser hun, som slet ikke er død, men ved at optage et installationskunstagtigt indlæg til sin YouTube kanal. Nu jeg er ved det.. Snevide bor sammen med syv mænd i en ikke nærmere defineret tidsperiode.  Mon ikke hun er gået hen og har fået godt gammeldags vænnet sig til (mindst) én af dem og ikke er en dyt interesseret i nogen prins?

Måske lidt for meget reality-tv over den version til at jeg selv kan holde den ud? Jeg arbejder videre med hende…

Nu vil jeg tilbage til ‘Odinsbarn’ og læse mig fra en dejlig søndag helt ind i mandag.

Og til dig – en dejligt sunget sang 🙂

Når det bedste er det hårdeste

Det der med at passe på med hvad man beder om. Ikke? Når vores litteraturkonsulent spørger, hvilke udenlandske forfattere vi kunne overveje at invitere til byen i forbindelse med Authors in Aarhus, siger jeg Helga Flatland. Det siger jeg da også bare næste gang, hun spørger, og næste igen. Fordi det er Flatlands bøger, jeg er interesseret i.

I morgen skal Helga Flatland deltage i litteraturfestivalen Vild med Ord på Aarhus hovedbibliotek, Dokk1 – men i dag er hun til samtale hos mig på Risskov Bibliotek.

Jeg har været ude af flippen i ugevis. Har haft meget svært ved at huske, at jeg er god til den slags.

Til morgen må jeg ringe efter hjælp hos veninde.

– Hjælp mig. Jeg er nervøs. Starstruck. Jeg skal meditere, jeg kan slet ikke være i det her. Hvad skal jeg meditere på, noget, der kan få mig ned på jorden.

Og så siger hun, at jeg skal fokusere på mine fødder. Forestille mig, at jeg er et træ, og der vokser rødder ud fra fødderne, dybt ned i jorden.

Det gør jeg så, alt jeg kan, på min egen snue-meditative facon. Fokus – indånding. Fokus – lys. Fokus – fødder – rødder.

Jeg er et træ.

Jeg. Kan. Ikke. Vælte.

Helga Flatland sidder i vores køkken på biblioteket, og et øjeblik får jeg det sådan som man får det, når man har fået gæster, og man ser tingene lidt udefra. Åbne chokoladeæsker på bordet, brugte kopper og glas ved vasken, krummer og syltetøjsrester. Salt og peber bøsser nok til en noget større bix.

Jeg rydder lidt op. Hun putter sig med sin telefon. Vi har fået afklaret, at vi sagtens kan forstå hinanden, hvilket egentlig var min største frygt.

Står lidt og kigger på hende. Lige nu er vi hvemsomhelst for hinanden.

– Helga! Introvert eller ekstrovert?, spørger jeg.

Hendes beskrivelse matcher så præcis hvordan jeg vil beskrive mig selv, at jeg må nikke genkendende, og lige der går vi fra meget høflige til at være klar til en ordentlig samtale.

De andre siger det går godt. Det tænker jeg også det gjorde. Det føltes godt. Hun er nem at have med at gøre i denne situation. Klar til at svare. Interesseret i hvad andre må have af søgende viden, og selvfølgelig er hun det. Ingen kan skrive den slags bøger uden at være enormt interesseret i, hvad der sker i andre mennesker. Det er derfor jeg så godt kan lide dem.

Jeg har anmeldt bind et af trilogien om de tre norske gutter der omkommer ved samme vejsidebombe i Afghanistan på Bogrummet. Det er ikke bøger om krig. Det er bøger om sorg. Bearbejdelse af sorg. Kærlighed, skam og tavshed. Anmeldelsen kan læses her.

Jeg er dødtræt og tager lige to minutter for mig selv på toilettet. Gulvet ser et øjeblik ud som når man kigger enøjet gennem de der legerør, hvor der er forskellige mønstre for enden. Jeg elsker mit job, når det er sådan her, men  nu er jeg udmattet og tænker at et par stærke udbredte arme og et ditto sind da kunne come in handy.

Jeg rejser mig. I morgen er jeg stadig træt.

På søndag er jeg klar igen og har sandsynligvis glemt alt om hvor hårdt det også er, det jeg elsker.

På vej hjem. Picantoen kan ikke noget fancy med bluetooth and shit. Er faktisk i tvivl om antennen overhovedet forstår, hvad dens job er. Men der er cd afspiller, og jeg genhører Shawn Colvin og synger lige så højt som sidst.

Håber alt vel derude.

Alt vel her.

Mandagsgrublerier

Egernet er tilbage, dræbersneglene snegler sig atter over græsset, jeg har liljer der kravler ind i mig ved hver eneste vejrtrækning

Jeg kan ikke engang lide liljer, eller jow, de må godt være i verden, men så tæt på er de alt for meget uh se nu lige mig smide kronbladene helt HELT op og SE dog mine støvdragere, hvor de strutter og hey.. du.. HEY.. se på mig (jeg HAR set på dig lilje, jeg har ting, jeg skal, jeg ved, du er der, det er nok).. lilje sukker og kigger ud af vinduet og sukker igen, og for hvert suk breder duften sig stadig mere voldsomt i min stue, og det er under alle omstændigheder for sent nu, at se på hende, hun har vundet, hun fylder alt.

Jeg købte liljerne da de stadig var slanke og lysegrønne pupper. Havde glemt hvad de gemte på. Igen.

Jeg plejer at have gode mandage. Jeg kan godt lide mandage. Men denne her var en dizzy oplevelse lige fra morgenstunden. Vækkeuret gik af midt i at jeg var på vej et eller andet sted hen på mountainbike (hvilket, hvis man kender mig IRL vil vide er heeelt hen i vejret). Det var ekstremt vigtigt, at jeg kom det der sted hen, men en gammel, skide irriterende mand, blev ved med at gå i vejen for min fremdrift.

Det ved alle. Sådan en drøm, hvor man ikke når frem, er totalt udmattende.

Jeg flejnede på arbejdet, fordi jeg skal af med min torsdags eftermiddagsvagt for tredje gang på ingen tid. Og fordi det altid er de samme ganske få, der ikke selv har en vagt den dag, og hvis velvilje jeg dermed bliver afhængig af. Det er ikke dem. De siger ja, når de kan. Det er mig.. Jeg flejnede, fordi det er mega træls at vide, at det egentlig er noget bøvl, hvis ens barn har fødselsdag på en torsdag (som han havde), at man skal på kursus på en torsdag (som chefen godt nok sendte mig på), og fordi jeg skal bede om en bytter for at komme til skolefest, hvilket jeg altså ikke så godt kan lide (tidligere indlæg: død ved skolefester kan man læse om her), men datteren på ni, med nakken tilbage, og øjne der var ved at drukne, sagde, mor, I kom heller ikke sidste år, vi havde kun mormor med.

Og hvad skal man gøre?

Men mest af alt gakker jeg nok ud, fordi jeg allerede har brugt en masse energi på forberedelse og på at være nervøs for at skulle interviewe den norske forfatter Helga Flatland på fredag. Folk har sagt til mig i månedsvis, at man saaaagtens kan forstå norsk, men min norske erfaring siger mig sgu, at jeg ikke forstår en meter, og så blokerer jeg totalt på forhånd.

Så som forberedelse til samtalen har jeg så set Skam (som er lige præcis så fantastisk som folk siger), for lige at vænne mig til den norske lyd.

Det jeg så har fået ud af at være halvvejs i sæson 2 er, at hvis tv-serien Skam og Helga Flatlands bøger er et bare nogenlunde sandfærdigt billede på nordmænd, så er det kun en ud af 289, der tilnærmelsesvist kan finde ud af at sige, hvad de føler eller tænker.

Jeg VED godt, at hvis jeg ikke fatter norsk, så slår vi over i engelsk, måske er jeg en anelse starstruck..

Som Newt lige sagde i Fantastiske Væsener

hvis du bekymrer dig, så lider du to gange..

Men oven i liljernes bedøvelsesangreb, sneglenes ulideligt langsomme ditto og generel præstationsangst, er jeg atter ramt af samme voldsomme vilde altomsiggribende utålmodighed som ramte for to år siden. Og for to år siden tog tingene pludselig fart på op til flere livsområder, og det gør mig både glad spændt og bare-glem-det-jeg-magter-ikke-at-være-rummelig-over-for-nyt-nu (an)spændt.

Har du prøvet det? At gå og undres under voldsom utålmodighed, som er ramt uden nogen påviselig grund – og så pludselig vender vinden? I dén grad?

Nå, måske er det bare mig. Heldigvis virker Instagram også på en mandag @9gag:

 

Og musikken virker også. Jeg har fundet noget nyt halvgammelt musik, som kan få selv sådan en old-school mandagspanik til at dæmpe sig:

Under paraplyen

Billedet er overordentligt venligt udlånt af 
@marie_fra_paradishuset / Instagram

I morges slog dette billede benene væk under mig. Det der fine lille lykkelige menneske. Om to sekunder rækker hun ud efter skattene under paraplyen.

For ikke at tale om et lækkert træ..

Jeg tænkte på himmelhvælvingen og på, hvad jeg ville glædes over under sådan en paraply.

 

Under paraplyen

over mit åbne ansigt

alle de billeder jeg ikke tog af dig og mig

farvede strimler stof svajende i vinden med gode ord:

håb, glæde, taknemmelighed

og yndlingsordet

kom

og yndlingsordet

ja

ansigter smiler ned til mig, milde, smilende blikke fra de mennesker jeg fik såret hen af vejen på grund af frygt

en glaskugle, mørk med lysende stjerner i

en anden kugle som ved berøring udsender variationer over lyde af vand:

bølger mod sand, rislen over sten i en bæk, lyden af regn

et lille filmlærred, der viser billeder, når det berøres:

en tungt løbende brun bjørn, en kredsende ørn

min lille søn, der for første gang sætter sig op på en tohjulet cykel og cykler, som om det ikke er noget

datteren leende, speedsnakkende, løbende mod mig

på en af pindene sidder en solsort og synger sine sange

når jeg lukker øjnene under paraplyen spiller den en melodi

jeg lukker øjnene

en ny hver gang

og igen

Hvad ville der hænge under din?

Om at forme sin verden

Jeg må indrømme, at jeg har været utilfreds med mine sociale rum på det seneste (okay i årevis).

Jeg har simpelthen ikke kunnet finde min plads. Og det har været sådan lidt [ach].

Nu er jeg blevet træt af at vente på, at verden fatter det og former sig efter mit velbefindende. Jeg har derfor valgt at definere, hvad ‘velbefindende’ helt nøjagtigt indebærer for mig og prøver nu at forme verden.

I denne uge har jeg sendt invitationer ud til to Damesaloner. Én i maj og en i juni.

Nogle af ‘damerne’ kender jeg ret godt, men de fleste vil jeg gerne kende bedre. Fælles for dem alle er, at de har gjort indtryk på den ene eller anden måde.

Damesalonen varer tre timer. Alle bedes komme med et bidrag til middagen, resten sørger jeg for.

Derudover skal gæsten forberede et 10-15 minutters oplæg om et eller andet, der ligger hende på sinde:

Måske går du og tumler med et forretningskoncept. Måske er du blevet usandsynligt glad for farven gul på det seneste og vil fortælle om guls vidunderbarhed. Det kan være du har svært ved at sove. Eller du ved noget om mælkevejen. Det kan også være du vil læse noget op – dine egne eller en andens ord. Eller synge en sang. Har du en brandtale i overskud, der trænger til at komme ud? Måske fortæller du om en personlig kamp. En vel overstået eller én du er midt i.

Jeg har allerede modtaget to glade ja tak beskeder, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af glæde.

Den ene af mine kommende gæster skriver, at hun troede Damesalon var noget med hår og negle, og så havde hun nok sagt nej, men denne vil hun meget gerne komme til.

Og jeg har det som om, jeg er ved at have fundet hjem.

 

 

Fasan, ugler, distraherbar

Så står der jo en kæmpe fasan på marken og lyser, og jeg sponser ind efter kikkerten, så jeg kan få det hele med. Han er godt stor og farverig og.. stille. Det virker egentlig lidt for let at skyde en hanfasan, hva? Nærmest usportsligt. Man kan jo se ham på en kilometers afstand.

Fasanen får mig til at tænke på, hvordan vi udadtil kan give ét indtryk – højlydt, farverig, flamboyant, mens vi måske har en anden ikke så officiel side, der ofte skal hvile ud om aftenen et sted, hvor vi kan få lov at hygge i skygge.

Og måske er denne fantastisk farverige fasan egentlig langt mere ugleagtig indeni, end man umiddelbart skulle tro.

Jeg googler jo så uglebilleder for at have noget at illustrere mit kommende dybe indlæg om at være snakkelysten men med behov for ro til genopladning. Men hvis du nogensinde har googlet uglebilleder, vil du forstå, at jeg hurtigt får vanskeligt ved at fokusere. Jeg taber da også den alvorlige tråd.

Uglegalleri:

Selvtak <3

Taknemmelighedsdagbog 04-17

Jeg skriver taknemmelighedsdagbog. Ikke hver dag, men jævnligt.  Det gør jeg fordi taknemmelighed gør mig til et gladere menneske. Hjælper mig til at fokusere på livets goder i stedet for manglerne. Evnen til taknemmelighed kan trænes, fx ved at skrive dagbog. Du kan vælge at være taknemmelig for alt muligt. Hverdagsting er fine at øve sig i at se på med taknemmelighed, men også i de tilfælde, hvor det ærligt føles som om livet er løbet lidt fra dig. Så skriver du i din taknemmelighedsdagbog, at du er taknemmelig for: solskin (eller fine skyer), kaffe (eller te, eller rindende vand), chokolade, smil, tulipaner. Det var fem.

Dagens taknemmelighedsdagbog føres hermed på bloggen. Så kunne der sørme også komme billeder og lyd på og dét er jeg også taknemmelig for.

I dag 23. april 2017 er jeg taknemmelig for:

Oprah Winfreys stemme

En Facebook-ven omtalte en 21 dages gratis meditationer med Oprah Winfrey og Depak Chopra. Meditationerne handler om håb. Det er ikke fordi jeg syntes, håb var noget, jeg gik og manglede, men jeg var klar på 21 dages forpligtende meditation. Hver dag indleder Oprah Winfrey med en lille fortælling. De første par gange græd jeg, mens hun talte. Jeg ELSKER hendes stemme. Hun lyder så fuld af omsorg, barmhjertighed og kærlighed. Og det smitter direkte af på den følelse, jeg bagefter mediterer med.

Maya Angelous ord

Amerikansk digter (1928-2014) som jeg opdagede via Oprah Winfrey. Nogle af Angelous ord er blevet et af mine livscitater: Do the best you can until you know better. Then when you know better, do better. Men her er det et nyt, som også trigger mig:

 

Musik – her Händel

Musik kan få os til at bruse over af energi, af aggressivitet, af danselyst, af sorg, længsel, minder og bare af en følelse af at verden er vidunderlig, når den skaber sådan en lyd. Jeg tudede lidt over skønheden i dette her i dag. Det bliver nok heller ikke sidste gang..

 

Trygve Skaug

Norsk musiker/lyriker, hvis ord gang på gang bjergtager mit romantiske hjerte. Find ham på på Instagram (@trygveskaug)

 

Følsomheden

Og jeg klandrer den og ærgres, og ville ønske ting anderledes, for det er min følsomhed der får mig til at tude over en stemme, over ord, over et stykke musik. Det er imidlertid de samme grunde, jeg har for at være taknemmelig for følsomheden i dag:

Tænk at kunne mærke ting så stærkt, at man tuder over en stemme, over ord, over et stykke musik.

 

Fjollet snekugle med banan 🙂

Din tur 🙂

 

Ensomhed & følsomhed, del 1

Jeg har gået og nørklet med en grundlæggende følelse i mig om at være alt for alene i det her. Livet. Altså prøvet at SE ordentligt på, hvad det er, der bliver ved med at knirke i mig. I påsken skete der et såkaldt gennembrud.

Jeg stod foran påskeferie med arbejdsgivertvungne ekstra fridage uden børn i knap en uge, uden planer.

Og jeg glædede mig. Al den tid. Al den ro.

Så mindede Facebook mig venligt om, at det var præcis den følelse, jeg gik ind i en alenepåske med for to år siden.

And that did not end well. Overhovedet. Jeg endte nedtrykt og overvældet af alt for meget alene.

Der er to tilsyneladende modstridende sider af mig. Eller det har jeg troet indtil nu.

Jeg kan enormt godt lide at drikke kaffe og tale med mennesker – gerne én eller få af gangen.

Jeg kan enormt godt lide at have tid for mig selv.

Alright. Hvad gør man så?

I år sørgede jeg for at lave en kaffe-/gåaftale hver dag. De varede cirka 2-4 timer. Resten af dagen var fri.

Det blev en dejlig påske. Dybe samtaler, grin, udvekslinger af pjat, ligegyldigheder og praktikaliteter.

Jeg fatter ikke at man skal blive 45, før man forstår, hvordan man kan få sine modsatrettede behov til at gå op i en højere enhed?

Men tak til Facebook for perfekt timet reminder.

Jeg er ikke længere plaget af tanken om ensomhed. I det øjeblik jeg vendte blikket væk fra mig selv, var der mulige gå- og samtalepartnere overalt.

Ergo er jeg alene, fordi jeg vælger det. Igen og igen. Fordi jeg indtil nu har fokuserer på den ro jeg ved, jeg har brug for, på bekostning af den menneskelige kontakt jeg har lige så meget brug for.

Mit fokus er nu skiftet fra påduttet til selvvalgt alenehed: Hvorfor jeg vælger det. Hvor tit er ok, og hvornår er det helt hen i vejret, hvis jeg vil holde den mentale balance.

Mens jeg kiggede den tilbagevendende følelse af ensomhed efter i sømmene, blev det stadig mere tydeligt, at eftersom der er mennesker nok, der gerne vil hænge ud, må det være noget i mig selv.

Selvom jeg inderligt afskyr kasser, har jeg fundet et par stykker, det giver mig en vis ro, at kravle ned i.

På kasserne står der Introvert og Særligt sensitiv og så ved jeg da godt, at der er en del andre kasse-tænkning-hadere derude, der himler med øjnene.

Men det gør ikke historien mindre sand for mig.

Men det bliver et andet indlæg..

Danmarksindsamling. Pitch

I år samler vi ind til svage hjerter. Til utålmodige og alt for blødsødne hjerter.

Vi samler ind til skrammede hjerter, bange hjerter, til forstenede og knugede. Til snublende, tidligere jublende, nu grublende hjerter. Til flåede, forsmåede, forgæves attrående.

I år sætter vi fokus på fladtrådte hjerter, på kyniske og blåt lyriske hjerter. Fortabte, forstummede og stille hjerter, higende og skrigende, bare lidt trætte hjerter.

Vi vil flå sagesløst menneske op på scenen og holde ham fast. Presse mikrofonen mod hans bryst og forlange tavshed fra publikum og det eneste der lyder gennem salen over hundreder af tilbageholdte åndedræt og et par halvkvalte hulk, er et hjertes duk duk.

Festklædt kendisvært vil spørge ’Kan du høre det’. Indtrængende. Lige ind i almindeligt menneskes ansigt med kendisånde og kamera 2.

Duk duk.

’KAN DU HØRE DET?’

Vi vil invitere sprogforskere og hjertelæger ind for at bevise, at det er forkert sprogbrug når vi siger, et hjerte knuses.

Hjertet knuses ikke. Hjertet kan blive skrammet og klemt, få mørke pletter og bløde, javel, men knuses kan kun noget, der er hårdt.

KAN. DU. HØRE. DET?

ja..

Forknytte, fortabte, forpulet ustoppelige hjerte

duk duk

Så ring ind nu, du kan gribe en sjæl.

Giv en hånd, giv to.. eller meld dig frivilligt til vores telefonlinje, hvor indehavere af udsatte hjerter kan ringe ind og få trøst ved lyden af din ømhedsdryppende smertefavnende gentagelse af det eneste, der egentlig hjælper:

‘Nååå, søde lille hjerte. Nååå.’

duk duk

 

Female blues (the)

Når vi møder nye mennesker, er der en god chance for også at blive introduceret til nye ting. Jeg har fx gået en del til blues i det forgangne år. Eftersom jeg på forhånd kun kendte ganske få blues sange, har jeg ikke kunnet skråle med til koncerterne og har derfor været nødt til at flytte opmærksomheden.

Jeg har lyttet til rytmer og tekster og betragtet publikum. Her er hvad jeg har lært so far:

Bluesteksten synes i vid udstrækning at være en langsom og følende sag. Sangeren undersøger en bestemt følelse. Helt i bund. Lader sig glide ind i smerten/forvirringen/længslen ved at gentage ord igen og igen, gerne i duet med en guitar.

Blues har ingen fine fornemmelser og er bestemt ikke bange for at give den gas med hjerte/smerte. Det er faktisk helt vildt så meget av, der kan være i sådan en blues koncert, hvis man bare lige gider høre efter, hvad der egentlig foregår.

I en blues sang skal man indlede med at sætte stemningen fx:

‘I’ve got the blues’

Blues publikummer kan godt finde på at SVARE sangeren, med et medlevende Yeah!. Det er sjovt.

Og jeg mener det, når jeg siger, at bluesfolket ikke sparer på smerten. Jeg bed fx mærke til en sang, hvor vi ikke alene har the blues men:

‘The bluest blues”

Av for den. Tjek lige sangen ud. Den er dejlig.

Det kan godt blive sådan lidt rigeligt med al den der minutiøse afsøgen af hjertets smertekroge.

Fx sad sangskriveren tilsyneladende helt fast i denne tekst, som jeg ikke kender hverken ophavsmanden eller titel på, men igen og igen synges der:

‘I’ll give you what you want

but what do you want baaaaby’

Det er faktisk en udmærket melodi, og den udgave jeg hørte, var dejligt fremført, men her blev jeg altså en anelse utålmodig. Synes måske sangskriveren skulle tage at klemme ballerne sammen og tage noget initiativ i stedet for at vente på at hans kvinde forærer ham en drejebog.

Ud fra det jeg har samlet op, har jeg øvet mig lidt på en indledning til en blues tekst:

‘They say the sun’s always shining

somewhere in the sky

but I can’t see any yellow

Got clouds in my eye’

Hvad ellers?

Blues er bedst live. Al nerven ligger her. Synet af fingerspidser mod basstrenge, svedige t-shirts over keyboards og et publikum der fandeme er med!

Jeg har også skrevet starten på en female blues. Teksten kommer senere. Baggrunden er følgende:

Til blueskoncert. Jeg får et knus, fordi jeg står ved siden af. Et bonuskram / et medfølgende / der falder et kram af til mig også. Her er ikke noget med hulbryst eller rumbaafstand. Det her er overraskende tangotæthed og fingerspidser mod siden af mit bryst.

Hvordan i hele hule helvede kan det overhovedet lade sig gøre? Så korte arme er der sgu da ingen der har. Jo en dværg – men han ville i så fald strejfe mine hofter.

Og nu jeg tænker over det, har jeg stadig til gode at høre en kvindelig bluessanger, og selvom bluesteksterne med al deres følsomhed er særdeles relaterbare for kvinder, så er det alligevel sådan lidt…

Nå, så jeg har lavet et udkast til en female blues. En boob-blues.

 

The Boob Blues

You walk in as a human being

boobs get in the way

You think you’re wise’n funny

but clearly – not today

Everytime you’re trying to speak

boobs get in the way

like a million dollar firework’s

on your chest’s blocking

whatever you have to say

Jaja, der skal arbejdes med rytmen, men jeg har på fornemmelsen at bluespublikummet vil sætte stor pris på den tekst 😀

Til sidst lidt anbefalinger.

Hvis du er helt grøn, men gerne vil give blues’n et forsøg, så kunne jeg slet ikke sidde stille, da jeg hørte Ole Frimer live. Her følger to eksempler. Jeg er faktisk i tvivl om hvorvidt nummer to, ‘Hvor smukt hun ta’r sig ud’, egentlig er blues, men det er så fint et eksempel på følsomheden, så det kommer med.

Thorbjørn Risager er lidt mere rå og ligger tættere på hvad jeg normalt ville høre:

Og hvis du nu går rundt og synes at den danske stand-up scene generelt er lam, så gå ud og hør blues med Kent Thomsen & De Dyre Drenge. De har et herligt show kørende internt på scenen og skønne tekster:

Det var alt herfra.

Eller næsten.

TAK! til jer mega søde blues mennesker som rykkede sammen, så der også var plads til mig

Søndag

Jeg havde tænkt mig at skrive noget om særligt sensitive, eller en ny idé jeg går og tumler med, om ensomhed, eller om den gåtur jeg var på med en fremmed i dag (samlet op via gruppen Menneskemødet), som jeg egentlig havde forventet ville vare lidt over en time, men den endte på knap tre.

Men for at skrive den slags skal jeg have tid til at tænke, og nu snakkede jeg tre timer + min mor kom på surprise visit med hund og kage. Så der snakkede jeg også. Jeg kan godt få masser af ideer af gode samtaler, men at få dem sat i system og perspektiveret kræver altså ro.

Og ro har været en mangelvare, for resten af dagen er gået med at læse lektørbog om hvordan mennesket via meditation kan lære sig selv at føle empati for andre end lige de nærmeste. Når vi føler empati med andre, vil vi gerne have at de har det godt, og forfatterens vision er, at vi træner os selv i global empati – hvilket (krydsede fingre) skulle få mennesker med overskud til frivilligt at give afkald til fordel for dem i underskud.

Vi snakker rimeligt højt lix-tal her, og mit hoved er tungt nu, fordi jeg bedst kan beskrive bogen med super let tilgængelige ord som paradigmeskift og abstraktionsniveau. Og så skal man jo helst være sikker på, at man bruger ordene ordentligt. Det ville være sygt pinligt at blive taget i at bruge et ord man ikke har tjek på.

Og så bliver jeg sgu lidt træt.

Jeg har genlyttet Kitty her et stykke tid i bilen, så den vil havde jeg planlagt at dele. Men YouTube….

… foreslår mig en ny med John Mayer, hvilket er ret godt spottet, eftersom det er længe siden jeg har set videoer med ham – men hey – måske har en eller anden cookie sladret til en anden cookie om at jeg skal koncert i Herning. You never know.

Og lige nu håber jeg sørme vi skal stå op, for den der rytmeguitar er da svært dansabel.

Skulle du have lyst til at lege YouTube og foreslå anden musik til lytning er kommentarfeltet helt utroligt åbent for forslag. Som ovenstående udvalg måske antyder har jeg en bred smag.

Om tillid

Torsdag morgen vågner jeg op til stor undren over mine valg. Jeg er på vej til Ørslev Kloster på forlænget weekend. Jeg har ingen planer med mig denne gang. Det eneste jeg skal er til frisør på vej derop,  smukkefiseres så godt det nu kan lade sig gøre og så i kloster. Det synes jeg faktisk er en herre sjov beslutning.

En praktisk og ikke så humoristisk del af mig vil imidlertid gerne vide hvorfor jeg skal i kloster, når jeg i forvejen tager livtag med aleneheden.

Jeg har ikke noget svar.

Så derfor tager jeg også tarotkort med. Jeg bruger dem ikke på daglig basis, men de dufter af magi, og det kan jeg godt lide. For det meste beder jeg om vejledning, når jeg føler mig rådvild. Og jeg har fået nogle vældig underholdende svar indtil videre.

Lørdag fik jeg direkte besked på at overgive mig til universet. At have tillid.

Nogle gange farer livet derudaf med dig usikkert skøjtende i al for lang line bagefter. Andre gange befinder vi os i et vadested. Det har godt nok taget mig lang tid at forstå, at det kan være en god idé lige at tage en pause der – bare acceptere, at lige nu sker der sørme ikke en skid. Og det passer jo heller ikke. Jeg har bare fokuseret benhårdt på arbejde og penge og oprydning. På at få tingene til at hænge sammen i den fysiske verden i det mindste.

Men ok..  Lige nu ved jeg ganske enkelt ikke, om jeg er på vej i en retning eller om jeg går i ring, så jeg kigger på tarotkortet lørdag, lader skuldrene falde og nikker.

Okay, univers, bring it on.

Jeg lover mig selv at være opmærksom på hvad der sker, når jeg holder op med at prøve at styre alting.

Og så begynder jeg at se.

I slutningen af 2014 har jeg fået en lærestreg, er ikke helt ovenpå og taber et af mine to fineste glas.

I lørdags har den café jeg har planlagt at spise frokost på ferielukket, så jeg bliver guidet hen til et andet sted, hvor et tilsvarende glas står og venter på at jeg kommer og tager det med hjem.

Nu har jeg atter en duo.

I dag på arbejdet viser en kollega mig to ret slemme ridser på min LEASEDE bil.

Betalte jeg ekstra penge for at få selvrisikoen ned? Nej, det gjorde jeg ikke. Både fordi det sådan set var dyrt nok i forvejen, fordi jeg ikke er kørt ind i noget som helst i den tid jeg har haft kørekort, og især fordi jeg nægter at tro det værste.

Der står jeg så på parkeringspladsen på arbejdet og ser på to ridser og må acceptere, at det her kommer til at koste 5000 oveni alle de penge jeg allerede skal betale for bilen. Jeg prøver også at acceptere det, der i mine øjne er meget værre: at et andet menneske laver ridser i en parkeret bil og bare kører derfra.

Det er ikke særligt holistiske tanker, der flyver igennem mit hoved i første omgang. Jeg tænker godt nok karma – men med en topping af ildspruttende drage og generel mayhem.

Det hjælper. Faktisk.

Jeg tager hjem efter sønnen. Vi henter et tv-bord han har købt, spiser junkfood og griner med hinanden.

Så ringer min fars kæreste.

Jeg leaser bil mens jeg venter på at overtage hendes den gamle (meget billigt) i sensommeren, når den nye model hun ønsker sig kommer på markedet.

Jeg behøver kun en måned uden bil, for at forstå, at man som menneske også kan være nødt til at undvære alt for meget. Så jeg beslutter at betale for en hundedyr korttidsleasing, mens jeg venter.

Tilbage i telefonen fortæller hun, at hun har fået et ret godt tilbud på den nuværende model, allerede har skrevet under, får den på mandag og skal de ikke bare køre to biler op i næste uge, hvor de skal til min søns fødselsdag?

Hun har lige sparet mig for en udgift på 12.000 kroner. Selv med ridser og selvrisiko går jeg ud af den her dag med overskud.

Og jeg ved ikke, hvordan det fungerer. Men det hænger sammen med i lørdags, hvor jeg besluttede mig for tillid. Besluttede mig for at alt nok skal ordne sig. Det betyder ikke, at jeg ikke falder, får uventede udgifter og ryster på hånden og må se ting jeg er glad for falde fra mine hænder.

Det betyder bare at det hele kommer til at gå alligevel.

Som landet ligger

Når man sådan er gået hen og er blevet kæresteløs, er der pludselig en masse tid til rådighed, som ellers har været booket. Jeg er god til at være alene, men det har været lidt træls. Jeg kan sådan set godt lide at være sammen med én anden. Det har passet så fint, at jeg har skullet arbejde en del i mit nye bi-job som lektør. Men på et eller andet tidspunkt bliver det hele alligevel lidt for meget arbejde, lidt for lidt sjov.

Så sidder man der og kigger rundt i den børnetomme stue og skal komme i tanke om, hvad der egentlig gør en glad.

Ord. Musik. Film. Mad. Biler.

Så jeg er gået krig med det, der gør mig glad. I dag er jeg for anden gang i skriveklub med Jon. Han mener det alvorligt. Vi kan godt snakke i omkring tre minutter efter jeg er kommet ind af døren, men så glider hans fokus også ned mod papiret foran ham. Det er godt. Jeg har virkelig ikke brug for anden distraktion end den jeg selv kan finde på. Og jeg skal da også skrive på noget ’rigtigt’ altså noget skønlitteratur lige om lidt, jeg skal bare have skrevet det her blogindlæg først

..om datteren som var til fest med sin far og bror på Sjælland sidste år. Det lød som en hyggelig fest, men vel hjemkommet til mors trygge arme deler hun en ærgerlig historie.

En af gæsterne har en Tesla. Min søn og børnenes fætre får en tur, men da de kommer tilbage har bilejeren ikke mere at give af, så Aviaja må undvære.

Ungerne og jeg går op i biler på vores egen måde. Vi går op i udseendet (og lyden, når det er af den slags, der gør fysisk indtryk), ungerne går også op i pris. Når vi er ude at køre, tæller de Teslaer. Og når vi leger hvad-ville-du-gøre-hvis-du-vandt-en-masse-millioner, er den fede bil altid det første, der skal anskaffes.

Jeg prøver godt nok at påpege, at eget hus med en ordentlig have også ville være fint, men okay, bilen kan bringes til veje væsentligt hurtigere, og så kører vi fedt, mens vi kigger hus. Men for at komme tilbage til historien, sidder jeg med en lille datter, hvis læber er presset sammen om uretfærdigheden.

Jeg ved jo ikke, om hun melder tydeligt ud, at hun også virkelig, virkelig gerne vil prøve at køre i en Tesla. Det er ret sandsynligt, at hun er for genert. Men det er også bare helt enormt typisk, at bare fordi man er pige, så skal man virkelig op på tæerne og sige MIG MIG MIG, hvis man er til biler. Hankønsvæsenerne bliver ALTID spurgt først – også selvom de er fløjtende ligeglade.

Og når man ikke har lyst til at skubbe sig frem i nogen som helst kø, hvad så? Skal man så bare snydes for ture i Teslaer?

Det skal blive løgn, skal det, jeg skal fandeme skaffe det barn en Teslatur.

For noget tid siden fik vi nye naboer i rækkehusene. Der holder en mørk Tesla uden for deres dør og i dag gik jeg over til ejeren, fortalte den sørgelige historie om en lille pige, der virkelig godt kan lide biler og spurgte, om han måske ville køre en tur med datteren en dag, eventuelt mod en stor øl.

Han var venlig og dejligt enig i, at det var synd, at hun var blevet snydt for en tur. Næste weekend skal hun rundt om blokken i Tesla.

Jeg glemte at spørge, hvad han hed. Jeg præsenterede knap mig selv, sådan er det når jeg er på mission, alt det der udenom, indledende fedtsnak og smøren, det glemmer jeg totalt. Men måske havde det været meget smart lige at vide, om han overhovedet er til øl i det mindste.

Og for en god ordens skyld skal jeg lige sige, at når jeg beder folk om alle mulige ting, hvis de ser ud til at kunne hjælpe, så gælder det altså også den anden vej. Sidder du nu der og tænker, at du da godt gad en tur rundt om blokken i mit aktuelle køretøj – en Toyota Yaris Hybrid – så siger du bare til, så skal du bare høre hvor meget sådan lille bil kan larme, hvis man tror man skal op i fart lidt hurtigt.

Og nu skal jeg skrive noget andet, men først lige musik med bil og kvindelig fører:

 

Jeg pakker mine ord ind til dig

Vi er knyttet til mennesker, vi aldrig har mødt. Sjæle derude hvis ord og billeder på sociale medier stykkes sammen i vores hoveder til vi føler, vi kender dem. For mig betyder et udvalg af disse mennesker noget. Ofte er det dem der giver af sig selv. Dem der knalder ud lige som mig. Dem som deler, når de mister, når de glædes, når de rystes eller giver sig tid til at svare andre på deres råb.

Forleden røg en facebook status direkte ind et sted jeg kender. Det sted hvor man næsten ikke kan bære vægten af sig selv. Og eftersom afsenderen og jeg ikke er forbundet andre steder end online, svarer jeg dig nu online.

Jeg ved ikke, hvorfor vi ender der, hvor du er nu, og hvor jeg var i foråret. Jeg ved bare, at

Kære du

Jeg har også siddet der. Knækket under bruseren. Jeg tror, du trænger til varme arme, og alt jeg har at tilbyde dig er ord. Men så får du dem. Du kan gemme dem, til du er klar.

Når det tunge og grå har spredt sig til hele kroppen, og det er svært at trække vejret frit. Når det har lagt sig som en hinde over dit udsyn, dit håb og din tro. Når du ikke kan se meningen med noget som helst eller nogen.

Så bliver du nødt til at række ud.

Find frem til de mennesker, der holder af dig og lav aftaler med dem. De behøver ikke være der 24/7, men sørg for at ses med nogen, der kan give dig omsorg. Hver dag. Sæt en uge af til en begyndelse, så det ikke bliver for overvældende, og endnu et krav. Lav aftalerne. Erkend hvordan du har det – også over for dem – og bed om omsorg.

Jeg fulgte det råd i foråret og opdagede flere ting. Jo dårligere jeg har det, jo mere overbevist er jeg om, at jeg skal kunne klare alting selv.

Jeg opdagede også, at folk tager sig af mig fra det sekund, jeg siger, at det har jeg brug for. De gør det endda som om det bare manglede.

Tit drejer det sig jo ikke om, at du nødvendigvis har lyst til eller er klar til at tale om det. Hvad end dét er. Når du først er blevet grå, føler du dig nærmest som en omvandrende smittebærer. Og hvem er tjent med et menneske, der spyr nedtrykt sindstilstand ud over alt og alle i umiddelbar nærhed? Men DE kan klare det. For DE er ikke grå. De ryster grå af sig og fortsætter.

Det kommer du også til igen.

Start en taknemmelighedsdagbog. Jeg mener det. Det kan godt være, det lyder som en enormt tøset hippieting. Men det virker. Hver dag skriver du tre ting, du er taknemmelig for. Det virker, jeg lover det. Ikke lige med det samme men stille og roligt, vil det fjerne fokus fra din følelse af mangel.

Der hvor du er nu, kan det være virkeligt svært at være taknemmelig. Så vidt jeg husker, vrængede jeg de første ting ud, da jeg startede op med taknemmelighedsøvelser. Nu er det en vane. Det ligger også godt til mig, taknemmelighed. Måske du vil opdage det samme.

Bare tag det roligt. Jeg har nogle helt gratis forslag til forsigtig opstart med taknemmelighed:

Ting at være taknemmelig for:

  • du har en bruser at tude under
  • basgange
  • blødheden mod håndfladen over kattehoved

Andre ting at være taknemmelig for, når ingenting fylder alting:

Solsortesang. Dine ben (jow, prøv lige at forestil dig livet uden). Yndlingsbukserne. Duften af kaffe, flimrende sol gennem ruden, månen ved at sprænges eller ved at starte op igen, et smil fra en fremmed, hvor mange nuancer der findes af grøn, musik der får dig til at sitre, bilen der bringer dig frem, skyer, taget over dit hoved, dynen, stearinlys, mad, varme sokker, forår, træer, græs, mos, spirende forårsløg, de gode oplevelser du har haft – find dem frem, trøst dig ved dem, at du er gammel nok nu til at købe alt det slik du vil, gode film, vand: bække, åer, støvregn og slagregn, brusende vand ved vestvendte kyster og rolig skvulpen ved østvendte.

Og ord.

Og at der findes mennesker herude der forstår. Du er ikke alene.

Venligtsindede hilsener

Din virtuelle ven

Verden er magisk (fordi jeg siger det)

J.K. Rowling åbner en dør inden i mig med den første bog om troldmandslærlingen Harry Potter. Alt er større bag den dør. Urimelighederne. Mulighederne. Det vi tror, er hele verden, er bare en lille del af noget større, som måske ikke kan ses med det blotte øje, men det er der alligevel. Det er nu ti år siden, jeg læser sagaen om Harry til ende med følelsen af tab. Jeg føler mig efterladt. I en grå og frygteligt verdslig verden. Og så tuder jeg.

En voksen dame ja men

Det er som at lukke døren til magien, og nu har jeg jo lige fundet den.

Det er svært at lede efter noget, man ikke engang ved eksisterer. Efter noget man ikke kan se. Men jeg har altid søgt alligevel.

Jeg kan godt lide tanken om, at der er nogen eller noget der passer på os. Jeg har brug for at tro på noget større. Noget der lyser og glimter og ikke ligger under for husleje og omstillingsparathed og skiftende politiske interesser og egoflimmer. Noget der bare er godt. Vedvarende. Kærligt.

Og så er det jo at det måske nok begynder at blive lidt langhåret for nogen, men når det virker for mig, virker det måske også for en anden derude:

Jeg beslutter, at jeg har en bjørn. Eller måske beslutter bjørnen det, det er ikke til at sige. Bjørnen er mit kraftdyr. Lidt ligesom nogle mennesker taler om, at vi har skytsengle, så findes der også kraftdyr, der fungerer som en slags beskyttere eller vejledere.

Det er ikke fordi bjørnen går og giver mig råd vel, det er en bjørn, den SIGER ikke meget. Men ved at være til stede som bjørn: luntende, nysgerrig, rolig og tung, til tider legesyg, ofte ret døsig, giver dens selskab mig noget jeg mangler. Ro og jordforbindelse.

Jeg finder bjørnen, eller den finder mig, i en meditation. Lige da jeg bliver alene, er det som den slags er. Der er en tom plads i mig, og jeg er urolig for, hvad jeg mon kan finde på at fylde den plads ud med, hvis jeg ikke passer rigtig meget på, så jeg tvinger mig selv til at meditere. Det går ikke altid lige godt med det. Faktisk får jeg sovet en hel del, når jeg har sat mig for at meditere.

Denne gang virker det. Det føles som at blanke sit hoved. Tanker, væk. Følelser, væk. I den tilstand vælger jeg så at placere mig selv på en strand i en bugt. Temperaturen passer til min påklædning, vandet er roligt, sandet blødt. Et godt stykke foran mig trisser en bjørn rundt og leder efter spændende ting med snuden i sandet.

I det øjeblik jeg ser den, ved jeg, den hører til hos mig.

Den har været i min nærhed lige siden.

Jeg er ligeglad med, om det er noget jeg finder på. Fuldstændig totalt inderligt ligeglad. Det er irrelevant. Jeg har fået den mest trofaste følgesvend, som altid er der, når jeg har brug for det. Hvad den ellers laver aner jeg ikke. Den bliver ikke ligefrem liggende som en trofast hund i spænd under bordet, mens jeg er optaget af at finde min vej i det her jordiske liv. Jeg føler mig helt og aldeles accepteret og tryg. Bjørne går ikke rundt og dømmer nogen, det eneste denne bjørn skal er at passe på mig, og det føles luksuriøst og ganske fantastisk.

I perioder glemmer jeg magien. Jeg glemmer at puste til støvet, som konstant lægger sig som en fedtet hinde over os, når vi bliver for optaget af det praktiske: arbejde, rengøring, transport, madpakker, penge, kroppe. Når jeg kommer i tanke om magien igen udvides verden øjeblikkeligt.

Jeg anerkender at ’skør’ ligger lige for, når man som voksen vælger at have en usynlig ven, som oven i købet er en bjørn.

Men skader det nogen at jeg har fået en bjørn?

Gør det mig godt?

Så jeg har en bjørn.

Den gider ikke engang kigge på mig nu. Den er inderligt ligeglad med blogindlæg og afsløringer.

Den vidste præcis, hvad den gik ind til.

Kunstner: Elin Engelsen → Se flere billeder hos hende på FB