Opdagelser under fuldmåne

Jeg er i springhallen med min datter og to af hendes veninder. Jeg reagerer allergisk på den hal. Næsen stopper til, jeg får svien i halsen og øjnene bliver tørre. Ude på toilettet græder en lille dreng panisk. Han har tabt en tand. Hans mor trøster tålmodigt, men han har mistet en del af sig selv og græder højt og bange. Jeg vil hjem, mor. Jeg vil hjem.

Og det forstår jeg mig på. At ville hjem. Men hvad så hvis hjem er en favn, og den kan jeg ikke bare tage hen til lige nu. Heller ikke i går. Heller ikke sent natten før, da jeg føler mig forbandet fuld af mangel og savn?

Når vi bliver kærester, går vi ind i en relation med det, vi kan se. Vi ved godt, at det vi kan se, ikke er hele historien. Det ved vi, fordi vi dælandulme heller ikke går rundt og skilter med vores egen.

Det er herrenemt at have ja-hatten på, når man er forelsket. Men nedenunder ja-hatten er dit hoved. Fyldt med skeletter og nederen reaktionsmønstre du har oparbejdet og finpudset hele dit liv. For slet ikke at tale om de skader der stadig kan være lejret som en stivhed i din krop. Et lille hårdt sted i hjertet.

Apropros gamle skader:

Syv år gammel får jeg min første tur i ambulance med udrykning. Det er ikke noget jeg får så meget ud af, for min mave gør ondt. Den har allerede gjort ondt et stykke tid. Blindtarmsbetændelsen bliver fikset, men der går betændelse i såret, og indlæggelsen ender med at strække sig over små to uger. Vi er i 70erne. Den eneste der får lov at overnatte på en hospitalsstue er patienten. Alle andre skal tage hjem når besøgstiden er slut.

– Jeg tager hjem nu skat, siger min mor. Lars [lillebror] har bestemt at vi skal have frikadeller i dag.

Livet går videre uden mig. De kan godt undvære mig. De har det faktisk ganske fint uden mig. Nu er de bare en familie på tre. Frikadeller. Og alting. Uden mig. Jeg skal have tørt rugbrød med en centimetertyk mur af leverpostej og blævrende sky.

Her lærer jeg at bide tænderne sammen. Jeg lærer ikke at håndtere savn. Mor skal jo gå, det siger dem, der bestemmer. Det går ikke at græde, når hun nu er nødt til det. Det er synd for mor.

Hun er inde i mig, hende på syv. Hun dukker op, når jeg savner og eftersom ham, jeg har kastet min kærlighed på, bor i en anden by med sine egne børn og forpligtelser, har jeg rigeligt tid til at savne.

Jeg savner som en voksen kvinde, der ikke gider være væk fra sin kæreste – og det er jo sådan set godt nok.

Men jeg savner også som hende på syv, der bider tænderne sammen om smerten og føler sig som det mest forladte og ensomme væsen på denne planet. Sådan cirka.

Den voksne del af mig kan jo godt regne ud, at jeg ikke kan være med i ALT, når vi nu engang er langdistancekærester.

Hende på syv flejner stadig over ikke at være med til frikadeller.

Så ved du sådan cirka hvilket niveau vi er på.

Tidligere i mit liv har jeg simpelthen sørget for at afstanden til mine mennesker var minimal, så jeg ikke blev mere udfordret på savn end højst nødvendigt.

Det kan ikke lade sig gøre nu.

Når jeg savner, føles det som om jeg drukner. Og jeg hader mig selv med en indædthed som er ved at brænde mig op, fordi jeg har sat mig selv i denne situation, hvor savn er en given ting.

Her til aften under fuldmånen forstår jeg pludselig, at ud over alle de helt indlysende og yderst praktiske grunde der er til, at jeg ikke kan være sammen med min kæreste hele tiden, så er der også en anden grund. En skæbnegrund om du vil.

Det er blevet tid.

Det er nu jeg har chancen for at lære at savne uden at dø en lille smule hver time. Det er nu jeg skal lære at stå det igennem og komme ud på den anden side. For det jeg mister, hvis jeg ikke kan finde ud af det, kan jeg ikke engang tænke til ende.

Da børnenes far og jeg gik fra hinanden var jeg helt overbevist om, at det jeg skulle lære, var at være alene. Det var jeg så. Og jeg blev ret god til det. Så tjek på den.

Men den virkelige lære for mig er at være alene og hvile i det, når jeg meget, meget, altopslugende soleksplosionsbrændende meget hellere vil være sammen med en bestemt anden.

At se det som en af mit livs lektioner gør det hele lidt nemmere. Jeg kommer aldrig til at kunne lide afstand i tid såvel som kilometer til de mennesker jeg holder af.

Men nu satser jeg på, at lige netop denne her elendige afstand, har det positive i sig, at jeg bliver nødt til at lære at håndtere at savne. Nu. For jeg har ikke noget valg.

Ikke noget valg er nogen gange nødvendigt for at komme derhen hvor du skulle.

 

naar-jeg-kommer-i-et-forhold-vil-jeg-gerne-have-at-vi-skal-vaere-et

 

Motivation kontra perfektion

Jeg har en blog med en brevtjeneste. En fremmed skriver til mig og beder om et brev om motivation. Jeg har ikke skrevet til hende endnu, for jeg tænker stadig. Hvad er motivation? Hvad motiverer mig? Hvad motiverer dig? Burde vi egentlig ikke have totalt tjek på, hvad der motiverer os. Og hvorfor har vi det så ikke?

Da jeg beslutter at denne klumme skal handle om motivation ligger jeg i en hængekøje og lunes af septembersol. Egentlig tænker jeg mere på, at jeg skal til Cypern en uge end på at skrive klumme. Jeg er mildest talt ikke motiveret. Og lige der i hængekøjen går det op for mig, hvor vigtigt det er at have styr på sin motivation. Ellers er det alt for nemt bare at gøre ingenting. Eller som vi plejer. Desuden er jeg mester i overspringshandlinger, så hvis jeg ikke snart ser at blive knivskarp på, hvad der motiverer mig, så bliver jeg i den her hængekøje. For evigt småslumrende.

motivation-kontra-perfektion
Publiceret i Aarhus Onsdag Nord, september 2016

En deadline har imidlertid altid været så herligt motiverende, og sådan en er lige om hjørnet. Eftersom min hjerne er rimeligt tavs, begynder jeg at brainstorme på motivation. Men så sker der noget sært. Jeg er gået på Instagram for at blive inspireret, men i stedet for at søge billeder frem som brugerne har tagget motivation, søger jeg på perfektion. Det var jo ikke det jeg skulle?

Jeg ser billeder af buketter og horisonter. Af sixpacks og Justin Bieber. Et hjørne af stuen som ejeren er specielt stolt af, hovedsageligt holdt i hvidt, og der går ikke lang tid før det går op for mig, at billederne keder mig. Det er for glat, for pænt, for perfekt.

Det er meget sigende, at jeg egentlig sætter mig for at skrive en klumme om motivation og ender i research om perfektion. For ønsket om perfektion kan om noget kvæle motivationen. Motivation har virkelig hårde kår, hvis det vi ønsker at frembringe skal være perfekt lige fra starten. Men hvis nu vi HAR et ønske om perfektion. Kan vi måske blødgøre det lidt, så vi ikke spænder ben for os selv, ved at have et mål der hedder, at vi vil gøre ’det perfekte forsøg’?

Når jeg ser på mit liv, fortryder jeg ikke de gange, noget ikke lykkedes for mig. Det er de gange jeg ikke rigtig forsøgte, der nager. Og en uvilje mod at være begynder har afholdt mig fra en del forsøg.

Men det uperfekte kan jo være helt perfekt. Hvis du ser på de mennesker, du holder af. Er de perfekte helt objektivt set? Sikkert ikke. Vi har alle sammen hæmninger, steder vi er direkte rigide, vi braser frem eller holdes passive af vores respektive temperamenter. Men en andens uperfekthed kan matche dit modtageapperat, og på den måde ender det uperfekte alligevel med at være helt som det skal være. Vi ved det ikke, før vi prøver.

Og måske er det den største motivation. At vi bliver nødt til at undersøge tingene, prøve dem af, lære dem at kende ellers opdager vi aldrig, om det er lige præcis det her, der får os til at synge i badet. Til at se en overskyet dag som en pragtfuld begyndelse. Se på livet som en skattejagt.

Jeg vil starte med at lede efter skatte på Cypern.

 

Snehvide, prinsen og den møgsure dværg

Da jeg skriver om, at vi fodres med de vildeste (sygeste) historier om hvordan kærlighed fungerer via de eventyr vi proppes med som børn (Prinsen på den hvide hest) ved jeg godt, at det ikke bliver nemt for mig at droppe drømmen om den eventyrlige redning. Historierne indebærer godt nok onde hekse/stedmødre (også hekse), men så møder prinsen og prinsessen hinanden og ret hurtigt bliver de gift og så lever de jo ellers lykkeligt.

– Skriv hvad der sker, når Snehvide så møder prinsen i virkeligheden, siger han. Jeg vil så gerne vide, hvad der sker.

Det vil jeg sådan set også gerne.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er nogen, der har advaret mig, så jeg kunne forberede mig på, hvad der var i vente.

For eksempel har prinsen børn fra en tidligere royal forbindelse, og Snehvide kommer sådan set heller ikke til festen uden en del på slæb. Et par dværge for eksempel.

Der er sgu da ingen der i sin vildeste fantasi forestiller sig, at den slags løber af stablen uden nogen former for ballade.

Måske lige bortset fra mig.

For det kan jeg godt sige dig. Dværge der har haft en prinsesse for sig selv i årevis, har ikke nødvendigvis til sinds at opgive eneretten uden kamp.

Så her sidder du så. Med din nye kæreste og en dværg, der slet ikke opfører sig så pænt som du ved dværge kan. Ikke tilnærmelsesvist. Der er himmelvendte øjne. Manglende svar på venligt mente spørgsmål. Oprør og ballade.

snehvide og dværgen

Det er yderst pinagtigt.

Da dværgenes far og jeg gik fra hinanden tænkte jeg, at jeg ikke ville kaste mig ud i et nyt forhold lige med det samme. Jeg blev nødt til at finde ud af hvem jeg er, og det krævede, i min bog, at jeg var alene om det.

Og så gik tiden.

2½ år kørte jeg solo, så egentlig sad jeg oppe på en meget høj hest og tænkte, at når jeg nu fandt den kæreste, jeg mente, jeg var klar til – ja, så havde dværgene jo haft masser af alenetid med mig og burde kunne rumme en kæreste til mor uden problemer. Det manglede bare.

Det er så ikke sådan det fungerer.

Du bliver nødt til at træne dine unger op. Hvis du, som jeg, vænner dem til treenighed og at du rent faktisk kun fokuserer på dem ud over dit arbejde i de børnefyldte uger, ja, så forventer de, at det fortsætter sådan.

For evigt.

Og hvorfor skulle de ikke det?

Jeg ligger som jeg har redt. Men der er ingen grund til, at du skal gentage mine fejltagelser, hvis du når til det her punkt i livet.

Så. Hop ikke på den med, at du ikke skal slæbe alle mulige mænd (m/k) med hjem og præsentere dem for børnene. Gør endelig det. Hvis du egentlig ikke selv er klar til et nyt forhold så lej/lån eventuelt mænd, som med jævne mellemrum kan agere kæreste, bare så du får trænet dine unger i nye mandlige bekendtskaber. (Du ønsker virkelig at træne dine unger her). Få eventuelt nogle gigantisk nederen typer forbi. Når ham du så rent faktisk super gerne vil være kæreste med dukker op, så kan ungernes suk af lettelse høres i de omkringliggende landsbyer.

 

 

Giv noget tid og det sniger sig ind på dig

Klokken 5.25 påbegynder jeg slutningen på Beach Music, Pat Conroys 857 sider lange bog om South Carolina, 60’erne, Vietnam-krigen, om venskab, kærlighed, jødeudryddelsen under 2. verdenskrig, tro i dens mange variationer, Italien, forræderi, flugt, om at blive voksen, om de uendelige variationer over forholdet mellem forældre og børn, om mad og om tab, tab af uskyld, af kærlighed, af hjemstavn.

Det er længe siden jeg har læst så lang en bog. Jeg er en utålmodig sjæl, men projektet med at læse 800+ sider har mindet mig om, at der ligger store gevinster og venter, når man giver sig tid.

Og det gælder også andet end bøger.

I flere dage har jeg tænkt indædt på mad. På at jeg vil lære at lave alle mulige retter, at jeg vil invitere gæster til potentielt tvivlsomme smagsoplevelser, fordi førnævnte utålmodighed nægter mig at teste en opskrift, før jeg deler resultatet med andre. Så dem jeg inviterer, skal nødvendigvis være i besiddelse af en god portion mod og ditto humor, for fra tid til anden vil det gå galt for mig i køkkenet.

Først her til formiddag, hvor jeg bliver færdig med Beach Music, erkender jeg, at det er hovedpersonen Jacks kærlighed til mad, der har sneget sig ind på mig og smittet mig. Han skriver kogebøger og anmelder restauranter og laver mad til alle så snart han kan se sit snit. Han laver mad fordi han elsker god mad, men også som en måde at vise kærlighed og som en måde at trøste.

Hvorfor begynder jeg i det hele taget at læse midt om natten? Det gør jeg fordi min kæreste er stået op for at passe sit arbejde, og jeg kan ikke falde i søvn igen. Jeg ligger og tænker på, hvor mange ting jeg gerne ville være bedre til. Men jeg tænker også på, at jeg er tilfreds med, hvordan jeg er som kæreste – for ham.

I foråret da jeg skriver om dating, tror jeg alvorligt, at jeg måske skal holde foredrag om at date på et tidspunkt, når jeg har fået høstet en masse erfaringer.

Men jeg når kun at være på en enkelt almindelig date, der ikke rammer noget i mig.

Date nummer to sender mig et fast og undersøgende blik over bordet på en pub i Hørning, der får mig til at tænke, at det her er værd at se nærmere på.

Så nu har jeg en kæreste. En kæreste som siger til mig, at det er så dejligt, at jeg får ham til at blive helt rolig indeni på tæppet på græsplænen en solrig eftermiddag efter arbejde. Og mig der altid er så bange for at være kedelig. Fordi jeg indenunder al min blændende charme og vitserier (!) er en iagttager, der bare har brug for masser af rolige eftermiddage med duften af græs i næsen og fornemmelsen af en dansk sommer, der skiftevis bølger varm over kroppen og får huden til at brænde under kjolen og køler den ned igen når skyerne tager over. Jeg har ikke brug for de store armbevægelser. Jeg har brug for at vide, at jeg altid er velkommen under hans arm. At jeg er ønsket.

Jeg er ikke det mindste i tvivl.

Jeg er glad.

Jeg håber, du også er glad. Glad er rar at være i.

 

Når naboens græs bare ér grønnere

Klumme fra Aarhus Onsdag Nord, uge 30

I ni dage har jeg været hundesitter for Liva. I ni dage har jeg også passet bil. Stor, sort smækker bil, der ligesom bare passer til mig. Jeg har modstræbende måttet aflevere begge dele tilbage til ejerne. Men nu ved jeg, hvad jeg virkelig, virkelig ønsker mig

Jeg kan godt lide biler. Store biler, veteranbiler, sportsvogne og sjovt udsmykkede biler. Min virkelighed består i at sætte mig ind i en ældre Skoda, model helt almindelig, og satse på at den holder nogle år endnu. Det plejer at være fint nok. Jeg har en regel om ikke at kigge for langt efter ting, jeg alligevel ikke kan få.

Men så er det jeg skal passe verdens dejligste hund og med hunden følger familiens BMW.

Jeg kører en del på Grenåvej og har bemærket, at en vis type biler ser ud til at komme noget hurtigere fra start i lyskryds end andre. Mens jeg har tøffet bagefter i noget mere adstadigt tempo, har jeg funderet en del over, hvordan det ville være at køre sådan én, og om jeg mon også ville få problemer med at styre tyngden på højre fod, hvis det var mig bag rattet.

I det øjeblik jeg sidder i BMW’en, og utroligt komfortabelt må jeg lige tilføje, føler jeg mig hjemme. Det tager to sekunder at vænne sig til automatgear, lyden er lav og ualmindeligt behagelig, farten er angivet i røde tal mod forruden, så du behøver ikke kigge ned på instrumentbrættet for at se, om foden hviler for tungt på speederen. Eftersom du ikke kan høre hvor hurtigt du kører – som man kan i min Skoda – faktisk kan man nærmest mærke det i min Skoda – er det enormt smart med tælleren i ruden.

Nu er det sådan med en god del ting her i livet, at vi ikke ved hvordan vi vil reagere på noget, før vi står midt i det. Jeg elsker at køre bil. Jeg elsker friheden ved en bil. Jeg klapper jævnligt Skodaen og takker fordi den kører (endnu). Men man kan godt være tilfreds med det man har og så alligevel pludselig opdage, at græsset virkelig ér grønnere ovre på den anden side. Det er fuldstændigt fjollet at en bil har en feature, hvor dørene selv lukker helt, hvis du ikke har fået lukket dem ordentligt, og det er nok heller ikke lige det, der står øverst på listen over uundværlige ting, når man er offentligt ansat, alenemor på deltid. Men jeg kunne godt leve med den her acceleration til daglig. Hildemænd. Alle de her kræfter til min rådighed. Ikke noget med at ligge i overhalingsbanen med gaspedalen helt, absolut helt, i bund mens en stor familieford nærmest kysser bagsmækken af utålmodighed. Nix. I kan bare komme an kan I. Alle sammen.

I ni dage havde jeg hund og BMW. Jeg snøftede, da jeg afleverede Liva, men det var jo fair nok, det var ikke min hund. Til gengæld er jeg stadig sikker på, at ingen kan sætte så stor pris på den bil, som jeg gjorde. Et øjeblik overvejer jeg rent faktisk, om det praktisk kan lade sig gøre at flytte i campingvogn med ungerne, så vi kan få råd til en ordentlig syg bil.

Vi ville jo alligevel ikke være så meget hjemme, hvis vi havde BMW. Vi ville altid være ude på tur.

 

Når læsset vælter

Jeg har været stille her på bloggen et stykke tid. For jeg tog lige en nedtur. Faktisk er jeg stadig midt i den.

Siden børnenes far og jeg gik fra hinanden for tre år siden har jeg brugt en masse tid på at lede efter glæden. Opdyrke den, snuse til den, spørge til den og dele den hvor jeg kunne.

Så er det altså noget af en bet at få en depression.

Men det har jeg fået. Sådan lige en lille en.

’Du er jo ikke glad’, siger veninde en dag for et par måneder siden.

’Sådan er det bare’, svarer jeg køligt, ’livet’.

Jeg kan da godt se, at det måske ikke er optimalt at græde flere gange på en dag, nu hun lige frem påpeger det. Men den slags vænner du dig til.

’Jeg ser det at græde, lidt som at spise chokolade’, siger jeg. ’Noget er okay, men på et eller andet tidspunkt skal man også stoppe igen’.

Men hun mener, at jeg måske bør overveje om det modsatte kan være tilfældet. At jeg tvært i mod ikke har grædt nok og trænger til tid og ro til at få grædt ud?

Så sender hun mig til læge.

Når man kommer til læge og siger, at man måske er lidt mere ked af det, end man burde være, får man lov at svare på nogle spørgsmål.

Føler du skyld og selvbebrejdelser? Har du haft svært ved at falde i søvn, vågner du konsekvent for tidligt? Hvordan har du det med at livet fortsætter? Har du svært ved at passe dit arbejde? Er du bekymret, angst, træt?

Øh ja, jeg har skyld og selvbebrejdelser. Jeg er forælder. Goes with the territory. Haha. Og det med arbejdet skyldes bare at jeg virkelig har brug for sommerferie nu. Og det er nok også derfor jeg er træt.

Min læge har imidlertid en fin kasse der hedder Let-til-moderat-depression og den putter hun mig i.

Hun kigger venligt undersøgende på mine grimasser.

Jeg. Er. Rasende.

Svagpisser. Det er hvad jeg er.

Jeg synes det er fesent. ’Let til moderat depression’. Det lyder som en light udgave. Ikke engang det kan jeg finde ud af at gøre ordentligt.

Hvis jeg sad ved siden af dig. Hvis det var dig der var ved lægen og svarede det, jeg svarede, ville jeg være fuld af ømhed og måske en lille smule forfærdelse og sige til dig, at du har det jo ikke godt, du må have hjælp og passe på dig selv.

Men nu er det mig. Mig som ellers er blevet så meget klogere. Og stærkere. Og så fandme om jeg ikke knækker. Jeg er knækket uden at opdage det.

Min modne reaktion er at vitse med at så skal jeg jo have T-shirten *Let-til-moderat-depression*

Flot.

Men jeg orker det ganske enkelt ikke. Jeg kan ikke have en depression. Jeg er enlig mor med ansvar for to sjæle. Jeg skal smøre madpakker og sørge for den gode stemning og have overskud for tre. Jeg er for himlens skyld også lige begyndt at date, og jeg skal også gøre alle dem, jeg møder på mit arbejde gladere, for det er det jeg gør.

Ja, jeg hjælper folk med læsestof og printer og pas, men det jeg i virkeligheden gør er at hjælpe med jeres humør. Jeg smiler og vitser og spørger ind og viser omsorg. For dig med tjek på tingene og dig hvis læsestof afslører, at din verden er væltet.

Et eller andet sted på vejen glemmer jeg at drage omsorg for mig selv.

Fra tid til anden er der emner, der presser på, men som jeg ikke skriver om af forskellige grunde. Og hver gang der er noget, jeg ikke vil skrive om, bliver døren ind til ordene skubbet en smule i. Hvis jeg nægter at skrive om mørket, så lukker jeg også af for lyset. Det har jeg oplevet den ene gang efter den anden. Men det er svært at skrive om en depression, man ikke vil anerkende. Og der er alle mulige hensyn at tage. For eksempel til dig, der læser med her. Jeg vil så nødig gøre dig trist. Jeg vil allerhelst have, at vi kan være glade og trygge sammen.

Men nu er den ude. Depression anerkendt. Tid til at hele.

 

 

Prinsen på den hvide hest

Egentlig tror jeg på historien om prinsen på den hvide hest.

Lige fra jeg var ganske ung regnede jeg rent faktisk med at han ville komme flyvende ind fra højre. Totalt klar, kemifyrværkeri, vi kunne virkelig SE hinanden. Han ville hive mig op foran sig på hesten og så travede vi ellers ud på resten af historien – sammen.

Prøv lige og hør. Det skete for Tornerose. Det skete for Snehvide. Den ene sov. Den anden var ikke engang i live og ALLIGEVEL blev de begge fundet af kronetoppet læderklædt hestebetvinger, der nedkæmpede tornekrat og glaskister for at nå frem til (tavs) (øh rimelig passiv) (aka sovende/død) prinsesse.

??

.. rimeligt syge kærlighedshistorier vi fodres med som børn egentlig…

Nå, men tilbage til den rigtige historie, som er at

Jo mere jeg taler med folk om dating, jo mere tydeligt bliver det, at vi bare gerne vil findes. Ligesom i eventyrene. Det gælder både mænd og kvinder. Vi vil bare gerne findes, blive set og elsket.

Min underliggende kærligheds theme song kunne godt have været Owner of a lonely heart (much better than a owner of af broken heart) af Yes. Jeg skulle simpelthen ikke have klinket noget med den kærlighed. Og jeg ville langt hellere gå og dagdrømme om mere eller mindre selvopfundet mandevæsen end gå ordentligt i lag med en virkelig én af slagsen. Man kan jo brække negle og det der er langt værre på sådan nogen.

Efter et par år som mest mor, ikke så meget kvinde opdager jeg alligevel en dag, at dørene til fortiden er smækket i. Der er kun fremad tilbage. Lige dér, en forstadsmorgen i rækkehus, ved jeg, at lige meget hvordan jeg tidligere har følt for det med hjertesager, at det var bedst med sikkerhedsbriller og ditto skridsikre sko, høreværn og faldunderlag, så står jeg nu her og har grangiveligt skiftet mening.

Jeg vil hellere tage chancen, slippe grebet om hjertet og risikere at finde mig selv sorgfuld på stuegulvet på grund af tabt kærlighed end at blive ved med at leve sikkert og gråt.

At leve forsigtigt, hele tiden passe på sit hjerte, er en slags stille vedholdende sorg i mig. Jeg ønsker ikke mere af den slags. Hvis det skal være, så giv mig rivende floder, styrtende højhuse, skovbrande i tørketider. Og jeg agter at gå smæk midt ind i al den potentielle ballade for at se, om der ikke kunne være et sted i midten, hvor vi har lyst til at lytte til hinanden og måske endda blive hængende.

 

 

Menneskemøder

Menneskemødet
Publiceret i Aarhus Onsdag Nord uge 14 2016

Forrige lørdag var jeg ude at gå tur med en fremmed langs Skæring strand. Gåturen var arrangeret gennem den aarhusianske afdeling af gruppen Menneskemødet, som er en gruppe for nysgerrige mennesker, der har lyst til at udvide deres horisont. Det var en lærerig oplevelse. Helt uventet lærte jeg, at mennesker har rytmer.

Og fra tid til anden får vi lov at prøve underet – at gå en tur i takt.

 

I februar falder jeg over en annonce på Facebook. Forfatteren Bo Østlund reklamerer for noget, han kalder ’Menneskemødet’.

Menneskemødet er helt kort to fremmede, der mødes til et par timers gåtur og en snak. Det er ikke en date. Det er som udgangspunkt ikke meningen, man skal ses igen. Man mødes, ser hvor samtalen vil hen, går og taler sig til varmen og skilles så igen.

Selv har Østlund i årevis hængt sedler op i sin brugs og efterlyst folk til teater- og gåture, samkørsel m.m. Nu udbreder han ideen om gåture med fremmede via sytten grupper på Facebook, så andre kan få glæde af den.

Jeg har gået flere og flere ture de seneste år. Det er nok sådan en voksen dame ting. Jeg har opdaget, hvor perfekte gåture er til at få luftet godt ud i tankevrimlen. Fra tid til anden bliver der så plads til nye tanker, og så vil jeg gerne have én at følges med. Da jeg læste om Menneskemødet, var det som en gave til mig, og jeg lagde straks planer for at slå en gåtur op, som en fremmed forhåbentlig havde lyst til at dele med mig.

Det var der heldigvis en, der gerne ville.

Vi aftalte tid og sted, mødtes og skridtede så ud langs vandet.

Jeg havde forestillet mig en gåtur med højtflyvende filosofiske samtaler om livet og verden og meningen med det hele. DET HELE simpelthen. Eventuelt et møde med et menneske, der politisk var himmelvidt fra mig, så vi kunne få os en ordentlig diskussion, og skilles lige så uenige som vi mødtes.

I stedet finder jeg os grundlæggende enige om det væsentlige og med jordnære samtaler om ham og mig i verden.

Jeg kommer hjem luftet og tilfreds med at have prøvet noget nyt. Så begynder det langsomt at arbejde i mig. Hvad jeg lige har oplevet.

Det kan være besværligt at gå tur med andre. Nogen afpasser man konstant skridt med, og det føles mest af alt som en akavet polka, hvor vi tilsyneladende ikke hører samme musik. Nogen trækker op foran, andre falder bagud. Samtaler kan hakke, først lidt, så meget, for så at gå helt i stå. Andre gange skøjter de hen over enhver mulighed for fordybelse, som havde vi noget væsentligere, vi skulle nå.

At gå denne tur er en lise. Vores skridt passer. Jeg behøver kun trække en anelse til venstre, så drejer han af. Vi skiftes uden tøven til at gå forrest, når stien bliver smal.

Mere end noget andet lærer mit Menneskemøde mig, at en gåtur kan vise rigtig meget om det menneske du går med.

Min gåmakker og jeg havde en grundlæggende livsindstilling til fælles. Vi insisterer begge på det gode, på at der skal være plads til alle og på at være glade i livet, som det ser ud lige nu, inklusive sorte huller, fejlskud og misforståelser.

Og jeg tror det var derfor vi gik så godt sammen.

Find gruppen Menneskemødet i Aarhus på Facebook.

Menneskemøder landet over her.

 

Dating for dummies

I et stykke tid har jeg googlet dating for dummies. Ledt efter gode råd og andres historier.

Jeg ender altid steder, hvor glatte typer fortæller overfladisk om bare at give den gas. Artiklerne er fyldt med modelbilleder af smarte, tyve år yngre udseende mennesker med store solbriller og mobiler. Hvilket jeg slet ikke kan forholde mig til. Og hvad så med os der er så gamle, at sidst vi var single, talte alle i Nokia og Sony Ericsson UDEN stor skærm? Hey sidst jeg var single, tror jeg ikke engang nogen brugte ordet single.

Og ingen skriver til den slags mennesker, der ikke bare springer fra båd til båd.

Romantikerne, de følsomme typer, som gerne vil lære, men uden at blive hårde. Som mig. Hvad pokker skal vi så gøre?

Så jeg skriver det her for dig der heller ikke er god til at være fremme i skoene. For dig der flytter forvildede larver fra fliserne ud i græsset. Måske har du også prøvet at redde en sensommertung humlebi ved at sætte den midt i en blomst i håb om, at den bare er sulten? Dig der taler til folk, hvis de ser ud til at have brug for det.

På datingportalen finder jeg mig selv værende lige så tilbageholdende som ude i den virkelige verden. I går måtte jeg indhente hjælp fra ekstrovert veninde, så jeg i det mindste fik klikket på ’interesseret’-knappen mere end en enkelt gang.

Det er rent ud ynkeligt, men det er jo fordi jeg synes ‘en ting af gangen’, så det er bare sådan det er.

På lidt over halvanden uge med datingprofil har jeg accepteret, at et billede er knald eller fald. At der ikke er nogen garanti for, at den du skriver med kun er fokuseret på dig, faktisk er det sikkert usandsynligt at han/hun ikke har gang i flere samtaler på samme tid. At du bliver nødt til at gå til sagen uden de store forventninger og bare håbe på at det i det mindste bliver lidt sjovt. Endvidere kan jeg faktisk godt se idéen i at have mere end én date linet op – hvis nu tirsdagsdaten falder til jorden, så skal man jo kun vente et par dage på næste chance.

Se det er præcis sådan jeg ikke har lyst til at være.

Jeg har ikke engang lyst til at tænke sådan.

For noget tid siden stødte jeg ind i en fyr online. Han havde været alene i laaaang tid og vores udgangspunkter var så forskellige som de overhovedet kunne være. Jeg havde ingen anelse om, at det kunne være et problem. Men det var det. Vi talte ganske enkelt ikke samme sprog. På et tidspunkt siger han noget i retning af at ’vi kommunikerer bare, ingen forventninger’. Her mente jeg godt nok vi var på et helt andet stadie. Så jeg sagde nogle mindre pæne ting tilbage og så stoppede ’kommunikationen’ der.

Hvad jeg allerede havde fornemmelsen af dengang – og som bare er blevet forstærket af at komme på et datingsite er, at jeg ikke er til ’ingen forventninger’. Jeg kan overhovedet ikke se meningen i at indlade sig med noget eller nogen, man ikke har forventninger til?

At have forventninger betyder at man håber på mere, at man satser. Det betyder at man tør åbne op, fordi man gerne vil tættere på, at have lyst til at komme tættere på, at give noget en fair chance.

Giver man noget en fair chance, når man holder på flere heste på samme tid? Risikerer man ikke bare at klatvinde lidt her og der, men den store gevinst – den som kræver at du går all in – den opdager du aldrig, fordi du ikke længere forstår kunsten at fokusere?

Jeg har sagt til mig selv, at jeg prøver det her af en måned. Nu hvor jeg har  opdaget, at min værdier skrider, så må jeg jo bare få fat i tøjlerne igen.

Jeg har også opdaget, at jeg er blevet mere modig på halvanden uge. Mere skal der åbenbart ikke til. Man bliver simpelthen mere modig, når man har gjort noget man egentlig ikke tør.

Så alt i alt vil jeg stadig sige, at det er godt at få prøvet af. Man skal bare huske at have sig selv med, og huske at det har de andre også. Hvad det så indebærer.

Ham her lyder til gengæld ret fokuseret, måske er det derfor jeg så godt kan lide sangen.

arrow_left

 

Første date: Hvad har man så lært

I går aftes var jeg for første gang på date med en fremmed.

Der var et tidspunkt på arbejdet i går, hvor det eneste der holdt mig fast på at overholde aftenens aftale, var min gode opdragelse. Jeg havde det ikke så godt. Tog rigtig mange dybe indåndinger, som ikke gjorde godt for andet, end at jeg begyndte at obsesse over, om for mange dybe indåndinger mon kun bevirker, at kroppen tror vi skal til at motionere overdrevent, siden jeg overilter blodet på den måde, og at jeg dermed bare sætter den i totalt alarmberedskab, hvilket var hvad jeg forsøgte at komme væk fra i første omgang.

Og mens jeg står bøjet over skraldespanden og er ved at gøre klar til aftenlukning, går en af vores faste lånere forbi på vej ud. Vi er på hej og farvel. Men han sætter farten ned og siger ’Farvel, kan du nu have en rigtig god aften’ med tryk på rigtig, hvilket slet ikke er normal procedure.

Jeg får den tanke, at han måske læser med her.

 

Førte date_Baby-shocked-face

Det tager lige ti minutter at få sat tingene i perspektiv.

Men så går det også op for mig, at det jo ikke kan være en hemmelighed, at jeg leder efter én, jeg har lyst til at holde om, og som jeg har lyst til skal holde om mig. Hvordan pokker skal han finde mig, hvis det er en hemmelighed? Og så er jeg rolig igen.

Jeg kommer lidt for tidligt og min date et par minutter for sent. Jeg er slet ikke tryg ved, hvor nemt det er at brænde en fremmed af. Så jeg når at skrive til veninde, om hun eventuelt vil slæbe sig ned og dele en øl med mig, så vi i det mindste kan lade som om jeg aldrig havde planlagt andet end en venindeøl. Hun lover at sende kæresten, hvis det bliver nødvendigt.

Det gør det ikke.

Og det er godt. Ellers ville jeg stadig have min første date til gode. Nu er den tjekket af.

Og første date med fremmed mand samlet op via netdating har føjet et par ting til erfaringslisten:

  • Der er enten kemi – eller ej. Man ved det øjeblikkeligt (ingen kemi = ryk videre til start)
  • Betal ALTID for din egen øl, det gør det så meget mere okay for dig selv, når du brat slår håndfladerne mod cafébordet og siger nå men så, tak for i aften
  • Det kan godt være, at du begynder at tro, du er vildt kræsen, mens du surfer rundt på datingsites. Så vær kræsen. Gå ud fra at eftersom du har gjort dig umage med dit profilbillede, så har de andre nok også. Så hvis du ikke tænker – ja, det kunne faktisk godt være, men nærmere, tjo, det er da ikke så slemt som nogen af de andre – så bare lad være. Afvent :).

Det er gjort. Jeg er ved godt mod. Tænker på om jeg altid vil vælge at drikke ud, selvom jeg godt ved at det her aldrig kommer til at ske.

Vi må se.

 

 

Menneskemøder

Det her er en uge fuld af nyt.

I morgen skal jeg på mit livs første date med fremmed mand. Jeg forventer mig ikke så meget. Håber bare han ikke dukker op og er sindssygt sær (og jeg er faktisk ret large med særhed) eller med et slagent blik.

Shit, jeg håber sådan set bare han dukker op.

Så skal jeg nok klare hvis det går sådan her

first-date-cartoon-230x300

 

Den datingside jeg er på fortæller mig HELE TIDEN, at man skal være hurtig på aftrækkeren. At man skal holde kontakten. Kommunikere. Flirte, I guess, men det siger de sjovt nok ikke.

Jeg er ikke en skid hurtig på aftrækkeren. Jeg synes det er svært at kommunikere personligt / kækt / muntert / flirtende med en fremmed per mail / sms / chat. Jeg mangler en helt masse informationer, som man får ved at samtale live. Muligheden for at aflæse hvor meget den anden kan tage og så liige give den lidt til fx.

Og så er det så dejligt at sidde over for et menneske, man lige har fået til at grine.

Så jeg har opdaget, at jeg simpelthen ikke gider mailudvekslinger i det her fora. Vi kan lave en aftale, mødes og se. Hvis der er noget skal jeg nok oppe mig. Hvis ikke skal jeg gøre mit bedste for at være venlig at omgås kaffen ud.

På lørdag har jeg også en aftale med en fremmed. Ikke en date – men en gåtur. Forfatter Bo Østlund opfandt for nylig ’Menneskemødet’ som går ud på, at man booker en fremmed til en gåtur. Det er ikke en date. Det er ikke meningen, at man skal mødes igen (selvom man jo kan, hvis man får lyst). Det er et eksperiment over hvad der sker, når to fremmede går en tur. Giver hinanden deres opmærksomhed og tanker i et par timer. Jeg bliver nødt til at erkende, at jeg glæder mig mere til mit Menneskemøde på lørdag, end min date i morgen. Vel ganske enkelt fordi der ikke er noget pres omkring lørdag. Jeg skal bare gå og samtale. I can do that.

Hvis du er nysgerrig på Menneskemødet, så er der nu 17 grupper fordelt ud over de danske bakker på Facebook. Se hvilke på Bo Østlunds hjemmeside: Menneskemødet

 

Nu vil jeg slukke computeren og gå over vejen og drikke en øl med min genbo og udveksle erfaringer om at være kærestesøgende. Måske. Det kan også være vi bare drikker en øl og taler om hvilke Netflix serier og børnetegnefilm vi har brugt livet på de sidste par år.

Og for himlens skyld. Hvis du sidder derude og har en kæreste, som du egentlig er pænt godt tilfreds med, så gør lige noget, ikke? Sluk skærmen og gå i krig. Du kan jo lege, du er på din første date 🙂

 

Dating & frøer

Status lige nu: hvis jeg var dødeligt udmattet fredag, da jeg oprettede min første (og sidste by god) datingprofil, så nærmer jeg mig stresstilstand nu.

Jeg bestiller ikke andet end at baske mænd af mig der, lad os bare sige det som det er, skyder over mål, forudsat deres profilbilleder matcher virkeligheden.

Hav det nu bare lidt sjovt, kys nogen frøer siger de – ekstroverte – jeg kender. Men jeg synes ikke det er sjovt lige nu.

Lige nu føles datinglivet sådan cirka som at sidde på en beverding iført pænt kropsnær kjole og prøve at ignorere ham med de urolige hænder og det hårde liv malet ud over ansigtet. Ham som utroligt gerne vil fortælle dig om det. Snøvlende. Fra dag 1. Og ret meget om hans mor. Ham som btw ikke synes alderen er et problem, hvis bare kemien er der.

….

Men okay de er søde og de taler pænt. Det gør de.

Jeg ser på mine børn i sofaen. Den måde de bare kaster sig ind i hinanden på. Deres fortrolighed med hinanden. Det er dét jeg længes efter. Ikke lige de gentagne slag på samme sted eller råberiet a la neeeej stoooop (man råber så ens mor kan høre at der bliver begået overgreb – lige her, lige nu i sofaen, så hjælp dog!) – vel – men den der fortrolighed med en andens krop. At man kender en anden så godt, at man ikke tøver med at smide sig på ham.

Lige nu kan jeg se én kæmpe stor fordel ved at afprøve netdating. Det ender med at jeg godt tør prøve at samle en fremmed op ude i den virkelige verden, for det kan umuligt blive værre end det her.

 

sick-tired-mood-attitude-Quotes

 

Dating for begyndere

Det er min frifredag. På frifredage er det meningen man skal slappe heelt af og lade op. Skrive, meditere, hvis man kan tage sig sammen, gå en tur (tjek) og/eller læse. Så hente datter, købe fredagsslik, lave mad og glo på x antal skærme resten af dagen.

Men nu har jeg jo besluttet at undersøge den der datingverden, så afslappet frifredag – not so much.

Der skal jo laves en profil. Nej vent. Først skal man vælge et brugernavn – som selvfølgelig er dit FOR EVIGT – og jeg ved ikke hvad ’manfis69’ tænkte på, da han valgte sit?

Vil nok heller ikke vide det.

Så kan jeg bedre relatere til brugernavnet ’en tur på køkkenbordet’. Så ved man da, hvad man har at forholde sig til.

Men brugernavnet bliver valgt og så til det rent ud uhyggelige.

Profilen. Man skal jo skrive noget om sig selv. Det ligger lige op af at skrive jobansøgning i nydelse.. Jeg bliver totalt staccato. Og så kan jeg lide.. Og også mad.. musik.. og ord. For én der skriver hele tiden er det jo grotesk, så ringe jeg bliver, når jeg skal sælge mig selv. Men så lige når jeg tror, den er i skabet, så skal man også skrive en overskrift ’Der beskriver dig som person’.

Jeg mangler ganske enkelt passende bandeord.

Rent praktisk kan man så åbenbart ’vise interesse’ ved bare at klikke på en knap – jeg går ud fra, at det svarer til at sende én et blik i brugsen.

Modtageren af ’blikket’ får så en mail hvor der står:

Kan du mærke det? xxx tænker på dig, og vil gerne i kontakt med dig. Grib chancen nu, og se, om han er noget for dig.

Og du scroller ned for at se afsenderen og er bare

dating 2 ugle

 

 

 

 

 

… åh vær sød ikke at tænke på mig..

 

Og hvad skal man egentlig svare til ’Du ser sød ud’?

– ’Okay’?

Efter en halv dag på en datingside er jeg dødeligt udmattet. Det er meget mærkeligt at sidde og bladre i billeder af mænd.. Og jeg vil stadig helst bare støde ind i ham derude, og mærke at her er noget at gribe i. Men nu er vi her.

Lukker ned, smider mig på sofaen og lader som om det her aldrig er sket.

 

 

Dating. Gammel og klog nok nu?

Så har det varet længe nok. Det her alene noget. Mine børn spørger om jeg ikke skal have en kæreste, og jeg er træt af at høre mig selv sige jo æh men øh. Min kollega siger, hun har tænkt over, at jeg er klar, mens hun cykler hjem fra arbejde. At jeg aldrig har været gladere. Og hun har ret. Har heller aldrig været stærkere.

il_340x270.772229166_35r1
Altså har jeg besluttet at lave den elendige dating-profil i denne uge (ikke lige nu vel, lige nu skriver jeg om, hvad jeg har tænkt på, jeg agter at gøre). Jeg har aldrig haft sådan en, og jeg har spurgt til folks erfaringer i øst og vest. Men ingen af de søde mennesker, der beredvilligt deler deres erfaringer, er jo mig. De kommer ikke med de samme historier, og de har mødt andre, end dem jeg vil møde (ja, jeg går ud fra, at der er nogen, der gerne vil – noget).

Jeg går jo hele tiden og siger til min snart elleveårige søn, at man bliver nødt til at prøve ting af. Ellers kan man ikke finde ud af, hvad man godt kan lide. Nødt til at øve sig, før man kan blive god. Og i dag kan jeg godt se, at når jeg ikke har fået gjort noget ved den der kærlighed – ikke meldt mig til en datingside, skrevet en kontaktannonce i lokalavisen, ikke bedt nogen om at se, om de kender en, jeg kan komme på blind date med, så handler det et langt stykke af vejen om, at jeg ikke har lyst til at være begynder.

Hvilket er fjollet. For det er altså rigtigt, hvad jeg siger til min søn. Så nu prøver jeg at lytte til mig selv.

Jeg er faktisk ikke særlig nervøs for, hvad jeg vil rende ind i i den der store datingverden med regler jeg ikke kender.

Jeg agter at tage min pænt brede humor med i inderlommen, så skal jeg nok føle mig godt underholdt lige meget hvad. Vildt pinagtige oplevelser kan jo senere ende som prima gysende underholdning..

Har selvfølgelig tænkt over det vigtigste, og udvalgt profilbillede:

Witch

Vi ved jo ikke hvilke kampe der er tabt på forhånd?

Jeg har lige gentaget mig selv. Lod mig lokke ind i noget, jeg ellers havde prøvet af.

Eftersom resultatet tidligere var et gevaldigt rap over fingrene, skulle man tro, at jeg var blevet klogere.

Oooog nej.

Vidt åbne øjne. Lige ind i ilden.

mistakes

Og et øjeblik dér tænker jeg, om jeg mon er dum? (når faktisk at tænke himmelråbende naiv før jeg får stoppet mig selv).

Men den vej gider jeg faktisk ikke gå af, for med Jacks ord:

 

2016-02-19 22.48.52

 

Fordi engang..

.. taber jeg en ven, jeg elsker højt. Hun går og lader mig klare mit livs værste bølgegang alene. Lader mig slås alene med min vrede, sorg og tvivl, om jeg overhovedet kan elske – og elskes, ikke mindst.

Jeg har lange samtaler med min tabte veninde for at prøve at forstå. – Jeg ved godt, jeg ikke er fejlfri og det er du sateme heller ikke, siger jeg til den tomme stol. Men jeg kunne godt leve med de ting, jeg ikke synes er super fede ved dig. For jeg elsker dig. Jeg har besluttet at tage hele pakken. Hvorfor kan du ikke gøre det samme?

Men stille og roligt, gennem vreden og sorgen, sniger det sig ind på mig. Forståelsen af hvad kærlighed er. Hvad den indebærer. Jeg elsker hende lige meget hvad. Hun er gået, der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det. Jeg elsker alligevel. Kærligheden er ikke afhængig af noget. Den ér bare.

Og på en fuldstændig omvendt måde lærer hendes exit mig en helt fantastisk lektie, jeg ikke vil være foruden.

Så da hun rækker hånden ud og spørger, om jeg har lyst til at tage den igen, siger jeg ja. Jeg har levet uden hende i mit liv. Set at det kan jeg sagtens. Men hvis jeg har et valg, så har jeg virkelig ikke lyst.

Det er ved at være længe siden. Det er svært at starte igen. Efter nogle forsigtige åbninger bliver vi enige om, at den eneste måde vi finder frem til hinanden igen er ved at gå vejen.
Så det gjorde vi. Begyndte at gå.

Og det er dét jeg tænker på nu, hvor jeg endnu engang har givet et menneske en chance til. Tænker på, at jeg jo prøver igen, fordi nogen gange går det godt 🙂

Jeg kunne vælge at slå mig selv i hovedet med ikke at være for klog.

I stedet vælger jeg at se på hende som ganske enkelt forstørrer min verden. Hende som gik og som kom tilbage. Hende som jeg også valgte at åbne døren for. Jeg kunne have sagt nej. Været stædig, tænkt jeg ved jo bedre, ageret brændt barn, puttet med min forsmåede kærlighed.

Jeg sagde ja.

Vi tager chancer. Nogle gange har vi tabt på forhånd. Andre gange vinder vi en af de helt store gevinster, inklusive ømme punkter, irriterende sider and all.

Vi ved jo ikke hvilke kampe, der er tabt på forhånd.

Så jeg gør det nok igen.

Vidt åbne øjne.

Lige ind i ilden.

Et modigt hjerte

Når du er i et parforhold er der dage, hvor du ønsker, du ikke var det.

Hvor du leger med tanken, at din partner på magisk vis bare bliver væk. Det er ikke sådan at nogen er døde (du er for himlens skyld ikke et dårligt menneske), der er bare pludselig tomt, hvor der før var en anden. Der er ikke nogen spørgsmål, ingen lægger mærke til, at der er en der mangler, ingen går rundt og tuder. Og du kan beholde både hus og bil.

På samme måde er der også dage, når man så ikke er i et forhold, hvor man tænker, at det simpelthen ikke kan blive ved på den måde.

Men i dag gik det op for mig, at jeg da har en mand i huset. Jeg har selv skabt ham for over tyve år siden.

Mens jeg lavede ham, tænkte jeg på en romersk arena og de muskler der skulle til. Det var det eneste logiske. Selvfølgelig starter man klassisk ud i sit første forsøg ud i torso og former en krop, der ikke bare er blevet til efter tilfældighedsprincipper, men efter hårdt arbejde.

Og jeg er sikker på, han nok skal klare sig. Han har da heller aldrig klaget.

Efter at have gloet på ham et stykke tid får jeg en kolossal lyst til at lave en ny.

Men det bliver sværere.

Denne gang skal han kunne klare sig i kærlighedens arena. Det kribler i fingerspidserne efter at finde ud af, hvordan en torso med et modigt hjerte ser ud.

 

2016-02-24 22.58.50 2016-02-24 22.59.49