Bønner

Jeg kaldes ovenpå af stille gråd. Datter græder over drøm.

– Jeg har haft den før, mor. Jeg skal finde én. Der er noget, jeg skal spørge om. Men jeg ved ikke, hvordan personen ser ud, og jeg er bange for ikke at nå det. Der er sorte prikker over det hele, de har form som et menneske. Mor jeg er bange for at spørge de forkerte, for jeg har kun tre chancer.

Jeg fortæller hende, at selvom hun har fået det indtryk, at hun kun har tre chancer, så passer det ikke. I virkeligheden er det sådan, at når man har brugt sine tre chancer, så får man tre nye. Man kan slet ikke løbe tør for chancer. Ligesom i Hay Day. Når man har brugt sine diamanter, så får man altid nye.

Jeg fortæller hende, at når jeg er forvirret, når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, så prøver jeg at tænke, at alting nok skal ordne sig. Jeg ved bare ikke lige hvordan lige nu.

Jeg fortæller hende, at hun vil kunne kende den person, hun leder efter, når hun ser ham eller hende. At det måske ligner de andre sorte pletter, men lige denne her plet lyser. Hun vil vide det. Hun skal bare gå roligt videre, se på alle prikkerne indtil den er der. At det godt kan være, at det ikke er i den næste drøm, eller den næste igen, men måske i drøm nummer tre finder hun den, hun skal spørge.

Bag hendes varme ryg er jeg begyndt at tude.
Jeg håber sådan, hun forstår mit sprog, som jeg forstår hendes drømme.

Ugen der spunsede af sted med mig flagrende efter sig

Mandag

Mein gott, følelsen af ikke at kunne følge med. Sådan er det altid ugen efter 7-dages arbejdsuge.

12-årig søn kommer over. Han er ikke glad.

Satans også. Satan og helvedes også.

Jeg drømmer at min søn, hans far og jeg skal nå en færge. Vi kan ikke finde ud af, hvor vi skal parkere bilen, og jeg begynder at stresse lidt. Jeg ved, at der går en anden færge en time efter, men jeg vil bare gerne nå denne her. Vi er så tæt på at nå det.

3½ minut for sent..

Ja, der kommer en færge til.

Men det bør vel aldrig forhindre os i at gøre en indsats for at nå den første??

 

Tirsdag

Hvis Arbeit macht frei, hvorfor føler jeg mig så svinebundet?

Hjem. Sidde og stirre ud i luften. Datteren kommer hjem fra skole. Glad. Det er hun næsten altid. Min lille lyse nummer to.

Til forældremøde i søns klasse. Først præsentation af endnu et offentligt it-system, der skal holde landets børn i pæne kolonner. Min Uddannelse hedder det.

Jeg kan nærmest ikke være i min krop. Jeg er med på, at systemet måske kan give lærerne nemmere overblik, når de altså først lige har plottet alle millioner milliarder oplysninger om eleverne ind. Men jeg har lyst til at rejse mig op. Stille mig med ryggen til inspektøren mod de andre forældre og spørge om de synes det her er okay?

De går i 6. klasse. Folkeskolen. Det er meningen de skal lære det basale, også menneskelig dannelse, lære at gebærde sig. Når de kommer i gymnasiet eller skal i lære SÅ kan vi tale uddannelse.

Men alle de andre sidder så stille, mens jeg reagerer spjættende af ubehag på flere regler og flere Excel-ark.

Især dem der er beregnet til mennesker.

Især dem der er beregnet til de små begyndermennesker.

Hjemme igen ved ungerne. 9-årig datter på maven i sengen med en bog om YouTuberen Rasmus Brohave. Jeg lægger mig ved siden af hende og læser højt. Han har mig næsten med det samme. Han fortæller om et photoshoot, hvor han beder fotografen lade være med at photoshoppe hans modersmærker i ansigtet væk. De er jo en del af ham? Han forstår det simpelthen ikke.

Siger godnat.

Taler lidt med søn.

Siger godnat.

Datter kan ikke sove. Savner sin far. Jeg trøster og vejleder, men jeg vil ikke have hende i min seng som i sidste uge.

Jeg er så træt.

Datter kan stadig ikke sove.

Træt. Træt. Træt.

 

Onsdag

Arbejde. Hjem. Køre drenge til bordtennis i Risskov. Falder i søvn over telefonen i en stol i foyeren. Prøver med en Twix. Går over på den anden side af gaden og køber fisk. Drengene kommer fnisende ud. Hjem. Lave mad. Til forældremøde i 3. klasse.

Jeg sniger mig væk, da alle skal ind i gymnastiksalen og have udleveret sedler med spørgsmål. Det er kun fordi jeg ikke synes datter skal gå i seng alene igen, men jeg må sige, at jeg ikke begræder at misse kluddermutter med de andre forældre.

Jeg vil faktisk gerne selv bestemme, hvem jeg skal så tæt på.

Putte datter.

Snakke med søn og så går han i seng.

Datter kan ikke sove.

Træt. For himlens skyld, der er ting jeg skal, ting jeg gerne vil.

Så træt.

Datter sover stadig ikke.

 

Torsdag

Møder ind på arbejde og opdager, at jeg har vagten i Egå i stedet for Risskov. Bliver irriteret. Jeg skal direkte til Vejle til koncert efter arbejde, og nu skal jeg lige have en tur med fra Egå. Men så tanker jeg også op. Dagens trøst: Bananer, lakridspiber og kakaomælk.

Vagten er slut kl. 18. Af sted til Risskov og hente musikmedlytter. Heldigvis gider hun godt køre bilen til Vejle. Selv med uprøvede nye hæle på.

Det regner næsten ikke mere. Det er godt. Små biler ligger altså ikke trygt og tungt på regnglatte veje.

Bygningen i Vejle har et lille enormt hyggeligt spillested, men man skal først lige igennem et butikscenter. Jeg overvejer at lukke øjnene næste gang og lade mig føre over fliser forbi glas og skarpt lys og først åbne, når jeg rammer runde borde og dæmpet belysning.

Vi hører Høxbro og Stik Op. Digt og rap til musik. De har en sangerinde/musiker med. Moniquemai, med en så skøn stemme, at man jo nærmest sidder der og rammes af et girlcrush.

Stik Op rapper om at gå på arbejde og hænge sjælen på knagerækken.

Jeg tænker konstant i tegn.

Hjem til Aarhus og Hjortshøj og min mor, der er barnepige.

Hun er glad.

Snakke med søn. Han er okay. Hvor meget okay er godt nok?

Træt nu.

Glad, men træt.

 

Fredag

Frifredag. Har aftale med en dejlig dame på barsel i de riges kvarter. Jeg har totalt glemt, hvor meget jeg elsker hendes hus. Det er en gammel gård. Gennemrenoveret, alt er bare helt vidunderligt smagfuldt og jeg kunne blive ude på badeværelset med de gyldne og lyserøde detaljer og de skønne vinduer under loftet for evigt, hvis ikke det ville virke så sært. Og det ville også være træls for dem, at være nødt til at bede mig gå sådan hen på aftenen.

Jeg kigger på den trætte, sultne lille menneskepige, der ikke kan koncentrere sig om brystet.

Jeg havde glemt det.

Hvordan store babyer får svært ved at fastholde interessen. De suger mælken til og så slipper de bare. Spildt mælk ud over det hele.

Dagens anden aftale har aflyst. Hun er blevet syg. Det er både ret ærgerligt, for vi skulle mødes for første gang for at give kritik på hinandens tekster. Men det er også ret godt, for jeg har faktisk ikke flere kræfter.

Fik jeg sagt træt?

Aften. Datter falder faktisk okay hurtigt i søvn. Det tager kun to timer. Hun synes selv det er sejt. Så det synes jeg så også.

På vej ud til tandbørsten ramler jeg ind i duften af en ukendt mandeparfume. Der er ikke nogen mand i huset og med mindre min mor har lavet ballade, var der heller ikke nogen i går. Men det er rart. Det er en dejlig afdæmpet duft. Er holdt op med at undre mig over hvor den slags kommer fra for længe siden.

Månen lyser bag skyer formet som en kæmpe søstjerne. Jeg kan se tre af armene, men de er for store til at fange med kameraet.

Okay så. Så må jeg fange dem med ord.

 

Lørdag

Ungerne skal over til fætter/kusine fest hos deres far. Fætrene fra København er kommet. Jeg er også inviteret, men kan ikke klare mere i den her uge. Skal også arbejde. Jeg læser lektørbog om Akasha-arkivet. Et ’arkiv’ der indeholder alt der nogen sinde er sket og vil ske. Alle følelser, handlinger, tider. Det er ikke et statisk arkiv. Man kan ændre ens filer. Både dem der er skrevet i andre liv, i dette og i fremtidige. Det er noget af det mest syrede, jeg længe har læst. Og spændende. Når jeg engang ikke er så træt mere, vil jeg dykke ned i den påstand og prøve at forstå konsekvenserne, hvis det er sandt. Jeg regner med ikke at være så træt mere omkring 2018½.

Når det er hårdt med ekstrajobbet lader jeg op ved at kigge på min økonomi. Minder mig selv om hvorfor jeg arbejder. Jeg har styr på det her. Så går det lidt igen.

Datter falder forholdsvist hurtigt i søvn.

Det gør jeg også.

Jeg ved, jeg drømmer helt vildt for tiden, men kan intet huske. Det er usædvanligt. Måske kan jeg bare ikke kapere mere end det der sker i vågen tilstand. Det er nok præcis sådan det er.

 

Søndag

Vi gør rent ovenpå. Ungerne hænger lidt ud ovre ved deres far og fætrene. Mere lektørbog. Vi spiser pasta med kødsovs. Kører til stranden og slås med tang. Jeg synes, det er sjovt. Jeg kan godt lide tang nu. Det er jo bare en plante. Ikke så fed at få mellem tæerne, når man ikke kan se, hvad den gemmer på. Men faktisk helt okay at få i hovedet.

Der bor ret store biller i haven. Sorte. Rasler i bladene, så jeg i starten troede, det var mus. Jeg ser noget bevæge sig i græsplænen. På hug iagttager jeg med lige dele rædsel og fascination en bille, der tygger i ryggen af en levende dræbersnegl. Jeg så engang en film, hvor en okse var fanget i mudder. Løverne var begyndt at spise den fra ryggen, mens oksen brægede af smerte og angst. Jeg har svært ved at se hvad forskellen er fra okse og løver til snegl og bille. Den eneste forskel er mig.

Jeg henter spaden. Kniber øjnene sammen og hugger sneglen over. Der bliver ikke noget med at spise nogen, mens de er levende. Not on my watch.

 

Ugens soundtrack

Bilen: 100 80’er Hits lånt på bib. Først på ugen Wham – I’m your man. Sidst på ugen Falco – Der Kommissar.. Er begyndt at savne tysk (du kan spørge, men der er ingen svar..)

Hjemme: Spotify. Playlisten 2017. Nedenfor link til den jeg lytter mest til i denne uge. Faktisk har jeg haft den med i ørerne ved stranden også, hvilket jeg ellers aldrig har. Men jeg ikke kan få nok. Der er en stemning i den sang, der rammer rent.

Ryley Walker – The Great and Undecided (2016)

 

.. og så skruer du låget godt til

Forleden så jeg denne bøtte til salg hos Sisters Retro på Facebook. Det gibbede i mig. Man skulle have sådan en bøtte, tænke jeg. Til at putte alt det i der ikke er til at holde ud. Så kunne man brænde indholdet af på månedsbasis.

(Man skal huske at brænde af for ikke at brænde inde)

Jeg går så straks i fuldbyrdet panik ved tanken om, at nogen skal finde på at købe den her herre grimme brune og hvide bøtte til SURT foran næsen på mig.

Som om..

Mens jeg venter på den kommer hjem fra Randers, bliver jeg i tvivl.

Ér det nu også en god ide ligefrem at GEMME det sure i en bøtte? Det går lidt imod alt det med taknemmelighedsøvelser, smile til verden og fokusere på det positive (fordi vi bliver, hvad vi tænker, ikk å’).

[og så gik der mange dage uden flere ord, men med masser af tvivl]

I dag var jeg til kaffe. Jeg var usikker på, om jeg egentlig skulle, for jeg var tung og mørk. Burde jeg belemre hende med mig i den tilstand?

Men hun kender mørket. Og nu ved jeg præcis, hvad SURT bøtten skal bruges til.

Vi har gang i den slags samtale, hvor man godt kan sige ‘jeg er tung og mørk, jeg forstår faktisk ikke hvorfor, måske kan du hjælpe mig’ og mens vi taler, begynder jeg at forstå. Jeg forstår det først helt analytisk:

Jeg er begyndt at gøre ting, jeg ikke har turdet før, måske ikke engang tør nu. Men jeg gør dem alligevel. Det giver en vis sitren i kroppen, og nogle gange et decideret ubehag, fordi jeg er i ukendt land.

Det reagerer reptilhjernen på:

Hun føler UBEHAG?? Så er det FARLIGT! VI SKAL STRAKS HAVE DET DER NYE NOGET TIL AT STOPPE, SÅ VI KAN KOMME TILBAGE TIL STATUS QUO. ALLE MAND TIL FRONTEN. FÅ HENDE TIL AT STOPPE. BRUG ALLE TILGÆNGELIGE MIDLER.

Så når vi forsøger at gå nye steder hen. Steder vi ønsker at udforske, men som vi ikke ved om vi kan håndtere, så bliver vi nervøse og ligefrem ubehageligt til mode alt efter hvor vigtigt det er for os.

En del af vores hjerne er skabt til at beskytte os. Holde os langt væk fra alt der er farligt.

Nu er det bare også sådan, at den del af hjernen ikke rigtig skelner mellem frygten for en pisse sur drage, der så absolut har planer om at æde dig og så det at stille sig op på en scene f.eks. Eller søge et nyt job. Eller gå efter et andet menneske. Nej. Den del af hjernen reagerer på AL slags ubehag med højeste alarmberedskab.
Og den vil have dig til at stoppe.
Så midt i at du gør nye ting. Fordi du gerne vil. Fordi du har lyst til noget andet. Så bliver du pludselig ramt af den sorteste tvivl:

Reptilhjernen in action.

Min samtalepartnerske beskriver det, så resten af mig forstår. Hun siger, det er mørket. Når vi rækker ud efter lyset, så reagerer mørket.

Men når man bare ved det, så kan man stå fast og sige nej. Nej tak Mørke, jeg har hængt ud med dig alt for længe, nu skal jeg en anden vej.

Jeg gik fra hende i dag tung på en anden måde end da jeg kom. Tung af lang dyb samtale der lige skal have tid til at synke ned. Men mørket forsvandt.

Og nu ved jeg også det. At næste gang jeg går ud på søen uden at vide om isen holder, for jeg agter at blive ved med at gå ud på de skide søer, så ved jeg mørket vil komme som en tyk tåge og forsøge at skubbe mig tilbage på sikker grund. Eller reptilhjernen. Kald det hvad der passer dig bedst.
Men som altid er det så meget lettere at bekæmpe noget, når man ved, hvad det er.

Og det er dét SURT bøtten skal bruges til:
Reptilhjernens automatreaktioner.
Det er bare surt du. Jeg ser dig nu.
Ned i bøtten med dig.

*

Det her ved jeg:
En stor, rolig hest kan få mig til at falde fuldstændig til ro i mig selv.
Duften og fornemmelsen af hud mod udetørret sengetøj sletter alt mørke fra mit sind. Med øjeblikkelig virkning.
En del af mig er bange og mørk og vil hellere blive i et lille liv, et velkendt liv, et liv hvor jeg højst dør af manglende udfordringer end at vove.
At jeg ikke længere kan.

*

Kan du?

Klap dig selv på skulderen

I fredags begyndte min krop at gæffe op. Snot i hele hovedet, tung krop. Diffus og modvillig måtte jeg gå hjem fra arbejde.

Så sad jeg der i sofaen fredag og lørdag og lavede ikke så meget. Jeg havde sådan set ikke bare én men to deadlines mandag, og der var intet, jeg kunne gøre ved det. Snot, hoste og temperatursvingninger gjorde det ret svært at tænke og kropumuligt at formulere noget som helst.

Så jeg så et par hurtige tjubang film, den slags der ikke kræver tankevirksomhed, eller indlevelsesevne for den sags skyld, og ellers sov jeg.

Og det går op for mig, at det er første gang i et halvt år, at jeg har haft to dage uden at lave noget som helst – og være okay med det.

Det betyder ikke, at jeg ikke har haft dage, hvor jeg har dovnet den, men jeg har hele tiden været bevidst om, at jeg BURDE lave noget.

Det kunne jeg simpelthen ikke i weekenden. Der var ikke andet at gøre end at hejse det hvide flag og lade kroppen bestemme.

I dag var jeg så på arbejde igen. Lidt mør, men bestemt.

Kl. 15 sidder jeg på terrassen og tænker over, hvad der så egentlig er kommet ud af ikke at slappe af det seneste halve år. Også fordi jeg synes 2017 fløjter af sted som om vi skal nå noget?

Måske er det bare mig.

Men halvårstjek er skide smart. For pludselig forstår du sådan set godt, hvorfor du er gået hen og er blevet lidt træt.

Min liste begyndte med

  • havde en kæreste
  • mistede en kæreste

og så skulle man egentlig tro scenen var sat, men det næste der falder mig ind er, at jeg har skrevet en lektørudtalelse om ugen, hvilket betyder, at jeg ikke har den tid til rådighed, jeg er vant til – men også betyder, at jeg får lært en masse af at læse ny faglitteratur og har en anden slags penge, og jeg brainstormer videre:

  • fik idéen til og afholdt to damesaloner
  • har mediteret forholdsvist regelmæssigt
  • begyndte til yoga (så var der sommerferie) skal huske at genstarte 🙂
  • skriver ordbogsopslag, er begyndt på en roman, skriver rent faktisk videre på en roman!
  • har været til flere dejlige koncerter, med dejlige mennesker – og alene
  • har fundet en at skrive med OG en at diskutere tekster med
  • har haft oplæsningsdebut til Hjortfest (takketale)
  • fået egen bil igen
  • haft to forfattersamtaler, hvoraf den ene gav mig sindssygt dårlige nerver, fordi jeg var starstruck
  • var i kloster

Og alt det er jo VED SIDEN AF almindeligt job og børn og madlavning og alle de timer vi bruger på at sove..

Jeg scanner forbløffet listen over første halvår af 2017.

Så skriver jeg uden den mindste ironiske distance dette med store bogstaver til mig selv i min notesbog:

 

DU HAR GJORT DET FANTASTISK I 1. HALVÅR AF 2017

FREMRAGENDE INDSATS

MED ET SKRAMMET HJERTE

MESTERLIGT

YOU RULE

 

 

Og jeg tænkte, at jeg ville skrive dette indlæg som inspiration til, at du kigger på det halve år, du lige har haft.

Ser på det og dig og din indsats med venlige øjne og en positiv indstilling.

Skriv gerne en kommentar om, hvad der falder dig ind om dit første halvår af 2017. Jeg vil elske at høre det.

Gem

Gem

Kede sig (fast udtryk, kommer af Kede; vb, -r, -de, -t)

At kede sig betyder, at man befinder sig i en (s)tilstand, hvor man 1) ikke kan finde på noget (interessant, lystfyldt, meningsfuldt) at beskæftige sig med parret med en rastløs om end ofte diffus trang til at ændre denne situation, og/eller 2) at være i gang med en handling, der synes ligegyldig eller ørkesløs (se Ørkesløs).

Sætningen ’Det er sundt at kede sig’, er brugt i mere end et par millioner børneberigede familieenheder og det bare sidste weekend (det gælder enhver weekend, lige meget hvornår den ligger).

Flere videnskabelige undersøgelser understøtter denne lommedyrkede forældrepåstand, idet kedsomhed faktisk viser sig at føre til nye idéer. Selvfølgelig kan det modsatte også siges at være tilfældet, idet aktiv udførsel af én idé ligeledes ofte medfører yderligere idéer.

Generelt gider mennesket ikke kede sig. Vi gider heller ikke andres kedsomhed. Tidligere brugte man ofte; ’kloge mennesker keder sig aldrig’ som fast vending og automatisk afværgereaktion, når nogen var (for) åbne omkring deres kedsomhed (se Krævende). Imidlertid er det i dag nærmest at betragte som en politisk ukorrekt vending, idet man hermed kan komme til at antyde, at personen der keder sig, ikke er for klog (se Upædagogisk).

Det er alment accepteret, at de færreste keder sig for evigt. På et desværre ikke nærmere defineret tidspunkt vil de fleste få en idé til en handling, de i det mindste har et minimum af interesse for at udføre, om ikke andet, så for bare at føle et eller andet, der ikke er denne træge fornemmelse af tomgang. Det kan fx føre til overvejelser om, hvorvidt man lige så godt kan prøve noget nyt og indgå i samtale med én af de amerikanske mandlige individer, der på diverse sociale medier forsøger at skabe illusionen om en kommende meningsfuld udveksling med ’Hi, you busy?’

Tanken om hvorvidt man egentlig virker som en magnet for ørken-camouflage-klædte amerikanere iført seriøs kæbe fører imidlertid til en langt bedre idé, og før man ved af det, skriver man ordbogsopslag om kedsomhed og amerikanske kæber og understøtter dermed både videnskabens og forældres pseudo-ditto påstande om kedsomhed.

 

Taknemmelighedsdagbog 08-17

Det er allerede fire måneder siden, jeg sidst skrev taknemmelighedsindlæg på bloggen (→ læs indlæg fra april). At føre taknemmelighedsdagbog her har den klare fordel, at jeg kan understrege taknemmeligheden med billeder og lyd. Og måske kan det tjene som inspiration 🙂

I dag 4. august 2017 er jeg taknemmelig for:

 

At skrive sit hjertes sprog

Jeg er taknemmelig for, at jeg er ved at have fundet mig godt til rette med ’sådan som tingene er’, at jeg skriver dem ud og for folk, der forstår, at dette er en god ting

 

Dybe samtaler & mennesker der vil indgå i dem

I denne uge har jeg haft ferie, næsten, fra hovedjobbet i hvert fald og har mødtes med fire kvinder, eftertænksomme, ikke bange for at udveksle glæder, rod og sorg med mig. Og mens jeg skriver dette gennemstrømmes jeg helt bogstaveligt af en gysende taknemmelighed over at få lov at møde andre på denne måde. Så nøgent og ærligt som vi nu engang er i stand til lige nu og her.

 

Arbejdet

Jeg er taknemmelig for, at selv når jeg er træt og ugidelig og mangler tid fordi idéer og aftaler vælter ind, men jeg skal læse en bog i forbindelse med mit arbejde, så er det helt afsindigt dejligt, at timingen så vil, at lige netop denne bog er lærerig og understøtter noget, jeg går og funderer over anyway

Bogen handler om at vi overordnet tiltrækkes af to ting i et andet menneske. Den bevidste del tiltrækkes af noget den anden er i besiddelse af, en side eller en evne som vi gerne selv vil have eller fremelske, men som er svær for os at udvikle. Dén del er vi alle sammen med på. Men samtidig tiltrækkes det ubevidste af et menneske, der kan trykke på lige netop dén knap, der aktiverer gammel smerte og undertrykte sider af vores personlighed, som vi engang har gemt helt væk for at føle os værdige til kærlighed.

Og det Jytte siger er, at det er her. I konflikterne. At vi har mulighed for at vokse. Vokse, sammen. Finde tilbage til os selv og hele, gennem konflikterne med det elskede og kropumulige menneske, som vi ubevidst har valgt PRÆCIS fordi de aktiverer den gamle frygt og fortrængning.

Bogen udkommer 14. august hos Gyldendal.

 

Gaver

Min kollega og ven der kommer hjem fra ferie med en fødselsdagsgave, der rammer mig lige der, hvor der er blødest, hvor jeg føler mig set:

Og ex-svoger, der sender mig bøger, han synes, jeg skal læse. Altså BÅDE en bog OG en pakke i postkassen, det kan næsten ikke blive bedre for mig:

 

Og som altid evig taknemmelig over musikken

Jeg åbnede iTunes, som jeg ellers kun bruger til meditationer nu og scannede de sange, jeg hørte sidst. Genfandt en skøn, skøn sag, som jeg har sunget meget højt til – og nu gør jeg det så igen, om denne fyr der er så bange for sommerfuglene i maven, at han sover på en pude af pesticider:

For I have been killing those butterflies / Is that what I’m willing to Sacrifice, to sacrifice, to sacrifice / What don’t kill only makes us stronger / I guess I’m stronger now

 

Elsk hvad der er

Dette lands natur, dammit, det her ligner sgu da en hver anden safari 😀

 

August

Og jeg er først lige begyndt. Jeg er taknemmelig for små frøer i haven og i min hånd. For hundehvalpe. For at blive kontaktet af og nu har en lille skriveklub med et dejligt menneske. August er kun lige trådt ind på scenen, men sammen med slutningen af juli har jeg fået så meget luuuv fra universet, at jeg nu er ved at lave en plan for, hvordan jeg så håndterer al den opmærksomhed :D. Der er tegn alle steder.

Fx møder jeg en klovn i køen i brugsen. Vi mødes ellers aldrig.

“Det er sjovt”, siger hun, “jeg har lige tænkt på dig i dag, jeg ved ikke hvorfor”.

“Det er fordi, jeg går og tænker på dig”, svarer jeg og tager en dyb indånding og spørger om noget, jeg allerede opdagede jeg ville spørge hende om for længe siden. Om jeg må interviewe hende om at være klovn.

Det må jeg gerne.

Nu er jeg herre nervøs for rent faktisk at skulle gøre min idé, og for at jeg potentielt forkludrer det.

Men når tegnene begynder at komme som store skilte på pinde til demonstrationer, så bør vi lytte.

And start doing what needs to be done.

 

Gem

Gem

Forpustet takkebrev til universet

Kære Univers Ꙭ

Lad mig starte med at sige, at jeg er så taknemmelig for alt, jeg modtager lige nu. Og lad mig endelig også få sagt i en fart, at jeg er helt klar over, at de ting der kommer nu, er noget jeg selv har ønsket mig. Fra dig.

På et eller andet tidspunkt.

Men søde Univers. Hvorfor skal alting altid komme på én gang? Du ved jo, hvor nemt jeg mister overblikket.

Hvis vi så i det mindste kunne have ventet med at lade mig finde pladen med Circa Waves indtil alting ikke stod og bankede på mine porte og råbte i uorganiseret kor: se MIG, TAG mig, tag mig FØRST, JEG ER VIGTIGST, JEG er din glade fremtid, jeg er din glade NUTID (well played).

Du VED, at jeg ikke kan tænke og høre musik samtidig. Du VED, jeg begynder at rokke, prøver at synge med lææænge før jeg kan teksten. Og dette nummer. Jeg går totalt i svingninger og smider alt omkring 2:50, hvor det hele bare bliver så storladent og dejligt, at jeg både har hvinet og tudet, fordi det skaber et kraftfuldt billede i mig af sorg blandet med ren lykke. Jeg ved ikke engang, hvad dét indbærer ud over dette; at du kaster ting efter mig, der fylder mig med glæde og taknemmelighed og håb og tro på mit mod og mine evner og tegn, og at jeg bare skal blive ved med at følge dem og så kommer det endda med et soundtrack til.

Men okay Univers. Nu har jeg skrevet til lokalt spillested og ønsket, at de lytter til og dernæst booker bandet. Du har selv lært mig, at man bare skal ønske løs.

Jeg prøver at lave en plan for at vise dig, at jeg anerkender dine gaver. At det ER gaver, selvom jeg lige stresser lidt ud.

Og så må planlægningen bare blive afbrudt af lufttrommesoloer og hvad ved jeg.

Kærlige hilsener

Christina

Overspringshandling (-en, -er, -erne)

En handling af mindre betydning, som udføres i stedet for det, man egentlig havde sat sig for. Overspringshandlinger udføres for at udskyde ting, der er mere eller mindre ubehagelige for overspringshandleren. Det kan være bestille tid hos tandlæge eller autoophugger. Tage Snakkén (se Snakkén).

Imidlertid er den garvede udøver af overspringshandlinger også i fare for at udskyde planer og opgaver, hun gerne vil, og som potentielt kunne øge den generelle livsglæde (se Livsglæde).

Det er kendetegnende for overspringshandlinger, at de yderst sjældent består af noget særligt givende.

I så fald ville der være tale om en prioritering (se Prioritering).

Ofte finder overspringshandleren sig i færd med at rydde op eller oversvømme ethvert anslag til selvstændig og kreativ tankevirksomhed/udfoldelse foran diverse skærme.

Den enkelte overspringshandling kan i sig selv være ganske harmløs og fungere som en pause i et for tæt pakket program. Overdreven brug er imidlertid direkte skadende, idet udøverens drømme ætses væk ved gentagen tilsidesættelse af ønsker, behov og generel arbejden sig hen imod et mål.

 

Hytte (-n, -r, -erne)

Beboelse på et mindre antal kvadratmeter til ophold af kortere (for grupper) eller længere varighed.
‘Hytte’ forbindes oprindeligt med øde omgivelser, men bruges også i moderne sammenhæng for miniatureboliger på stribe på fx campingpladser.
Hytten er et alt-i-et rum, hvilket kan være en udfordring for den introverte (se Introvert) personlighedstype.
For at være kvalificeret til hyttebetegnelsen skal beboelsesarealet være af en sådan størrelse, at hvis én brækker sig, vil nærmeste tilstedeværende blive stænket til. Bliver du ikke stænket til, befinder du dig i noget andet. Eventuelt et hus.
Hytten er et anerkendt redskab til test og iagttagelse af gruppedynamik og relationers sandsynlige holdbarhed (se også Ferier, generelt)

 

Sometimes being lonely is easier than being scared

Ordene i overskriften kommer fra skulptøren Beth Cavener. Jeg faldt over hendes skulpturer på nettet og har en tid holdt dem tæt ind til kroppen. Hendes kunst er voldsom, smuk og besættende, og jeg ville give en del for at få lov at se dem i virkeligheden.

Og røre. Jeg vil virkelig gerne røre, mærke struktur, mærke med fingerspidser, ikke kun med øjnene.

‘Forgiveness’, skulptur af Beth Cavener. Photo shown with permission from the artist.

 

‘Tangled Up In You’, skulptur af Beth Cavener. Photo shown with permission from the artist.

 

I forbindelse med at jeg besluttede at dele skulpturerne på bloggen, så jeg en kort video om kunstneren. Filmen er lavet af hollandske Bas Berkhout, som også laver vidunderlige ting, bare i et andet medie.

På fem minutter får han fortalt en skæv, rørende, anderledes historie. Et lille uddrag af et menneske. Fem minutters skønhed og råhed og helt ind under huden.

Tag dem med. De fem minutter.

Se mere af Beth Cavener på hendes hjemmeside

 

Themesong

Nu er ungerne proppet i minibilen, og vi er kørt ud i landet for at se, hvad sommeren har til os. Vi kører mod Viborg, alene fordi jeg kan huske brosten og ved, de har en domkirke og søer. Good enough for me. Hvad der så skal ske herefter bliver op til tilfældet.

Synes du generelt, der er for langt mellem opdateringerne her på bloggen, det synes jeg nogen gange selv nemlig, så skriver jeg kortere på Instagram som @ordfeen 🙂 Så kan du jo kigge over.

Mens du laver, hvad du nu laver, og hører det soundtrack, der passer dig bedst, fyldes Picantoen mindst én gang om dagen med lyden af Mighty Mighty Boss Tones. De laver altid en fest i anlægget. Nogle gange en lidt hård en af slagsen, men dette nummer er mit.

Fordi horn ikke, rytmen.. og teksten:

Why were we put here?
What for? we’re unsure
We sure weren’t put here to hate
Be racist, be sexist
Be bigots, be sure;
We won’t stand for your hate

God sommer derude. Må du opdage ny gåsehudsfremkaldende musik under solen.

Mighty Mighty Boss Tones – Let’s face it <3

Well it’s so hard to face
That in this day and age
Somebody’s race can trigger somebody’s rage

And somebody’s preference
Can drive some total stranger
To make somebody somehow feel the wrath of their anger

Why were we put here?
What for? We’re unsure
We sure weren’t put here to hate
Be racist, be sexist
Be bigots, be sure;
We won’t stand for your hate

Now why so cut and dry
A simple concept missed
Give tolerance a try
This confusion still exists ignorant mongers
No area’s gray
Couldn’t be any wronger in this age and day

Why were we put here?
What for? we’re unsure
We sure weren’t put here to hate
Be racist, be sexist
Be bigots, be sure;
We won’t stand for your hate
Get that straight

Now how far have we come?
How come there still are some
Who won’t let some
March to the beat of a different drum
To face it, it’s so hard
You must be on your guard
It’s not okay
And you’re not free to be a different way

Why were we put here?
What for? we’re unsure
We sure weren’t put here to hate
Be racist, be sexist
Be bigots, be sure;
We won’t stand for your hate

Let’s try to erase it, it’s time that we face it
If we don’t, then who will? Shame on us
Let’s try to erase it, it’s time that we face it
Let’s face it, the time is upon us
Let’s try to erase it, it’s time that we face it
If we don’t, then who will? Shame on us
Let’s try to erase it, it’s time that we face it
Let’s face it, the time is upon us

Sommerferie = kollaps

Ugerne op til sommerferien.. Selv de mest enkle opgaver ligner sumpområder med mangelfuld skiltning. Hvis der er den mindste selvregulering involveret i løsningen af en opgave, orker jeg simpelthen ikke gå derud. Desuden ser det også ud til, at der ligger en ufremkommelig bjergkæde lige bag sumpen –

Utroligt, at det kommer bag på mig hvert eneste år. Denne træthed. Ugidelighed. Det er helt uventet, at vi har brug for at restituere.

Jeg er okay klog på en del områder, men når det kommer til overblik, kan det være bedst for alle, hvis nogen gider tage over. Jeg har fx glemt, at eftersom jeg har to jobs nu, skal jeg også have fri fra to jobs. Så da jeg fredag går på ferie fra hovedjobbet, kan jeg passende gå hjem og læse en lektørbog med deadline mandag. Og på næste mandag er der én mere.

Klik på bogen for at læse mere hos Gyldendal

Det hjalp overhovedet ikke på sagerne, at bogen er enormt interessant, for så begynder hjernen igen. Og det er meningen, jeg skal holde fri nu. Ikke finde på ting.

(← ← ← spændende bog om sammenhængen mellem hjerne (tanker) og krop (følelser), og at vi i bund og grund har evnerne til selvhelbredelse)

…Ikke fløjte ud af nogen tangenter, og overveje hvor spændende det kunne være at prøve at helbrede en eller anden egenskavank. Som sagt. Ikke ud af nogen tangenter. Overhovedet.

Mit hoved er atter rimeligt udfordret på det der nu. Nu’et synes på én gang alt for strammende, uopløftende og vanebundet og samtidig så sprængfuldt af muligheder. Fakta er, at jeg bare ikke har mere energi lige nu.

Og når nu’et er blevet sådan. En konstant indre summen. En indre trang til at sidde helt stille i parallelløb med et andet krav om bevægelse videre, fremad, væk.

Så er det tilbage til start. Ned og sidde. Knyt sylten. Tjek øjenlågenes lukkefunktion. Træk vejret. Ind. Pust ud. Ind, dybt ind, ind, ind og sukkende uuuud.

Og så tænker du ganske enkelt:

“Alt er præcis som det skal være”

Og nøjagtig som der står i føromtalte bog, så bliver du før eller siden helt rolig og overbevist om, at det virkelig er sandt. Du behøver ikke løbe efter noget lige nu. Fortiden kan du under ingen omstændigheder ændre. Fremtiden er der også i morgen. Ved at insistere på noget med tanken, får vi en følelsesmæssig reaktion, der aktiverer alt muligt spændende  i kroppen: gener, hormoner, nerveforbindelser – og dermed er kroppen i gang med at virkeliggøre, hvad der startede som en bevidst gentaget tanke i hjernen.

It’s a kind of magic.

At alt er præcis som det skal være. Du kan slappe af nu.

Bare slap af og træk vejret.

(Når du så er færdig, så hør Justin Timberlake, eller hva der får dine klokker til at ringe)

Hvis du nu bare følger med..

Sidste sommer. Solen skinner og den tørre duft af gennemvarmet sand, lyng og nåletræer er baggrunden, mens jeg lige tjekker Facebook. Jeg husker det, fordi der stod, at to fremmede mennesker havde accepteret mine venneanmodninger. Jeg mente bestemt ikke, jeg havde anmodet nogen fremmede om venskab.

Det var to meget forskellige mennesker, så vidt jeg lige kunne bedømme.. Syntes det var pinligt. Vil egentlig helst selv bestemme hvilke fremmede jeg søger kontakt til. Jeg havde lyst til at slette dem lige med det samme og lade som om det aldrig var sket. Men så tænkte jeg på, at de her to havde accepteret min anmodning, og så syntes det lidt sjuftagtigt at slette dem som venner.

I know. Taking everything waaaaay to seriously..

Men altså. Den ene af de her to har siden hen virkelig tilføjet saft og kraft til min facebook. Han booker musik og skriver fjollede / følsomme / vildt pinagtig selvudleverende slapstick-rimende-poesi-agtige opdateringer. Og jeg er helt fjollet med det. Så det var jo godt, at jeg blev.

**

For en måned siden begynder jeg at spørge mig for, om der er steder i Aarhus, hvor man kan høre live musik over en frokost.

Jeg har lige et enkelt, men ret væsentligt ønske til: jeg ønsker at spise dejlig mad til live musik i skønne omgivelser. For jeg har været på Eydes Kælder i Horsens og er blevet forvænt.

Jeg må spørge de forkerte, for folk bliver helt blanke i blikket.

Come on folkens.. landets næststørste by??

Njaa…

Men så skriver min surprise facebook ven at der vil være blues på Bådcaféen i Marselisborg havn 2. juli.

Bådcafé??

Og i dag tager jeg så kollega Mette under armen og kører på havnen for at høre blues med Alan Haynes i de dejligste omgivelser, i super venlig stemning. Næste gang tager jeg billeder af interiøret, men jeg opbrugte al strøm på at optage video.

Sorte Louis vandt mig over uden synderligt besvær:

I et pænt stykke tid har jeg også været på udkig efter rum med sjæl til andre formål: Steder hvor man kan holde events af forskellig slags. Steder der bidrager til oplevelsen. Nu har jeg fundet et.

En af dagens gæster var iført en meget smuk kjole, som mindede mig om en idé jeg ikke fik fra jorden engang.

Den kjole, det sted – det var en direkte opfordring til at prøve én gang til. Hvis jeg beslutter at prøve igen, så lader jeg høre. Det gør jeg nok.

Vi hørte dejlig musik i dag. Optagelserne er desværre en lovlig windy oplevelse – på man-skulle-nok-have-været-der-niveau.

Til gengæld har jeg atter slæbt ukendt musik hjem fra biblioteket og Robert Forster her kom med i Picantoen på tur i dag. Jeg skal lige vænne mig til den måde han bruger stemmen på, men det her nummer er altså for dejligt (det er nok 10. gang jeg siger dejligt i dette indlæg – men det ér det – dejligt).

Nummeret har en lyd som sad bandet rent faktisk og spillede sammen under optagelserne – og som om, at man herefter har gjort det helt vilde at lade resultatet stå nogenlunde rent uden at finpudse al sjæl ud af det. Men lyt selv:

Udfordring accepteret: (kort) sur smøre

Min kollega udfordrede mig i dag til at skrive det sure. Jeg var sur. Går ud fra hun tænkte at vores fælles lørdagsvagt måske ville blive federe for hende, hvis jeg kom af med det, der ærgrede mig. Jeg skriver sjældent surt. Jeg prøver virkelig at få et grin igennem med de fleste. Eller i det mindste at gøre mit for at holde os alle sammen nogenlunde i ro. Men fra tid til anden skal man vel sagtens ud med det, så udfordring hermed accepteret.

Så til dig i Risskov i dag, i den store fede Mercedes, du holdt og blinkede for at komme ind på parkeringspladsen ved Fakta, men ville have mig ud først og dermed byggede en kø sig op bag dig = en potentielt farlig situation, fordi vi andre havde svært ved at gennemskue, hvad du havde gang i:

SÅ STOR ER DIN BIL HELLER IKKE. FLYT RØVEN FRA VEJEN, SÅ VI ANDRE KAN KOMME VIDERE. VI HAR REGLER MAND, DU BEDES STIKKE PIBEN IND OG FØLGE DEM I STEDET FOR AT LAVE DINE EGNE.

Og ellers… så skal jeg sgu nok smække den Mercedes ind på parkeringspladsen, så kan du køre min Picanto. Den kan komme ind alle steder.

(aaaah det hjalp allerede)

Nu tænker jeg på den mail jeg fik i dag fra en låner, som jeg havde forsøgt at hjælpe. Selvom jeg havde skrevet til hende, at jeg ikke kunne opfylde hendes sommerferieønske alligevel, skrev hun den sødeste tak for hjælpen.

Eller hende bag kassen i Fakta, der troede jeg var en anden, der var veninde med Katrine og så blev hun flov, og jeg spurgte om Katrine, som jeg så ikke er veninde med, er sød, og ja, Katrine er sød, og det er hende du ligner også, siger Fakta-pigen, ligesom dig, du ser sød ud.

Og John der altid kommer ind på biblioteket og er så ægte, at jeg tydeligt kan mærke, når jeg ikke er. Og så retter jeg op..

Jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg er sur…

[…]

Chili’en er sat over og bobler nu ind til noget der forhåbentligt bliver stærkt. Jeg er børnefri i denne og næste uge. Går på arbejde og kommer hjem og er alene. Og det er okay. Der er noget jeg skal have styr på. Har prøvet at slippe uden om et stykke tid ved at lade som om alene er farligt og har sørget for ikke at have ro til at mærke efter.. well..

Lige som ovennævnte forsøg ud i at skrive det sure ud først udvider sig og så trækker sig sammen til noget andet, synes livet helt overordnet at opføre sig sådan.

Udvidelse – Sammentrækning – Udvidelse – Sammentrækning

Jeg har haft en udvidelsesperiode, hvor jeg har gjort ting, jeg ikke er vant til og det fortsætter, bare i lukket forum på hjemmefronten.

Forleden begyndte jeg at hive bøger ned fra min reol. Jeg sorterede dem efter, om bogen gør mig glad eller har en form for betydning. Endte med at aflevere næsten halvdelen i vores lokale genbrugs. Alle der har levet en god del af deres liv gennem ord ved, hvad det betyder. Det er faktisk ikke noget man gør for sjov.

Det var ikke smertefuldt, så var jeg stoppet. Det er bare nødvendigt.

Der er en tid til at bygge op og en tid til at rydde op.

Og i dag, alene, bliver jeg klar over, at jeg har prøvet at kontrollere ting igen. Prøvet at bestemme hvad jeg må føle. Prøvet at forstå hvad der foregår i andre mennesker, i stedet for at mærke efter hvornår nok er nok – i mig.

Og så har jeg genfundet Grand Avenues The Outside, som sådan set sum’s it up nicely 🙂

Når vi laver magi

Det er den vildeste onsdag i mands minde. Her til aften har jeg afholdt Damesalon nummer to. Jeg kendte mine gæster på forhånd i varierende grad. Fra et årelangt forhold til kun at have snakket et par timer. De kendte ikke hinanden.

Fem kvinder kom med mad og fortællinger. De var hver især blevet bedt om at møde op og bruge ti minutter på at dele noget med os andre. Noget der fylder i deres liv.

Det gjorde vi så. Delte. Musik og erindringer. Kampe og livssår, kærlighed og væren. Tilgivelse (tilgivelse, måske?). Korte uddrag af liv, der har efterladt mig totalt forpustet og benovet over, hvad livet kan give os, hvis vi byder op til dans.

Den oplevelse vi delte her til aften var, som den ene deltager siger, magisk. Og det var den, fordi vi alle seks gav noget af os selv. Og vi lyttede. Levede med. Lo og sad i lamslået tavshed. Og beundring.

Jeg satte remedierne frem, men det er ikke mig, der laver magien alene.

Jeg tror, vi alle kan lave den lille magi alene.

Stor magi kræver to eller flere.

Og når vi lægger gode intentioner og kræfter i… så kan vi lave stor, forrygende, rystende, voldsom og bragende magi.

Også på en onsdag.

Jeg aner aldrig, hvad mine idéer kan føre med sig. Det viste aftenens Damesalon med al tydelighed.

Nu er jeg helt færdig. Dybt taknemmelig for mine gæster. Fordi de sagde ja. Fordi de er så skide fantastiske og modige.

Og taknemmelig for den store idegenerator som fodrer mig med løsninger, når jeg synes livet er lidt fladt.

Lige nu er livet et bakket landskab med eng og åer og fuglekvidder og advarende rovfugleskrig.

Præcis som jeg kan lide det.

Tak.

Tonen er slået an

På gulvet i mit køkken står en hvid, bugnende bibliotekspose med bøger, der på den ene eller anden måde berører ensomhed. Egentlig troede jeg, de skulle bruges til et foredrag om emnet, og posens indhold er research.

Men som det gik, da jeg troede, jeg skulle holde foredrag om dating, når jeg havde samlet en ordentlig omgang erfaring, fes grundlaget ud under mig.

Eller måske ikke.

Ensomhed er et grundlæggende vilkår for os alle, og den kommer i mange variationer og til tider ganske uventet – og uvelkomment – når vi er midt iblandt andre.

Det presserende har forladt mig. Men posens indhold står jo der, og jeg har ikke lyst til at aflevere bøgerne ubetragtede.

Det grundlæggende og vedholdende ved ensomheden kan jeg alligevel aldrig rende fra, så jeg vil egentlig gerne være forberedt, næste gang jeg mærker ensomheden kradse mod min dør.

Den trælse ensomhed vel og mærke. For at være ensom er også en forudsætning for et utal af skriverier og ideer, der ofte kommer ud af en mangel – et tomt rum, der kalder på indhold.

Så jeg studerer nu ensomhed gennem andres tekster, malerier og musik.

Det er en smuk, solrig lørdag med varm vind om benene. Jeg tager bogen øverst i posen, kaffe, notesbog og solbriller og sætter mig ud på terrassen.

“Den blå ild. Ensomhedens længsel og skønhedens smerte” – Essays og malerier af Jørn Henrik Olsen

Jeg læser indledningen og bladrer frem til første maleri af blåt og må lægge bogen fra mig. Det jeg læser, rammer så rent i mig, at jeg må holde pause, inden jeg kan fortsætte. Dette er ikke en bog jeg kan slippe om ved at scanne overskrifter og udvalgte afsnit.

Og måske er det også bare for meget, sådan helt uventet at finde sig selv bjergtaget på terrassen en lørdag, hvor jeg lige om lidt kører afsted med et par 9-årige tøser for at se på amerikanerbiler i Brædstrup.

Fra forordet:

Sproget giver let efter for slitage. Selv i det fortættede, stille skriveskjul dukker denne erfaring op. Sproget indordner sig ikke helt. Ord der er tiltænkt at skulle inddæmme og udfolde dybe eksistentielle følelser virker svage og uduelige. Næsten undvigende som emnet selv. 
[...]

Tilværelsen bliver aldrig skyggeløs. Dybde og vækst er ikke mulig uden smerte og tab, og kunst ikke uden en stærk længsel. Overgiv dig gerne til langsom læsning og refleksion. En forudsætning for justeringer er, at vi stopper op og får rede på, hvor vi befinder os.

Og således rammer bogen øverst fra posen, præcis hvor jeg er. Jeg kan næsten ikke rumme fornemmelsen af og forventningen til de knap 200 sider, der venter mig.

Tænk hvis teksterne bliver ved med at ramme strenge i mig på denne måde. Så ender jeg jo som et summende, sitrende, anslået instrument.